Læsetid 5 min.

At være politiker er lidt som at være medlem af en bande

Det er nemt at blive valgt, men sværere at blive hørt som kvinde i politik. Ritt Bjerregaards version af dansk samtidshistorie er fængslende og lidt omstændelig
I 1978 blev Ritt Bjerregaard fyret som undervisningsminister efter en officiel rejse til Paris, hvor hun blev anklaget for overforbrug, bl.a. ved at lade sig indkvartere på luksushotellet Hotel Ritz. Siden blev hun renset, og Anker tog hende atter ind i sine regeringer

I 1978 blev Ritt Bjerregaard fyret som undervisningsminister efter en officiel rejse til Paris, hvor hun blev anklaget for overforbrug, bl.a. ved at lade sig indkvartere på luksushotellet Hotel Ritz. Siden blev hun renset, og Anker tog hende atter ind i sine regeringer

Asger Sessingø
6. september 2017

»Unge damer kommer let i avisen, så når jeg deltog i et valgmøde, var jeg altid med på de efterfølgende fotos i aviserne,« skriver Ritt Bjerregaard om sit allerførste valg til byrådet i Odense i 1970.

Hun er helt opmærksom på, at kvinder har banefordel, når de stiller op til et valg. Især hvis de er unge og ser godt ud. Det er en helt anden historie, når de først er valgt. Især hvis de forestiller sig, at deres valg også skal føre til indflydelse.

Og det forestillede Ritt Bjerregaard sig. Hun er ikke engang bleg for at kalde det magt.

Hvad det førte med sig, er et af hovedsporene i bind to af hendes erindringer Valgt, der tyvstarter med kommunalvalget, men ellers for alvor går i gang, da hun i 1971 vælges ind i Folketinget. Lige så synlige de kønne unge kvinder er i offentligheden, lige så usynlige bliver de nemt i partiernes gruppeværelser.

Man kan godt få ordet, hvis man pænt holder fingeren i vejret i lang tid. Men det medfører ikke nødvendigvis, at der er nogen, der nedlader sig til at svare. Hverken statsminister eller gruppeformand. De taler videre, som om de ikke har hørt det omhyggeligt forberedte indlæg, og det har de måske heller ikke.

Allerede i Odense Byråd fik hun uvenner i sit eget parti, fordi hun ikke ville stille sig tilfreds med social- eller skoleudvalget, som ellers passede sig så godt for kvinder. Hun kæmpede sig frem til en post i byplansudvalget, som havde større indflydelse og ikke var så arbejdskrævende som f.eks. socialudvalget. »Det blev ikke det sidste slagsmål, jeg kom til at tage med partiets ’gamle mænd’ i mit politiske liv,« skriver hun lakonisk.

Egne svagheder

Ingen, der har fulgt bare overfladisk med i dansk politik i de sidste 46 år, kan være i tvivl om, at Ritt Bjerregaard er en stræbsom, målrettet og umådelig flittig kvinde med et stort organisationstalent. Det er hun heller ikke selv. Men hun har også et skarpt blik for sine egne svagheder.

Allerede under den første valgkamp ser hun, hvordan de rutinerede politikere tager stik hjem, når de kan fange stemningen, med en kvik bemærkning vende den til deres egen fordel og få latteren på deres side. Hun prøvede, men det var, som hun skriver »bestemt ikke min stærke side«.

I sin omfattende research til bogen finder hun en af sine gamle taler, som skulle være elegant og vittig. Det var den ikke, konstaterer hun. Bedre glemt end gemt.

Hun blev bedre med årene, men beundrer naturtalenterne, som den erfarne socialdemokrat Erhard Jacobsen, som hun var i duel med til møderne op til EF-afstemningen i 1973 (senere samme år stiftede han Centrum-Demokraterne), hvor han var for, og hun var imod. Han var dygtig og farverig, talte uden manuskript, fangede lynhurtigt, hvilke emner forsamlingen var optaget af, og holdt sig til dem.

»Det kunne jeg slet ikke. For at holde styr på tal og fakta var jeg afhængig af medbragte noter og indimellem skrevne taler.«

Man forestiller sig den gabende forsamling. Det er typisk for hende, at hun ikke blev sur, men forsøgte at lære af Erhard Jacobsen og var glad for, at han altid var flink og havde overskud til venlige bemærkninger uden at være nedladende.

Mange år senere skulle han komme til at koste Socialdemokratiet regeringsmagten. Efter det socialdemokratiske kanonvalg i december 1990, hvor partiet med Svend Auken i spidsen fik 35 procent af stemmerne og en fremgang på 14 mandater, forhandlede Auken og Bjerregaard med CD’s Mimi Jacobsen, som kort før havde afløst sin far som formand for partiet.

Under sidste og afgørende møde hjemme hos Mimi i Karise sagde hun, at de godt ville være med. Lige som selskabet skulle til at fejre aftalen med en god frokost, hørte de i Radioavisen Erhard Jacobsen sige, at CD var et borgerligt parti, og de støttede Schlüter. Mimi Jacobsens mand Bengt Burg protesterede og sagde, at det da var hende, der var formand.

»Det er min far, Bengt,« sagde Mimi bare.

Hvilket fører til et andet hovedspor i bogen: hvordan det er at være politiker.

Ritt Bjerregaard gør det ganske klart, at det kræver en robust psyke, og at der ikke mindst blandt socialdemokrater gælder særlige regler.

Udefra set minder de lidt om de regler, der gælder inden for bander: Du skal være loyal. En aftale er en aftale, og den ene tjeneste er den anden værd. På vej op får du en masse hjælp, og ve dig, hvis du glemmer, når tiden er inde til at betale tilbage. Det er der nogle, der glemmer, og det koster dem dyrt. Efter Ritt Bjerregaards mening kostede det Svend Auken regeringsmagten.

Frikendt

Der var for mange, der ikke stolede på ham, og hun vendte sig selv imod ham, fordi han havde svigtet hende i sagen om »luksuslejligheden« på Vesterbrogade. Det var Ekstra Bladet, der for anden gang fremførte skandalehistorier om Ritt Bjerregaards storhedsvanvid, umådeholdne forbrug og mangel på moral.

Første gang var den berygtede Ritz-historie, som førte til, at Anker Jørgensen fyrede hende som undervisningsminister, og den berømte tåre. Hun blev siden fuldkommen renset for overforbrug, og Anker tog hende atter ind i sine regeringer.

I 1991 handlede det igen om hendes moral. I hvert fald var det det, det kom til at handle om, da det efterhånden stod klart, at der ikke var forekommet noget ulovligt i forbindelse med hendes flytning fra en lille lejlighed på Amager til en større på Vesterbrogade. Også her blev hun frikendt på den måde, at Københavns Kommune bad retten om at lade sagen falde, fordi de ikke havde et ben at stå på. Men det lurer alligevel: Måske var det lovligt, men skal en socialdemokrat bo på 203 m2?

Bogen er på 556 sider, og selv om den er velskrevet og fængslende, hænger der stadig lidt af ungdommens trang til noter og arkiver ved hos forfatteren, når vi får meget detaljerede beskrivelser af skoleforlig, RUC’s begyndelse og ikke mindst balladen om socialindkomsten. Ikke at det ikke er relevant og indimellem spændende, men man skal være meget interesseret.

Bogens sidste og meget bevægende spor er den kræftsygdom, som forfatteren har lidt af et par år, og som hun har fået at vide, at hun vil dø af. Sygdomshistorien ligger som særlige øer gennem fortællingen. Skrevet nu med refleksioner over de livsafsnit, hun behandler i bogen.

Hun er ganske åben om sorgen, der tynger, når man stadig har så meget lyst til livet. Bestemt ikke nemmere at bære, fordi hendes mand, Søren Mørch, i forløbet selv bliver meget syg og hjerteopereret. De har været gift i 50 år og er slet ikke klar til at sige farvel. På et tidspunkt bliver han efter et hjerteanfald i deres sommerhus hentet af en ambulance. Bag iltmasken griber han hendes hånd og siger: »Tak for alt Ritte,« og hun kæmper med gråden.

Men han overlevede, og de kunne fejre guldbryllup. I sin tale nævnte Søren Ritts uforfærdethed: »Enten finder man det uimodståeligt eller forfærdeligt.«

Det har han nok ret i.

Ritt Bjerregaard. ’Valgt’. Erindringer II. Politikens Forlag. 560 sider. 300 kr. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Thomas Overbye
    Thomas Overbye
  • Brugerbillede for Hans Jørn Storgaard Andersen
    Hans Jørn Storgaard Andersen
Thomas Overbye og Hans Jørn Storgaard Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Helle Walther

Ritt er Ritt hun har aldrig skånet nogen, og slet ikke folk der ikke var enige med hende. Hun revser og slår, men har altid været sig selv nærmest. Trist hun er syg, men hun har også bibragt Danmark mange gode politiske debatter. Hende glemmer man ikke. Men vi er mange der ej heller har glemt Inge Fischer Møller, denne lille lyse spinkle kvinde. Ritt selv er et Magtmenneske, hun skåner ingen.

Brugerbillede for Katrine Damm

ritt har heller ikke skånet sigselv, men altid stået ved sigselv og ved sine handlinger og beslutninger. Hvor hun faktisk kunne have valgt at bøje af.. Det er stadig sværere at være kvinde i dansk politik end mand... jvf. en del eksempler inden for nogle mdr. hvordan nogle kvinder i kommunalpolitik bliver talt til...
Glæder mig til at læse "Valgt" , da "Ritt" efter min beskedne mening var spændende som en god skønlitterær roman , oplysende om nyere dansk (arbejder)historie og uhyre velskrevet ! Respekt Ritt

Brugerbillede for Henrik Brøndum
Henrik Brøndum

560 sider? Står der også noget om Ritt Bjerregaards politiske resultater? Jeg arbejdede i en kort periode i hendes Fødevareministerium - hvor hun ringede og truede en af mine dygtige kolleger med bål og brand hvis sagsbehandlingen af hendes æbleplantage ikke fik luft under fødderne.

Kollegaen opgav sit chefjob. Kan det være den slags mere end Ritt Bjerregaards køn, der har gjort hun aldrig rigtig er kommet igennem med noget?

Brugerbillede for Jens Winther

@Henrik Brøndum, Ritt Bjerregaard har altid ment, at der gælder to sæt regler: dem for hende - og dem for alle andre. Akkurat ligesom Lenin, Stalin, Ceausescu, Castro, Kim Jung-un, Gaddafi m.fl.