Læsetid: 5 min.

De alt andet end pensionsmodne Rolling Stones

Selvom de fire Stones-medlemmer alle har passeret de 70, er spilleglæden intakt, hvad gruppen til overmål demonstrerede i Parken tirsdag aften
Det var et forbandet godt lille rockorkester, Informations anmelder mødte til koncerten med The Rolling Stones i Parken.

Det var et forbandet godt lille rockorkester, Informations anmelder mødte til koncerten med The Rolling Stones i Parken.

Per Lange / Ritzau Scanpix

5. oktober 2017

Det første, der møder mig, da jeg glider ind i den såkaldte Golden Circle, området tættest på scenen i Parken, er en svag, men umiskendelig duft af cannabis, hvilket i det foregående årtusind var norm til rockkoncerter, men i dag er stoffet kriminaliseret i en grad, der får en til at tvivle på den lovgivende forsamlings dømmekraft.

Og så var der jo engang, hvor brugen af euforiserende stoffer af nævnte type blev betragtet som en oprørsk handling på linje med udenomsægteskabelig sex, højmarxistisk mumbo-jumbo, radikal kvindekamp og demonstrationer, der udviklede sig til gadekampe.

En handling, der hørte et ulmende ungdomsoprør til, en måde at vise sin foragt for autoriteter på, en facon hvorpå det demonstreredes, i hvor høj grad man var parat til at give det bestående fingeren.

Det er alt sammen uhyrligt længe siden, nogle gange må man knibe sig i armen og højlydt spørge sig selv, om det hele måske bare var en drøm, nu hvor de gamle oprørere er blevet forsvarere af det bestående i kampen mod en nyliberal tsunamis forsøg på at omkalfatre hele lortet til den besiddende klasses fordel, og de udstødte og underprivilegerede er nogle, man pisser på.

Et af de bands, der virkelig signalerede tumult, som kunne få datidens forældregeneration til både at ryste i bukserne og/eller true af fjernsynet med knyttede næver, når gruppen optrådte der, var britiske The Rolling Stones.

I den korte og i bagklogskabens lys nok ret naive fase, hvor mange fuldt og fast mente, at rockmusikere sad inde med svar på snart sagt alt, betød hver en ny udgivelse fra den kant alverden for unge verden over, for The Rolling Stones opfattedes af samtiden (1965-1975, ca.) som dybt subversive for ikke at sige direkte farlige for deres omgivelser.

Og se dem så nu, disse modkulturens faldne afguder, som de efter bedste evne stæser rundt på Parkens scene dér, blæst op i overdimensionel størrelse på fire enorme skærme, der gør aktørernes mindste mimik aflæselig helt ude på den billige langside.

Se dem dog. Flyt evt. blikket et øjeblik fra skærmene og se, hvor små og ubetydelige de tager sig ud på selve scenen. De var så kun mennesker som du og jeg, trods alt. Nå ja, og så et forbandet godt lille rockorkester!

Per Lange / Ritzau Scanpix

Det største mirakel

Af den oprindelige gruppe har vi forsanger Mick Jagger, som trods sine 74 år ser røvhamrende godt ud og i besiddelse af en stamina, mange atleter må misunde ham. Og han er bizart nok stadig sexet, flabet og sjov, og så kan man overhovedet ikke høre alderen på stemmen, aftenens måske største mirakel.

Den et år yngre guitarist Keith Richards ser til gengæld i høj grad ud som en på 73, med kalkunhals og noget, der kunne ligne begyndende gigt, men til gengæld oser han af aftenens mest jovialt smilende og allround afslappede nærvær, han ser vitterligt ud til at more sig. Disse to herrer har sammen skrevet så mange rockklassikere, at det er latterligt.

Gruppens alderspræsident, den guddommelige trommeslager Charlie Watts, er trods sine 76 så sikker som nogensinde og i fremtoning lige så uudgrundelig og nobel som altid.

Endelig, gruppens ’nye’ guitarist (han har jo kun været med siden 1975!), den gode Ronnie Wood, der med sine 70 år er en årsunge sammenlignet med de andre, ja, han har en stor aften og beviser igen og igen sit værd i samspillet med Richards, de to guitarer væver sig i bedste tilfælde sammen til det noget nær perfekte, mens de andre gange er mere søgende og kantede af karakter, det hører med til en Stones-koncert.

Resten af besætningen deroppe – bassist, to keyboardspillere, to blæsere og to korsangere – er hyrede musikere, for selvom Darryl Jones, den sikre sorte bassist, har turet med bandet siden Bill Wyman opsagde sin stilling i 1993, er det aldrig blevet til status af fast medlem, og der er nu om stunder også rigtig langt mellem udgivelserne fra den kant, ja det nyeste nummer i sættet var fra 1989, resten stammede fra gruppens guldalder i 1960’erne og 1970’erne.

Og det, synes jeg sgu, var okay, var ikke vadet gennem regn og blæst og mørke i håb om nye numre eller andre åbenbaringer, jeg ville bare høre Stones.

Så dem såmænd første gang i Forum i 1970, hvor jeg havde fået en billet forærende i 14-års fødselsdagsgave, og det var som så mange af de fantastiske koncerter, jeg oplevede i min sanseåbne pubertet, en uforglemmelig oplevelse.

Interessant nok var der stort repertoiresammenfald mellem Forum 1970 og Parken tirsdag, »Honky Tonk Women«, »Brown Sugar«, »Midnight Rambler«, »Jumpin’ Jack Flash« og ikke mindst det imposante åbningsnummer »Sympathy for the Devil« (baseret på Michaíl Bulgákovs uforglemmelige roman Mesteren og Margarita) var alle gengangere trods et spænd på 47 år, men de er så også gjort af ekstraordinært slidstærkt materiale.

Godt råd til yngre sangskrivere, har I tænkt jer at synge de samme gamle sange fem årtier i træk, så sørg for, at de er gode. Allerhelvedes gode.

Hverdagen glemt

Lyden var usædvanlig god fra Deres udsendtes ståplads, og det samme gjaldt udsynet. Det var med til at gøre aftenen til en overmåde fin oplevelse, og det tyve numre lange sæt strøg afsted, så hverdagens trakasserier glemtes, og det var muligt at hengive sig til den voldsomt elektrisk forstærkede musik på dens egen herligt fandenivoldske præmisser. »It’s only rock’n’roll – but I like it,« som der blev sunget.

Nej, det handler ikke længere om at omstyrte den herskende orden (selvom gadekampsklassikeren »Street Fighting Man« havde sneget sig ind på sætlisten), nu om stunder gælder det ren underholdning, baseret på fornem rockklassicisme og uimodståelig spilleglæde tilsat en lille dosis nostalgi, trods de overraskende mange unge mennesker, der var mødt op for at opleve koryfæerne, sandsynligvis for sidste gang.

For selvom de fire kernemedlemmer ikke virker pensionsmodne overhovedet, ville det næsten være naturstridigt, hvis de formår at gennemføre endnu en verdensturne om et par år.

Og efter sidste ekstranummer, »Satisfaction« natürlich, forlod vi stadion i god ro og orden, og kun en ganske svag duft af cannabis hang ved og afslørede, at vi overhovedet havde været der.

Per Lange / Ritzau Scanpix

The Rolling Stones, Parken, Kbh., tirsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Karlsen
  • Viggo Okholm
  • Torben K L Jensen
  • ingemaje lange
  • Katrine Damm
  • Randi Christiansen
  • Holger Madsen
Erik Karlsen, Viggo Okholm, Torben K L Jensen, ingemaje lange, Katrine Damm, Randi Christiansen og Holger Madsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Randi Christiansen

Yeah !

Min kære working class hero far forærede mig i 1977 'sympathy for the devil'. Jeg var forbløffet og rørt over hans gestus. Han har sikkert spurgt nede i pladeforretningen, hvad de unge kan lide at høre nu om dage ... jeg var ellers mest til beatles og dylan, jazz og blues - og så selvfølgelig stones' evergreens. Selv var han til opera, operetter og populærmusik, som han gerne sang med på søndag formiddag til giro 413.

Yeah, så længe siden - og hvor uforskammet af aftensshowets journalister at kalde 75 årige for 'tudsegamle'.

Torben K L Jensen

De ville dø hvis de holdt op - Navnet Rolling Stones passer virkelig i dette tilfælde.

Trond Meiring, kjeld jensen og Søren Jacobsen anbefalede denne kommentar
Søren Jacobsen

Håber ikke Den-Lille-Svindler var med til koncerten i går med de gamle mænd. Så for han bare dumme ideer med pensionsalderen igen - I øvrigt er der noget som tyder på, at konsum af cannabis har noget at gøre med de herres høje aktivitetsniveau i en høj alder :-)

Michael Kongstad Nielsen

Aldersracismen ligger og lurer. I bund og grund fordi debattørerne selv er bange for at blive gamle.
De skulle hellere tro på, at de kan fortsætte med det, de kan lide og er gode til, og som folk gider kikke på, lige så længe det fungerer.

Trond Meiring, Bjarne Bisgaard Jensen, kjeld jensen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Ifølge Mick J. var de på cykel på Christiania og nyde hindbærsnitter og pot - og med Limo hjem. Fede var de, igen. Denne gang rå, støjende og fokuserede. Og de ramte akkorderne og riffs. Swinger og swagger ikke helt som før de store 70-90-00'er koncerter, men No Filter var cool, helt cool.

Trond Meiring, Torben K L Jensen, kjeld jensen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

"var ikke vadet gennem regn og blæst og mørke i håb om nye numre eller andre åbenbaringer, jeg ville bare høre Stones"

Det der får mig til at tænke på en koncert med Ten Years After i Århus Musikhus, hvor Århus Stiftstidendes anmelder var den eneste i salen, der vendte tommelfingeren nedad, fordi de ikke spillede nye numre. Vi andre ville kun høre de gamle. :-D

"Lav noget ny musik, og spil det i stedet. Act your age."

Anders,
hvorfor dog denne fordom mod tallene på en fødsels- eller dåbsattest?

Johnny Winther Ronnenberg

Erik Karlsen

"hvorfor dog denne fordom mod tallene på en fødsels- eller dåbsattest?"

Et rigtig godt spørgsmål dem der når pensionsalderen i disse år er i langt bedre stand end før og også bedre uddannet end tidligere og de har derfor ressourcerne og muligheden for at være aktive også som pensionister. Men vigtigere er at de også stadig har passionen for det de har lavet tidligere stadigvæk.

Her i huset er vi to erfarne programmører der deler tanker og ind i mellem også kode, vi har vidt forskellige erfaringer og det er faktisk en fordel og vi kan tilstadighed udfordre hinanden, til nye tanker og nye algoritmer ;-)

Søren Rehhoff

Ja, Rolling Stones er sikkert bedre end AC/CD, men der er temmelig meget ritual over de her begivenheder. Til næste år kommer Roger Waters fra det gamle Pink Floyd til Danmark, så der er jo noget at glæde sig til.

Johnny,
jeg er helt enig i din kommentar til min kommentar - som jeg er helt enig i. Men jeg må indrømme, at jeg hellere ville have have haft et svar fra Anders Sørensen (jf. hans indlæg 04. oktober, 2017 - 19:33). Men det må jeg nok se langt efter........

Anders Sørensen

@Erik Karlsen, mit problem er, at Rolling Stones ikke laver noget nyt. Overhovedet. De er fastfrosne i en position, de indtog for 50 år siden. Fint nok. De spiller stadig de samme sange, for det er dem, folk vil høre. Fint nok.

Så vi har altså en flok ældre herrer i midthalvfjerdserne, der lever højt og flot på det, de har lavet for 50 år siden. Fint nok. Musikalsk er det ikke interessant. Så det, jeg mener med "act your age" er mere, at det ville være interessant at høre et Rolling Stones, der var 75 år gamle og havde noget andet at komme med end det, de kom med for 50 år siden. Det bliver let parodisk, når man spiller sig selv, som man agerede som (sort of) teenager.

Som musikere er de jo aldrig fastfrosset i noget som helst. slet ikke når de skal On the Road med et kæmpe gear og et gigant show og en masse mennesker i deres organisation, som de også skal fungere for og med - fra Argentina, over Arizona til Paris på et års tid.
Det er jo netop Stones´ styrke, at de ikke påtager sig nogens forventninger ud over deres egne. Kun deres store læremestre inden for blues, country og jazz (mange med R.I.P.) kigger de op mod. Lyt til Blue and Lonesome fra i år. I Danmark har der altid blandt vennerne, hippier, flippere, kulturfolk, venstreorienterede m.m. været en del skepsis, iblandet dels en antipati, dels en uvidenhed om Stones´kunnen og legitimitet. Et bilede på hvor lille et land, vi også er. Men Stones´store styrke var altid og er fortsat deres selvstændighed. De går selv.