Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Intuitiv, nytænkende operaopsætning blotter moderne tragik

Er det Verdi? Er det avantgarde? Er det et dukkehjem? Med pornografisk æstetik og sorte plastikforhæng har Operaen fået en ’Rigoletto’, der gør narrens mareridt nutidigt. Og iscenesætteren dømmer ikke – med den rette belysning kan selv sort plastik være smukt
Forestillingen er et vellykket bud på en moderne omgang med temaet om narren, der tror han kan holde sin datter indespærret og væk fra verdens fornedrelse.

Forestillingen er et vellykket bud på en moderne omgang med temaet om narren, der tror han kan holde sin datter indespærret og væk fra verdens fornedrelse.

Miklos Szabo

Kultur
22. september 2017

Prima o poi hedder en sexshop i Verona, Verdis by. Et skæbnesvangert navn til en pornobutik. ’Før eller siden’ kommer du her forbi.

Det er en skæbnesvangerhed, der passer sig godt for en operaby, og som passer lige så godt på Verdis operaer. Før eller siden ender det med noget gris.

Ikke mindst i Rigoletto, der spiller nu i Operaen. Mere præcist så er det noget gris, og det ender i noget endnu værre gris. Det har den tysk-chilenske instruktør og iscenesætter Aniara Amos et godt blik for og udnytter en pornografisk æstetik til sin iscenesættelse.

Forestillingen er et vellykket bud på en moderne omgang med temaet om narren, der tror han kan holde sin datter indespærret og væk fra verdens fornedrelse, og som tror, han selv kan grave sig op af sin egen fornedrelse – for kun at havne i den værst tænkelige skæbne: som sit eget barns morder.

Aniara Amos har tidligere iscenesat The Fairy Queen i 2016 og Don Giovanni i 2014 for Det Kongelige Teater. Amos har selv haft en karriere som danser og har ved siden af den tilegnet sig viden både inden for filosofi, musikvidenskab og operaiscenesættelse, og hun tegner selv scenografien til sine forestillinger.

Hendes brede uddannelse og dermed mange vinkler på en forestilling fornægter sig ikke, og i hendes Rigoletto må man holde alle sanser åbne for forskellige fortolkningsmuligheder og en i det hele taget kunstnerisk legende behandling af tragediestoffet.

Vil man med Verdi græde over narren, må man opsøge en anden forestilling.

Vi er mere i en slags anæmisk melodrama, hvor der ikke helt gives føde til de store følelser, men snarere jokes lidt undervejs, uden at det er mindre alvorligt for det. Rigolettos patos presses så at sige ind i en senere tids kalejdoskop af ituslået virkelighed til en udforskning af sindets skæve vinkler, og hvordan vores bevidsthed fejler, som var vi fremme ved Alban Bergs Wozzeck.

Nar med skyld på

Hvis der ellers er en opera, som Verdis Rigoletto umiddelbart lægger sig op ad, er det Don Giovanni.

Ligesom i Don Giovanni starter vi med dekadent fest på slottet, og ligesom med Stengæsten hos Mozart er det en gammel mands vrede og forbandelse, der bringer alvoren ind på scenen.

Hertugen af Mantova fester og bekender sig til utroskaben uden respekt for hverken kvinderne eller deres mænd, og Rigoletto, hans hofnar, er fjolset, der som den mindre begavede følgesvend puster sig op og ikke engang kan fremvise en adelig arrogance, men bare fjolsets medløberi, og som hertugen siger: altid tager en spøg for langt.

Med andre ord: en Leporello, der er nærmest værre end sin herre.

Rigoletto opfordrer kådt til, at hertugen skaffer sig af med den greve, der ikke er indforstået med, at hertugen efterstræber hans kone. Han bekymrer sig ikke om grevens magt og håner ligeledes den greve, der er kommet for at klandre hertugen for at forføre hans datter.

Først da denne kaster sin forbandelse også på Rigoletto for at grine ad en faders smerte, rammer det Rigoletto, fordi det rammer hans bløde punkt: kærligheden til hans egen datter Gilda, som han prøver at holde skjult og langt væk fra den verden, han selv lever i – et fæstningsværk, han ved, vil bryde sammen; før eller siden.

Prismefortælling

Amos synes mere interesseret i Rigoletto end i Verdi for så vidt, at det ikke er Verdis teatralske drama, hun forløser, men i stedet den moralsk udfordrede Rigolettos forvirring, hun fremstiller.

I hendes prismefortælling kan alting have flere karakterer. Hun lader handlingen udspille sig som i en drøm. Måske er det retrospektivt en drøm om noget, der er sket, måske er der en angst for noget, der kan ske, et mareridt, hvor mulighederne tages ud i deres ekstremer, ligesom Rigoletto har for vane at gøre med spøgen: narrens forstørrede galeunivers.

Her er der fest med samlejedukker med dårlig tøjsmag, her er Gilda også blevet til en dukke, spærret inde i et omvendt kukkassefængsel, hvis perspektiv bliver snævrere og snævrere og til sidst lukker sig i en rund åbning som samlejedukkernes munde, en sød nikkedukke, der gør hvad far siger, men også tager på sig selv og har svært ved at holde balancen i sit prismeagtige glasspejlrum.

Her laver hertugen iklædt forklæde og tv-kokkens glade smil et udsøgt måltid til Gilda, der nu er blevet en kommanderende dame med en skødehundsbamse, her optræder både Hans og Grethe og en lyserød kanin med ble, her synger den utro hertug om, at kvinder ikke er til at stole på, og her dolker Rigoletto sin datter til døde.

Alt sammen en ond drøm, Rigoletto drømmer i sin sygeseng iført spændbar trøje, kun afbrudt af befriende pauser, som når Rigoletto tager en tår af hospitalskoppen, som var den en milkshake, og hygger sig lidt med sin plastikdukkeveninde, der godt gider small talk og fjernsyn, eller når hertugen kommer på besøg og taler om ulykkelig kærlighed, så Rigoletto må kede sig og zappe rundt på kanalerne imens efter underholdning.

I mine øjne er der noget tæt på genialt ved den opsætning. Man mangler måske det tragiske i gammel forstand, fordi intet får lov at stå fast. Der er ikke skæbne, der er ikke ondskab, der er ikke engang ren kærlighed i Amos' forestilling. Til gengæld får vi en anden nutidig tragik om mænd og dukker og ensomhed, hvor den berømte arie »La donna é mobile« bliver et endnu større angstomdrejningspunkt end selve forbandelsesmotivet.

Amos opererer på intuitionens overflade uden konklusioner og pointer og uden fordømmelse eller stillingtagen.

Alle karakterer syntes af samme grund frigjorte og velspillende og velsyngende inden for hver enkelts kapaciteter. Fra Sten Byriels cyklende, parodierende, i sin egen ondskab hvilende Sparafucile til Peter Lodahls utroligt afslappede og naturligt, næsten ind til det sympatiske afstumpede svin af en hertug, til Sofie Elkjær Jensens sexede og yndige Gilda og rumænske Sebastian Catanas lyriske og både over- og undertonerige Rigoletto. Kapellet var intet mindre end eksplosivt under Paolo Carignanis direktion.

Hvad man vil have med sig fra Amos’ forestilling er op til den enkelte nar. Men man bør se den. Før eller siden.

’Rigoletto’, Operaen, Store Scene. Musikalsk ledelse: Paolo Carignani. Iscenesættelse og scenografi: Aniara Amos. Medvirkende: Sebastian Catana (Rigoletto), Peter Lodahl (Hertugen af Mantova), Sofie Elkjær Jensen (Gilda), Sten Byriel (Sparafucile), Elisabeth Jansson (Maddalena), Elisabeth Halling (Giovanna) m.fl. Det Kongelige Operakor og Det Kongelige Kapel. Indtil 21. november.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Oh herregud, hvilken problematisering og overdreven fabulering om et dejlig smukt og populært stykke musik med sange som forfører ikke til intellektuel ophøjet fortolkning af noget såre simpelt som populær skønsang.. Bukserne revner Anton. Har ikke set opsætningen endnu, men har billetter og glæder mig. Fri mig for overfortolkninger og gejl for at tjene lidt skillinger. Uha bare jeg ikke får en nedtur.

Hvorfor tror alle i dag, at de kan gøre - og skal gøre - det bedre end mestrene selv? Hvorfor?

Opera skal altså handle om store følelser - ellers er alt tabt - ift. operaens verden og væsen!