Inden han for alvor slog igennem som rapper, var Action Bronson – den store rapper fra Queens – en respekteret kok i New York. Og selvom man måske kunne forledes til at tro, at han ville gøre meget for at vride sig selv ud af det stramme net af madmetaforer, som ofte følger med beskrivelserne af hans musik, så bliver han faktisk ved med at tage kokkehuen på sig.
Også på hans nyeste, veltilberedte (han beder selv om det) album, Blue Chips 7000, hans andet studiealbum, der følger op på hans to tidligere Blue Chip-mixtapes. I løbet af de 13 numre på Blue Chips 7000 anvender han konstant spinat og serrano, kylling og kiks, som centrale lyriske referencepunkter. Når han disser nogen, er det med truslen om, at de kommer ned i den store, sorte gryde:
»Like I said, they'll never find you in a pot roast (Never) / Uh, they'll never find you in a pot roast,« som det hedder på »Hot Pepper«.
Og for at det ikke skal være løgn, så lyder hans sange endda som sammenkogte retter, hvor pladens varme, funky, jazzede arrangementer koges sammen til en helhed med Action Bronsons fyldige stemme som et vigtigt krydderi. Hvilket har den konsekvens, at selvom hans musik dermed glider ned som en varm ossobuco, kommer den samtidig til at mangle den lille ingrediens, der stikker ud, den ingrediens, der får retten til at skille sig afgørende ud fra mængden.
Så selvom Blue Chips 7000 virkelig er en vellydende plade, hvor mesterkokken med det fede flow ikke sender et eneste drys af paprika i den forkerte gryde, så finder den rå attitude, som Action Bronson dyrker i lyrikken, ikke frem til et udtryk, der virker endeligt overbevisende.
Den bliver enten lidt hjemløs, eller den bliver kogt ind i helheden, sådan at truslerne bliver for hyggelige og sådan at vreden kommer til at smage lidt for godt. Når det er sagt, er Blue Chips 7000 et solidt udspil, hvor det kuriøse og det dygtigt musikalske går fint hånd i hånd.
(Atlantic Recording/Warner Music)
