Natasja er stadig en vigtig kulturkriger ti år efter sin død

Natasja var egentlig for fuld til at lave de sidste optagelser til sin plade, I Danmark er jeg født, den nat i forsommeren 2007. Men hendes producer, Pharfar, som nogle år forinden havde fået et overraskende gennembrud med dancehallgruppen Bikstok Røgsystem, insisterede på, at de skulle nå at lægge de sidste vokaler på hendes coverversion af Shit & Chanel-sangen »Smuk og Dejlig«, inden hun igen fløj til Jamaica.

Det var presset, der var kun to timer til hendes fly skulle lette klokken seks om morgenen, men de nåede det, og selv om Natasja aldrig vendte hjem igen, kunne pladen udgives den 24. september 2007. Udgivelsen markerede tremånedersdagen for hendes alt for tidlige død.

Natasja brændte sit lys i begge ender i den sidste del af hendes liv. Hun pressede tempoet i vejret og tog chancer, og den bilulykke i Jamaica, som førte til hendes død den 24. juni 2007, var blot en af en nærmest endeløs række af hasarderede bilture, hun var involveret i.

Og når man hører I Danmark er jeg født nu – præcis ti år efter udgivelsen – emmer den stadig af livslyst og kampvilje.

Natasja var godt i gang med at arbejde sig frem imod en status som nationalskjald i Danmark og et internationalt gennembrud af en vis størrelse. Men hun var også – og ikke mindst – en kulturkriger, der åndede for sine sager både i livet og i kunsten.

Hendes kulturkampe lyser stadig ud fra I Danmark er jeg født. Her er de tre vigtigste i en genlytning af pladen på dens ti års jubilæum.

Kulturkamp 1: Gi’ mig Danmark tilbage

Med en dansk mor og en sudanesisk far var Natasja født med multikulturen indlejret i hud og hår. Hun var en verdensborger, men elskede Danmark. Numrene »Gi’ mig Danmark tilbage« og »I Danmark er jeg født« – der helt klart er de mest langtidsholdbare numre på I Danmark er jeg født – står stadig som solide musikalske bidrag til danskhedsdebatten.

Med den perfekt overgearede »Gi’ mig Danmark tilbage« gav hun venstrefløjen et stærkt protest-soundtrack på et tidspunkt, hvor den yderste venstrefløj havde mistet sin højborg, Ungdomshuset på Jagtvej, og i processen havde fået ry i det brede Danmark for at være brostenskastende barbarer.

Et soundtrack, som charmerende kastede kaskader af ord imod reaktionære fortolkninger af danskhed, og som satte ild i dansegulvene i stedet for bilerne.

Natasja ville udgive »Gi’ mig Danmark tilbage«, mens asfalten stadig var varm efter gadekampene på Nørrebro. Det skulle gå hurtigt, ligesom det gjorde i Jamaica, hvor sangene ofte blev udgivet, så de kommenterede på begivenheder, mens nyhederne om begivenhederne stadig var friske.

Det lykkedes ikke – for det tog for lang tid at få rettighederne til de lydklip, musikken var bygget op om – men selv om sangen på den måde var tænkt som en kommentar til aktuelle begivenheder, skrev den sig med sit grundlæggende budskab om, at danskhed er lig med frisind, ind i en kultur- og værdikamp, der stadig er aktuel.

Kulturkamp 2: Spark de døre ind (og pak pikken, kammerat)

Natasja havde for vane at sparke døre ind. Som ganske ung sparkede hun sammen med veninden og kollegaen Karen Mukupa dørene ind til en mandsdomineret musikverden. Som væddeløbsjockey sparkede den lille mulatpige fra Islands Brygge dørene ind til en verden, som var styret af overklassen.

Mange af sangene på I Danmark er jeg født har således en efterklang af flækkede dørkarme. Sangen »Fi er min« – der egentlig var tænkt som en sang om pædofili, men endte som en lidt spøjs feministisk slagsang – glimrer ved, at Natasja bruger sin plads i 'danskhallen' som udgangspunkt for at lave et søsterskab i den førnævnte mandsdominerede genre.

Hun synger således til de unge piger, at de skal passe på sig selv, for verden er fyldt med »gamle, tykke, sultne mænd«, og selv om sangen balancerer farligt tæt på implicit at udskamme de piger, der »giver den lidt for meget op«, så har den stadig en charme, Natasjas charme, og et grundlæggende kærligt budskab, som klinger videre endnu.

Titelsangen »I Danmark er jeg født« er på den ene side en sang om hendes tilhørsforhold til henholdsvis Danmark, Sudan og Jamaica. Men det er også en sang om at realisere sig selv, også selv om det kan kræve, at man er den første kvinde til at gøre noget, for eksempel den første kvinde til at vinde hestevæddeløb i Sudan:

»Jeg rejser væk igen og letter mit tungsind / Fuld galop i den varme ørkenvind / Hesten den er døbt og købt af Bin Laden / Jeg vinder løb som første kvinde, og Sudan er over ende,« rapper hun og kaster håndtegn til alle, der bryder med fordomme og omstændigheder.

Kulturkamp 3: Dancehall-kulturen til Danmark

Natasja sejlede med på efterdønningerne af Bikstok Røgsystems succesfulde debutalbum, Over Stok & Sten fra 2005, og var derfor ikke den første til at tage dancehallkulturen til Danmark.

Men hun var med til at definere, hvilken rolle den genre, som siden 70’erne havde været vigtig for identitetskampe i Jamaica, skulle spille i en dansk sammenhæng.

Ikke mindst var hun central for at slå et slag for multikulturalismen. På nummeret »Gully Slang« rapper hun – eller toaster, som det hedder i dancehallen – på jamaicansk patois, og oversætter til dansk. Og hun sætter dermed fokus på genrens politiske og identitetspolitiske grundklange.

I den kontekst slår hun dog også et slag for den stener- og festkultur, som ligeledes er knyttet til dancehallen, og her slår hun nogle skæverter, ikke mindst hendes scoreduet med rapperen Yepha, »Gør Det«, måske også hendes duet med Blæs Bukki, »Monaco«, selv om sidstnævnte har antydningen af en antikapitalistisk kant.

Det er ikke stærke numre, men det mest interessante er, at de peger frem imod den sejren-sig-selv-ihjel-rotation, som ’danskhallen’ senere røg ind i. Og i genlytningen af I Danmark er jeg født klinger historien om en protestgenre, der efterhånden er blevet til en udhulet fest- og stenerkultur, derfor også med. Men det er selvfølgelig ikke Natasjas skyld.

Natasja: 'I Danmark er jeg født' (udgivet på Playground Music den 24. september 2007)