Læsetid 4 min.

Der var ikke to verdenskrige, men én lang fra 1914-45

Andet bind af Ian Kershaws storværk om det 20. århundrede er uomgængeligt, hvis man vil forstå, at verdenskrigene hænger sammen, og begribe forudsætningerne for idiotien i Brexit. Blandt meget andet
Ian Kershaw er aktuel med andet bind af sit storværk om det 20. århundrede. Han er de lange linjers historiker, der dog også finder historiens gang i den ganske almindelige britiske soldat, skriver Georg Metz.

Ian Kershaw er aktuel med andet bind af sit storværk om det 20. århundrede. Han er de lange linjers historiker, der dog også finder historiens gang i den ganske almindelige britiske soldat, skriver Georg Metz.

Sigrid Nygaard
12. september 2017

Periodeinddeling er en af historiefagets blivende opgaver. Hvornår til hvornår er jo ikke uvæsentligt. Begyndte middelalderen på en tirsdag og i hvilket århundrede, sluttede den i øvrigt nogensinde, og varede Trediveårskrigen virkelig 30 år?

Det siger sig selv, at man hakker en hæl og klipper en tå for at definere praktiske eller rimelige overgange mellem epokerne. Men hver forskergeneration må tage inddelingerne op til revision. Det sker da også – alt efter nyfund, anden synsvinkel og revideret vægtning.

De to verdenskrige i det 20. århundrede, usammenligneligt det mest blodige og barbariske, der er sket, i historiens lange løb, ligger vel fast: 1914 til 1918 og 1939 til 1945.

Eller gør de?

Den betydelige britiske historiker Ian Kershaw og andre har før været ude med det nærliggende, men fortsat ikke særligt udbredte synspunkt, at verdenskrigene ikke er to, men én delt af en pause eller våbenhvile mellem 1918 og 1939. Måske snarere 1918 til 1933, da Hitler kom til magten, og nedtællingen til anden runde begyndte fra dag nul.

Målet for diktatoren var krig, han kendte i sin dystre mentalitet ikke andre fremgangsmåder end konflikt. Nogle ser i den siddende amerikanske præsident lignende tilbøjeligheder. Forskellen er forhåbentlig, men langt fra sikkert, visse bremsende mekanismer i vor tids magtstrukturer, noget, der ikke var for hånden med Hitler. Hans vilje skete i 1939.

At Første Verdenskrig brød ud som følge af fejltagelser mere end af politisk vilje dementerer ikke, at det ekspansive Tyskland allerede i 1914 havde krigsudløsende ambitioner om verdensherredømmet.

Tråde ud i fremtiden

Ian Kershaws nye inddeling af anden del af tragedien: 1933-49 er særlig interessant, eftersom han ikke ser krigsafslutningen i foråret 1945 som reel overgang til freden.

Konflikten var så omfattende, ødelæggelserne i Europa så voldsomme, de politiske konsekvenser så radikale og opgøret med nazismen så dybtgående, at man ifølge Kershaw bør lægge år til forløbet, nemlig det kaotiske og smertefulde opbrud og opgør inden Marshall-hjælpen fra USA rullede ind til det ruinerede Vesteuropa, de politiske systemer faldt nogenlunde til ro, og elementære genopbygningsprojekter var sat i værk.

Ian Kershaw, Helvede tur – retur Europa 1933-1949.

Herved får Kershaws fremstilling en anderledes vidtskuende dimension med tråde ud i fremtiden. Festlighederne i maj 1945 dementerer selvfølgelig ikke de forfærdende eftervirkninger og konsekvenser af storkrigen; konsekvenser Europa sådan set stadig lever med, og som trods freden allerede var dominerende i jubelåret og påtrængende i tiden, der middelbart fulgte.

Den side af sagen blev af gode grunde nedtonet i sejrsrusen og forblev behandlet diskret, da det forstyrrede dens store fortælling. Ikke mindst fredens anarki gik man let henover.

I flere af de før besatte lande fortsatte de lange knives nætter længe efter befrielserne. Hundredetusinder mere eller mindre aktive i landsforræderi og lignende eller blot naboer, man ikke brød sig om, ramtes af opgøret.

Selv i Danmark, som Kershaw også nævner sporadisk, åbnede myndighederne for et juridisk galehus, sådan kaldte de besindige befrielsessommerens arrestationer af 40.000 mistænkte som optakt til det retsopgør, der om noget blev en retsligt udfordring, om end få blev ultimativt straffet.

Ian Kershaw er de lange linjers historiker, der dog også finder historiens gang i den ganske almindelige britiske soldat. Ham, der vender hjem fra krigen kun for at finde sine livsudsigter uændrede eller måske snarere mørkere, og konen i seng med fætteren, der blev ved hjemmefronten. 

Tv-serien om kriminalkommisær Foyles berører i flere afsnit motivet om den bitterhed, disse dobbelt fortabte sønner måtte føle mod en middel- og overklasse. De trods alt velbjærgede, der forventede at the common man ofrede sit liv for fædrelandet, men til gengæld med Mr. Churchill i spidsen ønskede, at alt forblev, som det var.

Det ønskede briternes flertal ikke og satte krigshelten Churchill på porten til fordel for et gennemgribende reformerende Labour-program.

Men uanset alle gode viljer og sejren i krigen var Storbritanniens dage som stormagt med billige råvarer talte, og økonomisk var landet på hælene. En ny europæisk magtfordeling var i sin vorden, den som England nu godt 70 år senere har meldt sig ud af igen.

Tysklands krigsskyld

Kershaw påviser årsagerne til, at Europa efter 1945 fremstod så stabilt, at man allerede kort tid efter den tyske forbundsrepubliks dannelse kunne begynde at tænke på et større, fælles marked:

For det første at det nye Tyskland i det totale nederlag måtte fraskrive sig alle stormagtsambitioner; for det andet at Tyskland og Europa blev delt af det unægtelig umenneskelige, men også stabiliserende jerntæppe; for det tredje at opgøret med krigsforbryderne var relativt gennemgribende; for det fjerde den betydelige økonomiske vækst fra slutningen af 1940’erne og for det femte truslen fra atomvåbnene og Den Kolde Krig.

For at fremhæve et par af pointerne nærer Kershaw ikke tvivl om Tysklands krigsskyld i Første Verdenskrig.

Det er benævnt som Griff nach der Weltmacht, med andre ord det krav om livsrum – Lebensraum – der så destruktivt havde defineret det store, centrale lands rolle i Europa. Det var slut, da Hitler skød sig kuglen for panden, og man turde herefter tro på Tyskland som et fredens projekt. Lidt efter lidt i det mindste.

Dertil kommer så det mere kontroversielle i Kershaws analyse, nemlig at jerntæppet og de betonfundamenterede politiske undertrykkelser i Østeuropa var mere fredsbevarende, end man måske bryder sig om at erkende.

Der opstod et ny Europa af asken. Folkene øst for jerntæppet fik det mindre muntert, men der blev fred. Med Kershaws ord opstod et Europa med nye muligheder for velstand og stabilitet.

Verdensdelen havde ihærdigt (igen) forsøgt at ødelægge sig selv, det var ikke lykkedes fuldt ud, men næsten, det måtte ikke ske igen.

Ian Kershaw er uomgængelig, hvis man vil forstå forudsætningerne for idiotien i Brexit. Blandt meget andet.

Bogen er smukt oversat af Uffe Gardel. Forlaget kunne godt have ofret lidt flere og bedre illustrationer.

Ian Kershaw, Helvede tur – retur Europa 1933-49. Oversat af Uffe Gardel, Gads Forlag, 380 sider.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
Niels Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for olivier goulin

General Foch sagde det kanske klart efter Versailles-traktaten: "Dette er ikke en fredsaftale; det er en våbenhvile for 20 år". De 20 år var ikke tilfældigt. Det er ca så længe det tager at producere en ny generation kanonføde. Og han fik jo ret, næsten på beløbet.

/O

Mohamed B, Karsten Aaen, Espen Bøgh, Flemming Berger, Torben Arendal, Erling C Havn, Bjarne Bisgaard Jensen og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Første verdenskrig var den med skyttegrave, gasmasker, samt flyvemaskiner bygget af træ og sejldug. Anden verdenskrig var den med Hitler, østfronten, holocaust og afprøvningen af A-bomben. I mellemtiden (også kaldet mellemkrigstiden) var der fred, økonomisk krise og jazz til de rige. Men det er sikkert rigtigt, at fordi den første krig ligesom ikke blev afsluttet på en måde taberne kunne se sig selv i, ja så satte de gaden i brand igen. Det man kan lære er at man skal behandle sin fjende ordentligt, når man har sejret, ellers bliver "han" aldrig god igen. Det er vist den generelle opfattelse af forløbet. Jeg kan ikke se hvad der er i vejen med den?

Bjarne Bisgaard Jensen, Trond Meiring og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Trond Meiring

Man kunne måske også sige, at den anden verdenskrig begyndte i 1936, med den spanske borgerkrig (1936-39), og således varede i omtrent 9 år.
Den spanske republik og de frie kommuner tabte til Franco, med support fra Hitler, Mussolini, marokkanske lejetropper m.fl. - fordi Sovjetunionen og de europæiske senere allierede valgte ikke at intervenere mod Franco. Ikke-angreb er et strategisk valg, lige som angreb er det.
Altså: "Den anden verdenskrig fra 1936 til 1945",
er mit alternative bud til artikelforfatterens
"Verdenskrigen fra 1914 til 1945."

Brugerbillede for Henrik L Nielsen
Henrik L Nielsen

Trond Meiring

Det er i hvet fald et meget bedre bud på datoer end de gængse.

Starten på Anden Verdenskrig med invasionen af Polen og Englands/Frankrigs krigserklæringer holder i hvert fald heller ikke, hvis man spørger I Prag.

Man kan også droppe det vestlige pjat med at anskue starten på anden verdenskrig ud fra hvad der skete i Europa. For Kineserne og Japernerne startede krigen i 31 og førte gennem tiden til USAs indgang i krigen i 1941.

Sandheden er, at den startede løbende i en mængde små konflikter, der bredte sig som ringe i vandet.

Brugerbillede for Odin Rasmussen

2. Verdenskrig var i princippet en krig mellem Rusland og Tyskland. Den svarede til en lang række tidligere krige mellem øst og vest.

Brugerbillede for Curt Sørensen

Ian Kershaw har ( igen) leveret et formidabelt værk om mellemkriskårenes og 2. verdenskrig politik.Suverænt og med en enorm evne til sammenfatninger af komplicrede problmstillinger, med sans for detaljer såvel som de store linjer. Han bevæger sig i de sidste afsnit ind i de første efterkrigsår, hvor han forsøger at argumentere for en geopstandelses tese og afstikker et optimistisk scenario. Mon han vil bevare denne optimisme i det planlagte bind 2?

Brugerbillede for olivier goulin

Men sådan kan man jo sammenkæde mange af historiens krige.

1. verdenskrig var jo ret beset ikke een krig - men mange, der udkæmpedes på flere fronter mellem forskellige nationer, hver med deres opportunistiske dagsorden.

Den fransk-tyske konfrontation på vestfronten var i høj grad en en konflikt, der også havde uafsluttede regnskaber fra den fransk-preusiske krig i 1870 - Alsace-Lorraine, blot for at nævne eet stridspunkt. Og alle de massive franske forsvarsværker, som eks. Verdun, var jo bygget netop i forventning om en fremtidig invasion fra det stærke forenede tyskland.

/O