Hustvedts take på feminisme er forbavsende traditionelt

Siri Hustvedts nye essays, ’En kvinde ser på mænd der ser på kvinder’, er et dristigt forsøg på at samtænke kunst med neurovidenskaberne. Men et spredt og upersonligt fokus gør det svært at forholde sig konkret til hendes indsigter
Siri Hustvedt er en opmærksom læser med et ukueligt mod på at finde broer mellem kunsten og neurovidenskaberne. Men trods sin enorme belæsthed bruger hun reelt ikke hjerneforskningen til ret meget.

Siri Hustvedt er en opmærksom læser med et ukueligt mod på at finde broer mellem kunsten og neurovidenskaberne. Men trods sin enorme belæsthed bruger hun reelt ikke hjerneforskningen til ret meget.

Sille Veilmark
9. september 2017

I de senere år har den store amerikanske forfatter og essayist Siri Hustvedt især skrevet essays frem for skønlitteratur. I sin nye bog, En kvinde ser på mænd der ser på kvinder, gør hun det til sin opgave at bygge bro over humaniora og naturvidenskab, mere specifikt mellem kunst og de videnskaber, der begynder med ’neuro-’, og som i lighed med kunsten gør sig klog på det menneskelige.

Her ligger så mange interessante erkendelser på den flade hånd, at jeg ofte undrer mig over, at så få skrivende og tænkende mennesker i dag søger at gribe dem. Vi lever i en verden, hvor nye synsmåder afløser de store gamle paradigmer, og hvor humanistiske videnskaber får konkurrence af et nyt biokemisk syn på bevidsthed og følelser.

Derfor er det skønt, at Siri Hustvedt søger at finde fælles grund i sin essaysamling. Området er dog fuldt af faldgruber. Som hun skriver i forordet om en mislykket dialogkonference for kunstnere og hjerneforskere på Columbia University:

 

Få adgang til hele artiklen og uafhængig kvalitetsjournalistik.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu