Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Krimihistorien i DR’s nye podwalk er klodset, men Aarhus er fantastisk

Der bliver lagt op til gys og gru i DR’s nye podwalk ’Tryk play for mord’, men uhyggen havde altså ikke en chance mod den aarhusianske septembersol, da vores anmelder travede gennem Aarhus midtby med et generisk og klodset krimiplot i ørerne
Der bliver lagt op til gys og gru i DR’s nye podwalk ’Tryk play for mord’, men uhyggen havde altså ikke en chance mod den aarhusianske septembersol, da vores anmelder travede gennem Aarhus midtby med et generisk og klodset krimiplot i ørerne
Kultur
27. september 2017

Det er som udgangspunkt altid strålende at opleve DR forsøge sig med nye formater, og det er lige, hvad de gør med deres nye podwalk Tryk play for mord

En podwalk er en podcast, som er lavet til et helt bestemt sted. I dette tilfælde er det Aarhus midtby, man bevæger sig rundt i, mens man får fortalt historien om journalistpraktikanten Esther Sognkløs (Signe Egholm Olsen) forsøg på at opklare et mord.

Teknisk fungerer det sådan, at man – hvis man har en iPhone – henter en app ved navn ’podwalk’, hvor man så kan finde Tryk play for mord. App’en sørger for, at man hører kapitlerne i det rigtige tempo og i den rigtige rækkefølge, efterhånden som man bevæger sig gennem byen. Hvis ens telefon bruger styresystemet android, må man i stedet navigere ud fra et kort og selv styre, hvornår kapitlerne skal afspilles, men det er ret ligetil.

Historien i Tryk play for mord er en standardkrimifortælling. En ung kvinde er blevet kvalt ihjel, en anden ung kvinde forsøger at opklare mordet og bliver undervejs konfronteret med sine egne gamle følelser for en ekskæreste, nogle usandsynlige ultimatummer (»Du har bare at finde hende den rødhårede, ellers er din praktikplads væk!«) og med det aarhusianske cosplay-miljø, hvor folk mødes om at klæde sig ud som forskellige kulørte figurer, tit inspireret af japansk popkultur.   

Esther skal dække drabet på Simone Ventrigada, som gik nogle år under hende på journalisthøjskolen. Gerningsmanden er på fri fod, og det viser sig, at Esthers egen ekskæreste Max er under mistanke. 

Gennem 24 kapitler af et par minutters varighed bliver man guidet gennem midtbyen, der viser sig at være mere labyrintisk og dermed velegnet til denne skattejagtslignende måde at få fortalt en historie på, end jeg (der ellers har boet i byen engang) havde regnet med.

Aarhus er jo fantastisk! Vejret er godt, alle er ude, og der er væsentligt flere smutveje og listige passager, end jeg er vant til i København. Ruten begynder oppe ved det nye kulturhus Dokk1 og ender ved Agnete og Havmanden-springvandet på Park Allé. Man hører skiftevis Esthers beretning om, hvad der skete, da hun gik der, hvor man nu selv går, og så Finn Nørbygaards velkendte stemme, der på tillidsvækkende aarhusiansk fortæller, hvor man skal gå hen. 

Perfekt lav sol

Det er hyggeligt at blive gelejdet rundt på den måde. Ikke mindst fordi solen hænger lavt over Aarhus og skinner helt vildt over de lave huse, og gaderne er fulde af positivt overraskede mennesker, der går og misser med øjnene i det aldeles eksemplariske septembervejr. Ind i mellem Esthers monolog og Finn Nørbygaards vejvisning (»Kryds Frederiks Allé. Vær opmærksom på trafikken.«) hører man nyindspillede mol-versioner af aarhusianske hymner som Gnags’ »Lav sol over Århus«.

Lyddesigneren Signe Mansdotter har ramt en perfekt melankolsk stemning, der passer fint til den fornøjelse, det er at spadsere rundt i en by, man ikke bor i længere, og tænke over, hvor mange varme dage, man har til gode, inden efteråret sætter ind.

Meningen var nok, at sangen skulle understøtte den uhygge, som Tryk play for mord forsøger at fremprovokere. Men vilkåret for en podwalk som denne er, at den historie, man får fortalt, konkurrerer med det, der faktisk foregår omkring en. Og her en fredag formiddag vinder den aarhusianske idyl over fiktionens uhygge.  

Irriterende brister

Man kunne med fordel have ventet, til tusmørket sænkede sig over byen og gjorde det nemmere at føle andet end velbehag med en snert af vemod over tidens gang og vinterens komme. Men jeg tvivler på, det havde hjulpet på de irriterende brister, der er i historien.

Den er fuld af den slags brud på realismen, der ikke skyldes et overskud af fantasi, men et underskud. Pludselig ringer chefen og spørger, hvordan det går med at finde en rødhåret kvinde, som Esther kun lige har mødt og så tabt af syne.

Det ødelægger illusionen om at følge Esthers færd gennem Aarhus i realtid, fordi hun så må forklare, at hun »selvfølgelig« havde ringet sin chef op og fortalt ham om den rødhårede kvinde, som hun endnu ikke ved, hvem er. Ordet »pludselig« bruges alt for ofte og mister (ikke pludseligt, men gradvist) sin effekt.

Esther Sognkløs beretning virker alt andet end mundret med klodsede formuleringer som »mens han så intimt lukkede mig ind«. Det cosplaymiljø, som den afdøde kvinde har været en del af, skildres som fordækt og grænsesøgende, selv om det, så vidt jeg ved, er et ret tilforladeligt rollespilsmiljø.

Plottet hænger ikke ordentligt sammen, og både skurken og heltinden gør sig skyldige i den type uhensigtsmæssig adfærd, der ikke tjener andre formål end at tilspidse en allerede tilspidset situation og skære motiver ud i pap.

Det er svært at lade sig rive med af, og som radiodramatik betragtet er Tryk play for mord ikke særlig vellykket. Som det også var tilfældet med DR’s podcastthriller Equinox 1985, virker replikkerne tit, som om karaktererne henvender sig mere til de forklaringskrævende lyttere end til hinanden.  

Når krimihistorien ikke fungerer, træder de omgivelser, den foregår i, bare tydeligere frem, og som radiofonisk skattejagt gennem en charmerende, labyrintisk bymidte er podwalken en anbefalelsesværdig fornøjelse.     

’Tryk play for mord’ kan høres via podwalk-app’en, hvis man er i Aarhus, eller som almindelig podcast.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her