Læsetid 10 min.

Dokumentar om middelmådige Randers F.C. er tidens bedste indblik i magt. Også hvis man er ligeglad med fodbold

En middelmådig fodboldklub i den middelmådige danske liga viser sine middelmådige skærmydsler frem. Det er måske svært at forestille sig, at det skulle være særlig seværdigt for andre end fodboldnørder, men Canal 9’s dokuserie ’Superliga Backstage’ giver en genial indsigt i noget af den samme magt, som hele samfundet er bygget af
Den hyggelige cheftræner Ólafur Kristjánsson er den foreløbige helt i ’Superliga Backstage’, hvor Randers F.C. har inviteret et tv-hold indenfor i hele sæsonen 2017/18.

Den hyggelige cheftræner Ólafur Kristjánsson er den foreløbige helt i ’Superliga Backstage’, hvor Randers F.C. har inviteret et tv-hold indenfor i hele sæsonen 2017/18.

Lars Poulsen
Ritzau Foto
24. oktober 2017

Michael Gravgaards alvorsfulde øjne kigger ind i en computerskærm. De ser på en graf over Randers F.C.’s seneste 12 slutplaceringer i Superligaen. Det er ham selv, der har lavet den, og nok har den voldsomme udsving, men et tværsnit gennem den takkede figur viser en pænt opadgående kurve.

Det går fremad i Randers.

Normalt.

Men lige nu er holdet sidst i tabellen, og Michael Gravgaard, klubbens administrerende direktør, der selv er opvokset i Randers, har spillet for bl.a. FCK og landsholdet og siden uddannet sig til revisor, er ikke tilfreds.

»Hvis vi nu havde fået en lidt mere rullende start, så er det ikke sikkert, at vi havde oplevet de issues, vi har set,« siger han henvendt til klubbens islandske cheftræner Ólafur Kristjánsson, som også kigger på grafen.

De to snakker lidt. Pludselig beder Kristjánsson tv-holdet forlade lokalet, fordi han skal tale »personlige ting« med Gravgaard.

Midt i fjerde afsnit af dokumentaren Superliga Backstage har vi seere for første gang fornemmelsen af ikke længere at være backstage.

Da træneren og direktøren åbner døren igen, står det klart, at de er blevet enige om, at Ólafur Kristjánsson og Randers F.C. ikke længere er et godt match.

Det handler om magt

Superliga Backstage følger Randers F.C. gennem hele sæsonen 2017/2018. Helt unikt har klubben og folkene omkring den åbnet deres arbejds- og til dels privatliv for et tv-hold, lidt som man kender det fra Hard Knocks i den amerikanske NFL-liga. Her er det så bare en middelmådig fodboldklub i den middelmådige danske liga, der viser sine middelmådige skærmydsler frem.

Det er svært at forestille sig, at det skulle være særlig seværdigt, men det er det. Det er fremragende.

På papiret er jeg måske lidt forudindtaget, eftersom jeg er født og opvokset i den kronjyske hovedstad og bliver varm om mit lokalpatriotiske hjerte, når der i programmet vises billeder fra byen og området. Men min ikke-fodboldinteresserede kæreste, som ikke har noget forhold til byen, er lige så begejstret for programmet som jeg.

For godt nok drejer det sig om sport og Randers, men først og fremmest giver programmet en perfekt indsigt i de spil og strategier, der udfoldes i topledelseslag alle steder i samfundet. Gravgaard og Kristjánssons mange diskussioner handler på overfladen om fodbold, men nedenunder lurer alt det andet. Og alle, der har været på en arbejdsplads – eller i et parforhold, for den sags skyld – bør kunne relatere til dem.

Uvilkårligt tænker jeg selv hele tiden på direktører eller bestyrelsesmedlemmer i mediehuse, som gerne vil blande sig i redaktionelle beslutninger og retninger. Og på undersøgelser, der viser, at bestyrelser blander sig mere, f.eks. en fra 2014, hvor direktørerne i Danmarks 100 største virksomheder pegede på, at bestyrelsen blander sig mere i virksomhedens strategi end tidligere.

’Der er et men’

I en central scene i andet afsnit har Gravgaard efter et bestyrelsesmøde kaldt Kristjánsson til møde. Det er på et tidspunkt, hvor pressen bruger en del krudt på at spekulere i, om det ikke er ved at være tid for klubben at finde en ny træner. Kameraholdet er med til mødet.

»Der har været diskuteret for og imod,« siger Michael Gravgaard, mens han trommer sine fingerspidser mod bordpladen. »Og vi er kommet frem til, at der både er opbakning fra bestyrelsen og direktionen til dig som cheftræner i Randers F.C.«

»Men?«

»Der er et men. Jeg tror ikke på, vi kan køre videre ad samme spor.«

Kristjánssons spillestil og -system har været et emne på bestyrelsesmødet, fortæller Gravgaard.

Den slags hører ikke hjemme på et bestyrelsesmøde, indvender træneren:

»Man må have tillid til, at en træner, man har ansat, gør tingene på en måde, man kan stole på. Min frihed skal ikke indskrænkes.«

Det er naturligt, at der udspiller sig magtkampe og sammenstød mellem forskellige ledelseslag i en professionel fodboldklub, det foregår i alle virksomheder. Men Superliga Backstages indblik i de kampe er noget særligt, fordi klubben og folkene omkring den har vist så stor åbenhed over for tv-holdet.

Det er også derfor, at alt det, der foregår på banen, som vi normalt forbinder med fodbold, spiller en sekundær rolle. Attraktionen er alt det, der sker i omklædningsrummet, i mødelokalerne og i hovederne på cheferne – og som alle kan forholde sig til.

For hører Kristjánssons spillesystem hjemme på et bestyrelsesmøde?

Efter nogle år som freelancejournalist med daglig gang på forskellige danske medievirksomheder har jeg bevidnet og hørt om mangt en mærkelig magtkamp mellem journalister, redaktører, chefer og bestyrelsesfolk.

I flere af samtalerne mellem Kristjánsson og Gravgaard ser jeg for mit indre blik den daværende journalist på Jyllands-Posten Flemming Rose, der også ønskede frihed på sin arbejdsplads, og daværende bestyrelsesformand i JP/Politikens Hus Jørgen Ejbøl, som ligefrem pålagde journalisten en såkaldt ’håndfæstning’.

Jørgen Ejbøl, som også blev anklaget for at misbruge sin magt til at true ledelse og personale på Bispebjerg Hospital med at blive »hængt ud i pressen«. Og som efter Muhammedkrisen blev anklaget for at blande sig i Jyllands-Postens redaktionelle valg, selv om han netop ikke var redaktionsmedlem – tværtimod.

Randers’ nye hollandske cheftræner Ricardo Moniz til første træningsdag i klubben. Med ham blev en ny og hårdere kurs lagt over for spillerne.

Ernst van Norde

Den bløde mand møder revisoren

Ejbøl var fondsbestyrelsesformand og ikke direktør, og Gravgaard er selvfølgelig ikke Ejbøl.

Men det er klart, at programmets helt indtil nu har været Kristjánsson. Og det er svært ikke at blive lidt bevæget, når den lille mand med briller og gråt skæg på et tidspunkt sætter Radioheads »Creep« på anlægget og beder sine spillere »lytte til budskabet«. Hvilket de reagerer på ved at se perplekst på hinanden. 

Islændingen er den søde gymnasielærer, alle på et eller andet i tidspunkt i livet har haft; ham, man altid kunne få lov til at aflevere sine opgaver lidt senere til, og som man følte en sær blanding af respekt for og medlidenhed med. Han er den moderne, bløde mand, der overhales af moderne fodbold og revisoren Gravgaards grafer.

Menneskeportrætterne er en anden af Superliga Backstages attraktioner. Den forbilledlige åbenhed, klubben har vist, giver mulighed for et intimt kontrafej af den relativt store gruppe af mennesker, der udgør et fodboldholds spillertrup, og nogle af de folk, der er omkring holdet. Samtidig er serien i sin ukomplicerede fluen-på-væggen-stil heldigvis også enormt morsom. I en scene, der bringer mindelser om Drengene fra Angora, kan Gravgaard ikke få sin bærbare IBM-computer til at gå online. Da han frustreret løfter den, viser det sig, at der ikke er noget kabel i.

»Lige nu er jeg ved at vikle mig ind i min egen ledning,« siger han på sit syngende randrusianske. »Jeg kan kraftedeme godt forstå, man ikke kan vinde fodboldkampe, når man ikke engang kan ...«

Det går stærkt i fodbold, og lige efter Kristjánssons afsked er vi med i Billund Lufthavn for at tage imod hans afløser, hollandske Ricardo Moniz, som får et lyseblåt Randers F.C.-halstørklæde i velkomstgave.

Moniz varsler en ny tid for Randers F.C. – og derfor også for dokumentaren. Han er alt det, Kristjánsson ikke var, og klipperne er dygtige til at få kontrasterne frem. I jakkesæt med åben, hvid skjorte sidder han og bjæffer om disciplin og om, at spillerne må give sig helt hen.

»Hvis de giver sig 100 procent, er jeg deres ven. Hvis de giver sig 99 procent, er jeg deres fjende.«

 

”Hvis du giver dig 100 procent, er jeg din ven. Hvis du giver dig 99 procent, er jeg din fjende.” Randers FC og Ólafur Kristjánsson har stoppet samarbejdet. Nu er hollænderen Ricardo Moniz hentet ind som redningsmand. I fjerde afsnit af vores dokumentarserie ’Superliga Backstage - Randers FC’ følger vi den seneste udvikling i klubben. Hele afsnittet vises søndag på Canal 9 i forlængelse af Brøndby-Silkeborg.

Posted by Canal 9 - Superligaens hjemmebane on Thursday, October 12, 2017

En ny mand i byen

Han er en lille, lidt ilter terrier med et sært utidssvarende Diego Maradona-look og – som for at fuldende Drengene fra Angora-følelsen – hollandsk Pim de Keysergracht-accent. For at appellere til spillernes »indre motivation til at opnå exceptionelle evner« viser han i omklædningsrummet en video med klip af hurtige Formel 1-biler, Usain Bolt, der vinder et løb, og Tiger Woods, der laver en hole-in-one.

»Kunne I lide den? I kan gøre det samme.«

Sidst i afsnittet står Michael Gravgaard og griner på sidelinjen, mens holdet træner. Med det samme løber Moniz ud til ham.

»Hvad griner du af?«

»Ikke noget,« undskylder direktøren. »Jeg smiler bare, fordi jeg ser noget, jeg kan lide.«

Den nye træner er ikke typen, man skal grine af.

I forrige weekend (efter det fjerde afsnit var produceret) tabte han sin første kamp som Randers-træner. Tv-billederne fra stadion viste, hvor rasende han blev over et rødt kort i kampens sidste minutter, og han kaldte dommeren »en skændsel«.

Det er – til trods for Kristjánssons afsked – en ret god teaser for femte afsnit.

Direktør Michael Gravgaard måtte på banen for at fjerne sin nye cheftræner, der var stærkt utilfreds med dommerens præstation.

Lars Poulsen

’Superliga Backstage’, Eurosport. De første fire afsnit kan ses på facebook.com/canal9

 

Tre andre tv-dokumentarer om fodbold, der ikke kun handler om fodbold

1) Om venskab

’Hobro – en liga for sig’ (2014)

I første klip ser vi en ung mand på arbejde i en kostald. I næste en mand i et klasselokale. Og i det tredje en fører af en gaffeltruck. Der er 25 kilometer mellem Randers’ stadion og Hobros, men Hobro – en liga for sig viser, at der på andre parametre er langt mellem de to klubber. De tre mænd, vi præsenteres for i første sekvens, er alle fodboldspillere i Hobro IK.

I en produktion, der på mange måder minder om Superliga Backstage, kom DR tæt på et superligahold allerede for to år siden. Mod alle odds havde den lille nordjyske klub Hobro kvalificeret sig til landets bedste række, selv om holdet bestod af landmænd, skolelærere og studerende, og hjemmebanen var et lille provinsstadion. Spørgsmålet var, om Hobro kunne bevare foreningsånden og fællesskabet, når millionerne rullede ind, og der pludselig kom penge mellem venner, og det skulle vise sig at være svært. Programmet har den klassiske underdog-fortælling om Danmark, som vi kender det fra dokumentarer og film om EM-triumfen i 1992.

Klubben portrætteres som en antitese til Randers F.C., der i Superliga Backstage fremstår som en ret professionel maskine styret af bestyrelsen og direktionen. Hobro IK er derimod en flok venner, der også spiller fodbold.

»Det er vigtigt, at det er sjovt at spille fodbold‚« siger klubbens daværende cheftræner og højskolelærer Jonas Dal i serien.

»For mig at se må det aldrig blive et arbejde.«

2) Om racisme

’Forever Pure – fodbold, had og racisme’ (2016)

Fodboldens magtkampe foregår ikke kun internt i klubberne. Fan- og hooligankulturen har sit helt eget kapitel, og den israelske dokumentar Forever Pure tegner et uskønt portræt af den israelske klub Beitar Jerusalem F.C. og de mennesker, der findes omkring den. Beitar, et af Israels mest populære hold, har aldrig købt en arabisk spiller, hvilket store dele af klubbens fans er ubehageligt stolte over, men dokumentaren følger så klubben på det tidspunkt, hvor den køber sine to første muslimske spillere.

Ligesom i Superliga Backstage har holdet åbnet for, at et tv-hold må være flue på alle tænkelige vægge, og det resulterer i et uhyggeligt indblik i, hvordan racisme og had råder. Dokumentaren viser også, hvordan den israelske befolkning har set til, mens La Familia, som klubbens ultraracistiske fanfraktion hedder, har vokset sig stor, og hvordan mange indflydelsesrige politikere har støttet holdet til trods for racismen.

Som seer savner man måske nok forståelse for de voldelige, racistiske hooligans, og det er, som om dokumentaren ikke søger denne forståelse. Men ikke desto mindre er den et fremragende portræt af noget meget væmmeligt.

3) Om slaveri

’The Worker’s Cup’ (2017)

Sundance-dokumentaren The Worker’s Cup drejer sig om magt og udbytte af magt. Den handler om de millioner af gæstearbejdere fra lande som Indien, Nepal og Ghana, som bygger de stadioner og den infrastruktur, der skal danne rammerne om verdensmesterskabet i fodbold i 2022 i Qatar. Som speakeren indledningsvist siger, knokler de under kummerlige forhold og til en grotesk lav løn for at blive klar til en fest, de ikke selv er inviteret til.

Nogle marketingstyper fra fodboldforbundet FIFA får pludselig den besynderlige idé at arrangere et fodboldmesterskab for arbejderne. Det virker i første omgang ikke som verdens bedste påfund, men arbejderne ender alligevel med at omfavne det. Mildest talt. Mere eller mindre implicit rejser dokumentaren store spørgsmål om retfærdighed, magt og misbrug, og om hvorvidt vestlige lande som Danmark overhovedet venskabeligt skal dyste med lande, som systematisk krænker menneskerettighederne.

Det kan lyde som en lidt hellig kop te, der bare er ude på at give sine seere dårlig samvittighed over, hvor godt de har det, men instruktøren er dygtig til ikke at tage stilling og løfte pegefingre undervejs.

Som The Guardian bemærkede i anmeldelsen af filmen, er det en lettelse at se en film om moderne slaveri, som både undgår at ynke og være formynderisk over for hovedpersonerne.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Lars Rasmussen
    Lars Rasmussen
  • Brugerbillede for Kurt Nielsen
    Kurt Nielsen
  • Brugerbillede for Benno Hansen
    Benno Hansen
Lars Rasmussen, Kurt Nielsen og Benno Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Lars Toft Madsen
Lars Toft Madsen

Ja, det er interessant, det med magtforhold. Klart er det, at hvor det tidligere måske var fodboldhelte, gymnasie(lærere), rockmusikere, freaks og andre godtfolk, der udgjorde en counterkulturel modvægt til det etablerede samfundshierarki, er ledelse, system og konkurrencestatens new public management tænkning gennem et årti tunet ind på alle områder (sikkert også i parforhold).
Det er slut med at være et selvstændigt tænkende individ og har været det længe. Den frihed man snupper sig har konsekvenser - det hedder kontant afregning. Er du ikke med, er du imod.
I Kina går det nu skridtet videre, I Østrig-Ungarn også. I USA. Det totalitære vinder frem. Der er ikke meget rundkredspædagogik tilbage, ikke megen softness. Olafaur er dog så dygtig, at det nok skal gå. Faktisk spiller han CL om lidt - på Island, hjemme. Igen er danerne til fals for hurtige løsninger, overfladisk appel - situationsbestemt ledelse. Handling giver forvandling, sagde vi. Men det er kun top-down nu om dage. Fodboldbranchen er et spejl af en samfundsudvikling. Hør selv på DBU´s udmeldinger i disse dage om kvindelandsholdet. Eller se på åremålskontakter blandt ledere.

Lars Rasmussen, Bjarne Bisgaard Jensen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Rasmussen
Lars Rasmussen

Digression nummer ét

Den suverænt mindst politisk korrekte mandagstræner udtaler:

(...) Og menneskene i deres helhed dømmer mere med øjnene end med hænderne; thi at se er enhver beskåret, selv at mærke kun få. Enhver ser dét, som du synes at være, få mærker selv dét, som du er; og disse få vil ikke vove at sætte sig op imod meningen hos de mange, der har statens autoritet til at forsvare sig; og hvad angår alle menneskers handlinger, og især fyrsternes, hvor der ikke er en højere instans, hvortil man kan appellere, ser man på målet. Lad altså en fyrste sejre og fastholde staten: midlerne vil altid blive bedømt som ærefulde og blive rost af enhver; thi det simple folk skal altid vindes med det, som synes, og med udfaldet af sagen; og i verden er der ikke andet end det simple folk; og de få har ingen plads dér, så længe de mange har noget, hvorpå de kan støtte sig.

- Niccolò Machiavelli, Fyrsten, side 105 (forlaget HELIKON, 2. reviderede udgave, 2004).

Brugerbillede for Lars Rasmussen
Lars Rasmussen

Digression nummer to

Dernæst kommer der en franskmand forbi med et forsøg på fodboldens kvadratur; voilà, en magtanalyse tager form:

Den nat, Klaus Croissant bliver udleveret, sender fjernsynet en fodboldkamp, hvor Frankrig spiller om sin kvalifikation til verdensmesterskabet. Nogle hundrede mennesker demonstrerer foran fængslet La Santé og nogle advokater løber omkring i natten, mens tyve millioner tilbringer deres aften foran skærmen. En folkelig glædeseksplosion bryder ud, da Frankrig har vundet. De oplyste sjæle er forfærdede og indignerede over en sådan skandaløs ligegyldighed. Le Monde: "Klokken er 21. På dette tidspunkt er den tyske advokat allerede blevet ført ud af Santé-fængslet. Om nogle minutter laver Rocheteau det første mål". Indignationens melodrama. Ingen rejser spørgsmålet om mysteriet bag denne ligegyldighed. En eneste årsag påberåbes til stadighed: masserne manipuleres af magten, de mystificeres ved hjælp af fodbolden. Under alle omstændigheder burde denne ligegyldighed ikke være der; den har derfor intet at sige os. "Det tavse flertal" berøves med andre ord endog sin ligegyldighed, som den ikke engang har ret til at få anerkendt og tilskrevet: selv apatien skal magten have snydt den for.

Hvilken foragt ligger der ikke bag en sådan tolkning! De mystificerede masser skulle ikke have en egen adfærd. Man indrømmer dem en gang imellem en revolutionær spontanitet, igennem hvilken de skulle skimte "rationaliteten i deres eget begær"; det er iorden - men Gud bevare os for deres tavshed og for deres inerti. - Det er imidlertid netop denne ligegyldighed, der kræver at blive analyseret udfra sin positive brutalitet, istedet for hele tiden at blive tilskrevet hvid magi, denne magiske fremmedgørelse, der bestandigt skulle formå at bortvende masserne fra deres revolutionære kald.

Men hvordan kan det iøvrigt være, at det næsten altid lykkes at bortvende dem fra den rette vej? Burde man ikke kunne stille spørgsmålet om årsagen til dette mærkværdige forhold efter flere revolutioner og et par århundreder med politiske læreprocesser? Og det til trods for de mange aviser, fagforbund, partier og intellektuelle, der energisk har givet sig af med at opdrage og mobilisere folket! - Alligevel finder man kun tusind mennesker (og det vil være akkurat det samme om ti eller tyve år) til at rejse sig og tyve millioner til at forblive "passive". Og som ikke blot forbliver passive, men som åbent, i god tro, med stor glæde og uden at spørge sig om hvorfor foretrækker en fodboldkamp fremfor et politisk og menneskeligt drama!

Det er bemærkelsesværdigt, at denne konstatering aldrig har kunnet bevæge analysen, men tværtimod har styrket den i dens opfattelse af en almægtig, manipulatorisk magt og af en kraftesløs masse hensat i en tilstand af uforståelig koma. Imidlertid er intet af alt dette sandt og synspunktet er et selvbedrag: magten manipulerer ikke nogen og masserne er hverken forvirrede eller mystificerede. - Magten er mere end tilfreds med enten at kunne lægge et letkøbt ansvar over på fodbolden eller omvendt at skulle påtage sig det diabolske ansvar for massernes fordummelse. Det bestyrker den i dens illusion om at være magten og bortleder opmærksomheden fra den langt farligere kendsgerning, at massernes ligegyldighed er deres sande, deres eneste praksis, at der ikke skal udtænkes andre idealer, at der intet er at begræde, men at alt istedet her skal analyseres som rå virkelighed bestående i kollektivt fravær og i en forkastelse af at deltage i de trods alt lyse idealer, der foreslås dem.

Massernes indsats er slet ikke lagt her. Man kan ligeså godt tage det til efterretning og anerkende at alle håb om revolution og samfundsforandring kun har kunnet fungere indtil idag takket være den skildrede borteskamotering: en fantastisk fornægtelse! - Så kan man lige så godt - som Freud har gjort det indenfor den psykiske orden - tage et nyt udgangspunkt i resten, i den blinde aflejring, i meningsaffaldet, i det uanalyserede og måske uanalyserbare (der er god grund til, at denne kopernikanske omvæltning aldrig er blevet påbegyndt indenfor den politiske verden: det er fordi det er hele den politiske orden, der risikerer at ryge med i købet).

- Jean Baudrillard, I de tavse flertals skygge (citeret fra Stig Brøgger et al. (red.), Implosion og forførelse, side 37ff.).

Brugerbillede for Lars Rasmussen
Lars Rasmussen

Digression nummer tre

Til sidst lykkes det at få en hurtig kommentar fra en repræsentant for fodboldsportens herrefolk, dvs. en tysker:

Formel for min lykke: et Ja, et Nej, en lige linie, et mål.

- Friedrich Nietzsche (citeret fra Preben Lilhav, Den sene Nietzsche, side 302).