Læsetid: 3 min.

Stærk og velspillet film om dengang Bjørn Borg var konge

Shia LaBeouf og John McEnroe løber med opmærksomheden i Janus Metz’ stærke og velspillede film ’Borg’, der skildrer tennisportens gyldne æra de og to største rivaler
Det er i jagten på at finde ud af, hvem Bjørn Borg og John McEnroe egentlig var, hvor de kom fra, og hvorfor de teede sig, som de gjorde, at ’Borg’ finder sin styrke.

Det er i jagten på at finde ud af, hvem Bjørn Borg og John McEnroe egentlig var, hvor de kom fra, og hvorfor de teede sig, som de gjorde, at ’Borg’ finder sin styrke.

Julie Vrabelova

15. september 2017

Desværre kender de fleste af os slutningen på Borg. Eller rettere resultatet af Wimbledonfinalen i 1980, der danner ramme om danske Janus Metz’ spillefilm om svenske Bjørn Borg og rebellen fra New York, John McEnroe.

Deres opgør i årene 1980 og 1981 betragtes af mange som kulminationen på en gylden æra inden for tennissporten. De to blev idoliseret som popstjerner, dystede mod hinanden i dramatiske kampe båret af medrivende tennisspil og førte sporten til nye kommercielle højder.

I 1979 reklamerede Bjørn Borg efter sigende for 39 produkter verden over, og i dag er en af kontorbygningerne i Nikes hovedkvarter i Oregon opkaldt efter John McEnroe, der i 1978 valgte at skrive under på en sponsorkontrakt med det dengang beskedne sportsmærke.

Når Wimbledonfinalen 1980 alligevel føles velvalgt som afsæt for handlingen, skyldes det, at den fanger spillerne på et tidspunkt i karrieren, hvor de måske var allermest pressede både sportsligt og menneskeligt. Hvilket – hævder filmen – kun de to forstod.

Diametrale modsætninger

Borg kunne med en sejr blive Wimbledonmester for femte gang i træk, og forventningerne til ham var ekstremt høje. Udadtil håndterede svenskeren presset iskoldt og upåklageligt. Og det både på og uden for banen, hvor han også kontrollerede alt: Kun i ulige år inviterede han sine forældre til London for at se Wimbledon, og han skulle altid fragtes til og fra sit engelske hotel ad samme rute med sin træner Lennart Bergelin bag rattet i en Saab.

John McEnroe virkede som Borgs diametrale modsætning. Amerikaneren diskuterede med dommere og modstander og svinede både sig selv og publikum til, når tingene ikke kørte for ham. Ved flere tilfælde fulgte McEnroe sine skældsord og skænderier op med et serve-es. Det var paradoksalt nok, som om kreativiteten og talentet fandt næring i vreden og aggressiviteten.

Billederne af de to modpoler og deres opførsel på banen har for længst indprentet sig i vores kollektive kulturelle bevidsthed. Men hvem var Bjørn Borg og John McEnroe egentlig, hvor kom de fra, og hvorfor teede de sig, som de gjorde? Det er i jagten på de svar, at Borg finder sin styrke.

Gennemstrømmet af autenticitet

Janus Metz og hans hold følger bolden ud over Centre Courts kridtstreger og insisterer på at afmystificere legenderne. Resultatet er et inciterende portræt af to mennesker, der delte det høje forventningspres og tilsyneladende forstod hinandens smerte og unikke talent.

Som dreng havde Borg ligefrem så store problemer med temperamentet, at formanden i den lokale tennisklub anbefalede hans forældre at lade ham satse på ishockey.

Arbejderklassebaggrunden var heller ingen fordel i den fornemme gentlemansport. I en udtagelseskamp brokkede han sig så meget over en række kendelser, at dommeren, Lennart Bergelin, kylede en ketcher efter ham. Borg forlod banen grædende, og takket være Bergelin, der siden blev hans tro træner, erkendte den unge spiller tidligt, at han havde svært ved at vinde, når han hidsede sig op.

Vinderinstinktet

I modsætning hertil var McEnroe en velopdragen dreng fra en velhavende familie, der havde råd til at sende ham på privatskole. Først langsomt blev vinderinstinktet vakt og i takt hermed også det ustyrlige temperament.

Alt det fanger Borg bedst i scenerne, hvor de to ikke står over for hinanden. Rivalernes gensidige respekt er der groft sagt ikke meget drama i, og det er nærmest kun i selskab med Lennart Bergelin (Stellan Skarsgård), at Sverrir Gudnasons kønne Bjørn Borg fremstår som den tikkende bombe, han vist var. Filmens bedste Borg er teenageren, der endnu ikke er blevet tæmmet (Markus Mossberg).

Shia LaBeouf udfolder derimod hele repertoiret i en pragtpræstation som den flabede og ustabile McEnroe, hvis sårbare side kommer stærkt til udtryk efter en kamp mod vennen Peter Fleming, hvor han forsøger at undskylde sin opførsel.

Med Borg på toilettet

Det er i øvrigt modigt at lade svenskerne tale svensk i en film, der appellerer til et internationalt publikum. Men det afspejler den autenticitet, der gennemstrømmer Borg, hvad enten vi er til strategimøde hos Nike, med Vitas Gerulaitis på Studio 54 eller med Borg på toilettet, inden han som femtenårig debuterer på det svenske Davis Cup-hold.

For dedikerede fans er der måske ikke meget nyt at hente i Borg. Vi har læst det i blandt andet Stephen Tignors rodede, men velresearchede bog Spændt op (2011), hvorfra jeg har flere af ovenstående anekdoter.

Det ændrer ikke ved, at danske Janus Metz har drejet en stærk og velspillet film, der nok skal begejstre andre end tennis-nostalgikere.

’Borg’. Instruktion: Janus Metz. Manuskript: Ronnie Sandahl.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu