Læsetid: 3 min.

Der er 10 kapitler med talende dyr i Kaspar Colling Nielsens nye bog. Det er langt at gå for en pointe

Kaspar Colling Nielsen bakser med et idékatalog over emner, der kan skabe ’heftig debat’: kriminelle muslimer på Nørrebro og handel med kvinder især, en del om fiduskunst og menneskets unatur. Informations anmelder er ikke provokeret eller bare rokket lidt
Når dyrene bliver ved med at tale i Kaspar Colling Nielsens forfatterskab er det svært at afkode, om det er banaliteter serveret som visdomsord, eller om joken er, at de såkaldt intelligente dyr er dumme at høre på.

Når dyrene bliver ved med at tale i Kaspar Colling Nielsens forfatterskab er det svært at afkode, om det er banaliteter serveret som visdomsord, eller om joken er, at de såkaldt intelligente dyr er dumme at høre på.

Gorm Branderup

25. oktober 2017

Det europæiske forår er den mest åndssvage bog, jeg har læst. Men jeg har dog læst den, og det skyldes ikke bare min anmelderartighed, men også en stigende nysgerrighed efter at finde ud af, hvor eller hvordan forfatteren ville stoppe sin spekulative, groteske og provokerende prosa.

Ideer mangler han sgutte, Kaspar Colling Nielsen, idérigdommen er jeg faktisk duperet af, og han er god til at stirre ud i horisonten i den trailer, der er lavet til bogen. Her er forfatteren ude i naturen sammen med en Alaskan malamute, sådan en hund er der også i bogen. Den hedder Jack, og den kan snakke.

Det er nok det allermest åndssvage ved Det europæiske forår, dyr, der snakker. Kaspar Colling har en ting med talende dyr – jeg kommer i tanke om en pænt fjollet rotte fra tidligere i forfatterskabet – og jeg ville ønske, at jeg kunne omfavne så langt ude en idé, men når replikkerne falder så kluntet, og der ikke rigtig står noget … årh, come on! Jack snakker med sin bedste ven Wilhelm, der er en skade. Begge dyr er forsøgsdyr, som af forskere i kunstig intelligens er blevet gjort menneskelignende. Deres gamle instinkter er undertrykt af deres nye viden om, at det er forkert at gøre onde ting. I Jacks tilfælde at nedlægge en fasan, for eksempel. 

Måske? Måske

»De to venner« er ofte ude i naturen, også på side 117: »Morgendisen var fordampet, og lyden af fugle og insekter fyldte luften.« Ja, sådan skriver Colling »fyldte luften«, i stedet for bare: »fuglene sang, og insekterne summede«. Jeg tror, det er parodisk eller skælmsk med den stil, men hvad ved jeg. Jeg formoder, det er Jack, hunden, der spørger Wilhelm, fuglen, om fuglesang:

»Kan du egentlig forstå fuglefløjtene? Altså, kan du forstå, hvad de siger?«

»Nogle gange.«

»Hvad siger de?«

»Det er ikke, som du tror.«

»Hvad mener du?«

»Hvis du altså tror, at de siger ting på samme måde, som når vi taler sammen. Det, du hører, er det, det er.«

»Hvad mener du?«

»De er dumme. Det er bare sang og lyde. (…) Der er ikke på samme måde en betydning eller en mening, som når vi taler sammen. Alle kan forstå fuglesang, hvis de bare lytter. Det er ligesom at lytte til musik. Musik er jo også et rent følelsesmæssigt sprog uden mening eller betydning.«

»Ja, det er rigtigt. Måske kommer musik fra fuglefløjt? Måske var den første musik inspireret af fuglenes sang?«

»Måske.«

Er det her ikke bare banaliteter serveret som visdomsord? Eller er joken, at de såkaldt intelligente dyr er dumme at høre på? Og da deres intelligens er menneskeskabt, fremstår menneskets indblanding i naturen komisk? Der er 10 kapitler med dyredialog i Det europæiske forår, det er langt at gå for den pointe.

Kaspar Colling Nielsen: ’Det europæiske forår’

’Debatskabende’ emner

Der er en kulde i Kaspar Colling Nielsens lidt ude i fremtiden, men alligevel samtidsroman. For eksempel i kapiteloverskrifter som »Emma forsøger at begå selvmord«, og »Hvis Christian ikke kan kneppe Mia, vil han ikke male mere«. Der er noget kalkuleret over projektet, Collings provokationer især.

Den første provokation er ordet »indvandrerzonen«, nej, selve titlen, Det europæiske forår, er selvfølgelig den første. Det er også navnet på en performance, som fidusgalleristen Stig, der er oplært i kunst på Floss i Pisserenden i København, får solgt som idé til Louisiana. I den bliver en gammel mand, Stig selv, ammet af tre kvinder. De er prostituerede med specialet mælk i brysterne. Stig kaster op på scenen, publikum jubler og klapper, og performancen »skabte efterfølgende heftig debat«. Så er det, som om forfatteren mister interessen for den idé. Mere står der i hvert fald ikke, men han har andre ideer.

Faktisk er Det europæiske forår en slags idékatalog over emner, der kan skabe »heftig debat«, Danmark har oprettet en by i Mozambique af gamle Mærsk-containere til kriminelle muslimer, en gammel kunstnermand har masser af sex med en psykisk udviklingshæmmet, som han også køber, Lolland er blevet et reservat for de velbjergede og veluddannede.

Kaspar Colling Nielsens karakterer er ikke skabt gennem sprog, de er skåret efter skabelon: klog, kvindelig læge, gammel gris, cutter, eller de er rene Frankensteins monstre, der skal forstørre samfundstendenser til det absurde og groteske. Men jeg ved stadig ikke, hvorfor jeg skal læse det. Det hverken provokerer mig i moralsk forstand eller i tankerne.

Kaspar Colling Nielsen: ’Det europæiske forår’. Gyldendal. 352 sider. 300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niclas Darville
  • Eva Schwanenflügel
Niclas Darville og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Grethe Preisler

Lyder lidt som en (kalkuleret?) remake af H.G. Wells' sci fi-roman "The Island of Dr. Moreau" fra 1896 ... ;-)

Lars Rasmussen

“Jeg kunne godt lide at vide, om der findes et dyr, der tænker: »Ecce homo!« — når det ser på os.”

— Stanisław Jerzy Lec, Ufriserede tanker, side 57.

Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar