Nu har man set det med: en oplysningskampagne om alkohol målrettet unge, som virkelig er værd at se for sin egen skyld.
Fastland er en webserie i fire afsnit, der på en god halv time skildrer en weekendnat i en gruppe teenageres liv. Serien er finansieret af Alkoholpartnerskabet, som er en sammenslutning af de brancher, der forsyner Danmark med alkohol, og den er instrueret af Martin Skovbjerg, der tidligere har lavet ungdomsserien Anton 90 til DR3.
Omdrejningspunktet er en fest af den type, der går ud på at sidde på et teenageværelse og drikke medbragt sprut, snave, hvis der er nogen at snave med, og være fælles om at tabe kontrollen.
Kameraføringen er håndholdt og nærgående, urolig i det ligesom karaktererne er det, fordi de skal til fest, og de har følelser, og de bliver fulde. Alle undtagen Alma (Katarina Hale), der slet ikke drikker alkohol. Det virker nærmest usolidarisk på de andre, at hun ikke bidrager til løssluppenheden, og at hun insisterer på rollen som den, der passer på de andre.
Hår der skal holdes
Festen hviler på en skrøbelig bund af følelsesmæssige interessekonflikter, og de har ikke noget at blande sprutten op med, og det er jo dømt til at ende galt. At det gør det, bliver ikke serveret som en overraskelse, men som et udgangspunkt.
I begyndelsen af hvert afsnit ser man Almas veninde Frida (Emma Kirstein Jensen) ligge og sove hen over en betonklods på Refshaleøen i København, hvor de befinder sig. Det er et øde og gråt industriområde, hvor der er langt til tanken og masser af mørke at gå rundt i alene.
Det imponerende ved Fastland er ikke, at den på en virkelighedstro måde viser, hvor galt det kan gå, når man ikke passer på og styrer sin brandert. Det er jo det, alkoholkampagner gør. Det, der er nyt og imponerende, er, hvor rent serien rammer den hårdt opspændte stemning af forelskelse og forsmåethed og retningsløs energi i vennegruppen.
Frida vil score Jonas (Jarl Heger Krogh-Lund), som vil hjælpe med at holde hendes hår, da hun begynder at kaste op, men hjælpertjansen er Almas domæne, så hun beder ham skride. Det er den slags uspektakulært, men ikke desto mindre regulært konfliktstof, der får lov at stå og dirre i de skiftevis grynede og klare billeder.
Vennekriser
For venindeparret Alma og Frida er der et let strejf af krise over, hvordan det nære teenagevenskabs tosomhed kan forenes med den tosomhed, som Frida og Jonas er ved at få med hinanden. Den konflikt mellem venskab og romance er trukket endnu hårdere op i forholdet mellem Simon (Jonas Bjerril) og Bjarke (Vilmer Trier Brøgger).
I en fin, lavmælt scene inden festen står de to drenge ved kajen på Refshaleøen. Simon er ivrig efter at komme hen og se Clara, mens Bjarke hænger i bremsen. Han vil gerne blive i deres drengede fællesskab lidt længere og stå og grine af, hvor dum man ser ud, når man kaster sten ud i havnen med venstre hånd.
Bjarke er her som en ubøvet, ikke-noller udgave af Villy Bonde fra Nils Malmros’ Kundskabens træ (1981) – ham med den røde trøje, der står og fjoller med sin ølflaske, mens alle de andre til ungdomsgildet er travlt optagede af at finde ud af, hvordan de kan udleve deres begær.
Fastland begrænser sig til at skildre en enkelt aften, nat og morgen, og den formår at give følelsen af at lande midt i noget. Midt i en overgangsperiode, midt i et fællesskab, i en brandert og i en fest, der hurtigt kan gå i opløsning.
Mange ting er meget selvfølgelige (at drikke for eksempel) for de her mennesker, men alting er samtidig meget foranderligt og vakkelvornt. En tur ned på tanken efter cola behøver ikke at være begivenhedsrig for at være et spændingsfelt af følelser, der bliver tilkendegivet, antydet, overdrevet, underdrevet og undertrykt.
Når det virker, skyldes det også, at skuespillerne spiller bedre, end de fleste teenageskuespillere gør. De kan finde ud af at være cool med et gevaldigt strejf af akavethed, og kameraets skift mellem synsvinkler får en masse interessant ud af de situationer, hvor de egentlig bare står eller sidder over for hinanden og gør deres bedste for at være sig selv på den måde, de andre kan lide.
Ingen moralisering, hurra
Den løbske teenagebrandert i Fastland minder om den, man ser i et af de fire handlingsspor i svenske Ruben Östlunds De ufrivillige (2008), hvor to teenagepiger drikker om kap og en ender med at gå kold på en græsplæne et sted. Også det var en historie om skrøbelig social orden, men i modsætning til Östlund, der lader et genkendeligt scenarie udvikle sig i en grotesk retning uden at tabe realismen, tramper Martin Skovbjerg ikke rundt i, hvor skidt det kan gå, når man drikker for meget.
Serien er ikke moraliserende, der dukker ingen gode råd om, hvordan man styrer en brandert, op på skærmen til sidst. Alma er til stede som en påmindelse om, at man også kan lade være med at drikke alkohol, men hun fungerer heldigvis ikke som en positiv rollemodel, hvis eksempel man bare kan følge, hvis man vil være på den sikre side. Alma er også kantet og akavet og har følelser i klemme, og hun er ikke decideret sympatisk i alle situationer.
Fastland er hurtigt set, men gør indtryk, fordi stemningen af ung, dum og ivrig energi er ramt så rent, som den er. Samtidig markerer den forhåbentlig også et skridt i retning af en større mangfoldighed, hvad serieformater angår.
Serien her viser i hvert fald, at det godt kan lade sig gøre at få noget originalt, formmæssigt interessant og følelsesmæssigt vedkommende ud af en bestillingsopgave fra en alkoholkampagne. Man behøver måske ikke at forme alting efter standardskabelonen med ti lige lange afsnit i en sæson, der principielt kan blive efterfulgt af nye sæsoner i en uendelighed.
Man kunne mene, at Fastland ikke fungerer optimalt som serie, fordi afsnittene ikke fremstår som afrundede enheder. På den måde er det mere en kortfilm, der er klippet op i bidder. Men hey, hvis det virker at gøre sådan, hvis det, at afsnittene er kommet ud på YouTube et ad gangen, gør, at folk venter på det næste og nævner det for deres venner, mens de venter, så ser jeg ingen grund til at holde fast i seriegenrens gamle måde at være på.
Det, der gør Fastland seværdig, er ikke et overraskende plot, men et overraskende præcist stemningsbillede.
’Fastland’. Manuskript: Christian Gamst Miller-Harris. Instruktion: Martin Skovbjerg. Kan ses på YouTube
