Læsetid 5 min.

Hustvedts take på feminisme er forbavsende traditionelt

Siri Hustvedts nye essays, ’En kvinde ser på mænd der ser på kvinder’, er et dristigt forsøg på at samtænke kunst med neurovidenskaberne. Men et spredt og upersonligt fokus gør det svært at forholde sig konkret til hendes indsigter
Siri Hustvedt er en opmærksom læser med et ukueligt mod på at finde broer mellem kunsten og neurovidenskaberne. Men trods sin enorme belæsthed bruger hun reelt ikke hjerneforskningen til ret meget.

Siri Hustvedt er en opmærksom læser med et ukueligt mod på at finde broer mellem kunsten og neurovidenskaberne. Men trods sin enorme belæsthed bruger hun reelt ikke hjerneforskningen til ret meget.

Sille Veilmark
9. september 2017

I de senere år har den store amerikanske forfatter og essayist Siri Hustvedt især skrevet essays frem for skønlitteratur. I sin nye bog, En kvinde ser på mænd der ser på kvinder, gør hun det til sin opgave at bygge bro over humaniora og naturvidenskab, mere specifikt mellem kunst og de videnskaber, der begynder med ’neuro-’, og som i lighed med kunsten gør sig klog på det menneskelige.

Her ligger så mange interessante erkendelser på den flade hånd, at jeg ofte undrer mig over, at så få skrivende og tænkende mennesker i dag søger at gribe dem. Vi lever i en verden, hvor nye synsmåder afløser de store gamle paradigmer, og hvor humanistiske videnskaber får konkurrence af et nyt biokemisk syn på bevidsthed og følelser.

Derfor er det skønt, at Siri Hustvedt søger at finde fælles grund i sin essaysamling. Området er dog fuldt af faldgruber. Som hun skriver i forordet om en mislykket dialogkonference for kunstnere og hjerneforskere på Columbia University:

»Forskerne undrede sig, og kunstnerne rasede. (…) Videnskaben i toppen, kunsten i bunden.«

Bogens essays er skrevet i perioden 2011-2015, men ser generelt mere bagud end frem. Siri Hustvedt følger sporet tilbage via Freud & co. til forfattere, filosoffer og medicinsk interesserede skribenter, der så tidligt som i 1600-tallet udførligt beskrev mennesker i tilstande af psykisk betinget fysisk sygdom, der ændrede personligheden og kunne gøre et normalt liv uigennemførligt.

Bogens næsten 700 sider beskæftiger sig med tre brændende spørgsmål.

De to første er de klassiske spørgsmål om arv og miljø, krop og bevidsthed. Er vi produkter af vores gener, dvs. vores biologi, eller har vi en fri vilje? ’Er’ vi vores krop, dvs. et produkt af egenskaber og de signalstoffer, der til enhver tid passerer gennem hjerne og kredsløb?

Det tredje spørgsmål – der ligger i forlængelse af de foregående – handler om personlige oplevelser, skildret i Siri Hustvedts egne bøger som Kvinden der rystede og Den flammende verden. Efter sin fars død oplevede Siri Hustvedt uforklarlige rystelser, som aldrig har fundet en tilfredsstillende medicinsk diagnose.

Hun har slået sig til tåls med en slags accept af Freuds og Charcots klassiske hysteridiagnose, hvor fysiske symptomer udtrykker vanskelige følelser gennem kroppen og dermed holder bevidstheden ubesmittet.

Sært nok afholder hun sig fra at tolke sit eget tilfælde ud fra den tilgængelige viden om PTSD, hvor en voldsom fysisk reaktion ofte er resultatet af en kæde af begivenheder. Som når soldater i Første Verdenskrig led af ’granatchok’ uden at have set en eneste granat. Derimod havde de i årevis ligget i mudderet og set deres kammerater dø.

Siri Hustvedt: ’En kvinde ser på mænd der ser på kvinder. Om kunst, køn og bevidsthed’

Det hårde og det bløde

Her bliver det klart, at Siri Hustvedt viger udenom at tolke sit eget liv i essayform. Hustvedts husguder er 1600-talsfilosoffen Margaret Cavendish, 1800-talsfigurer som Kierkegaard og Freud og fra 1900-tallet filosoffen Susanne Langer. Lægerne Freud, Charcot og Janet fremhæves for deres iagttagelser snarere end for deres teorier, som ikke overraskende er knyttet til tidens forståelsesramme af køn og kultur.

Siri Hustvedt er en opmærksom læser med et ukueligt mod på at finde broer mellem kunsten og neurovidenskaberne. Men trods sin enorme belæsthed – hvert essay afsluttes med en lang litteraturliste over videnskabelige kilder – bruger hun reelt ikke hjerneforskningen til ret meget.

Faktisk er mange broer mere synlige i dag, end Hustvedt tilsyneladende ved. Musik som terapi er for eksempel et hjerneforskningsområde i vækst. På Syddansk Universitet er man netop begyndt at undervise i Narrativ Medicin. Vi kan sagtens nå længere ind i hjernen, end Hustvedt gør, uden at forråde udgangspunktet.

På én gang er det en svaghed og en styrke, at de forskellige essays, mange tilsyneladende skrevet som foredrag eller artikler på bestilling, ikke samler sig til en fremstilling af kunstens rolle i bevidstheden.

En styrke er det, når Hustvedts ’løse’ form giver plads til smukke og sande iagttagelser. Som når hun mener, at psykoterapi måske blot virker, fordi nogen lytter og bryder ensomheden; og når hun påpeger, at pornografi rangerer lavere end kunstformer, der giver mindre risiko for at synke ned i begærets sump.

Det søgende er dog også en svaghed, fordi de eminent velskrevne essays mangler klare problemformuleringer og sammenfatninger. Iagttagelserne samler sig ikke til en teori som hos Susan Sontag eller Aristoteles, der tilskrev kunsten en terapeutisk virkning, katarsis.

Forbavsende traditionelt

Når Hustvedt søger samspillet mellem kunst og psyke, er hendes fokus hos kunstneren selv. Når hun kredser om den kreative proces – hvordan forvandles levet liv til skrift? – og beretter om sin undervisning i litteratur på en psykiatrisk afdeling, er det ud fra den skabendes synspunkt, mens modtageren ikke interesserer hende. Bærer et kunstværk ikke også med sig en terapeutisk ’lytten’, dvs. bryder læserens ensomhed?

Selv det hustvedtske take på køn og feminisme er forbavsende traditionelt. Indirekte ophøjer hun aggressivitet (en traditionelt ’mandlig’ egenskab) til en mere succesbefordrende egenskab end for eksempel empati (en traditonelt ’kvindelig’ egenskab), også selv om nyere forskning nuancerer billedet af den civilisatoriske dynamik.

Siri Hustvedts seneste, bog ’Den flammende verden’, handler om, hvor forskelligt vi opfatter verden og hinanden.
Læs også

Man får den tanke, at Hustvedts essays måske er skrevet før de nyeste diskussioner af identitetspolitik og køn. I det amerikanske tidsskrift National Review (17. august) påpeger for eksempel Kevin D. Williamson, at aggressivitet både er destabiliserende for moderne samfund, og tilmed på det personlige niveau fungerer kontraproduktivt ift. darwinistisk udvælgelse.

Det er for eksempel sjældent, at ivrige kyssepiger flokkes om bandekriminelle, islamister og hvide supremacister! Tværtimod er skoleskyderier og andre terrorhandlinger ofte udløst af seksuel og social afvisning:

»Det er den store identitetspolitiske ironi: De søger identitet i stammen, fordi de er fejlslagne individer. De er en kæde skabt udelukkende af svage led.«

Disse essays afspejler måske især, at Hustvedts intellektuelle søgen har overtaget et skønlitterært forfatterskab, der ikke længere fungerer eller tilfredsstiller hende. Så meget mere kan vi glæde os til den næste bog, hvor Hustvedt måske forlader sin teoretiske komfortzone, eller endnu bedre, skriver en roman!

Oversættelsen er et kapitel for sig. Den placerer Margaret Cavendish (1623-1673) i 1700-tallet (sikkert som oversættelse af 17th Century) og benævner den udmærkede salaturt rucola med det amerikanske navn arugola. Grammatisk komma spænder ben for alternative kommaer, så sproget af og til snubler midt i en sætning. Det er irriterende, fordi netop sprogets musikalske kredsgange er hovedpointen i disse essays uden autoritative bud på verdens beskaffenhed.

Siri Hustvedt: ’En kvinde ser på mænd der ser på kvinder. Om kunst, køn og bevidsthed’. Lindhardt & Ringhof, oversat af Christian Bundegaard og Rasmus Hastrup, 672 sider, 350 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu