Læsetid: 6 min.

Tre forestillinger om at finde sig selv i mødet med en anden

’Hej, jeg er et menneske.’ Sådan lyder en af replikkerne fra Hamlet til Ofelia i ’#AMLET’, der er digteren Caspar Erics spændende debut som dramatiker. Men denne replik kunne lige så godt have lydt fra kvinden, der rammes af en hjerneblødning i ’Slag’ på Bådteatret. Eller på Teater Grob, hvor ’Maria og Mohamed’ byder på et smukt sjælemøde mellem en dansk og en somalisk skuespiller
Simon Mathew og Olivia Joof Lewerissa er intense i rollerne som Amlet og Felia, der ikke må få hinanden i Caspar Erics interessante dramatikerdebut #AMLET på Aarhus Teater.

Simon Mathew og Olivia Joof Lewerissa er intense i rollerne som Amlet og Felia, der ikke må få hinanden i Caspar Erics interessante dramatikerdebut #AMLET på Aarhus Teater.

Emilia Therese

15. september 2017

’Mit navn er Amlet – som Amlet før mig og Amlet før ham.’

Sådan lader digteren Caspar Eric sin Hamletfigur forklare sin identitet i stykket #AMLET på Aarhus Teater. Altså en mand, der er pålagt at hævne sin myrdede far, som også selv skulle hævne sin far …

Caspar Eric vakte opsigt i 2015 med sit langdigt Nike, der spejler hans egen situation som handicappet i en præstationsfokuseret verden. Og i år har han udgivet digtsamlingen Avatar, der kredser meget om mandens trang til selvmord. Hans dramatikerdebut følger dette tankeunivers. Sprogligt fungerer teksten mest som monologer eller tankestrømme – egentlig ikke som replikker. Men dette tekstgreb fungerer, netop fordi hovedpersonernes ensomhed så fremstår desto tydeligere. Her kan to elskende ikke tale sammen. Højst røre ved hinanden.

I #AMLET lader han sin Hamletfigur identificere sig med urkravet til manden om at nedlægge en kvinde og gøre hende gravid – og derfor virker Hamlets sammenbrud tilsvarende jordskælvsagtigt, når kravet til ham som kriger forhindrer ham i at dyrke kærligheden til Ofelia. Krigeren afviser elskeren. Amlet afviser Felia. Næsten i skødet på tilskuerne rundt om dem. Som en logisk konsekvens af den pålagte hævn. 

Kryptisk løfte

Iscenesætteren Sargun Oshana og scenografen David Gehrt har fortolket teksten som en slags totalinstallation i den hvidmalede kælderscene under Aarhus Teater. Her går publikum frit rundt mellem nogle af Hamlets og Ofelias ’minder’, der er overført til forskellige medier – til lysbilleder, til video, til podcasts. I denne identitetskrig mellem fortid og fremtid skal ’Amlet’ hævne sin dræbte far, også selv om han langt hellere vil dyrke sin ’Felia’ i nuet. 

Skuespilleren Simon Mathew spiller en meget indædt Amlet, der spurter rundt i sin tætte muskelkrop. Hans Felia spilles af den intense skuespillerelev Olivia Joof Lewerissa, der går rundt uden smil og smører læbestift på tilskuere, indtil hun får øje på Amlet.

»Han sagde, at så længe krigen stod på, virkede det syndigt at elske,« siger hun med såret stemme. Hendes krop læner sig ind mod hans, og hun prøver at få ham til at røre ved sig. Men omfavnelsen stivner i noget søgende og sorgfuldt. For disse to elskende er fanget i en krig, der aldrig ender.

»Hvorfor kan vi ikke være mere som Romeo og Julie?« spørger Felia desperat i denne syrede og æggende Hamletfantasi. Men Amlet svarer bare med sit kryptiske løfte: »Men tvivl aldrig på min kærlighed – og tvivl så selv på det.« Og så løber han ellers rundt og rundt i kælderen – så hurtigt, at han nærmest løber væk fra sin egen krop. På vej væk fra sin påtvungne rolle med at skulle videreføre slægten og blive far næste generations Amlet. Han prøver at befri sig selv fra slægtens åg. Vil ikke være kronprins, men bare sig selv. Dette er ungt og moderne desperationsteater – udtrykt i rå scenebilleder, der virker lige så æstetiske og forvrængede som en sidste hilsen på Instagram. Hashtag eller ej. 

Som Amlet har skrevet sit eksistentialistiske credo med en enkel hilsen på en søjle midt i kælderrummet: ’Hej jeg er et menneske’.

Flyt din døde arm

I Bådteatrets forestilling Slag kan det også godt være, at de to personer drømmer om at løbe væk fra sig selv. Men det kan ikke lade sig gøre. For kvinden får en hjerneblødning og bliver lam i halvdelen af kroppen, og så vælter dagligdagen og kærligheden for hende og hendes mand.

Performeren Helene Kvint har baseret fiktionen på oplevelser af sin fars hjerneskade, og instruktøren Rolf Heim har iscenesat performerne Helene Kvint og Jacob Stage som et næsten tavst par, der hovedsageligt danser rundt med hinanden. »Man har hørt det før – det hele kan blive godt igen,« som manden desperat siger til sig selv. Uden at tro på det.

Det er hjerteskærende at se, hvordan Helene Kvints slagne kvinde med udslukt blik flytter sin døde arm eller forsøger at tigge sig til et kys, mens Jacob Stages tålmodige mand forvandler sig til en kreativ hjemmehjælper, der bare skal slæbe sin kvinde rundt og give hende tøj på. Eller hvordan han pludselig får kæmpekræfter og løfter hende som sit livs trofæ.

Barbie i blodpøl

På scenen står et lille dukkehus. Herinde falder en Barbiedukke om i dukkehusets badeværelse, og der breder sig en blodpøl på gulvet. Denne stærke animationsspejling rammer rent, og den viser forestillingens raffinerede dobbelthed.

Der er dog en tendens til, at der opstår en kejtet stilhed i overgangen mellem scenerne, og der er for mange medicinske fakta om apopleksi. Men når forestillingen er bedst, har den et inderligt musikalsk flow i sine kærlige gentagelser af hverdagens rutiner, som er dybt rørende. Sorgen råber ud af disse stærke performerkroppe. For kan man elske en, der ikke længere er sig selv? Og kan man holde ud at være til, når man ikke længere er den, man egentlig er indeni? Eller begynder man så at spørge: »Hej, er jeg et menneske?«

Ingenmandskabine

Netop spørgsmålet om, hvad det vil sige at være et menneske, er den egentlige drivkraft for de to hovedpersoner i Maria og Mohamed på Teater Grob.

Egentlig ligner de to skuespillere et par astronauter, sådan som de står foran deres sære ingenmandskabine af lysrør. De er i hvert fald iført overlevelsesdragter med orange neonstriber, og de har begge en stor æske under armen, inden de træder ind i isolationskabinen sammen.

Mødet er en dokuhistorie om to mennesker med to vidt forskellige opvækster. Mohamed Ali Osman (født 1987) er uddannet skuespiller fra scenekunstskolen i Aarhus i 2016, men han er også flygtning fra Somalia. Maria Rich (født 1973) er opvokset i Hellerup og er en af landets mest hippe skuespillere. Så hvad er det egentlig, at de to mennesker har til fælles?

Bytte-bytte replik

Det får man at vide på den mest underfundige måde i Vivian Nielsens begavede drama. Dokuteatret afsløres lige fra begyndelsen, hvor hun lader de to skuespillere fortælle om situationer, hvor deres liv blev nulstillet. Om tidspunkter, hvor de var i livsfare, eller hvor de pludselig ikke længere kunne finde meningen med livet. Indtil de pludselig sad med hver deres ensomhed over for hinanden på et skuespillerjob et sted – og åbnede sindene.

Vivian Nielsens replikker er helt kontante. Ingen blødsødenhed og ingen fortrydelse. Kun forundring over at føle sig genkendt i et menneske, der er aldeles fremmed. På scenen er det afgørende greb imidlertid, at de to mennesker ikke siger deres egne replikker, men hinandens. Instruktøren Daniel Wedel har bevidst ladet Maria Rich tale klart og nøgternt, når hun fortæller om Mohameds oplevelse af mord i Mogadishu – og Mohamed Ali Osman taler helt roligt og pertentligt om Marias fortravlede hverdag, hvor hun skal have tre børn i skole til tiden.

Særligt Mohamed Ali Osman formår at spille på det komiske i de kaotiske hverdagssituationer, og hans øjekast ud til publikum får Grobs sal til at fnise muntert gennem hele forestillingen. Dette afrikanske scenetalent kan virkelig se den danske verden med et smil – udtrykt på det lækreste dansk. Maria Rich bærer indignationen og antiracismen i sin stemme. Men det er faktisk hendes humor, der lykkes bedst. Som om Mohamed Ali Osman har smittet hende med sin overbærenhed. Han kunne såmænd også sagtens have fundet på at sige: »Hej, jeg er et menneske.«

Scenografen Marie Rosendahl Chemnitz har skabt en sej symbolramme for disse to eksistenser ved at skabe en sjælelig rumstation – eller i hvert fald en slags drivhus af lysrør uden glas. Lysdesigneren Malte Hauge har sørget for, at huset lyser i de rette kulører, og ellers er det kun Øivind Weingaardes fintfølende, men også truende lydkulisse, der blander sig i de to menneskers forskudte samtale. Netop sådan, at de faktisk tør mødes.

Så jo. Dette er blevet en globalforestilling om de uforudsigelige vandringer, der fører sjæle sammen. Lige som #AMLET og Slag handler Maria og Mohamed  om at finde sig selv i mødet med en anden. Om det essentielle i at være menneske.

#AMLET. Baseret på ’Amled’ af Saxo og ’Hamlet’ af Shakespeare. Tekst: Caspar Eric. Iscenesættelse: Sargun Oshana. Scenografi: David Gehrt. Aarhus Teater Studio. Til 27. september 2017.

Slag. Idé: Helene Kvint. Iscenesættelse: Rolf Heim. Videokunst: Helle Lyshøj. Scenerum og kostumer: Camilla Lind. Lys: Jón Gelting. Lyd: Erik S. Christoffersen. Helene Kvint i koproduktion med Bådteatret. Turné.

Maria og Mohamed. Tekst: Vivian Nielsen. Tekstfragmenter: Maria Rich og Mohamed Ali Osman. Iscenesættelse: Daniel Wedel. Scenografi: Marie Rosendahl Chemnitz. Musik: Øivind Weingaarde. Lyskoncept: Malte Hauge og Raphael Frisenvænge Solholm. Koproduktion mellem TeaterRICH og Teater Grob. Til 29. september 2017

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu