Læsetid 5 min.

Tag et hæfte ad gangen og spring så frem til sidste del og læs nogle få sider. Så er man igen parat til en tur i syrebadet

Ursula Andkjær Olsens første roman er i lange stræk enerverende og rent ud sagt bundirriterende læsning, men der findes måder at læse den på, som kan forvandle den til en gyldig kunstoplevelse
I de første 8/10 af Ursula Andkjær Olsens værk handler det om at give følelsen ret og for fuldt tryk drøne affekterne af, hvilket resulterer i et bevidst skamløst og smagløst vrængende sprog med ’jeg’, ’fuck’ og ’fucking’ som de hyppigst anvendte gloser.

I de første 8/10 af Ursula Andkjær Olsens værk handler det om at give følelsen ret og for fuldt tryk drøne affekterne af, hvilket resulterer i et bevidst skamløst og smagløst vrængende sprog med ’jeg’, ’fuck’ og ’fucking’ som de hyppigst anvendte gloser.

Sophia Kalkau
9. september 2017

Der findes dem, der mener, at sagnet om det sunkne Atlantis baserer sig på en virkelig begivenhed, nemlig det minoiske udbrud, som i 1630 eller 1640 før vor tidsregning ødelagde oldtidsbyen Thera og efterlod den takkede kraterrand, vi i dag kender som Santorini.

Samtidig artikulerer sagnet et almenmenneskeligt motiv: historien om noget der har været, og som er gået under, men som vi kan håbe vil dukke op igen. Set sådan er Atlantis beslægtet med domkirkestaden Ys ud for Bretagnes kyst, hvis klokker folk stadig den dag i dag af og til hører ringe, og med Vineta, byen fra havet, som Niels Holgersen besøger i Selma Lagerlöfs eventyrlige bog.

Også det oldgræske sagn om Pandora besidder en almen kerne. Hun var et bedårende, dejligt væsen, som Hermes ifølge digteren Hesiod »indgød løgne, forførende ord og tyvagtige vaner«, og da hun blev gift med den sindige og godtroende Epimetheus, medbragte hun en krukke, kaldet »Pandoras æske«, der rummede alverdens ulykker og plager, og som under ingen omstændigheder måtte åbnes. Ak, ak, netop sådan er vi jo alle – fyldt med had og hævntørst, mistro, bitterhed, jalousi.

Grafomant amokløb

Dét ved Ursula Andkjær Olsen, og derfor indleder hun sin første roman med en Pandora Blue Box: en art helvedesdagbog, et grafomant amokløb.

Vi vidste fra hendes lyrik, at hun kan skrive frenetisk vildt, og nu gør hun det i form af en oprørsk og gerne ret ustruktureret beretning, som blander refleksioner, scenerier, drømme, digte, selvanalyser samt essaylignende samtidssignalementer – alt sammen i så højt et tempo og med en sådan udtryksmæssig intensitet, at hendes bog, eller rettere de første ti afsnit af den, kan siges at sætte en helt ny standard for anti-æstetisk grimhed.

Vi har i første omgang at gøre med en undersøgelse af, hvad et menneske er, når det tænker usympatiske tanker, og vi får dem leveret i form af en art uredigeret rablen, mere et smadret spejl end en roman: en processuel, ikke-hierarkisk hjemmeside, til tider fyldt med, hvad man lidt uvenligt kunne kalde begavet vås.

Selv om Pandora-delen opererer med nogle genkommende figurer såsom veninderne Echo og Zulu og de to problematiske samlevere/kærester Romeo og Alfa, og selv om de enkelte stykker af og til vender tilbage til lokaliteter som Nørreport, Knippelsbro og en bolig på 5. sal ved Amagerbrogade, er forfatteren åbenbart totalt uinteresseret i at fortælle en sammenhængende historie.

Besidder hun det, man i gamle dage kaldte »skikkelsesdannende evne«, udnytter hun den ikke, og de forskellige fiktionaliserende greb skaber hverken stilisering eller deskriptiv distance.

Tonefaldet og farven skifter

Nej, hvad det handler om i de første 8/10 af værket, er at give følelsen ret og for fuldt tryk drøne affekterne af, hvilket resulterer i et bevidst skamløst og smagløst vrængende sprog med ’jeg’, ’fuck’ og ’fucking’ som de hyppigst anvendte gloser.

Metoden kan reduceres til formlen overspændt redundans, vildt forceret grænseoverskridelse. Poul Borum, som i sin tid yndede at koge al dårlig lyrik ned til konceptet »Åh, jeg har det så dårligt, men siger jeg det ikke smukt?«, kunne nok om den her roman have sagt: »Åh, jeg har det så dårligt, og hør, hvor grimt jeg kan udtrykke det!«

Ursula Andkjær Olsen har skrevet en roman om myter, markedskræfter og klimakatastrofer. 
Selv føler hun sig tit utilstrækkelig som menneske, så går hun rundt i cirkler, spiser resterne af sin søns madpakke og holder stædigt fast på, at det er vigtigt, at vi allesammen gør noget. At vi vover pelsen, også selv om vi ved, at det, vi gør, måske ikke batter i store globale sammenhænge
Læs også

Men tag nu ikke fejl af Ursula Andkjær Olsen. For ovenstående karakteristik dækker ikke, ja langtfra, de to sidste dele af værket! Her skifter typografien fra dybsort til bleggrå, men her skifter også hele tonefaldet i bogen. For nu skal der, som det hedder, skrives »himmeldagbog«.

Hvor de ti første krisehæfter formede sig som vrede råb og desperate skrig inde fra lidelsens centrum, søger det skrivende og oplevende jeg nu, i de to sidste hæfter, at ’holde midten tom’. Hun går ind i krisen frem for at gå amok og til yderligheder, og hvor hun først forsøgte at trække vejret dybt, dér holder hun nu vejret, af og til i over et minut ad gangen.

Melankolsk utopi

Hvad vi læser, er fortsat en melankolsk utopikers dagbog, frembragt i et forsøg fra forfatterens side på at holde sig selv i live ved hjælp af skrift i 1001 nat, »at redde mig selv fra den tyran, som jeg er i kløerne på, mig selv«, men den navle- eller evt. kussepillende skrift (forfatterens eget udtryk) er slået om i en prøvende søgen, hvilket demonstreres tydeligt, når dagbogsskriften hyppigt går over i meditationer af himlen over byen, og når de første deles mørke og dysforiske politiske og kønspolitiske kritik får modsvar af en euforisk opdagelse af, at verden til hver en tid begynder med det eventyrlige.

Kompositorisk og strukturelt viser forskellen sig i, at hvor skriftjeget i Pandora Blue Box led af »angsten for ikke at få bogført det hele«, indser jeget i Atlantis-syndromet, at hun har taget fejl i sin bestræbelse på at omfatte og udtrykke – alt! »Fornemmelsen af at der er noget jeg mangler at skrive, en fuldstændig tåbelig fornemmelse«.

Viljen til at dokumentere alt og drømmen om at nå helt ind til kernen, holde det hele fast, er lykkeligvis afløst af en vilje til begrænsning. Og hvor det oplevende/skrivende subjekt før så at sige agerede centrifugalt, opererer hun nu centripetalt, midtpunktssøgende, og pålægger sig rytme, ritualer og rutiner. Denne eksistentielle omorientering giver hende ydermere adgang til hendes barndom og giver hele bogen en ydmyghed, som gør den til gyldig kunst.

Ursula Andkjær Olsen: ’Krisehæfterne. Pandora Blue Box. Atlantis-syndromet. Roman + Spejl’

Et drømmesyn, en damp

For læseren opleves dette som en velsignet ankomst. Det er, som om jeg bliver lukket ind i romanen:

»Det handler ikke om mig som afgrænset individ, afgrænsbar identitet, det handler om mig som mulighed for alt muligt andet, alle mulige andre, som mulighed for noget grænseløst.«

Bogens jeg er blevet »en som ønsker at udsætte det kritiske øjeblik, holde vejret, holde igen, trække det hele i langdrag, en som frygter krisen, den som frygter den allermest.« Og pludselig bliver det logisk og konsekvent, at alle de dystre udladninger fylder det meste af bogen. For det var jo sådan, Pandora var, og det er jo sådan, vi stadigvæk er – lige indtil vi mobiliserer håbet.

Netop dette kompositionelle forhold bevirker, at jeg bliver nødt til at afslutte denne anmeldelse med en anbefaling til den velvillige læser.

De første otte tiendedele af Ursula Andkjær Olsens bog er imponerende i deres vildskab, men så enerverende og frustrerende og bundirriterende læsning, at man gør klogt i at tage et enkelt hæfte ad gangen og så springe frem til sidste del og læse nogle få sider dér. Så er man igen parat til en tur i syrebadet.

Og så kan man måske ind imellem blive den samtalepartner, forfatteren drømmer om, når hun lader jeget ønske, »at romanen skal stige op og svæve som et drømmesyn, en damp«. Sådan gik det mig, derfor kunne jeg overgive mig.

Ursula Andkjær Olsen: ’Krisehæfterne. Pandora Blue Box. Atlantis-syndromet. Roman + Spejl’. Fotografiske arbejder af Sophia Kalkau. Gyldendal. 472 sider, 299,95 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Grethe Preisler
    Grethe Preisler
Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu