Læsetid: 5 min.

Jesper Wung-Sung har skrevet en stille hyldest til en stilfuld oldefar

’En anden gren’ er en stofmættet og atmosfærefyldt roman om forfatterens kinesiske oldefar og hans danske kærlighed Ingeborg
’En anden gren’ er en omtumlet kærlighedshistorie, der begynder som et østerlandsk eventyr, men slutter med fattigdom og sygdom.

’En anden gren’ er en omtumlet kærlighedshistorie, der begynder som et østerlandsk eventyr, men slutter med fattigdom og sygdom.

Mads Nissen/Ritzau Scanpix

2. september 2017

En scene fra slutningen af Jesper Wung-Sungs nye, store roman vil uvægerlig brænde sig fast i hans læsers erindring: En ung mand står på en hospitalsgang og taler ind gennem en lukket dør til sin syge far, som han på grund af smittefaren ikke må komme tæt på.

Sønnen har banket på og sagt sit navn og spurgt, hvordan faren har det, og da denne svarer, er det i længere tid end ellers, men på et sprog, sønnen ikke forstår. For San Wung-Sung er inden sin død »vendt hjem« i den forstand, at han igen er begyndt at tale modersmålet kinesisk.

Forud for afslutningsscenen er gået næsten 550 sider, hvor fortællingen følger San, fra han i 1902 rejser fra Canton til København for sammen med 33 landsmænd at lade sig udstille i Tivoli. Det er, ifølge kontrakten, meningen, at alle efter fem måneder skal vende tilbage »i et helt Stykke«, men det går hverken værre eller bedre, end at San, pladask, forelsker sig i en ung dansk kvinde, Ingeborg, som til daglig står i en bagerbutik.

Jesper Wung-Sungs største frygt er at miste blikket for, hvad der er vigtigt her i livet.
Læs også

Med skæbnetung uafvendelighed drages de mod hinanden, og frem for at tage med tog og skib hjem bliver den 19-årige kineser i Danmark, hvor den nøjagtigt jævnaldrende kæreste og han i de følgende år må hutle sig igennem tilværelsen, udstødte som de begge er. I familien Danielsens øjne har adoptivdatteren svigtet dem og gjort sig til en »halvkvinde«, og at San vælger hende i stedet for Kina, betragter hans landsmænd som forræderi.

Frøken ’Ingensen’ folder sig ud

Var hun før en usikker frøken »Normalsen«, der indimellem følte sig som en art »›Ingensen«, blomstrer hun i kærligheden op og bliver i stand til at løsrive sig fra fortiden. Hørelse og lugtesans skærpes, hun kommer i sine følelsers vold og forvandles gennem sin lidenskab til en stolt og praktisk handlekraftig kvinde.

Helt så nemt går det ikke for San. Ganske vist bliver det da en frigørelse ikke mere at skulle agere eksotisk attraktion som skrifttegnsmaler i en forlystelsespark, men fremmedheden bliver permanent, og måske det er, som en læge fastslår, at hans krop er uforenelig med selve klimaet her? I hvert fald hoster han evig og altid. Men »lige meget hvor syg han er, stiller han altid skoene pænt, hænger kåben på en bøjle og lægger resten af tøjet på en skammel.«

Jeg citerer her fra den sidste af romanens seks dele, hvor parret er tilbage i bunden af København efter tre år i Frederikshavn, hvor San arbejder som tjener, og seks år i Berlin, hvor han driver egen restaurant med det lidet kinesiske navn »Kopenhagen«. Undervejs på deres fælles rejse, som bliver en færd ad en slisk mod armod, får de i alt seks børn, af hvilke de mister de tre. Længst lever datteren Teijoh, fra hvem forfatteren, inden hun døde, heldigvis nåede at høre en del.

Historie i flere lag

Vi har således at gøre med et stykke tværkulturel familiehistorie, der trækker tråde tilbage til Sans opvækst i Canton og via sønnen, der stod foran døren på Øresundshospitalet, frem til hans barnebarn Hainan, der er forfatterens Marstal-far – et mønster, som allerede blev tegnet i bogen Lynkineser, som tidligere i år udkom i Dansklærerforeningens serie Min historie.

Derudover rummer En anden gren som antydet en nok så omtumlet kærligheds- og ægteskabshistorie, der begynder som et østerlandsk eventyr, men slutter med fattigdom og sygdom, hvortil kommer druk, hasard og utroskab.

Endvidere giver romanen et tidsbillede, dels af et moderne København i rivende forvandling (både Rådhuset og det nye Christiansborg bygges undervejs, og Ingeborg når at elske med San på den ene byggeplads og vise sine børn udsigten fra den anden!), dels af et Berlin under Første Verdenskrig, med de voksende sociale spændinger og den hysteriske nationalisme samt med denne et fremmedhad, som får de lokale til at forveksle kinesere med japanerne, man er i krig med.

En lapsus synes i øvrigt at have indsneget sig her: Stresemannstrasse fik først i 1930 sit navn efter den højreliberale statsmand.

Sprogets enkemand

Flere indfaldsvinkler og tolkningsveje åbner sig til den stofrige, velresearchede og efterhånden medrivende roman, men hvad, der optager mig mest, er i første omgang portrættet af den korrekte, pertentlige, høflige San, der gør alting så langsomt: »Han går langsomt. Han laver mad langsomt. Han spiser langsomt. Og han vasker sig langsomt, når han sidder på hug foran det dampende emaljefad med opvarmet vand.

Det foregår tilsyneladende fraværende og skødesløst, men med en systematisk bevidsthed. Han vasker sit hår, som en kat slikker sin pels, eller som er det en statue, han pudser. Ingeborg nyder at betragte ham i det skjulte. Det metodiske og omhyggelige, det tankeløse og arrogante.«

Med beskrivelser som denne fanger Jesper Wung-Sung det uhåndgribelige og ligesom verdensfjerne ved sin oldefar, træk, der på den ene side forklarer hans tilpasningsevne, hans storsind, hans overbærenhed og den dybe ro, men på den anden side lægger an til den afsluttende tragedie – at San udvisker sit sprog: »Han vil vaske tavlen ren ved end ikke at tænke på sit eget sprog, og alligevel mærker han dagligt paradokset. At selv uden sit modersmål har San aldrig følt sig mere kinesisk. Det må være som at miste sin ægtefælle efter et livslangt samvær, tænker han. Det er udelukket at finde en ny. Han ved, han vil leve resten af livet som en slags sprogets enkemand.«

Fremmedhedens problem

Heri kunne ligge adskilligt tankestof for de danskere, som i dag fordrer rest- og betingelsesløs integration, før nydanskere kan betragtes som danske. Men forfatteren får samtidig generaliseret fremmedhedens problem ved at vise, hvordan også Ingeborg rammes af udstødning og ydmygelse, afvisning og tilsvining. Blot formår hun bedre end San at holde sammen på sig selv. Som der står et sted: »Nu hvor hun burde være skræmt fra vid og sans, har hun aldrig nogensinde været roligere.«

I min drengetid var det en stående vits at spørge, hvad en fattig mand hedder på kinesisk. Svaret lød hver gang: Tom Peng Pung. Med samme etnisk overlegne humor spurgte vi, hvad kinesere kalder en togskinne. Er så, kan man spørge, Jesper Wung-Sungs roman også en Lang Tung Ting?

Til at begynde med tænkte jeg ja, som følge af dens nærmest overgrundige indføling i de to 19-årige elskende ved gitteret rundt om Tivoli. Men efterhånden som historien folder sig ud, bliver romanen lettere, flyver op som en trane fra et kinesisk sagn og føles til sidst ikke spor lang.

Jeg kunne nemt have undværet nogle foregribende fortællermanøvrer i værkets sidste del, og jeg kan ikke se, hvad formål det, episk betragtet, tjener at lade San møde Johannes V. Jensen, eller hvorfor der absolut skal indflettes (i sammenhængen anakronistiske) nutidsgloser som ’matche’, ’patchwork’ og ’multietnisk’.

Men alt i alt kan bogen anbefales varmt som en nænsom skildring af kærlighed og et menneskeklogt studie i fremmedhed. Og hvad langsomhed angår, lader den sindige fortællemåde sig muligvis opfatte som tekstens stille hyldest til den stilfulde oldefar. For som det hedder et sted, med et af de mange kinesiske ordsprog: En rejse på tusind mil begynder med et skridt.

Jesper Wung-Sung: ’En anden gren’. Rosinante, 555 sider, 300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Arne Albatros Olsen
  • Eva Schwanenflügel
Arne Albatros Olsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu