Læsetid: 3 min.

Den Kolde Krigs spioner genbesøgt

John le Carré er i det nostalgiske hjørne i ny roman, hvor læseren en menneskealder senere møder et par af de aldrende agenter fra ’Spionen der kom ind fra kulden’
I den nu 85-årige forfatter John le Carrés nye roman, ’Spioners arv’, tager han trådene op fra hans store gennembrudroman fra 1963, ’Spionen der kom ind fra kulden’.

I den nu 85-årige forfatter John le Carrés nye roman, ’Spioners arv’, tager han trådene op fra hans store gennembrudroman fra 1963, ’Spionen der kom ind fra kulden’.

Stine Bidstrup

9. september 2017

De var et hold af britiske mesterspioner, der alle havde ’license to kill’, og som, hvis det skønnedes nødvendigt, benyttede sig af licensen. De satte selv livet på spil, og nogle af dem blev dræbt i tjenesten, men de var af den opfattelse, at de kæmpede for deres land, og at deres arbejde var med til at redde mange menneskeliv i en højere sags tjeneste, hvor visse tab af egne folk var acceptable. Derfor var det moralsk at være umoralsk.

Et halvt århundrede senere bliver der pludselig og uventet sat spørgsmålstegn ved deres indsats. Kan de stilles til regnskab for deres drab, var de overhovedet lovlige, og står de nu til en hård og æreløs straf, som vil gøre helte til skurke?

Sådan er setuppet i den nu 85-årige forfatter John le Carrés nye roman, Spioners arv, der tager trådene op fra hans store gennembrudroman fra 1963, Spionen der kom ind fra kulden, flere gange kåret som alle tiders bedste i sin genre og ikke mindst kendt fra den kongeniale filmatisering med Richard Burton i en af sit livs glansroller, ligeledes Alec Guiness som den tvetydige spionchef Smiley.

Selvom ordet smiley i nutiden først og fremmest er et humørikon på mobiltelefonen, er le Carré langt fra gået i glemmebogen, tænk blot på tv-serien Natportieren.

Kavaleriet på nakken

Fra filmen vil mange erindre den gribende slutscene, hvor Berlin-agenten Alec Leamas under en flugt fra Østtyskland og ind i varmen, friheden, er ved at klatre over Muren og er lige ved at få sin elskede kvinde med, da hun skydes ned bagfra. Det samme bliver Leamas, da han, følgende sit hjerte og sit instinkt, glider tilbage for at være ved hendes side.

Muren er for længst historie, men de to efterlod sig børn, som nu, midaldrende, mange år senere, anklager det britiske efterretningsvæsen for at være skyld i forældrenes død. De vil ikke have hævn, men cold cash, store erstatninger. De truer med civil retssag. Yderligere et barn af en afdød melder sig i koret. Nogle politikere lugter kristenblod og bakker dem op. De vil »have sandheden frem«.

Smiley er gået under jorden, en anden af agenterne fra dengang gemmer sig i en campingvogn på landet, hvor han knalder ud på sprut, mens en tredje, Peter Guillam, Smileys assistent og protegé, har arvet en landejendom i Bretagne. Han er til at få fat i og får en dag et brev:

Han skal henvende sig i hovedkvarteret i London. Det er han forpligtet til ifølge sin kontrakt, så han møder op og mærker snart hele kavaleriets ånde i nakken.

John le Carré: ’Spioners arv’

Kafkask labyrint

Selvom de yngre efterretningsofficerer modtager Peter Guillam med en vis respekt, bliver han underkastet fornedrende forhør samt sat til i et gammelt safehouse, kaldet Staldene, at gennemgå en endeløs række af sagsakter fra dengang. En del er belejligt forsvundet, eller som det hedder, har »absenteret sig uden udgangstilladelse« fra de officielle arkiver, og kan man stole på mødereferaterne?

En hård tjans, hvor Guillam modvilligt går i gang, men hele tiden tænker taktisk, for det sidste, han ønsker at opleve, er at se sig selv og sine kammerater pillet ned fra piedestalerne.

Klarer han den? Det er spændende. Hyggespændende. Der rodes op i gamle spionage-operationer, og igen som i andre romaner af samme forfatter viser efterretningsvæsenet sig som en labyrint af Kafkaske dimensioner, hvor ingen kan stole på nogen.

Europæer med E

Man kan sagtens forestille sig, at det har moret John le Carré at hive sine gamle hovedpersoner frem og give dem endnu en tur i karussellen. Hans forrige bog var erindringer med titlen Duernes tunnel om hans egne oplevelser som henholdsvis spion og forfatter. Den kunne egentlig være en passende afslutning på et stort forfatterskab. Det kan denne nye roman også, men den gamle herre synes ustoppelig.

Noget af det æggende ved le Carré er, at han problematiserer spioneriet under Den Kolde Krig. Var det overhovedet indsatsen værd?

Han synes at mene, at det var det ikke – tvivlen her lagt i munden på Smiley, der da vist skulle være 100 år nu, men virker i fineste form. Så meget tør røbes, at han, da Peter Guillam til sidst finder ham, er blevet europæer med stort E. Han har ikke kæmpet for England, gudfaderbevares, men i bedste fald for verdensfreden. Dog, som de udmærkede russiske kolleger i branchen plejede at sige, at »i kampen for fred vil der ikke lades sten på sten tilbage«.

John le Carré: ’Spioners arv’. Oversat af Lotte Jansen, Rosinante, 260 sider, 300 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu