Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Jeg tror ikke på, at TV 2 Zulu viser os Danmarks dummeste forbrydelser

Det virker ikke specielt provokerende, at de medvirkende i TV 2 Zulus ’Røverhistorier’ mindes deres forudsigelige fangelege med politiet med et smil på læben. Det er bare ærgerligt, at deres forbrydelser ikke har været mere tumpede, når det nu er det, programmet slår sig op på
Historier om andre menneskers inkompetence egner sig generelt godt som social smørelse. Hvis bare TV 2 Zulus nye program havde budt på større fadæser.

Historier om andre menneskers inkompetence egner sig generelt godt som social smørelse. Hvis bare TV 2 Zulus nye program havde budt på større fadæser.

TV 2

Kultur
22. september 2017

Det manglede bare: et uhøjtideligt, humoristisk program på drengerøvskanalen TV 2 Zulu om kiksede forbrydelser fortalt af forbryderne selv.

Ægte røverhistorier af den harmløse slags, der kun går ud over forbryderens egen faglige selvrespekt, og som man kan gnægge af og fortælle videre ude i selskabslivet. Som f.eks. om dengang, man prøvede på at være en kammerat og ville fyre en omgang fyrværkeri af foran den arrest, ens makker sad i, så han ikke skulle kede sig, men så ved en fejl endte med at springe politistationens lokum i luften. Dælme dumt og dælme velegnet til anekdoteformatet. 

Historier om andre menneskers inkompetence egner sig generelt godt som social smørelse, der løsner stemningen og giver en lun følelse af fællesskab. At det er forbrydere, der jokker i spinaten, er bare et endnu mere taknemmeligt udgangspunkt, fordi de så desperat prøver at gøre det nemt for sig selv og så ender i nogle værre bøvlede situationer.

Det program findes nu, og det hedder oplagt nok bare Røverhistorier – Danmarks dummeste forbrydelser.    

Oversolgte fejltrin   

Man har samlet en flok tidligere kriminelle, som med hver deres skæve smil præsenterer sig som Danmarks nok dårligste forbryder og fortæller om et mindre stolt øjeblik i forbryderkarrieren. Eksforbryderne er blevet placeret i omgivelser, der skal virke lyssky og indikere underverden.

Nogle af dem står i en parkeringskælder og beretter, mens andre er interviewet på det natværtshus på Frederiksberg, der i folkemunde hedder »Psykopaten«.

Før åbningstid dog, så der er fred og ro til at slå gækken løs og lave fis med hinanden, når man som de muntre bøvhoveder Manne og René har været to om at dumme sig. 

»Det startede med, at det viste sig, at René var blevet skudt af politiet, engang han kørte i sin tuk-tuk,« begynder Manne sin historie. Den er velafprøvet, det kan man høre, og handler om den ballade, de fik ud af at filme en rekonstruktion af episoden med træpistoler som rekvisitter og lægge filmen ud på nettet.  

Røverhistorier indledes med en fiktiv rammefortælling om et arkiv over Danmarks tåbeligste forbrydelser, som bliver fundet af to reportere i en kælder på Vesterbro, og for hvert interview bliver der fundet en sag frem fra arkivskabet med kækt tegnede mug shots af fortællerne.

Røvernes røverhistorier suppleres af flere tegninger i samme vittighedstegningsstreg og af sorthvide rekonstruktioner, der minder om noget fra TV 2’s gamle kriminalmagasin Station 2. 

Alle sejl er sat for at få historierne ud over kanten. Det ser man også i måden, de medvirkende er instrueret og filmet på. Der bliver hele tiden klippet mellem vinklerne, så man ser det samme talende (og flot tatoverede) hoved forfra og fra siden og fra oven. Det virker som en lidt overdrevet understregning af, hvor vildt det, der bliver fortalt, er.

Samtidig har de medvirkende den type timing og kropssprog kørende for sig, der tyder på, at der har været en professionel historiefortæller forbi og vise dem sin værktøjskasse.

At fortælleren ved, hvornår han skal slå ud med armene, og hvornår det er tid til at tie stille og ryste lidt på hovedet af den yngre og dummere udgave af ham selv, gør det nemmere at vide, hvor henne man er i historien, og hvordan det er meningen, at man skal reagere.

Men det gør også fortællingerne stivere, end jeg tror, de kunne have været, hvis ballademagerne havde fået lov til at rable løs, og man havde overladt ansvaret for dramaturgien til klipperen. 

Netop fordi alle sejl er sat til, bliver programmets grundlæggende problem tydeligt: Røverhistorierne er faktisk ikke så gode igen. Forbryderne har ikke været dumme nok. Ikke til at imponere mig med deres dumhed i hvert fald. De har bare været kriminelle og som sådan udvist en manglende forståelse på forskellen mellem dit og mit tilsat lav impulskontrol og et stort behov for letforståelig spænding.

Jeg havde håbet på større fadæser.

En gut annoncerer med mærkevarejakker til halv pris på Facebook og gør på den måde politiets arbejde nemmere. En anden pjækker fra afsoning hjemme hos sin kriminelle onkel, indtil politiet kommer på besøg, og han klatrer ud på taget i underhylere og med armene fulde af hælervarer. En tredje fyr fortæller om, dengang han røvede en 7-eleven-kiosk og blev fanget af politiet, der var lige i nærheden. Det synes jeg ikke er noget at slå sig selv i hovedet over – med mindre det er det med at stå og pege på en sagesløs kioskmedarbejder med en pistol, man fortryder. Den slags overvejelser er der ingen af i Røverhistorier

Formatet strammer

En enkelt af de medvirkende kan berette om en bytur, han og nogle andre indsatte i et åbent fængsel var på. Den gik godt, det var bare turen hjem, der gik dårligt, fordi de ikke gad gå og tog en taxa til en pløjemark i nærheden af fængslet, hvor fængselsbetjentene ventede efter at have fået et opkald fra taxachaufføren.  

»Man skal altid huske at give taxachaufføren gode drikkepenge. Specielt hvis man beder om at blive sat af 300 meter fra et åbent statsfængsel,« griner han, og vupti har fortællingen krydset den hårfine grænse mellem bekendelse og pral. For byturen var jo de syv dage i isolationscelle værd, og historien handler bare om, at det var fedt, det kunne lade sig gøre.

Det virker ikke specielt provokerende, at de medvirkende i Røverhistorier mindes deres forudsigelige fangelege med politiet med et smil på læben. Det virker bare lidt tamt, når eksforbryderne lægger den samme pseudoskam for dagen, som de Woman-bladlæsere, der skriver ind til bladets sider med pinlige historier om, at der engang var nogle, der så eller hørte dem have sex.

Det er, som om formatet strammer lidt om de medvirkende, som sikkert godt kunne have nogle interessante ting at fortælle om takt, tone og arbejdsmiljø i småforbryderbranchen.

En af mine yndlingsmedvirkende i den danske dokumentarismes historie gør netop det. Den østjyske indbrudstyv Sonni fra podcastkollektivet Third Ears allerførste dokumentar Guldhornene:

»En god tyveknægt, han skal have gjort sit hjemmearbejde,« fortæller han som indledning på historien om, hvordan han og en kammerat stjal kopier af guldhornene fra et museum i den tro, at de var lavet af guld. Lige så sikker han er på sit budskab om at møde velforberedt op på arbejde, lige så sikker er han i sin selverkendelse, når han fortsætter:

»Og det havde jeg ikke gjort den dag.«

Det ville ikke være rimeligt at sætte næsen op efter trestjernede tyveknægtebekendelser som dem, Sonni fra Guldhornene leverer. Jeg kunne have nøjedes med tostjernet idioti, men det, Røverhistorier har at byde på er højst etstjernet. Jeg nægter at tro på, at det er Danmarks dummeste forbrydelser.  

’Røverhistorier – Danmarks dummeste forbrydelser’ sendes på TV 2 Zulu 23.20.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her