Læsetid 4 min.

Lær at leve med Svend Brinkmann

I sin nye bog vil Svend Brinkmann slå et slag for mådeholdet i vores grænseløse tid. Hans tilsyneladende samfundskritik er dog ikke andet end en perfekt forfægtelse af vores nuværende livsform minus et par procent
Svend Brinkmann surfer i ’Gå glip’ hen over tidens fænomener, som han tilsyneladende syr elegant sammen, men når man går sømmene efter i detaljen, kan man se de grove sting.

Svend Brinkmann surfer i ’Gå glip’ hen over tidens fænomener, som han tilsyneladende syr elegant sammen, men når man går sømmene efter i detaljen, kan man se de grove sting.

Casper Dalhoff
13. september 2017

Den filosoferende psykolog Svend Brinkmann har skrevet en ny selvhjælpsbog. Den hedder Gå glip. Kort og godt og i bydeform. Bogen handler om begrænsningens kunst i en grænseløs tid. I en tid med overforbrug, uhæmmet vækst og udpining af naturens ressourcer påstår forfatteren, at det at gå glip er en kunst, som er »bydende nødvendigt at lære for os som samfund, for at vi kan håndtere samtidens og fremtidens kriser«.

Svend Brinkmann vil med andre ord lære os at nøjes frem for at ville det hele, han vil lære os at navigere mådeholdent i det grænseløse udbud af muligheder.

Hans sigte er samfundskritisk. Hans modstander er konkurrencesamfundets ideal om det fleksible, forandringsparate, innovative, proaktive og selvledende menneske. Men det er ikke blot en ydre fjende, der skal bekæmpes. Fjenden sidder i os selv, så derfor vil Svend Brinkmann lære os at lide afsavn, lære mådehold, at sige nej, sætte grænser, når det gælder vores uendelige materielle forbrug, skærmtid og fortabelse i sociale medier og binge-konsum af tv-serier.

Svend Brinkmann er noget så sjældent i Danmark som en fritænker, der i sine bidrag til samfundsdebatten tør bevæge sig uden for sit eget felt, psykologien, og inddrage andre områder, ofte filosofi og kunst. I den forstand er han en intellektuel.

Den tværgående bestræbelse kommer i rigt mål til udtryk i bogen, der er komponeret over fem argumenter og kapitler, det politiske, det eksistentielle, det etiske, det psykologiske og det æstetiske. Samlet set skal argumenterne vise, »at der både ligger en politisk nødvendighed bag begrænsningens kunst, en eksistentiel dybde i begrænsningen, et etisk potentiale, en psykologisk gevinst samt en form for æstetisk kvalitet i at gå glip af noget.«

Svend Brinkmann: ’Gå glip – om begrænsningens kunst i en grænseløs tid’

Fra banaliteter til store, dybe sandheder

Svend Brinkmann er med sine tre bøger Stå fast, Ståsteder og nu Gå glip blevet lidt af en guru i vores tid. Jeg ved ikke, om det siger mest om Svend Brinkmann eller om vores tid. I hvert fald reagerer han rapt og kækt på samtidens store udfordringer, og han formår at samle de forskellige iagttagelser og vidensgrene til en letfordøjelig suppe.

Svend Brinkmann er kritiker af sin samtid, men bærer også tidens flygtighed i sig. Han surfer hen over tidens fænomener, som han tilsyneladende syr elegant sammen, men når man går sømmene efter i detaljen, kan man se de grove sting. Han tænker på overfladen, aldrig i dybden. Hans metode vil jeg kalde en sidestillet ophobning af iagttagelser, og hans egne lakuner skjuler han med det samme ved at støje videre med sin skrift.

Det er det, der er med Svend Brinkmann. Det hele virker så rigtigt og besnærende. Forførende. Se lige, hvor han kan. Han kan, som her i Gå glip, citere Goethe og en sangtekst af Queen, han kan runde Aristoteles og Kierkegaard og forene Piet Hein og Løgstrup.

Han kan få Jørgen Leths æstetik til at passe med sin egen, og han kan med et snuptag trække Oscar Wilde ind og til enhver tid diske op med en reference til Zygmunt Baumann, Michel Foucault eller Antony Giddens. Nå ja, og selvfølgelig Karl Ove Knausgård. Mest mænd. Han er så dygtig til at gøre banaliteterne om vores tid og samfund til store, dybe sandheder.

Som det også fremgik af hans forrige bog Stå fast, så spiller den antikke filosofiske skole stoicismen en vigtig rolle for Svend Brinkmanns tænkning. Her i den nye bog trækkes den igen ind i forhold til »negativ visualisering og erkendelse af livets uundgåelige begrænsninger« og som anvisende en vej ud af »den hedonistiske trædemølle« og ind i begrænsningens kunst.

Det lyder flot, og ingen tvivl om, at Svend Brinkmann her forsøger sig i rollen som nystoiker. I virkeligheden betyder dette mådehold oversat til livspraksis at afstå fra at købe den tredje ryttercykel og afstå fra at få et nyt fedt køkken og så finde glæde ved denne nye askese og måske et lille haikudigt.

En fornemmelse af hykleri

I et interview med Kristeligt Dagblad går Svend Brinkmann endnu længere i det ‘at gå glip’. Han taler om selv at kunne takke nej til et foredrag, og hjemme hos familien Brinkmann har de meget radikalt aftalt, at der ingen mobiler er under aftensmaden og med i sengen.

Da vi har at gøre med en selvhjælpsbog, vil jeg undtagelsesvist tillade mig lidt identifikation med bogens forfatter og forestille mig far Brinkmann fare land og rige rundt for at holde foredrag, skrive på sin fjerde bog inden for et par år, skrive klummer, give interviews, mens han passer sin forskning og forpligtelser som familiefar.

Se, det er også en del af bogens problem. Svend Brinkmann taler til os alle om at skrue ned for tempo, gå glip af mere, sætte flere grænser, men det gode råd kan næppe omfatte den flittige selvhjælpsbogsforfatter, der kun synes at have skruet op.

Derfor er der også noget irriterende ved det ‘vi’, der hele tiden italesættes i bogen. Hvem er det ’vi’ i grunden? Alle andre end Brinkmann selv åbenbart. Hvorfor er det, at jeg simpelthen ikke kan lade være med at tænke på andre selvhjælpsbogsforfattere, der også mente at sidde inde med løsningen på den rette kost og det gode liv og siden viste sig som de største hyklere? I de her bøger er der ofte mere fiktion end i autofiktionen.

Svend Brinkmann ridser kun med blidhed i lakken på vores eksisterende samfund. Han er ingen radikal tænker, men dybest set en systembevarer. Han giver de offentligt ansatte og andre travle optimeringsofre for konkurrencestaten mulighed for at suge lidt på sin sødetablet og finde sig genkendt i deres travle liv, men eftersmagen er bitter. For når det kommer til stykket er Svend Brinkmann ikke andet end den perfekte forfægter af vores nuværende livsform minus et par procent.

Svend Brinkmann: ’Gå glip – om begrænsningens kunst i en grænseløs tid’. Gyldendal Business, 144 sider, 200 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Marianne Bjerg
    Marianne Bjerg
  • Brugerbillede for ingemaje lange
    ingemaje lange
  • Brugerbillede for ulrik mortensen
    ulrik mortensen
Marianne Bjerg, ingemaje lange og ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Curt Sørensen

Hold dog op sikke en arrogant og nedladende artikel. Brinkmann tillader sig at gå mod strømmen og kritisere de dominerende holdninger og opfattelser i den danske andegård. Han er begavet, vel belæst og godt argumenterende. Helt anderledes end det vi ellers spises af med i gården. Så han skal kanøfles!

Helle Abel, Britt Jadesø, Lene Gutzon Münster, Claus Gårde Henriksen, Bent Jensen, Søren Roepstorff, Søren Nyskov, Olaf Tehrani, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel, Kirsten Lindemark, Niels Nielsen, Arne Thomsen, Jørn Andersen, Tino Rozzo, Kim Sejrskild, Rolf Hansen, Kurt Nielsen, Vivi Rindom, Hans Aagaard, Kasper Linneberg, Johannes Lund, Stig Bøg og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen

Nu kan man af titlen ikke udlede, at "Gå Glip" er bydemåde, for der mangler et udråbstegn. Men skulle det så alligevel være bydemåde, kan mange fra flinkeskolen nok have godt af at gå glip af et og andet.

På P1 Morgen i går medgav Brinkmann, at han, der opfordrer til, at man ikke følger diverse terapeuters og coaches råd, selv er blevet en guru.

Er hans bøger og råd banaliteter i floskelsprog? Måske. Men ikke desto mindre, er der mange der kunne have glæde af at sige nej, fremfor at lade sig rive med strømmen.

Nok en kliché. Beklager.

Annette Lundgaard, Bent Jensen, Eva Schwanenflügel, Niels Nielsen, Jørn Andersen, Johannes Lund, Steffen Gliese, Stig Bøg og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bjarne Toft Sørensen
Bjarne Toft Sørensen

Citeret fra artiklen: " ---- tør bevæge sig uden for sit eget felt, psykologien, og inddrage andre områder, ofte filosofi og kunst. I den forstand er han en intellektuel."

Det er værd at få med, at Brinkmann også er BA i filosofi.

Søren Roepstorff, Eva Schwanenflügel, Kirsten Lindemark, Niels Nielsen, Jørn Andersen, Hans Aagaard, Mohamed B og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Pernille Rübner-Petersen
Pernille Rübner-Petersen

Well, well, - jeg må give anmelderen ret – i hvert fald noget af vejen. I sin samfundskritik har Brinkmann en stor og vigtig pointe i udgangspunktet, men hans argumenter bliver hen ad vejen noget letkøbte – også i Gå Glip. F.eks. hentes mange af argumenterne for den tilsyneladende mangel på etisk ansvarlighed og gør-hvad-du-vil-og-fuck-de-andre-tidsånd i reklameslogans, i referencer, der kommer op ved at google, og citater fra amerikanske coaches.

Hvad nu hvis hele denne tidsånd eller ideologi kun hersker i medierne men faktisk ikke er særlig udstrakt i almindelige menneskers virkelige liv?

I Ståfast og Ståsteder er der masser af selvmodsigende og overfladisk argumentation. F.eks. skælder og smælder Brinkmann ud på Mindfullness, som han finder selvoptaget og selvoptagende, men i sin essens er Mindfullness ikke langt fra en moderne udgave af den Stoicisme, han hylder.

Dertil er den pligt-filosofi, som Brinkmann sætter som alternativ til den såkaldte selvudviklingstvang, dybt problematisk i et moderne, demokratisk samfund.

Ved at mistænkeliggøre menneskers subjektivitet, som individet vil søge at udfolde, stempler han folks personlige præferencer for, at noget er bedre end andet, som uetisk og blot en misforstået jagt på autenticitet og selvrealisering. Han overser desuden, at folks fornuft også er subjektivt betinget.

I øvrigt er Brinkmanns pligtfilosofi formuleret så abstrakt, at den ikke giver mening medmindre den sættes i forhold til en konkret politisk, institutionel eller på anden måde strukturel virkelighed. (Det forsøger han dog at gøre i Gå Glip).

Hvis nogen skulle have lyst til at læse en dybtgående analyse, med kommentar til, af Stå fast og Ståsteder, har jeg skrevet 5 artikler om bøgerne, som ligger på det (desværre) nu lukkede net-magasin Modkraft. Alle artikler er dog tilgængelige.

I min analyse og kommentar argumenterer jeg for en anerkendelse og cementering af den subjektivitet og selvrealiseringstrang, som Brinkmann mener, er gået for vidt.

Selvom selvudvikling som ideologi har taget overhånd, er det faktisk meningsfuldt at realisere sig selv. Desuden er realisering af selvet og pligten overfor fællesskabet ikke modsatrettede størrelser (som Brinkmann diskuterer dem), selvom det i praksis måske ser sådan ud. De er to sider af samme sag – nemlig det enkelte menneskes subjektive bud på et meningsfuldt liv – for sig selv og for fællesskabet.

Artiklerne på Modkraft. Analyse af Stå fast og Ståsteder og kritik og modsvar til Brinkmann-filosofien:

1. http://modkraft.dk/artikel/hvad-er-egentlig-brinkmann-filosofiens-rinde
2. http://modkraft.dk/artikel/brinkmann-kritik-r-vhulsfilter-er-en-udvidet-...
3. http://modkraft.dk/artikel/vil-brinkmann-genindf-re-pligt-og-droppe-lyst...
4. http://modkraft.dk/artikel/hvem-g-r-op-i-om-vi-m-der-d-den-med-skrig-og-...
5. http://modkraft.dk/artikel/m-ske-er-stoicisme-og-selvudvikling-ikke-s-la...

Niels Nielsen, Bjarne Toft Sørensen og uffe bryld anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rolf Hansen

Jeg kan da kun give SB ret i hans kritisk af moderne brug af mindfulness. På ene side fremstilles mindfulness som middel og løsning på et stressfyldt liv, hvor man forventes at være omstillingsparat, fleksibel, kunne multitaske, have mange bolde i luften etc. Men det forholder muligvis modsat - når man hele tiden mødes med krav om konstant selvudvikling og man samtidig animeres til en egocentristisk og narcissistisk selvoptagethed, så bliver tilværelsen ét stort selvcentreret dysfunktionelt projekt fyldt med modsatrettede krav, hvilket uundværligt må medføre en kognitiv dissonans og dermed en oplevelse af en permanent stressfølelse. Løsningen er derfor ikke mere af det samme men mindre og et fokus rettet ud i verden - mod familie, venner og kollegaer - og ikke udelukkende rettet mod egen formåen og udvikling.

Britt Jadesø, Bent Jensen, ulla enevoldsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bjarne Toft Sørensen
Bjarne Toft Sørensen

Pernille Rübner-Petersen. Jeg er til dels enig i din kritik af hans synspunkter i de to første bøger, som jeg ellers kun kender på anden hånd, fra anmeldelser og lignende. Hans tidligere bog om identitet har jeg dog fået læst. De mere populære bøger fra hans side er skrevet på et ret lavt fagligt og intellektuelt ikke - akademisk niveau, der giver mig en følelse af at spilde min tid. Men måske er de så velegnede til så mange andre, der ikke stiller samme slags krav.

Jeg forstår den position, som han skriver ud fra i de nævnte bøger, som en selvvalgt "Rasmus modsat" persona, der gør ,at man skal tage de valgte positioner med et vist forbehold. Han bliver en form for advokat for de store grupper af mennesker med en mellemlang eller lang uddannelse, der har fået nok af de konstante krav om omstillingsparathed, fleksibilitet og livslang uddannelse, og som føler sig presset af, at medierne generelt flyder over med forventninger til folk om at være med på det nyeste af det nye, godt hjulpet på vej af firmaers reklame- og marketingstænkning.

Det er et mindretal inden for de nævnte grupper, der har den mentale indstilling og de intellektuelle ressourcer til at følge med. Min personlige erfaring er, at det især gælder gruppen af personer over 40 år.

Hvis man kender lidt til de herskende ideer i konsulentfirmaer inden for ledelse og organisation, som mange private firmaer og det offentlige benytter sig af, for at ændre folks indstilling, er der noget godt ved at få lidt opbakning til sin skepsis fra Brinkmanns side. Hvis man tager Brinkmanns synspunkter for bogstaveligt, er der tale om en urealistisk og farlig form for konservatisme, der i sidste ende vil ramme én selv.

De dominerende former for organisations - og ledelsesteori med udgangspunkt i f.eks. narrativ teori, Appreciative Inquiry og positiv psykologi kan let bruges til en giftig blanding af mental omprogrammering og dressur i organisationers og firmaers tjeneste. Der kan en portion modgift fra Bringmann måske være på sin plads.

Brugerbillede for Michael Ryberg

Jeg oprettede en kommentar tidligere, som er blevet slettet. Jeg kan ikke se, hvorledes den ikke er efter reglerne. Med den slags censur er jeg i hvert fald ikke en fremtidig abonnent på Information. Åbenbart må man ikke kritisere Informations redaktionelle linje, når det handler om Brinkmann

Helle Abel, Søren Roepstorff, Bjarne Bisgaard Jensen, Johnny Winther Ronnenberg, Maj-Britt Kent Hansen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Ja, flere indlæg er blevet fjernet. Nu er det jo ikke alvorlige indlæg af stødende karakter, men simple modsigelser af avisens Peter Nielsens mening.
Det burde ikke give så meget ballade, særligt ikke når web-debatten allerede er nedgrænset til et kedeligt minimum.

Johnny Winther Ronnenberg, Niels Nielsen, Michael Ryberg og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Johnny Winther Ronnenberg
Johnny Winther Ronnenberg

Den er mere begrænset på redaktionens nye facebook profil, jeg stillede i lørdags spørgsmålet om temanummeret studiestart handlede om at man godt kan blive til noget til noget hvis man dropper ud af studiet, hvilket først del handlede om og hvorfor man ikke havde republiceret de tidligere artikler om kunstig intelligens og koblingen til borgerløn som man overvejer verden rundt. Det spørgsmål er stadig "pending" og det bliver næppe godkendt nogensinde. At foregive, at man vil dialogen med abonnementerne og så afvise den, når abonnenterne spørger ind til meningen med det der bringes frem, er at gøre grin med folk :-(

Michael Ryberg og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen

Det er meget betegnende, at der oprettes lukkede Facebook-grupper for abonnenter, således at debat disse mennesker imellem ikke kan læses af andre. Det er ekskluderende og ærgerligt, at man absolut skal være på Facebook, hvor man så tilmed skal melde sig ind i "hemmelige loger" for at kunne udtale sig om Information. Det strider imod mine principper at låse debatten inde, og jeg har ikke taget imod dette tilbud, som for nylig blev sendt med mail til abonnenter.

Brugerbillede for Pernille Rübner-Petersen
Pernille Rübner-Petersen

Rolf Hansen, Bjarne Toft Sørensen m.fl.

Ja – det er rigtigt, at arbejdsmarkedet og selvhjælpsindustrien misbruger selvrealiseringstrangen i egen interesse – og udsætter folk for selvrealiseringsTVANG.

Men Brinkmann går videre med på den ene side at formulere en samfundskritik og opfordre til at erstatte selvrealisering-credoet med en pligtetik garneret med en attitude af stoisk ro.

Og på den anden side (som han også bebrejdes for i den nye bog Gå glip i Information og i Berlingske) at skifte mellem at sigte overordnet på samfundet og at henvende sig til den enkelte og pålægge den enkeltes ansvar for selv at gøre noget – og desuden sige ”vi”, når han i virkeligheden mener ”I” og ”du”.

Det er her Brinkmanns moralske pegefinger kommer ind og prikker – øh på hvem?

Man tænker uvægerligt- hvem snakker han egentlig om og til hvem? Lever den enkelte egentlig, som han siger, og hvis de gør, så kunne det jo være, at folk havde reelle livsproblemer, hvor selvudvikling og selvrealisering var kærkommen – dog i en bedre indpakning en hysteriske coaches, der påtvinger folk en super-maxi-liberalistisk selvopfattelse.

Det er, når Brinkmann bliver moralsk og peptalkende på andres vegne – eller hvis vegne det nu er – at han falder perfekt ind i rollen som endnu en selvhjælpsguru, der bryster sig af egen selvindsigt og maner andre til at få den samme – uagtet, at de nok har deres egen.

Brinkmann hylder Stoicismen som udtryk for en pligtetik, vi burde have mere af i vores moderne samfund.

Men det er måske værd at nævne, at Stoicismen synes iøjenfaldende nok at have været en konstruktiv selvudviklingsstrategi for privilegerede romere, der havde det mentale og økonomiske overskud til at tænke udover deres egen næsetip. (Men som ikke desto mindre var i (næsten) lige så stor fare for at lide en pludselig og voldelig død, som andre mindre privilegerede i samfundet. Derfor giver den vægtige dødsbevidsthed stor mening i Stoicismen.)

Når Mindfullness antages at være redskab for selvudvikling, er det måske også fair at tilføje, at den (uanset misbruget af den af ledelser på arbejdspladser og management-ideologier) har en etisk dimension mht. hvordan man opfører og behandler andre mennesker – ligesom Stoicismen.

Det er klart, at befolkningen som helhed i vestlige samfund som det danske kan gå glip af en hel del forbrug. Det har Alternativet allerede formuleret et politisk program for. Og Brinkmann har allerede i bogen Gå glip budt ind med at give afkald på sin tredje racercykel (!) Uha da;-)

Det er også klart, at diverse medier har taget overhånd helt ind i folks personlige gemakker. Lad os endelig få sat restriktioner på digital kommunikation 24/7 – og ophold foran skærm.

Men hvis folk ikke vil gå glip af en ny kæreste, et nyt arbejde, et barn, nye indsigter i sig selv, nye udfoldelsesmuligheder – kunne det tænkes, at der faktisk var en reel grund til det?
Det tror jeg.

I min analyse og kritik af Brinkmanns to første bøger, Stå fast og Ståsteder, opsummerede jeg fra starten følgende:

I 'Stå fast' udfoldede Brinkmann en vægtig kritik af selvudvikling, der som selvhjælpsindustri og -idelogi har forankret sig i samfundet med en gennemgående trang så vel som tvang til at udvikle sig selv.

I 'Ståsteder' opfordrer han til, at man i stedet forpligtiger sig over for tingenes værdi i sig selv og fællesskabet.

Samlet set foregår der i bøgerne en kraftig polarisering mellem at gøre sin pligt, have samfundssind og tilslutte sig fællesskabet som det gode og selvrealisering, jagten på autenticitet og dyrkelse af subjektivitet som det onde.

Det finder jeg dybt problematisk.

Jeg mener, at denne polarisering mellem pligten til at være et godt menneske i samfundet og lysten til at realisere sig selv for egen nydelses skyld er falsk og underminerer hele det overordnede projekt for os alle: at leve meningsfuldt.

http://modkraft.dk/artikel/hvad-er-egentlig-brinkmann-filosofiens-rinde

Brugerbillede for Johnny Winther Ronnenberg
Johnny Winther Ronnenberg

Pernille Rübner-Petersen

Jeg er enig med dig langt hen af vejen, som jeg ser det så er Brinkmann blevet en normativ meningsdanner som folk skeler til og opfatter som dybt seriøs, selv i de tilfælde hvor han kører ud af en løs tangent.

Jeg har bare et simplere udtryk, som jeg ikke behøver at skrive bøger om ;-) "Vær det bedste du kan være for dig selv, din familie, dine venner og dine kolleger." Hvis man overholder det, så behøver man ikke selvhjælpsbøger, for at blive klogere på sig selv eller andre ;-)

Brugerbillede for Kirsten Lindemark
Kirsten Lindemark

Uanset, hvad det nu er, Information har af modstand, når det gælder Brinkmann, er ovenstående "anmeldelse" ikke Information værdig. Her anmelder P.N. og gør sig "klog på" personen Brinkmann - oven i købet helt ind i privatsfæren - mere end på bogens velberettiget (mener jeg) lette tilgang. Vi er ude i kompliceret stof, som ad denne vej har muligheder for at slå nogle rødder hos enhver - også mindre belæste - som således kan inspireres til gå dybere ned i stoffet. Med dettte som udgangspunkt gør Brinkmann et helt uundværligt stykke arbejde - også i sin åbenlyse erkendelse af sin egen værende blot et menneske, der også må arbejde med at gøre det rette i tiden.

Karen Biering, Helle Abel og Gunilla Funder Brockdorff anbefalede denne kommentar