Læsetid: 5 min.

Lille skrift, lille skrift, lille skrift på vejen

Kirsten Hammanns nyeste bog er en kontrolleret afrapportering fra livet med skriften – den er underholdende, letlæst og sympatisk og også ret defensiv og indadvendt
Undervejs i ’Ofte stillede spørgsmål’ overvejer Kirsten Hammann, om hun egentlig er i gang med at skrive autofiktion – og irriteres straks over begrebet.

Undervejs i ’Ofte stillede spørgsmål’ overvejer Kirsten Hammann, om hun egentlig er i gang med at skrive autofiktion – og irriteres straks over begrebet.

Sofie Amalie Klougart

23. september 2017

Man får mange utidige tanker, mens man læser Kirsten Hammanns nye blanding af en poetik – skrift om skriften, om litteraturen – og dagbogsnoter, Ofte stillede spørgsmål. Kan det virkelig passe, at livet og skriften går så nogenlunde uproblematisk op med hinanden, som de åbenbart gør i Hammanns liv? Jojo, hun kan godt føle sig unem i et sommerhus, eller have nogle dårlige dage, men det er stort set så slemt, det bliver.

Er Hammann godt klar over, hvor meget den her bog får hende til at ligne de kvindelige hovedpersoner i hendes egne romaner? Dem, der lever så privilegeret og alligevel rammes af sære udsving, så de skiftevis er alt for oppe at køre og helt punkterede.

Forstår hun godt det mærkeligt selvmodsigende i at ville skrive en hel bog om at skrive – og så nægte at anstrenge sin tanke om, hvad skrift og litteratur er for noget? Men læser man et par sider længere, så viser det sig, at ja, alt det er faktisk regnet med.

Med sine korte, daterede, glasklare noter vil Ofte stillede spørgsmål ikke tegne et helteportræt af forfatteren, tværtimod, og heller ikke skrive systematisk om noget som helst. Den vil tone rent flag. Den vil skrive om alt det, man som forfatter – som Kirsten Hammann – faktisk ikke gider tale om.

Hvad litteratur handler om, for eksempel, og hvorfor man skriver, og hvor man får sin inspiration fra. Det er en bog om ikke at gide andet end skriftens øjeblik, og på en måde heller ikke gide det. Det er mere som om, Hammann har et behov for skriften, også selvom den er svær og til besvær og så, i relativt korte øjeblikke, en total lykke. Som der så ikke er noget at sige om. 

Kirsten Hammann: ’Ofte stillede spørgsmål’

Den klare tone

Med skriften er det, det skriver Hammann igen og igen, som med sex. Man kan være mere eller mindre øvet og, nåja, dygtig til det, man kan måske endda have et talent, men det er først og fremmest en praksis. Det føles upassende, uinteressant og nyfigent at ville sætte det på formel, at udspekulere regler for det. Og det er nærmest klamt at skulle tale det sønder og sammen bagefter, sådan som man bliver nødt til i mødet med læseklubber og kulturjournalister.

Eller kunstværket er som et æble (kunstneren er som æbletræet), noget man kan spise og nyde. Lad bare være med at spørge træet om meningen med det. Det har det alligevel ikke noget svar på. Der er ikke tale om en inspiration fra oven, at ånden kommer over en – det afviser Hammann – men det er som naturen og livet, som man heller ikke kan forklare:

»Man bliver aldrig færdig med at undre sig over, hvor det kommer fra. Hvor kommer dette liv fra? Hvordan kan jorden og luften og vandet lave gulerødder, livmoderen små babyer, tungen tale, hånden ord? Der er intet svar på, hvor det kommer fra.«

Sådan er skriften. Den gode litteratur er så som en stemme. Den klinger rent, dens tonefald er ægte, det vender Ofte stillede spørgsmål jævnligt tilbage til. Derfor er det også ligegyldigt, hvad bøgerne handler om. Hvis bare stemmen er der, så kan de handle om hvad som helst. De kan have en handling (dog: plots sammenlignes undervejs med pornografi og prostitution, det er et billigt trick, ikke den ægte vare), de kan lade være. De kan rette sig mod verden, de kan lade være. Alt det er ligegyldigt, faktisk ikke værd at tale om.

Forbilledligt klar

Nu lyder det måske som om, Ofte stillede spørgsmål er en defensiv, let indadvendt bog. Det er den også, men især er den enormt behagelig at læse, velskrevet og levende. Tonen er som i Hammanns andre bøger, skarp og plirrende, med billeder og forestillinger, der bobler ud og bliver små falskt-naive tableauer. Den deler endda form med romanerne – Vera Vinkelwir og Fra Smørhullet er daterede noter om deres hovedpersoners liv og tanker – blot er den mindre sprælsk og intens i det. Til gengæld er den forbilledligt klar, harmonisk i sit sprog.

Det er ikke altid sindsoprivende klogt, det der står, og prøver heller ikke at være det, men man føler sig altid i godt selskab, også når noterne handler om sortsyn og lette depressioner. Om ikke at orke hverdagen, om at stå op og ikke tænke på andet end det forløsende glas rødvin inden aftensmaden.

Faktisk er Ofte stillede spørgsmål bedst, når Hammann skriver om at have det dårligt – eller når hun er irriteret på nogen, gerne forfatterkolleger. Amerikanske Richard Ford får et ordentligt fur, fordi han i avisen erklærer, at man da bare kan planlægge sine bøger, og at de kan skrives hvor som helst:

»Mon du også er sådan i sengen, Richard? At du skal have opmålt den bedst mulige vinkel på penetrationen, før du går i gang? Og hvad med lyset, Richard? Nå nej, du kan gøre det alle steder, i bussen, på flyet, på hotellet.«

Og så får bogen alligevel, ligesom bag om ryggen på sig selv, sagt en masse om Hammanns egen skrift. Med alderen, skriver hun, er hun blevet mere afklaret med sit særlige talent:

»Jeg nærer ikke længere illusioner om at kunne bringe ny storhed og skønhed ind i verden, jeg er ikke en skaber, jeg er ikke en opbygger, jeg bliver kun mere og mere én, der kigger indad og ind i. Jeg vil kun afklæde, ituskære, blotlægge, intimidere, afsløre, dissekere, trække bukser ned, rive masker af.«

Den slags er spændende og givende at læse, når man nu er glad for forfatterskabet som sådan.

Et sært projekt

Undervejs i Ofte stillede spørgsmål overvejer Hammann om hun egentlig er i gang med at skrive autofiktion, og irriteres straks over begrebet. Ja, hun kalder folk ved deres navn, især dem fra det litterære miljø, men det er mest fordi, de alligevel ville genkende sig selv. Det føles fjollet, som en falsk tone, at gøre noget til en fiktion, når det alligevel er skrevet som dagbogsnoter og overvejelser.

Her skal der ikke Knauses, som man ville sige på norsk. Når det kommer til stykket er der ingen intime detaljer, det er ikke ærindet med Ofte stillede spørgsmål. Ærindet er et andet og langt særere. Hammann vil lukke munden på sine nyfigne læsere, besvare deres »Lille skrift, lille skrift, lille skrift på vejen« med et »jeg er sgu min egen«.

Det er jo et sært og naivt og umuligt og måske også forkælet projekt. For de fleste er nysgerrighed som en menneskeret, eller mere præcist: en del af det at være levende. Ingen slipper, når det kommer til stykket, for at forklare sig. Heller ikke når man er forfatter. Men sære projekter kan også skabe gode bøger, det er så sket her.

Kirsten Hammann: ’Ofte stillede spørgsmål’. Gyldendal, 210 sider, 200 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu