Læsetid: 10 min.

Dokumentar om middelmådige Randers F.C. er tidens bedste indblik i magt. Også hvis man er ligeglad med fodbold

En middelmådig fodboldklub i den middelmådige danske liga viser sine middelmådige skærmydsler frem. Det er måske svært at forestille sig, at det skulle være særlig seværdigt for andre end fodboldnørder, men Canal 9’s dokuserie ’Superliga Backstage’ giver en genial indsigt i noget af den samme magt, som hele samfundet er bygget af
Den hyggelige cheftræner Ólafur Kristjánsson er den foreløbige helt i ’Superliga Backstage’, hvor Randers F.C. har inviteret et tv-hold indenfor i hele sæsonen 2017/18.

Den hyggelige cheftræner Ólafur Kristjánsson er den foreløbige helt i ’Superliga Backstage’, hvor Randers F.C. har inviteret et tv-hold indenfor i hele sæsonen 2017/18.

Lars Poulsen

24. oktober 2017

Michael Gravgaards alvorsfulde øjne kigger ind i en computerskærm. De ser på en graf over Randers F.C.’s seneste 12 slutplaceringer i Superligaen. Det er ham selv, der har lavet den, og nok har den voldsomme udsving, men et tværsnit gennem den takkede figur viser en pænt opadgående kurve.

Det går fremad i Randers.

Normalt.

Men lige nu er holdet sidst i tabellen, og Michael Gravgaard, klubbens administrerende direktør, der selv er opvokset i Randers, har spillet for bl.a. FCK og landsholdet og siden uddannet sig til revisor, er ikke tilfreds.

»Hvis vi nu havde fået en lidt mere rullende start, så er det ikke sikkert, at vi havde oplevet de issues, vi har set,« siger han henvendt til klubbens islandske cheftræner Ólafur Kristjánsson, som også kigger på grafen.

De to snakker lidt. Pludselig beder Kristjánsson tv-holdet forlade lokalet, fordi han skal tale »personlige ting« med Gravgaard.

Midt i fjerde afsnit af dokumentaren Superliga Backstage har vi seere for første gang fornemmelsen af ikke længere at være backstage.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lars Rasmussen
  • Kurt Nielsen
  • Benno Hansen
Lars Rasmussen, Kurt Nielsen og Benno Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja, det er interessant, det med magtforhold. Klart er det, at hvor det tidligere måske var fodboldhelte, gymnasie(lærere), rockmusikere, freaks og andre godtfolk, der udgjorde en counterkulturel modvægt til det etablerede samfundshierarki, er ledelse, system og konkurrencestatens new public management tænkning gennem et årti tunet ind på alle områder (sikkert også i parforhold).
Det er slut med at være et selvstændigt tænkende individ og har været det længe. Den frihed man snupper sig har konsekvenser - det hedder kontant afregning. Er du ikke med, er du imod.
I Kina går det nu skridtet videre, I Østrig-Ungarn også. I USA. Det totalitære vinder frem. Der er ikke meget rundkredspædagogik tilbage, ikke megen softness. Olafaur er dog så dygtig, at det nok skal gå. Faktisk spiller han CL om lidt - på Island, hjemme. Igen er danerne til fals for hurtige løsninger, overfladisk appel - situationsbestemt ledelse. Handling giver forvandling, sagde vi. Men det er kun top-down nu om dage. Fodboldbranchen er et spejl af en samfundsudvikling. Hør selv på DBU´s udmeldinger i disse dage om kvindelandsholdet. Eller se på åremålskontakter blandt ledere.

Lars Rasmussen, Bjarne Bisgaard Jensen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Lars Rasmussen

Digression nummer ét

Den suverænt mindst politisk korrekte mandagstræner udtaler:

(...) Og menneskene i deres helhed dømmer mere med øjnene end med hænderne; thi at se er enhver beskåret, selv at mærke kun få. Enhver ser dét, som du synes at være, få mærker selv dét, som du er; og disse få vil ikke vove at sætte sig op imod meningen hos de mange, der har statens autoritet til at forsvare sig; og hvad angår alle menneskers handlinger, og især fyrsternes, hvor der ikke er en højere instans, hvortil man kan appellere, ser man på målet. Lad altså en fyrste sejre og fastholde staten: midlerne vil altid blive bedømt som ærefulde og blive rost af enhver; thi det simple folk skal altid vindes med det, som synes, og med udfaldet af sagen; og i verden er der ikke andet end det simple folk; og de få har ingen plads dér, så længe de mange har noget, hvorpå de kan støtte sig.

- Niccolò Machiavelli, Fyrsten, side 105 (forlaget HELIKON, 2. reviderede udgave, 2004).

Lars Rasmussen

Digression nummer to

Dernæst kommer der en franskmand forbi med et forsøg på fodboldens kvadratur; voilà, en magtanalyse tager form:

Den nat, Klaus Croissant bliver udleveret, sender fjernsynet en fodboldkamp, hvor Frankrig spiller om sin kvalifikation til verdensmesterskabet. Nogle hundrede mennesker demonstrerer foran fængslet La Santé og nogle advokater løber omkring i natten, mens tyve millioner tilbringer deres aften foran skærmen. En folkelig glædeseksplosion bryder ud, da Frankrig har vundet. De oplyste sjæle er forfærdede og indignerede over en sådan skandaløs ligegyldighed. Le Monde: "Klokken er 21. På dette tidspunkt er den tyske advokat allerede blevet ført ud af Santé-fængslet. Om nogle minutter laver Rocheteau det første mål". Indignationens melodrama. Ingen rejser spørgsmålet om mysteriet bag denne ligegyldighed. En eneste årsag påberåbes til stadighed: masserne manipuleres af magten, de mystificeres ved hjælp af fodbolden. Under alle omstændigheder burde denne ligegyldighed ikke være der; den har derfor intet at sige os. "Det tavse flertal" berøves med andre ord endog sin ligegyldighed, som den ikke engang har ret til at få anerkendt og tilskrevet: selv apatien skal magten have snydt den for.

Hvilken foragt ligger der ikke bag en sådan tolkning! De mystificerede masser skulle ikke have en egen adfærd. Man indrømmer dem en gang imellem en revolutionær spontanitet, igennem hvilken de skulle skimte "rationaliteten i deres eget begær"; det er iorden - men Gud bevare os for deres tavshed og for deres inerti. - Det er imidlertid netop denne ligegyldighed, der kræver at blive analyseret udfra sin positive brutalitet, istedet for hele tiden at blive tilskrevet hvid magi, denne magiske fremmedgørelse, der bestandigt skulle formå at bortvende masserne fra deres revolutionære kald.

Men hvordan kan det iøvrigt være, at det næsten altid lykkes at bortvende dem fra den rette vej? Burde man ikke kunne stille spørgsmålet om årsagen til dette mærkværdige forhold efter flere revolutioner og et par århundreder med politiske læreprocesser? Og det til trods for de mange aviser, fagforbund, partier og intellektuelle, der energisk har givet sig af med at opdrage og mobilisere folket! - Alligevel finder man kun tusind mennesker (og det vil være akkurat det samme om ti eller tyve år) til at rejse sig og tyve millioner til at forblive "passive". Og som ikke blot forbliver passive, men som åbent, i god tro, med stor glæde og uden at spørge sig om hvorfor foretrækker en fodboldkamp fremfor et politisk og menneskeligt drama!

Det er bemærkelsesværdigt, at denne konstatering aldrig har kunnet bevæge analysen, men tværtimod har styrket den i dens opfattelse af en almægtig, manipulatorisk magt og af en kraftesløs masse hensat i en tilstand af uforståelig koma. Imidlertid er intet af alt dette sandt og synspunktet er et selvbedrag: magten manipulerer ikke nogen og masserne er hverken forvirrede eller mystificerede. - Magten er mere end tilfreds med enten at kunne lægge et letkøbt ansvar over på fodbolden eller omvendt at skulle påtage sig det diabolske ansvar for massernes fordummelse. Det bestyrker den i dens illusion om at være magten og bortleder opmærksomheden fra den langt farligere kendsgerning, at massernes ligegyldighed er deres sande, deres eneste praksis, at der ikke skal udtænkes andre idealer, at der intet er at begræde, men at alt istedet her skal analyseres som rå virkelighed bestående i kollektivt fravær og i en forkastelse af at deltage i de trods alt lyse idealer, der foreslås dem.

Massernes indsats er slet ikke lagt her. Man kan ligeså godt tage det til efterretning og anerkende at alle håb om revolution og samfundsforandring kun har kunnet fungere indtil idag takket være den skildrede borteskamotering: en fantastisk fornægtelse! - Så kan man lige så godt - som Freud har gjort det indenfor den psykiske orden - tage et nyt udgangspunkt i resten, i den blinde aflejring, i meningsaffaldet, i det uanalyserede og måske uanalyserbare (der er god grund til, at denne kopernikanske omvæltning aldrig er blevet påbegyndt indenfor den politiske verden: det er fordi det er hele den politiske orden, der risikerer at ryge med i købet).

- Jean Baudrillard, I de tavse flertals skygge (citeret fra Stig Brøgger et al. (red.), Implosion og forførelse, side 37ff.).

Lars Rasmussen

Digression nummer tre

Til sidst lykkes det at få en hurtig kommentar fra en repræsentant for fodboldsportens herrefolk, dvs. en tysker:

Formel for min lykke: et Ja, et Nej, en lige linie, et mål.

- Friedrich Nietzsche (citeret fra Preben Lilhav, Den sene Nietzsche, side 302).