Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Nyfilmatisering af Stephen Kings ’It’ er lige lovlig firkantet

Børn gøres fortræd, men slår igen i nyfilmatiseringen af Stephen King ’It’, hvor klovnen Pennywise bliver symbolet på selve det onde og en grundlæggende eksistentiel angst hos de unge hovedpersoner
Pennywise med de lidt for skarpe tænder er en snu modstander, der næres af børnenes frygt – og den har de hver især meget af.

Pennywise med de lidt for skarpe tænder er en snu modstander, der næres af børnenes frygt – og den har de hver især meget af.

Warner Bros

Kultur
8. september 2017

Mange mennesker i min generation – dem omkring de 40 – har stadig mareridt ved tanken om den tv-udgave i to dele af Stephen Kings gyserroman, Det onde, der havde premiere for 27 år siden. Men ser man den i dag, er den trods en skræmmende god Tim Curry i rollen som dræberklovnen Pennywise ikke videre vellykket. Der er dog en vis poesi i, at det er nu, netop 27 år senere, at Andy Muschiettis nye filmversion af Det onde har premiere under sin originaltitel, It.

Der er nemlig også 27 år imellem, at Pennywise – inkarnationen af det onde – viser sig i den lille by Derry i New England, hvor handlingen foregår, og bortfører og suger livskraften ud af byens børn. Filmen, der ligesom mange andre af Kings historier har børn i centrum, begynder i 1988, hvor 13-årige Bills (Jaeden Lieberher) lillebror, Charlie, bliver snuppet af Pennywise (Bill Skarsgård).

I sommerferien året efter tynges Bill og hans familie stadig af Charlies mystiske forsvinden, men sammen med sine gode venner, Richie (Finn Wolfhard fra Stranger Things), Eddie (Jack Dylan Grazer) og Stanley (Wyatt Oleff) – taberklubben på den lokale skole – og tre nye venner, Ben (Jeremy Ray Taylor), Mike (Chosen Jacobs) og Beverly (Sophia Lillis), kommer Bill på sporet af det onde, der plager byen, og et opgør med Pennywise kan begynde.

Børnenes egen verden

Den dansende klovn, som Pennywise med de lidt for skarpe tænder præsenterer sig selv, er dog en snu modstander, der næres af børnenes frygt – og den har de hver især meget af. For Bill handler frygten f.eks. om den forsvundne Charlie, for Stanley om et mystisk maleri af en forvreden kvindeskikkelse, for den overbeskyttede hypokonder Eddie om en savlende zombie fuld af infektioner og for Beverly om hendes far, der er lidt for interesseret i sin kønne datter, der lige er begyndt at få sin menstruation.

Alene har Pennywise ikke det store problem med at skræmme dem fra vid og sans, men sammenhold gør stærk, og de syv børn finder ikke alene styrken til at konfrontere klovnen, men også til at sige fra over for de plageånder, der konstant er på nakken af dem, og som er ganske brutale – for ikke at sige sadistiske.

Og det er hele pointen med filmen og historien: Den handler om overgangen fra barn til voksen – jødiske Stanley forbereder sig på sin bar mitzvah, Eddie frigør sig fra sin dominerende mor, mens både Bill og Ben er forelskede i Beverly – og om at se sin frygt i øjnene og lære at sige fra over for dem og det, der forsøger at styre én. Det er noget, de fleste mennesker kan genkende sig i, og på den måde bliver det onde – og klovnen – et symbol på en mere universel og grundlæggende eksistentiel angst, vi alle slås med.

Det er bemærkelsesværdigt, så fraværende de voksne er i historien – og når de er med, svigter de børnene – men Andy Muschietti fanger samtidig godt og loyalt, hvor meget børn i den alder befinder sig i deres helt egen verden, så at sige uden for tid og rum, ikke mindst når det er sommerferie, og de kan gøre, hvad de vil.

God kemi

Indimellem er It lovlig firkantet i sit portræt af børnene og deres individuelle angstneuroser – der sniges endog en racekommentar ind i form af sorte Mike og hans families status som outsidere – og filmen mister meget af sin intensitet, efterhånden som børnene kommer tættere på sandheden om det onde og Pennywise.

Det har både at gøre med, at man får for meget at se, og at der er en allestedsnærværende og påtrængende musik, og megen af den stemning og uhygge, som instruktøren ret fermt formåede at opbygge inden da, går fløjten. Det er mildest talt uheldigt for det, der skulle have været det store klimaks.

Men indtil da og især i scenerne, hvor børnene er sammen og lærer hinanden at kende og taler strategi i kampen mod Pennywise, er It både rørende, uhyggelig og ikke mindst morsom.

Den fuldstændig bramfri måde, som præpubertære drenge taler på, er fanget helt fantastisk af Andy Muschietti og manuskriptforfatterne og leveret med stor fornøjelse og overbevisning af drengene, især Finn Wolfhards rapkæftede, grænseløse Ritchie. De disser hinanden og taler om sex, sådan som kun drenge, der intet ved om sex, men er dybt fascinerede af emnet, taler om sex. Og generelt spiller alle syv unge skuespillere troværdigt, og der er en god kemi og dynamik i den lille gruppe.

Bill Skarsgård er også overbevisende som klovnen fra Helvede, skiftevis indsmigrende og blodtørstig, og har man det i forvejen svært med klovne – det har Eddie – bliver det bestemt ikke bedre af at se It.

Det er måske ikke en af de bedste Stephen King-filmatiseringer, jeg har set, men den er bedre end gennemsnittet – i sine mest vellykkede øjeblikke minder den faktisk om nogle af 1980’ernes store coming of age- og eventyrfilm, f.eks. Stand by Me, Goonierne, En vild pjækkedag og The Breakfast Club – og så er den visuelt flot og stemningsfuldt skruet sammen.

’It’. Instruktion: Andy Muschietti. Manuskript: Chase Palmer, Cary Fukunaga og Gary Dauberman. Amerikansk (I uhyggeligt mange biografer verden over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her