Der er ikke mange musikere, der i samme grad som Berkeley-rapperen Lil B har haft internettet som fortryllet legeplads. Dengang Myspace var den centrale platform for upcoming kunstnere, havde han efter sigende over 100 aktive profiler, som han lagde sine sange ud på. Og senere har hans virtuelt opspeedede musikliv ført ham ud i et væld af eksperimenter, hvor han har dissekeret hiphoppen, leget med dens grundbestanddele og sat dem sammen på nye måder.
Og selv de mindre vellykkede dele af hans eksperimenter synes at have været vigtige, for de har brolagt den farverige vej, der nu har ført ham frem til hans nye, mesterlige udgivelse, Black Ken, der over 27 numre får os til at se hiphoppen fra vinkler, som ingen har været i stand til at vise os tidligere.
Ikke mindst fordi han spiller et maskespil, hvor han med respektfulde parodier spiller rollerne som alle rappens sorte Ken-figurer (den mandlige pendant til Barbie). Sådan at Black Ken lyder som om, at den er opstået i et miljø med mange rappere, selvom det, på nær på et enkelt nummer, kun er Lil B, der rapper på pladen.
Musikalsk lægger Black Ken sig i høj grad op ad den afrofuturistiske bølge i amerikansk musik med navne som Thundercat, Shabazz Palaces og Flying Lotus, der på futuristisk og retrofuturistisk vis foretager musikalske tidshop – ofte med en god grad af funkyness.
Men hos Lil B er det hele tiden med hans egne friske twists, som på pladens åbningsnummer »Produced by the BasedGod Intro«, hvor en syntetisk bas vedvarende hopper væk fra den oplagte sti, eller som på nummeret »Free Life«, hvor saxofonerne bliver sendt i rotation om den fremmede, fortryllede planet, Lil B kommer fra.
Lil B går dybt i gemmerne med sin rap og laver nærmest en form for progressiv retrorap, der lægger sig så tæt på forlægget, men alligevel konstant står et velvalgt skridt ved siden af, sådan at sangene næsten, og kun næsten føles, som gamle kendinge.
Fra pladens intro glider vi direkte over i »Still Run It«, hvor han over den skæve bas, der kører videre fra første nummer, lægger op til, at de gamle stridigheder imellem rapperne på henholdsvis øst- og vestkysten i USA stadig lever, og at vestkysten styrer. Det er både simpelt og avanceret, det er både en kærlighedserklæring til hiphoppen og en parodi på den, og det er både tilbageskuende og fremsynet:
»It’s 2017, West Coast we back / Hip-Hop is back.«
Hiphoppen har ikke været væk på noget tidspunkt siden 1970’erne, og den har vel nærmest aldrig været så lidt væk som de sidste par år, men når man hører Black Ken, når man lader sig opsluge i Lil B’s vanvittige musikalske metahiphop, føles det alligevel som et meningsfuldt statement, når han siger, at hiphoppen er tilbage.
(BasedWorld Records)
