Læsetid: 4 min.

Martin Larsen skaber poesi med digitale digtmaskiner

Martin Larsen har både begået en original hyldest til dansk litteraturs store sonetkrans Inger Christensens ’Sommerfugledalen’ og et virtuost hovedværk i eget forfatterskab
Ifølge ’Parasitsonetternes’ logbog har arbejdet med værket varet næsten så længe som hele Martin Larsens forfatterskab.

Ifølge ’Parasitsonetternes’ logbog har arbejdet med værket varet næsten så længe som hele Martin Larsens forfatterskab.

Robin Skjoldborg

16. september 2017

Med computerteknologiens forøgede regnekraft er nye dimensioner i de seneste år blevet føjet til matematikken som disciplin, så den ikke længere er en rent analytisk videnskab, men også kan arbejde empirisk og eksperimentelt.

I sin nye bog Parasitsonetterne udforsker Martin Larsen i en kombination af ræsonnerende digte, praktiske eksperimenter, poetologiske undersøgelser og optegnelser vedrørende den konkrete udvikling og programmering af en række digitale digtmaskiner, hvorvidt en lignende situation kan siges at være opstået for poetikken. Hvilke nye muligheder åbner sig for den, hvis computeren sættes i digtningens tjeneste?

I Larsens udlægning forekommer det væsentligste svar at være de nye illustrationer af uendeligheden, et tema, som i vidt forskellige afskygninger har spøgt gennem hele hans forfatterskab, som en digtning, der får hjælp af maskiner, kan frembringe.

Larsen finder en indgang til denne nye situation i systemdigtningens historie og specifikt sonetkransen, som den tager sig ud i sin klassiske form, med fast rimskema og en mestersonet bestående af første linje i hver af de 14 foregående sonetter. Inger Christensens Sommerfugledalen fungerer som samlingspunkt for undersøgelserne af sonetformen. Det er den, der er ’vært’ for de parasasitter, som bogens titel udpeger.

Men det, som optager Larsen ved sonetkransen, er ikke i første omgang de tekster, den kan producere. Således bevares fokus heller ikke på Christensens konkrete, vidunderlige værk, men skifter til de svimlende, forunderlige perspektiver i selve sonetformen.

Det principielt uendelige digtfelt, denne form kan generere, hvis man bevæger sig opad eller nedad i strukturen, og de mønstre, der dannes i et sådant felt, forudsat at regler for rim og gentagelse følges.

Den eksponentielle vækst i antal sonetter gør det naturligvis menneskeligt umuligt at producere særlig mange niveauer. Skulle f.eks. Larsens oprindelige idé om at skrive en sonetkranskrans, hvor 14 mestersonetter kulminerer i en stormestersonet, realiseres, ville det munde ud i 196 (14x14) almindelige sonetter, mens tilføjelsen af endnu et lag implicerer uoverskuelige 2744 sonetter. Og her kommer selvfølgelig computerprogrammet eller »digtaleffen«, som Larsen kalder den, ind i billedet.

Sproglig underholdningsværdi

Martin Larsen: ’Parasitsonetterne’

Således er den kamel, man som normalt engageret digtlæser nødes til at sluge under læsningen af Parasitsonetterne, ikke ubetydelig, fordi man i sammenhængen tvinges til at acceptere den enkelte, skønne eller dårlige, digteriske tekst som et mere eller mindre tilfældigt output, der bidrager til at realisere et uendeligt variabelt mønster og ikke som et mål i sig selv.

Ikke alene søges den sansende og/eller ekspressive digter erstattet med den noget køligere funktion »digteren som datahøster«, men også den årvågne nærlæser sættes over styr som litteraturens ideelle slutbruger, hvori alle værkets punkter løber sammen, da ingen menneskelig læser kan erfare et sådant digtfelt i sin helhed.

Dette forhindrer ikke den sproglige underholdningsværdi i at være høj undervejs, når Larsen i forskellige parasittekster udforsker aspekter af Christensens sonetkrans. F.eks. bliver linjen »i Brajçinodalens middagshede luft« i homolingvistisk oversættelse (ud fra princippet om at fastholde værtstekstens vokallyde, men erstatte alle konsonanter) pænt fjollet til »i hajlimonadens megafede frugt«.

Fuldmåneoplyste ligædere

Der er også en dobbelt digterisk opfindsomhed at glæde sig over i eksempeludskrivningerne af et par af de sonetter, som har ’almindelige’ sonetter fra Sommerfugledalen som mestersonet. Først genkendelsen af Ingers to lysende, overleverede linjer og så Martins påhitsomme udskrivning af resten af sonetten, pænt følgende Christensens rimskema og rytmik, mens det narrative lag sætter af fra den kendte, solbeskinnede sommerfuglevandring for at lande så langt borte som i et splatterscenarie med fuldmåneoplyste ligædere, blandt andet.

Men netop ved deres pudsighed understreger de kulørte eksempler pointen, at mulighederne for udfoldelse af mønsteret i princippet er uudtømmelige, og det enkelte eksempel således ikke er noget, man behøver at dvæle længe ved.

På mange måder føles Parasitsonetterne som en foreløbig kulmination på Larsens forfatterskab, hvor temaer og kæpheste helt tilbage fra debuten, Det stof alting er gjort af (2001), løber sammen med strategier fra konceptuelle nyklassikere som Monogrammer (2007), der over små 6.000 sider oplister alle lovlige danske navnekombinationer, og metrodigtene i Noter til det mere perfekte liv (2009). Ifølge værkets logbog har arbejdet med Parasitsonnetterne da også pågået næsten så længe som forfatterskabet i sin helhed.

Det tager sin begyndelse i Larsens nævnte ungdomsidé om at sikre sin plads i litteraturhistorien ved at skrive en sonetkranskrans. En idé, som undervejs også har resulteret i Svanesøsonetterne (2004), hvor de sammenkrøllede ark i en rigsarkivæske er overskrevne med kladder til en kuldsejlet sonetkrans.

Men det er, som om den uendelighedens patos, der var i stærk ufred med sig selv i Svanesøsonetterne (2004), og som måske tog sig lidt svulmende ud i debuten, i Parasitsonetterne har fundet fred i en ukrukket og intellektuelt imponerende omgang med fraktaler, transfinitte tal og matematiske modeller, hvor Larsen på samme tid svimlende og helt konkret finder vej ind i uudtømmelighedens skønhed, som viser sig nært beslægtet med den skønhed, han også bliver ved at genfinde i Sommerfugledalen. En rigdom, som både går ned i detaljen og ud i evigheden, livets brogede mirakel, der fødes af dødens dynd.

Hvis Martin Larsen i Svanesøsonetterne brillerede med perpleks charme og ironisk dekonstruktiv bogværksoriginalitet, så løfter Parasitsonnetterne sig mod en mere moden, matematisk svimmelhed og en åbning af poesien, der rækker langt ud over papirbogen. Muntert og blottet for futuristisk øregas udforsker han de perspektiver, der tegner sig for sig litteraturen som maskine.

Martin Larsen: ’Parasitsonetterne’. Gyldendal, 108 sider, 199,95 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu