Læsetid: 4 min.

Hanne-Vibeke Holsts velsmurte fortællemaskine

Budskabet står bøjet i neon i Hanne-Vibeke Holsts koldsindige skrækvision af Den Spanske Syge 2.0. Romanen er velkomponeret og grundigt researchet med foden på speederen og begge hænder på rattet
Hvor det dog klæder Hanne-Vibeke Holst åbent at stå ved sin etik og dermed sin politik i romanen ’Som pesten’, skriver Erik Skyum-Nielsen.

Hvor det dog klæder Hanne-Vibeke Holst åbent at stå ved sin etik og dermed sin politik i romanen ’Som pesten’, skriver Erik Skyum-Nielsen.

Sille Veilmark

27. september 2017

Hvordan ville du handle, hvis menneskeheden stod over for en global pandemi, og du som højtplaceret læge i WHO reelt kunne øve indflydelse på, hvordan verdenssamfundet håndterede krisen?

Sådan lyder det klare og enkle spørgsmål, Hanne-Vibeke Holst stiller os med sin nye, mammutmæssigt monstrøse roman – og det svar, de fleste af os vil give, danner forklaringen på, at læseren uden videre vil sympatisere med bogens helt Karoline, da hun fra nærmest første dag i verdenssundhedsorganisationen fatter, at en monsterinfluenza er på vej og dermed ikke blot en sundhedskrise af gigantiske dimensioner, men også en dødsensfarlig politisk trussel.

Virussen minder i levedygtighed og evne til at mutere om den, der i 1918 gik hærgende hen over verden, og får da også på et tidspunkt betegnelsen Den Spanske Syge 2.0, idet den ligesom forgængeren rammer unge og yngre særlig hårdt.

Hanne-Vibeke Holst har ingen krav til, hvad litteratur skal og bør. Forfattere må gebærde sig præcis, som de vil. Men hun har altid haft en meget stærk fornemmelse af, hvad det er hendes litteratur skal. Romanen ’Om pesten’ skal trække os mod humanismen, det gode og de fælles, internationale løsninger, fortæller forfatteren.
Læs også

Men da den nye sygdom dukker op i efteråret 2015, har verden også andre kolossale problemer at slås med: klimaforandringerne, flygtningestrømmene, terrorismen, international spænding og nationalistiske protestbevægelser. Hvortil kommer det rå faktum, at når der mod en verdensomspændende sundhedskrise kræves en øjeblikkelig samlet indsats i form af massevaccination, så må medicinalindustrien sætte profithensynet til side og agere etisk og solidarisk.

Kapitalismens djævle

Det gør mastodonterne langtfra i Hanne-Vibeke Holsts roman, eller rettere, det gør de først til allersidst, da de har fået tiltrængt modspil af en konkurrerende medicin kreeret af en dansker og finansieret af en norsk mæcen. Indtil da har de kapitalstærke djævle trukket tingene i langdrag, obstrueret over for WHO og spillet på konflikten mellem globale hensyn og nationale særinteresser.

Ja, den værste satan af dem alle har hyret selveste Karolines mand, charlatanen og løgnhalsen Jasper, til at udspionere konen og rapportere alt via en mafiastymper af ækleste skuffe kørende i en Maserati og udstyret med en vansiret arm, hvis ar ikke skyldes en pizza.

Som i så mange ferme krimier og lufthavnsthrillere af i dag får læseren således den obligate kombination af knas på hjemmefronten og udfordringer i arbejdslivet, og som det sig jo hør og bør, liner forfatteren to hold op med heltene på den ene side og de fæle skurke på den anden. Til sidstnævnte gruppe hører, udover de allerede nævnte – medicinalmagnaten, den kokainsniffende ægtemand og den brovtende pizzaboss – også en russer i WHO, som gramser på unge damer.

Blandt de ædle riddere finder vi – udover vores kernesunde Karoline, forskerguruen og mæcenen – også en trofast gammel kæreste til heltinden samt en højt placeret dansker i Genève, byen med denne særlige »mellemfolkelige ånd«, symbol på håbet om fred, drømmen om harmonisk sameksistens, fælles institutioner, diplomatiske løsninger, åbne samfund.

Hanne-Vibeke Holst: Som pesten

Pest er mindst tre ting

Romanens titel Som pesten kan læses på flere måder. Den hentyder til den eller de pandemier, som i flere omgange bortrev millioner af europæere fra midten af 1300-tallet og helt ind i 1700-tallet.

Den refererer desuden til Albert Camus’ roman fra 1947, som lod pesten fungere som allegori over nazismen i Frankrig, og som af og til citeres undervejs, dog med den vigtige twist, at Hanne-Vibeke Holst har valgt at opfatte sygdommen bogstaveligt. Endelig peger titlen på det, vi bør hade og frygte som pesten, nemlig egoismen og ondskaben i os selv.

Skal man uddrage en lære af romanens krisehåndtering, må den blive, at det altid nytter at gøre noget. At vi aldrig må miste evnen til medfølelse, og at katastrofen først for alvor sker den dag, man kompromitterer sine værdier.

Set i det perspektiv forstår anmelderen udmærket bogens punktvise udfald mod den danske regering, som ledes af en pyknisk opportunist og tæller indtil flere kyniske populister. Ved siden af at være en globaliseret spændingsroman om vanskelighederne ved at tvinge verdenssamfundets glugger op er Som pesten tillige et polemisk dementi af vores fælles fortælling om »smørhullet Danmark, verdens lykkeligste nation«.

Velsmurt maskine

Når dette er sagt, bør det bestemt ikke glemmes, at Hanne-Vibeke Holsts feministiske antikapitalisme og i grunden nøgterne idealisme ikke har fået hende til at slippe jordforbindelsen. Hun har tværtimod lavet en velkomponeret og grundigt researchet roman med foden på speederen og begge hænder på rattet.

Som pesten kører fremragende – en effektiv og velsmurt fortællemaskine tunet med stærke følelser og gearet med passende skift fra figur til figur, ofte også i form af veloplagte kapiteloptakter og bratte ’cliffhangere’, som forfatteren dog altid husker at samle op på ti-tyve sider efter.

Bogens vigtigste spændingsmoment udgør samtidig dens politiske kup. For Karoline nærer ikke alene mistro til medicinalindustrien, hun kommer også snart under vejr med, at influenzaepidemien opviser en uhyggelig korrelation mellem race, morbiditet og mortalitet eller sagt med andre ord: en længe uforklarlig ophobning af sygdomstilfælde og dødsfald blandt borgere med afrikansk baggrund.

Spørgsmålet bliver herefter: Hvordan ville du handle, hvis en global pandemi, som særlig ramte sorte eller brune, stillede dig over for valget mellem at redde »dine egne« eller »de andre«, som befandt sig i større nød? Sjældent er romankunstens klassiske HVAD NU HVIS? blevet spidsformuleret så skarpt, og hvor det dog klæder forfatteren åbent at stå ved sin etik og dermed sin politik.

Hanne-Vibeke Holst: ’Som pesten’. Roman. 686 s. Kr. 299,95. Gyldendal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ida Julin
  • Katrine Damm
  • Jørn Andersen
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Eva Schwanenflügel
Ida Julin, Katrine Damm, Jørn Andersen, Maj-Britt Kent Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

»Jeg tror ligesom Hans Bergman, romanens FN-diplomat, på mennesket. Jeg tror på det gode, og jeg tror på, at vi besinder os og finder tilbage til et fælles moralsk og etisk ståsted. Det er humanismen, idealismen, der skal redde os fra undergang. Ikke bare i konkret, dystopisk forstand. Det er også de værdier, der skal redde os fra at blive selvoptagede, ligeglade og fortabte. Der kommer jo generationer efter os. Og skal vi virkelig være dem, der smadrer det hele?«
- https://www.information.dk/kultur/2017/09/hanne-vibeke-holst-virkelig-va...

Stærkt.