Læsetid 4 min.

Besættende roman om diktaturets og en families fald

Portugisiske Almeida Farias ’lang fredag’ skal læses for sit medrivende sprog, der maner stemninger, scenerier, død, sex, perversioner, forhold mellem menneskene frem i en flodbølge af sætninger
Der er meget få tidsangivelser i ’lang fredag’, men på et tidspunkt hedder det om nogle ’modne, ældre, hårdnakkede mænd’, at de er fra Republikkens tid, hvilket vil sige, at de er født mellem 1910 og 1926. Formuleringen må betyde, at vi befinder os i den efterfølgende periode og altså i diktatoren Salazars (billedet) tid.

Der er meget få tidsangivelser i ’lang fredag’, men på et tidspunkt hedder det om nogle ’modne, ældre, hårdnakkede mænd’, at de er fra Republikkens tid, hvilket vil sige, at de er født mellem 1910 og 1926. Formuleringen må betyde, at vi befinder os i den efterfølgende periode og altså i diktatoren Salazars (billedet) tid.

Ritzau Foto
7. oktober 2017

Det er ikke så tit, man får fingrene i en portugisisk roman. Og slet ikke en så sprogligt sprudlende sag som denne her, lang fredag af Almeida Faria.

Man må nærmest sige, at bogen er sprog, forstået på den måde, at der knap er nogen handling, men at sproget på den anden side gennem en række personer, en familie og dens tjenestefolk, maner en hel tilværelse og et helt samfund frem.

Sætningerne er lange, strækker sig ofte over flere sider, og hvis der overhovedet findes et punktum i bogen, ud over det der afslutter hvert afsnit, har jeg overset det. Til gengæld har jeg aldrig i mit liv set så mange semikoloner i ét værk.

Der er meget få tidsangivelser i fortællingen, men på et tidspunkt hedder det om nogle ’modne, ældre, hårdnakkede mænd’, at de er fra Republikkens tid, hvilket vil sige, at de er født mellem 1910 og 1926.

Formuleringen må betyde, at vi befinder os i den efterfølgende periode og altså i diktatoren Salazars tid.

Almeida Faria: ’lang fredag’

Almeida Faria er født i 1943, så han er selv vokset op under diktaturet, Salazar styrede landet indtil 1970. Hans efterfølger, Caetano, blev væltet af Nellikerevolutionen i 1974, men dén er der ingen spor af i romanen. Det, vi har for os, er en fornem, gammeldags familie i diktaturets tid.

Forfald

Romanen er på én gang en bog om denne families forfald og om diktaturets. Om familiens palads hedder det: »væggene smuldrer; et ældgammelt hus; man går ind; trappen er i dag kun en skygge; efter første sal fortsætter den svimlende opad, befolket af tidligere generationers skridt; det hele borte, det sidste nederlag;«

I det underste arbejdsværelse opholdt sig tidligere en gal kvinde »bag et gitter af had«, men »hun skreg aldrig, de havde fjernet hendes stemmebånd«. En oplysning, der både kan karakterisere den fornemme families adfærdsformer og læses som en metafor for den censur, portugiserne er underlagt.

Man erfarer efterhånden, at det er farfaren, der har skabt familiens formue, men velmagtsdagenes tid er forbi. Nu er moren blevet »en trist kvinde, spærret inde i sin kærlighed til ting og i en bestemt, stadig større ligegyldighed over for andre«, mens faren lader alting forfalde, »nu hvor deres liv ikke længere kan reddes, fordi det er gået til i den egoistiske ægtemands ligegyldighed, i en grundlæggende og infantil materialisme, der får ham til at overse det væsentlige«.

Han kender hverken til tvivl eller ærgerrighed, »men derimod til misundelse over alt det, der ydmyger ham og går over hans forstand ...« Passagen fortsætter med en veritabel bandbulle over de næste mange linjer, og igen kan teksten både læses som en beskrivelse af familiens magtesløse patriark og som en mere almen beskrivelse af et impotent misregimente.

Uhyggelige drømme

Børnene er fanget i sære, onde drømme, de lider af angst, frygter fremtiden, kun enkelte af dem handler, som den jurastuderende João Carlos, der til slut forlader langfredagsmiddagen og hjemmet, i oprør over familiefarens reaktionære ytringer.

Men vi hører ikke, hvad der bliver sagt, bivåner kun João Carlos’ reaktion. Også det er muligvis for at omgå censuren – romanen er fra 1965 – men det er samtidig i tråd med hele romanens fremstillingsform, hvor det usagte underneden pibler og presser sig op til overfladen, ligesom den stumme kvinde i underetagen, der netop bliver husket på grund af den måde, hun blev behandlet på.

Som titlen antyder, udspiller romanen sig en langfredag, og den er delt op i tre dele: »Morgen«, »Eftermiddag« og »Aften«.

»Morgen« er igen opdelt i 24 korte afsnit, der hver bærer et af personernes navne. Det er her, de fem børn og moren ligger og drømmer uhyggelige drømme i deres senge eller erindrer sig episoder fra fortiden.

Imens er tyendet i gang. Kokkepigen Piedade tænder op i køkkenet, går på markedet og må sørge for alle, før hun selv kan få en humpel brød og et blikkrus sojakaffe. – Eller hun beretter om sin forhutlede barndom til en anden af tjenestepigerne, Estela, der må arbejde fjernt fra mand og børn.

I »Eftermiddag« opstår der en muligvis påsat brand, som omspænder familiens avlsgård ude på landet i Alentejo, og nu blander branden sig i personernes tankegang, gøren og laden, så vi præsenteres for nye sider af dem.

Endelig i »Aften«-delen træder modsætningerne inden for den smuldrende, patriarkalske familie for alvor frem, hvorefter fortælleren tager over, blænder ud og slutter med ’træet’. »... og til sidst rådner det gamle træ; stammen flækker; bladene falder; tilbage står grenene og stritter; de nøgne grene kappes af, vinden rykker rødderne over, og så falder træet.«

Social kritik

Hvor fortælleren tager over, drypper også krasse dråber social kritik ud over teksten. Om tjenestefolkenes vilkår hedder det: »det usle proletariat, uden kraft, børnene driver rundt efter fjerne kræfters forgodtbefindende, ødelæggende, usynlige tøjlesløse kræfter: godsejere, arbejdsgivere, militærtjeneste, familiefaren prisgivet en daglig kamp et sted i en anden provins, hvor han slider på en jordlod som ikke lader ham tjene noget, men altid lader ham slæbe rundt på den samme urimelighed«, mens hans kone – eksempelvis Estela – tjener i en anden familie langt væk fra mand og børn.

Først og sidst skal lang fredag dog læses for sit medrivende sprog, der maner stemninger, scenerier, død, sex, perversioner, forhold mellem menneskene og deres facetterede følelsesregistre frem i en flodbølge af sætninger. Det kan ikke have været nemt at oversætte, men resultatet er besættende.

Almeida Faria: ’lang fredag’. Oversat fra portugisisk efter ’A Paixão’ af Ole Eistrup. Jensen & Dalgaard. 154 sider, 248 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu