Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Teaterversionen af tv-hittet ’Skam’ er som en koncert med et coverband

Folk elsker ’Skam’, teaterfolk vil gerne have folk til at elske teater, teaterfolk laver ’Skam’ som teaterforestilling, og folk jubler. ’Skam’ på Aveny-T er ikke nogen kunstnerisk bedrift, men en påmindelse om en elsket serie
Intimiteten og inderligheden, der var så meget til stede i forlægget, er gået tabt i Aveny-T’s teateroversættelse af tv-serien ’Skam’.

Intimiteten og inderligheden, der var så meget til stede i forlægget, er gået tabt i Aveny-T’s teateroversættelse af tv-serien ’Skam’.

Aveny-T

Kultur
18. september 2017

Skuespillerne på scenen var klædt som Noora, William, Vilde, Sana, Eva, Jonas og Isak fra den norske ungdomsserie Skam. Deres replikker var de samme som i serien, de samme musiknumre blev spillet i de samme scener, og jeg vil tro, at historien om Eva, der begynder i 1. g, hvor hun først finder nye venner og så sine egne ben, var velkendt for de fleste publikummer fredag aften på Aveny-T. Her har instruktør Martin Lyngbo og teaterdirektør Jon Stephensen som de første sat den storhittende tv-serie op som teaterforestilling.

Risiko for ufarlighed

Når man konverterer en netbaseret tv-serie til et andet medie, risikerer man, at der går en del tabt i oversættelsen. Skam levede blandt andet i kraft af den måde, instruktøren og manuskriptforfatteren Julie Andem udnyttede tv-mediets og de sociale mediers potentialer og fik dem til at spille sammen på. Det var en nærværende del af serien, når længe ventede eller overrumplende beskeder dukkede op på skærmen og forårsagede følelsesmæssige bølgeskvulp og orkaner, der blev beskrevet i intense nærbilleder og til lirede slow motion-effekter.

Skams måde at udkomme på mimede også livet med konstant onlinekommunikation. Serien foregik i realtid, klip blev lagt ud på en Skam-blog med uregelmæssige, uforudsigelige mellemrum i løbet af ugen og så samlet til et tv-transmitteret afsnit om fredagen. Svært for et teater at få de ekstremt nærværsskabende dimensioner med.

Forfladigelse er den ene risiko, man løber, når man fjerner historien om gymnasieeleverne fra Oslo fra dens naturlige habitater, internettet og fjernsynsskærmen.

Den anden risiko er, at det bliver for nemt, ikke risikabelt nok. Folk elsker Skam, teaterfolk vil gerne have folk til at elske teater, teaterfolk laver Skam som teaterforestiling, og folk elsker det.

Tryg latter

Okay, ’elsker’ er et stort ord, men sagen er, at der til premieren blev jublet, hujet og udvekslet indforståede blikke fra start til slut. Det var som at være til gensynsfest med nogle fiktive karakterer, der siger alt det, man så tydeligt husker, de sagde – nu bare på dansk og på en scene. Og det var som at være til koncert med et coverband, der genopfører ens yndlingsnumre uden den virtuositet og originalitet, som fik en til at elske dem i første omgang, men dog så man kan genkende melodien og synge med på det hele.

Scenografien er enkel. Scenen er T-formet, bag den en skærm, som karakterernes beskeder til hinanden dukker op på, forrest i midten kunne lidt af gulvet sænkes, så kanterne illuderede den bålplads, Jonas, Eva og Isak sidder ved på deres sommerhustur i efterårsferien. Her blev der også en gang imellem hejset en teenageseng op til de scener, hvor veninderne ligger i en stor solidarisk bunke af tømmermænd og intimitet, og hvor Eva og hendes kæreste Jonas ligger og snaver.

Lige akkurat intimiteten og inderligheden, der var så meget til stede i forlægget, er gået tabt i oversættelsen. Man kommer ikke nær så tæt på, og der var i det hele taget en tendens til at lægge mere vægt på det komiske og det højspændte i historien. Vildes blackout, hvor veninderne bærer hende hjem i seng og holder hendes hår, mens hun kaster op, til lyden af »Dejlig er jorden«, har fået tilføjet et strejf af slapstick-humor. I serien blev det samme vist som en overraskende øm kærlighedshandling.

Selvfølgelig er det ikke vejen frem for en teaterversion af Skam at kopiere alting 1:1, men det var gennemgående en ret tryg latter, der blev lagt op til i stykket. Når skuespillerne sagde deres velkendte replikker, var der hist og pist indlagt hints til kommende afsnit og sæsoner.

På den måde var den ekstra dimension, som forestillingen fik, baseret på kollektiv, kærlig bedrevidenhed, hvor man griner trygt ad karakterernes vildfarelser, velvidende at det hele ender godt.

Teaterforestillingen Skam er ikke i sig selv nogen stor kunstnerisk præstation. Snarere var det som at se et coverband, der godt ved, at dets job ikke er at overrumple publikum, men at minde det om deres helte.

’Skam’. Instruktør: Martin Lyngbo. Bearbejdelse: Line Mørkeby. Scenografi: Jon Stephensen. Fotograf: Pernille Kaalund. Medvirkende: Sylvester Byder, Frieda Krøgholt, Asil Al-Asadi, Mathias Käki, Sofie Salée, Jonathan Stahlschmidt, Nanna Finding Koppel og Karla Rosendahl Rasmussen. Spilles på Aveny-T 15. september – 28. oktober

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg har også med stor glæde set al Skam som havde den ekstra dimension at min mor engang gik på skolen.
Jeg fandt Jon S projektet helt vildt alene fordi det er så meget lettere at få unge til at fungere foran kamera fremfor publikum i en sal. Og alle vil kende handlingen.
Jeg synes kopiband er et godt billede men er alligevel glad for at flere anmeldere synes det er lykkes flot for det er altså et godt projekt at få unge ind og opleve hvad teater kan. Og modsat feks mig selv kan de let se samme film og serie mange gange.