Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Kærlighedsløs ’Romeo og Julie’

Nanna Skaarup Voss’ Julie er lysende skøn i Aalborg Teaters opsætning af Shakespeares ’Romeo og Julie’. Men forestillingen mangler plads til kærligheden og skyder sig selv med alt for mange pistoler
Nanna Skaarup Voss og Stanley Bakar er smukke som Julie og Romeo. Men der kommer for mange pistoler imellem dem Aalborg Teaters kærlighedsløse opsætning.

Nanna Skaarup Voss og Stanley Bakar er smukke som Julie og Romeo. Men der kommer for mange pistoler imellem dem Aalborg Teaters kærlighedsløse opsætning.

Allan Toft

Kultur
8. september 2017

»Det er kærligheden, ikke fornuften, der er stærkere end døden.«

Sådan lyder det opløftende citat af Thomas Mann, som Aalborg Teater har tildelt sæsonen 2017/18 som mantra.

Logisk nok indleder teatret da også med en opsætning af Romeo og Julie – Shakespeares vidunderligste kærlighedstragedie i en indædt iscenesættelse af teaterdirektør Hans Henriksen. På scenen er skuespillerne i rollerne som Romeo og Julie da også akkurat så unge og smukke og komplementære, som de skal være det – den mørke Stanley Bakar og den lyse Nanna Skaarup Voss.

Men her slutter kærligheden desværre. For iscenesættelsen er så optaget af at fortolke Romeo og Julie som et magtdrama mellem de to kæmpende slægter, at der aldrig bliver plads til kærligheden.

Forestillingens bærende symbol er pistolen. Alle figurer går rundt med en pistol i den ene hånd – og de skyder så voldsomt med dem, at publikum sidder med hænderne for ørerne, mens skuespillerne har travlt med at putte ørepropper i ørerne, fordi de står så tæt på hinandens pistoler. Det bliver helt grotesk. Selv da de to unge i smug dyrker hinanden under deres hemmelighedsfulde elskovsnat, sker det ikke i en seng, men stående på en stige og med en pistol i hånden. Farvel kærlighed.

Glem Verona

Der er ellers foretaget mange konsekvente og interessante greb i denne forestilling. Munken er for eksempel blevet udraderet og fusioneret med fyrstens rolle, som i Martin Ringsmoses slebne politikerudgave er blevet både hersker og krigsanalytiker. Han holder alenlange, nyskrevne taler om Martin Luther King og andre gode mennesker. Ordene er kloge nok. De løfter sig bare aldrig over en gedigen forelæsning, og de bliver aldrig til drama på scenen.

Scenografien hjælper heller ikke. Tværtimod er Markus Karners ruminddelinger med metaltrekantsvægge og en klat marehalm den mest ligegyldige scenografi, jeg overhovedet kan huske fra en Shakespeare-forestilling. Glem alt om Verona.

En lille død

Egentlig er det kun, når Kathrine Høj Andersen som Julies amme taler om de to unges blussende kærlighed med piblende tårer og træt krop, at man kan mærke beundringen af kærligheden og følsomheden. Og når Lars Topp Thomsens bredskuldrede Tybalt spiller med armmusklerne og pirrer vores frygt.

Derudover er det Julies aften. Nanna Skaarup Voss har en lysende renhed over sig. En forelskelse, men også en protest i sin spændte krop inde bag en uformelig striktrøje, så man forstår, at forældrene og omverdenen ikke har en chance for at rokke hende fra at følge Romeo. Denne Julie er værd at dø for, tænker man.

Og dog kan man ikke se, om Stanley Bakars Romeo egentlig er forelsket i hende. Selv hans største kærlighedserklæring til hende er han blevet instrueret til at sige ud mod publikum – ikke mod Julie.

Døden undgår de ikke i denne kærlighedstragedie på Aalborg Teater. Men selv da døden rammer, er det en lille og fuldstændig udramatisk død. Sørgeligere bliver det ikke.

’Romeo og Julie’. Tekst: William Shakespeare. Oversættelse: Niels Brunse. Iscenesættelse: Hans Henriksen. Scenografi: Markus Karner. Lys: Súni Joensen. Lyd: Kristian Berg. Aalborg Teater. Til 3. oktober 2017

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det lyder forfriskende med en forestilling, der ikke hylde følelsen og lader os synke endnu dybere ned i en nyvictorianisme. Magt er blevet skjult i vores samfund, og kunsten må grave den op og udstille den i al sin modbydelighed.