Læsetid: 3 min.

Ældre digter, hvor går du hen?

Henrik Nordbrandt, en af dansk digtnings ældre statsmænd, finder sin energi et uventet sted. I det politiske lejlighedsdigt er han suveræn og forfalder ellers til rutinen
Henrik Nordbrandt viser sig bedst, når han skriver politiske lejlighedsdigte, denne udskældte, foragtede genre.

Henrik Nordbrandt viser sig bedst, når han skriver politiske lejlighedsdigte, denne udskældte, foragtede genre.

Miriam Dalsgaard

18. oktober 2017

Henrik Nordbrandts nye, ujævne digtsamling, Den store amerikanske hævn, falder i fire dele – forvirrende nok betitlet et, to, tre og seks – der har hver deres fikspunkt. De første to, som vel også er de bedste, handler om digteren og den politiske magt og om at rejse. De to sidste handler om barndomserindringer og om billedkunst. De kører på rutinen.

Gennem hele samlingen svæver en meget genkendelig, nordbrandtsk tone. Mange digte blander en genfortællende, afklaret tone med drømmens logik, mange er bygget op af paradokser og sproglige mobiler. Igen og igen vender de tilbage til en idé om, at det, der ikke er, for eksempel fortiden eller drømmene, faktisk fylder mere end det, der er her og nu.

Flere digte kredser om drømme, som både forfører og vækker ubehag. De lader erindringer fylde alt, uden at digtenes jeg føler sig hjemme i dem. Det ligger i bogens titel: at den amerikanske drøm vender tilbage som en hævn. Her er slutningen på digtet »Den store krig«:

Da jeg fik synet tilbage, stod der en benzinstander
ved en vej, så lang og så lige
i en ørken så gul
at der ikke var nogen vej tilbage.
Der var også en tankpasser
iført røde seler.
Han syntes at være vokset sammen
med den gyngestol, han var blevet gammel i.

‘Det var du længe om,’ sagde han.
‘Men så har du nok vænnet dig til det.’
‘Nej,’ sagde jeg.

Henrik Nordbrandt: ’Den store amerikanske hævn og andre digte’

Det lille krigsbarn

Som man kan se, er sansen for sprogets rytme stadig suveræn. Alligevel bliver Den store amerikanske hævn faktisk kun rigtigt god, når Nordbrandt opgiver tristessen og lader en decideret vred skrift blomstre. Når han skriver på en rendyrket, ætsende foragt og gør sine digte til et våben mod tidens ønske om at være både blind og dum. Det ser man i »Vuggevise«, der oprindeligt blev trykt på forsiden af Politiken midt i flygtningekrisen i 2015.

»Vuggevise« er det bedste lejlighedsdigt skrevet på dansk i mange år og fortjener en reprise her:

Lille krigsbarn, hvor går du hen?
Mod øst eller vest?
hvor i verden tror du
du finder en ven?

Lille krigsbarn, hvad passer dig bedst:
Et hullet tæppe?
En krydsfinerskiste?
En redningsvest?

Lille krigsbarn, hvor vil du dø:
Hvor bomberne falder
eller i åben sø?

Lille krigsbarn, hvor vil du hen?
Vælg selv. Bare vi aldrig
skal se dig igen.

Alt skærper digtets slagstyrke. Det pludselige skift fra en næsten kærlig til helt afvisende tiltale i slutningen, det magtfulde, ondsindede »vi« – typisk for Norbrandts mere politiske digte er den ondskabsfulde udsigelse – der ikke vil tage stilling og forpligte sig, kun stille spørgsmål, samt brugen af gentagelsen som poetisk figur, der giver følelsen af et crescendo.

Og så også det, at digtet er en ruin af en sonet, denne ureuropæiske lyriske form. »Vuggevise« efterlever sonettens form, de to gange fire og to gange tre verslinjer, men rimer kun halvt og lader sine verslinjer være nærmest for korte og uden metrisk styring. Så meget er der tilbage af det fælles Europa i mødet med krisen i 2015: en ondskabsfuld ruin.

Det er et fremragende digt, men måske også et, der har det i en digtsamling, som en løve har det i et bur. Det stod bedre på en avisforside. 

Udskældt genre

I et andet forrygende digt, »Til mine venner globetrotterne«, rammer foragten dem, der insisterer på at ville se hele verden, inden de dør. Også det digt er en crescendo af foragt. Og så stikker det diskret til forbindelsen mellem flyrejser og den globale opvarmning:

Og hvad med Grønland?
Man kan da ikke være bekendt at dø
uden at have set et isbjerg
for slet ikke at tale om et koralrev.

Men man kan åbenbart godt holde den tanke ud, at ens efterkommere ikke får de muligheder. Det kan man godt være bekendt.

Vreden er i øvrigt ikke ny for Nordbrandt. Han har før skrevet, som om hans digte var køller, han kunne slå hårdt til verden med, mest markant i Vi danskere fra 2010. Alligevel er det overraskende, at Nordbrandt – dansk poesis ærkelyriker og ældre statsmand – føles noget træt i det, når han skriver om ærkelyriske emner som erindring og melankoli. Og at han viser sig bedst, når han skriver politiske lejlighedsdigte, denne udskældte, foragtede genre.

Dér kunne en ældre digter uden problemer gå hen, igen og igen. Det er jo ikke, fordi der ikke er noget at skrive om.

Henrik Nordbrandt: ’Den store amerikanske hævn og andre digte’. Gyldendal, 72 sider, 150 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu