Den amerikanske filminstruktør Noah Baumbach er en mester udi at skildre dysfunktionelle familier. Det viste han i den på én gang morsomme, rørende og bidske The Squid and the Whale (2005), og han understreger det endnu engang med sin seneste film, den Netflix-producerede og ikke mindre fremragende The Meyerowitz Stories.
Den kunne godt ses som en slags efterfølger til The Squid and the Whale, dog er den knap så uforsonlig – Baumbach er blevet lidt mindre kynisk med tiden.
Baumbach udstiller både kærligt og skarpt sine personers manglende evne til at opføre sig ordentligt over for hinanden. I hans film bliver børn brugt som brikker i et mere eller mindre ondsindet spil mellem fraskilte forældre, der bekriger hinanden, og han viser, hvordan det har det med at sætte kedelige spor i børnenes videre tilværelse.
Det er ofte sjovt at være vidne til, men det gør også ondt, fordi det er så sandt og minder én om ens eget liv og egne familieforhold. Vi har alle en rem af huden, når det kommer til vores alt andet end ligefremme forhold til vores børn og forældre.
Det ved Baumbach, og det er han eminent til at bore i, og så er der få instruktører, der som han kan balancere og bevæge sig ubesværet mellem komedie og tragedie.
Kunstens væsen
I The Meyerowitz Stories spiller Adam Sandler Danny Meyerowitz, en tidligere musiker og hjemmegående far, der er ved at blive skilt fra sin kone, og hvis datter, Eliza (Grace Van Patten) er på vej på universitetet. Danny flytter for en tid ind hos sin egen, gamle far, den om en hals selvoptagne kunstner Harold (Dustin Hoffman) og dennes fjerde og lettere forvirrede og fordrukne kone, Maureen (Emma Thompson).
Gammelt nid og nag, der også involverer Dannys halvsøskende, Jean (Elizabeth Marvel) og den succesfulde Matthew (Ben Stiller), dukker dog hele tiden op til overfladen i den mildest talt aparte familie, hvor ingen synes at være tilfredse med ret meget, og alle har et horn i siden på nogen.
De tre børn føler sig groft svigtet af faren – og forfordelt i forhold til hinanden – og faren mener selv, at han aldrig har fået den kunstneriske anerkendelse, han har krav på. Han føler sig glemt og overhalet af mindre talenter, og han vil hele tiden have, at børnene står på pinde for ham, uden at han af den grund er dem spor taknemmelig.
I filmen beskæftiger Baumbach sig med kunstens væsen og kunstnerens natur. For er det reelt den smålige, egocentrerede Harold, der er familiens kunstner, eller er det i virkeligheden Danny eller måske snarere hans datter, Eliza, der laver vovet videokunst på sit universitet?
Danny, der for det meste er en mild og morsom mand – men er noget så vred på sin far – leverer en af filmens centrale replikker, da han ved åbningen af en udstilling af farens værker holder tale og siger:
»Jeg har hele mit liv håbet på, at min far var et geni, fordi ellers ville han bare være en skiderik.«
Et skønt øjeblik
The Meyerowitz Stories er en meget morsom film, fuld af absurd situationskomik og granvoksne mennesker, der sjældent formår at gøre det rigtige eller fornuftige, ikke vil tage ansvar for egne handlinger, og som befinder sig et eller andet uheldigt sted mellem voksen og barn.
Det er også en følelsesfuld film om svigt, smerte og usagte ting, der æder sig ind i ens inderste, hvor de er, åh, så svære at slippe af med igen, alt imens en vis bitterhed slår rod. Der er nænsomme og bevægende stunder, hvor man fornemmer den kærlighed, der trods alt er imellem de tre Meyerowitz-søskende og imellem Danny og hans datter.
I en tidlig scene sidder de to f.eks. ved klaveret og synger og spiller en sang, de skrev, da hun var ni år gammel. Det er så velspillet og skønt et øjeblik – man mærker båndet mellem far og datter – at man både smiler og får en klump i halsen.
Og således får Noah Baumbach og hans brillante skuespillere fortalt en universel historie om forholdet mellem generationerne og familier af den slags, man ikke kan være foruden, men som det fandeme også kan være svært at leve med.
Sandlers sympatiske figur
De er alle virkelig gode i filmen, skuespillerne: Dustin Hoffman i rollen som Harold, der ikke kan se meget længere end til sin egen navle. Emma Thompson som den excentriske, hippieagtige og altid lidt besofne Maureen.
Elizabeth Marvel som den kejtede Jean, der aldrig rigtig synes at være kommet i gang med sit liv. Og Ben Stiller som den mest normale af dem alle, Matthew, der som den eneste havde held til at slippe væk.
Det er dog Adam Sandler, der er den store åbenbaring i filmen. Det sker ikke så tit, at man kan rose den amerikanske komiker og skuespiller for at levere så nuanceret en præstation.
De fleste af de film, Sandler selv producerer og spiller med i, er forfærdeligt dumme og platte komedier, men at han godt kan spille skuespil, har han demonstreret i flere film, ikke mindst i Paul Thomas Andersons Punch-Drunk Love og Judd Apatows Funny People.
Og han bekræfter det i The Meyerowitz Stories, hvor han får en meget sympatisk og, ja, rørende figur ud af den kantede, temperamentsfulde Danny, der altid bare gerne har villet have sin fars anerkendelse. Han er selv en god far og har et nært forhold til sin egen datter – og måske efterhånden også en genfunden fortrolighed med og nærhed til sine to søskende.
’The Meyerowitz Stories’. Instruktion og manuskript: Noah Baumback. Amerikansk (Kan ses på Netflix)
