Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

LCD Soundsystem fik 00’erne til at virke som en svunden tid i Vega

Selv om de amerikanske elektromagikere LCD Soundsystem blandt andet lægger deres egne kulturelitære drømme i graven på deres nye plade, skuede de mest af alt nostalgisk bagud imod 00’ernes fester i Vega i København
Forsanger James Murphy luntede lidt omkring på spillestedet Vega i København, hvor han optrådte med LCD Soundsystem torsdag aften. Han vinkede, smilede – virkede afslappet, men også lidt distraheret.

Forsanger James Murphy luntede lidt omkring på spillestedet Vega i København, hvor han optrådte med LCD Soundsystem torsdag aften. Han vinkede, smilede – virkede afslappet, men også lidt distraheret.

Stine Tidsvilde

Kultur
9. september 2017

Det ligner et kontrolcenter i et rumskib, Store Vegas scene, hvor knapperne og de kulørte lamper på de mange analoge synthesizere, som de genforenede amerikanske lydpionerer i LCD Soundsystem har medbragt, står og blinker. Men de musikere, der træder ind på scenen, ligner ikke tilsvarende nogen, der er klar til at skyde sig selv ud i det ydre rum. Tværtimod indtager de koncertsalen, som var det deres dagligstue:

Forsanger James Murphy lunter lidt omkring, vinker, smiler. Han virker afslappet, men også lidt distraheret, i hvert fald indtil de har spillet deres store, genredefinerende hit fra 2005 ’Daft Punk Is Playing At My House’. Efter hans eget udsagn stammer den fra en periode, hvor han dansede, tog ecstasy og var optimistisk, og det står klart, at meget er sket, siden LCD Soundsystem gik i opløsning i 2011.

Ikke mindst er den zeitgeist, som bandet indfangede med deres første plader, for alvor begyndt at høre en anden tid til. Den tid inden krisen, hvor man godt kunne sige punk uden nødvendigvis at sige no future i samme åndedrag, og hvor LCD Soundsystem decideret havde fingeren på pulsen med deres postpunkede dancerock.

Men selv om LCD Soundsystem rent faktisk er pladeaktuelle med den fremragende udgivelse American Dream, og derfor havde masser af opdaterede kort i ærmet, var det især denne tid før krisen, de kiggede tilbage på denne torsdag aften. Den ellers velspillede koncert lød først og fremmest som en bestemt gruppes nostalgiske tilbageblik på en svunden tid. Hvilket ærlig talt var en skam.

Dans, som var det 2007

Med LCD Soundsystem er stil og attitude nøgleord, og dette gør sig også gældende under koncerten. Skråt bag trommeslageren, mere eller mindre skjult bag en enorm monitor, sidder en mand, der primært er til stede for at skænke vin til bandet, men som også ind imellem griber de tamburiner, som James Murphy kaster til ham. Et par gange drejer han også en mikrofon hen til trommeslagerens mund, når han skal synge kor, hvilket ikke er den nemmeste løsning.

Og de cirka otte mennesker i bandet (de rokerede en del), veksler imellem at daske rundt på scenen og at være vilde og energiske. De udviser en skødesløs og let sløset entusiasme, ikke ulig den, der er at finde i deres musik. For selv om der er megen inderlighed i LCD Soundsystems klangrum, er der også ofte tykke lag af ironisk distance, ikke mindst på deres gamle materiale.

Bandet spiller ikke desto mindre røven ud af bukserne. Der er kræset for hver en lille detalje i lydbilledet, de analoge synthesizere kommer virkelig til deres ret, og det lydlige univers er så dybt og nuanceret, at man kan forsvinde i det. Og når de spiller op til dans, som de nærmest gør i hvert eneste nummer, hvilket også understøttes af den enorme diskokugle, der hænger i loftet over scenen, kan det fuldvoksne og ellers ganske disciplinerede publikum ikke andet end at rokke med.

Et requiem for optimismen

Men forløsningen kommer først, da de endelig spiller titelnummeret fra deres nye plade, »American Dream«, James Murphys storslåede requiem for de livskunstneriske drømme, bandet selv har svælget i, som måske også er et requiem for den politiske optimisme, som den amerikanske kulturelite følte under Obamas to regeringsperioder. Med dette nummer kommer vi tættere på noget, der virker relevant her og nu, tættere på noget af den desperation og afmagt, som fylder meget lige nu.

Og da de herefter, mens denne følelse stadig dirrer i vores kroppe, spiller dansehittet »Dance Yrself Clean« fra 2010, føles det oprigtigt katarsisk: Bandet skyller os igennem med vellyd, mens vi danser alle de hjemløse følelser af os.

Det føles også meningsfuldt at danse til deres nok største hit til dato, »All My Friends« fra 2007, der landede som nummer to på Pitchforks top-500 over de vigtigste sange fra 00’erne. Et nummer, der meget passende handler om at blive ældre.

Men koncerten kunne ikke desto mindre have været så meget mere spændende, hvis Murphy & Co. virkelig havde turdet at tage os med ind i det mørke, som dominerer deres nyeste plade. For det føles lidt som en løgn at svælge så meget i fortidens festligheder. Og det virkede lidt som om, at de egentlig godt selv kunne mærke det.

LCD Soundsystem spiller i alt tre koncerter i Vega i København den 7., 8. og 9. september. Anmeldelsen her er baseret på koncerten torsdag den 7.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her