Læsetid: 4 min.

Stefan Zweig blev knust af verdenshistorien

Filmen om den store østrigske forfatter Stefan Zweigs sidste år i landflygtighed i Nord- og Sydamerika er en fremragende og stramt komponeret film – der efterlader rig mulighed for fortolkning af et menneske, der slog sig uhelbredeligt på verdenshistorien.
Tyske Maria Schraders fremragende film ’Stefan Zweig: Farvel til Europa’ er et smukt tænkt, alvorsfuldt og fornemt realiseret værk om Stefan Zweigs i årene inden, han begik selvmord.

Tyske Maria Schraders fremragende film ’Stefan Zweig: Farvel til Europa’ er et smukt tænkt, alvorsfuldt og fornemt realiseret værk om Stefan Zweigs i årene inden, han begik selvmord.

Camera Film

8. september 2017

Måske nogen har bemærket, at den østrigske forfatter Stefan Zweig er kommet op i tiden igen. I 1941 udkom erindringsværket Verden af i går, og det blev genudgivet i dansk nyoversættelse i 2013.

Et væld af mennesker syntes pludselig at læse den sidste sommer. Ikke jeg – men jeg nød at overhøre folk tale om lighederne mellem datidens truede europæiske kultur, som han forsvarer, og vor nutids. I de lange nætter blev der grundet over, hvor højaktuelle anfægtelser og udfordringer forekom – gerne over et, ja, okay, måske flere glas rosé.

Tyske Maria Schraders fremragende film Stefan Zweig: Farvel til Europa er et formmæssigt smukt tænkt, stolt alvorsfuld og stilistisk fornemt realiseret værk om Stefan Zweigs sidste år i Nord- og Sydamerika.

Den berømte østrigske, jødiske forfatter indså i 1934 alvoren af skyggen fra Nazityskland mod nord og forlod sin fødeby, Wien. Først til fordel for London, siden Bath, så New York City og endelig Petrópolis i Brasilien. Her begik han den 22. februar 1942 60 år gammel selvmord sammen med sin unge hustru Lotte.

»Jeg kunne ikke have ønsket at genopbygge mit liv noget andet sted, efter at mit eget sprogs verden sank og gled mig af hænde. Mit spirituelle hjemland, Europa, ødelagde sig selv,« lød det i hans afskedsbrev.

Zweig var ung mand i Wiens kunstneriske guldalder. Gustav Klimt, Egon Schiele, Arnold Schönberg, Freud (som Zweig beundrede). Og han lå i fast korrespondance med andre mestre som James Joyce og Maksim Gorkij. En superstjerne i sin tid. Hvorend han var, blev det bemærket af presse og elite.

Strengt komponeret

Stefan Zweig: Farvel til Europa er strengt komponeret med en prolog, tre kapitler og en epilog. Prolog i Rio de Janeiro 1936. Så Buenos Aires 1936. Dernæst Bahia og New York City 1941. Og så Petrópolis på Zweigs 60 års-fødselsdag i 1941. Og endelig epilogen samme sted 1942.

Prologen og epilogen er to lange scener med én fast kameraindstilling og uden klip, og især sidstnævnte set gennem indgangen til soveværelset med dødssengen uden for synsvinklen er virtuos med sin brug af spejlet i garderobsskabsdøren. Den åbnes, og så kan vi pludselig se det påklædte Zweig-par, så nette og så døde. Skabsdøren åbnes yderligere, og vi kan se de sørgende i rummet bag kameraet.

Hvad vi erfarer i filmen, er, at Zweig var et disciplineret intellekt, der i filmens første kapitel i Buenos Aires i 1936 afviser at fordømme Nazityskland, fordi han ikke længere kender landet. Og fordi han synes, at han bare ville prædike for de omvendte. Ja, selv konfronteret med en lettere oprørt, jødisk journalist, der påpeger, at Tyskland forbereder sig på krig, afviser han det. I stedet vil han hellere tale om en fremtid uden grænser og pas.

Men under den efterfølgende kongres i PEN må han indse, at han står alene med den holdning. Der er ingen kunstneriske øer tilbage, ingen isolation fra virkeligheden længere, lyder det fra talerstolen. Og han må deltage i den stående ovation, da navnene på eksilerede forfattere – herunder hans eget – læses op.

Der veksles mellem Zweig og hustruens officielle forpligtelser og deres privateliv.

Verdenstræt blik

Kun i passager oplever man, hvad der gemmer sig bag hans facade. Man efterlades med indtrykket af store vidder af tænkning og skrift, fortrydelse og lammelse i tiden mellem kapitlerne. Dét, vi grundet den stramme struktur ikke ser. Hvilket samtidig fortæller os, at vi aldrig kommer til at forstå et andet menneske tilstrækkeligt. Det giver filmen et let, suggestivt touch, der animerer tilskueren til at tænke selv, se bedre efter. Forsøge at erfare, hvad der gemmer sig i hans manerer, i det verdenstrætte blik.

Filmen efterlader således spørgsmålstegn. Kunne han have gjort mere? Hvorfor kunne han ikke overleve sit eksil? Kan vi selv gøre mere i dag, hvor verden igen oplever store flygtningestrømme? Kan dét, vi kender, vores kultur, demokrati, menneskelighed igen falde fra hinanden? Bør vi slukke for Netflix? Nøler vi katastrofalt længe?

Anden Verdenskrig var en ubegribelighed, som selv Zweig mistede mælet over for. I filmens andet kapitel har ægteparret besøgt en sukkerrørsplantage. I bilen væk kører de forbi en skovafbrænding, og vi ser ægteparrets dystre miner, mens de i tavshed ser på ilden, røgen, de afbrændte træer, der glider forbi i rudens spejl. På lydsporet vil jeg sværge på, at man ganske diskret har mixet maskingeværild og en detonation eller to ind.

Og i sidste kapitel sænker stilheden sig over Zweig og en redaktørven, mens de ser ud over regnskovens skønhed og ihukommer den samtidige europæiske gru.

»Hvordan kan man holde det ud?« vil hovedpersonen vide, da han endelig bryder tavsheden. Desværre får han ikke noget brugbart svar.

’Stefan Zweig: Farvel til Europa’ – Instruktion: Maria Schrader. Manuskript: Maria Schrader og Jan Schomburg. Østrigsk-tysk-fransk. (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Ralf Christensen

Stefan Zweig - jo, jeg husker stadigvæk hvor afsindigt spændende "Skaknovelle" var, første gang man læste den.

Og "Verden af i går" har helt sikkert formet min drøm om et EU, der kunne give lige så store frihedsgrader til befolkningerne, som fandtes før 1914.

Mit billede af "Maria Stuart" & "Maria Antoinette" er helt sikkert dannet af læsning af Stefan Zweig.

Og hans beskrivelse af Jarlen af Bothwell i "Maria Stuart" - jamen altså !!

Stefan Zweig er bedste portrættegner via ord fra det sidste århundrede. En langt bedre psykolog end Freud og alle os andre, der prøver at forstå og beskrive menneskeskæbner. Læs hans portræt af Marie Antoinettet, Erasmus fra Rotterdam", Maria Stuat", Balzac, Dostoeffsky, Freud, osv og hans mesterværk i noveller som i "følelsernes vildveje", "angst", "Skaknovelle", "den evige broders øjne". For en der elsker at læse om mennesker, er Stefan Zweig stadig den største psykologiske iagttager og beskriver, jeg kender. Læs ham før og efter at du har se filmen, Ebbe Scheel-Krüger, cand.psych.