Læsetid: 5 min.

Rineke Dijkstra er mester i at eksponere det sprøde og sarte punkt, hvor masken krakelerer

Den hollandske fotograf Rineke Dijkstra indtager Louisiana med sine fascinerende portrætter, der tilbyder momenter af stor skønhed og frem for alt et dybt refleksionsrum, hvor spørgsmålet om, hvordan et kameras tilstedeværelse påvirker os, bliver undersøgt i et utal af nuancer. Det er stor portrætkunst
Rineke Dijkstras fotografier er udleverende, men samtidig fulde af omsorg for de portrætterede, både kølige og kærlige. De afsøger det præcise punkt, hvor de portrætterede ikke har kontrol over, hvordan de ser ud, sprækken mellem ønsket og virkeligheden.

Rineke Dijkstras fotografier er udleverende, men samtidig fulde af omsorg for de portrætterede, både kølige og kærlige. De afsøger det præcise punkt, hvor de portrætterede ikke har kontrol over, hvordan de ser ud, sprækken mellem ønsket og virkeligheden.

Rineke Dijkstra

22. september 2017

Hvad kiggede du egentlig på, da du sidste gang så ind i kameraets linse? Betragtede du det apparat, der forevigede dig? Iagttog du den fotograf, der tog dit billede? Hvilede dit blik på dig selv, udvendiggjort og selvbevidst? Skuede du ind i fremtiden, mens din mimik og poseren forvandlede sig til fortid, en overstået gestus, allerede mens den fandt sted? Var du størknet i billedets håbefulde positur, så snart du mærkede linsens opmærksomhed mod dig? Følte du dig tilpas, selvsikker, irriteret, trængt, genert, blufærdig? Ved siden af dig selv? Måske alt dette på én gang?

Smartphones og mobilkameraer har gjort det helt klart, at fotografi ikke kun handler om det fortidige, måske knap nok om en eftertid, men derimod om en fortættet og intensiveret nutid.

Fotografier bliver sat i omgående cirkulation på de billedforslugne sociale medier, hvor de med kortfristet udløbsdato demonstrerer vores aktuelle situation, her og nu, med hashtag rightnow.

Fotografier fungerer som noget andet end minder, nemlig som en øjeblikkelig bevisførelse for ens eksistens.

På en måde har den hollandske fotograf Rineke Dijkstra (f. 1959) fra begyndelsen af sin karriere foregrebet kameraets funktion som sådan et eksistensproducerende apparat, en visuel pacemaker, der assisterer den synlige virkelighed med at tage form, men derved også griber dybt ind i den samme virkelighed, påvirker den.

Hendes gennembrudsværker fra 1992-93, Beach Portraits, er en serie portrætter af børn og tweens i badetøj på strande. Billederne ligner ikke familiealbummets snapshots af lykkelig sommerleg med sandslotte, men er nærgående og nøgterne studier i kejtet kamerabevidsthed – i øvrigt optaget med storformatskamera, 4 x 5 tommer, detaljemættede, knivskarpe og forstørret til noget nær naturlig størrelse.

Mellemtilstande

Børnene er blevet portrætteret frontalt og i hel figur mod horisontlinjen og vandstriben, der skiller bunden af sandstrand fra himlens blå. De kigger direkte ind i kameraet med en smittende pinagtig bevidsthed om apparatets gennemborende og altafslørende blik. De balancerer akavet mellem den selvsikre poseren og den usikre selvudlevering, selvbeherskelse og sårbarhed. Netop derfor bliver billederne til undersøgelser af selve den fotografiske akt – akt i betydningen model såvel som handling – det at have et kamera pegende på sig.

Hvilken situation skaber dette apparat? Hvilken bevidsthed producerer linsens koncentrerede nærvær foran dig?

Børnene på deres langsomme og besværede vej mod voksentilværelsen lægger en ekstra dimension til den akutte påkaldelse af ens sande identitet, som kameralinsens afgørende og påtrængende blik altid vækker. For de er allerede i et mellemrum, hverken børn eller teenagere, men tweens, som det hedder med det passende, nye begreb.

Rineke Dijkstra

Med al den famlende usikkerhed, som denne mellemtilstand medfører. Rineke Dijkstras kamera aftvinger disse tweens en dobbelt sårbarhed, der på den ene side vedrører deres specifikke aldersmæssige position i ingenmandsland og på den anden side vedrører kameraets universelle fordring på, at vi falder i ét med vores billede, honorerer de forventninger, der strømmer os i møde, så vi kan ’tage os godt ud’.

Børnene er nøgne dér på stranden, selv om de har badetøj på.

Hvis ordet portræt i dets dybe etymologi handler om at afsløre noget, at trække noget frem af en persons indre, så lykkes det på en utraditionel måde for Rineke Dijkstra. Hendes portrætter er ikke så meget afsøgninger af de afbildedes personligheder og ejer ikke nogen særlig dybde i den henseende. De er derimod dybe i deres afdækninger af, hvad det vil sige at blive betragtet, hvad det vil sige at tage et billede. Eller med andre ord: De er skildringer af den fotografiske akts psykologi, en blikdynamik, snarere end den afbildedes særegenhed eller individualitet.

Fotografierne er udleverende, men samtidig fulde af omsorg for de portrætterede, både kølige og kærlige. I den præcise afsøgning af det punkt, hvor de portrætterede ikke har kontrol over, hvordan de ser ud, sprækken mellem ønsket og virkeligheden, det indre selvbillede og udseendet, påkalder billedernes hovedpersoner sig også vores medfølelse og omsorg.

Det er så genkendeligt, det ubekvemme punkt, hvor herredømmet løber én af hænde, hvor masken krakelerer, og man ikke længere helt ved, hvem man er. Rineke Dijkstra er mester i at eksponere netop det sprøde og sarte punkt, men hun gør det aldrig kynisk, altid medlevet og medfølt.

Bevægende og følsomt

Louisianas store præsentation af Dijkstra viser, hvordan hun i det hen ved kvarte århundrede efter sine gennembrudsværker fortsætter med at undersøge dette punkt. Systematisk, men med variationer.

Hendes strandbilleder – sammen med den dramatiske serie New Mothers af mødre, der netop har født – står stadig som det stærkeste i hendes oeuvre. Men senere værkserier, der mere langvarigt, over adskillige år, portrætterer det samme menneske – ikke mindst krigsflygtningen Almerisa, som Dijkstra følger fra barnsben og ind i moderskabet – føjer nye og vigtige facetter til hendes kunst.

Det samme gør hendes videoværker, der udstrækker de ubekvemme øjeblikke til minutlange sekvenser. I værket The Krazyhouse fra 2009 ser vi unge mennesker, som alene og isoleret mod en hvid baggrund danser for kameraet, mens de udstråler en rørende blanding af glæde og forlegenhed over at optræde med musikken buldrende ud af højtalerne.

Videooptagelserne strømmer næsten over af optisk ubevidst materiale, kroppenes ufrivillige gestik, som punkterer de grundigt indøvede dansebevægelsers emotionelle og erotiske dramaer. Det er enedans med kameraet som en både blind og altseende partner, der borende blotlægger alt, bevægende og følsomt.

Louisianas præsentation er retrospektiv, men ikke kronologisk. Serierne hænger i snorlige rækker på væggene, uden udstillingsarkitektoniske raffinementer. Præsentationens nøgterne og stramme konservatisme klæder Dijkstras fotografiers formelle strenghed. De supplerende videoværker bryder effektivt det lidt monotone udtryk og udgør en visuel resonansbund for fotografierne.

Alle Dijkstras værker tilbyder både momenter af stor skønhed og frem for alt et dybt refleksionsrum, hvor spørgsmålet om, hvordan et kameras tilstedeværelse påvirker os, bliver undersøgt i et utal af nuancer. Det er stor portrætkunst, som inviterer publikum ind i et udfordrende tankerum, hvor årsagsfølgen mellem virkelighed og billede bliver grundlæggende omkalfatret. Billederne skildrer ikke virkeligheden, de skaber virkeligheden, viser Dijkstra os på den mest fascinerende vis.

Rineke Dijkstra. ’Den enkelte og de mange’. Louisiana Museum for Moderne Kunst. Humlebæk. Indtil den 30. december.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu