Dokumentar om middelmådige Randers F.C. er tidens bedste indblik i magt. Også hvis man er ligeglad med fodbold

Michael Gravgaards alvorsfulde øjne kigger ind i en computerskærm. De ser på en graf over Randers F.C.’s seneste 12 slutplaceringer i Superligaen. Det er ham selv, der har lavet den, og nok har den voldsomme udsving, men et tværsnit gennem den takkede figur viser en pænt opadgående kurve.

Det går fremad i Randers.

Normalt.

Men lige nu er holdet sidst i tabellen, og Michael Gravgaard, klubbens administrerende direktør, der selv er opvokset i Randers, har spillet for bl.a. FCK og landsholdet og siden uddannet sig til revisor, er ikke tilfreds.

»Hvis vi nu havde fået en lidt mere rullende start, så er det ikke sikkert, at vi havde oplevet de issues, vi har set,« siger han henvendt til klubbens islandske cheftræner Ólafur Kristjánsson, som også kigger på grafen.

De to snakker lidt. Pludselig beder Kristjánsson tv-holdet forlade lokalet, fordi han skal tale »personlige ting« med Gravgaard.

Midt i fjerde afsnit af dokumentaren Superliga Backstage har vi seere for første gang fornemmelsen af ikke længere at være backstage.

Da træneren og direktøren åbner døren igen, står det klart, at de er blevet enige om, at Ólafur Kristjánsson og Randers F.C. ikke længere er et godt match.

Det handler om magt

Superliga Backstage følger Randers F.C. gennem hele sæsonen 2017/2018. Helt unikt har klubben og folkene omkring den åbnet deres arbejds- og til dels privatliv for et tv-hold, lidt som man kender det fra Hard Knocks i den amerikanske NFL-liga. Her er det så bare en middelmådig fodboldklub i den middelmådige danske liga, der viser sine middelmådige skærmydsler frem.

Det er svært at forestille sig, at det skulle være særlig seværdigt, men det er det. Det er fremragende.

På papiret er jeg måske lidt forudindtaget, eftersom jeg er født og opvokset i den kronjyske hovedstad og bliver varm om mit lokalpatriotiske hjerte, når der i programmet vises billeder fra byen og området. Men min ikke-fodboldinteresserede kæreste, som ikke har noget forhold til byen, er lige så begejstret for programmet som jeg.

For godt nok drejer det sig om sport og Randers, men først og fremmest giver programmet en perfekt indsigt i de spil og strategier, der udfoldes i topledelseslag alle steder i samfundet. Gravgaard og Kristjánssons mange diskussioner handler på overfladen om fodbold, men nedenunder lurer alt det andet. Og alle, der har været på en arbejdsplads – eller i et parforhold, for den sags skyld – bør kunne relatere til dem.

Uvilkårligt tænker jeg selv hele tiden på direktører eller bestyrelsesmedlemmer i mediehuse, som gerne vil blande sig i redaktionelle beslutninger og retninger. Og på undersøgelser, der viser, at bestyrelser blander sig mere, f.eks. en fra 2014, hvor direktørerne i Danmarks 100 største virksomheder pegede på, at bestyrelsen blander sig mere i virksomhedens strategi end tidligere.

’Der er et men’

I en central scene i andet afsnit har Gravgaard efter et bestyrelsesmøde kaldt Kristjánsson til møde. Det er på et tidspunkt, hvor pressen bruger en del krudt på at spekulere i, om det ikke er ved at være tid for klubben at finde en ny træner. Kameraholdet er med til mødet.

»Der har været diskuteret for og imod,« siger Michael Gravgaard, mens han trommer sine fingerspidser mod bordpladen. »Og vi er kommet frem til, at der både er opbakning fra bestyrelsen og direktionen til dig som cheftræner i Randers F.C.«

»Men?«

»Der er et men. Jeg tror ikke på, vi kan køre videre ad samme spor.«

Kristjánssons spillestil og -system har været et emne på bestyrelsesmødet, fortæller Gravgaard.

Den slags hører ikke hjemme på et bestyrelsesmøde, indvender træneren:

»Man må have tillid til, at en træner, man har ansat, gør tingene på en måde, man kan stole på. Min frihed skal ikke indskrænkes.«

Det er naturligt, at der udspiller sig magtkampe og sammenstød mellem forskellige ledelseslag i en professionel fodboldklub, det foregår i alle virksomheder. Men Superliga Backstages indblik i de kampe er noget særligt, fordi klubben og folkene omkring den har vist så stor åbenhed over for tv-holdet.

Det er også derfor, at alt det, der foregår på banen, som vi normalt forbinder med fodbold, spiller en sekundær rolle. Attraktionen er alt det, der sker i omklædningsrummet, i mødelokalerne og i hovederne på cheferne – og som alle kan forholde sig til.

For hører Kristjánssons spillesystem hjemme på et bestyrelsesmøde?

Efter nogle år som freelancejournalist med daglig gang på forskellige danske medievirksomheder har jeg bevidnet og hørt om mangt en mærkelig magtkamp mellem journalister, redaktører, chefer og bestyrelsesfolk.

I flere af samtalerne mellem Kristjánsson og Gravgaard ser jeg for mit indre blik den daværende journalist på Jyllands-Posten Flemming Rose, der også ønskede frihed på sin arbejdsplads, og daværende bestyrelsesformand i JP/Politikens Hus Jørgen Ejbøl, som ligefrem pålagde journalisten en såkaldt ’håndfæstning’.

Jørgen Ejbøl, som også blev anklaget for at misbruge sin magt til at true ledelse og personale på Bispebjerg Hospital med at blive »hængt ud i pressen«. Og som efter Muhammedkrisen blev anklaget for at blande sig i Jyllands-Postens redaktionelle valg, selv om han netop ikke var redaktionsmedlem – tværtimod.

Randers’ nye hollandske cheftræner Ricardo Moniz til første træningsdag i klubben. Med ham blev en ny og hårdere kurs lagt over for spillerne.

Ernst van Norde

Den bløde mand møder revisoren

Ejbøl var fondsbestyrelsesformand og ikke direktør, og Gravgaard er selvfølgelig ikke Ejbøl.

Men det er klart, at programmets helt indtil nu har været Kristjánsson. Og det er svært ikke at blive lidt bevæget, når den lille mand med briller og gråt skæg på et tidspunkt sætter Radioheads »Creep« på anlægget og beder sine spillere »lytte til budskabet«. Hvilket de reagerer på ved at se perplekst på hinanden. 

Islændingen er den søde gymnasielærer, alle på et eller andet i tidspunkt i livet har haft; ham, man altid kunne få lov til at aflevere sine opgaver lidt senere til, og som man følte en sær blanding af respekt for og medlidenhed med. Han er den moderne, bløde mand, der overhales af moderne fodbold og revisoren Gravgaards grafer.

Menneskeportrætterne er en anden af Superliga Backstages attraktioner. Den forbilledlige åbenhed, klubben har vist, giver mulighed for et intimt kontrafej af den relativt store gruppe af mennesker, der udgør et fodboldholds spillertrup, og nogle af de folk, der er omkring holdet. Samtidig er serien i sin ukomplicerede fluen-på-væggen-stil heldigvis også enormt morsom. I en scene, der bringer mindelser om Drengene fra Angora, kan Gravgaard ikke få sin bærbare IBM-computer til at gå online. Da han frustreret løfter den, viser det sig, at der ikke er noget kabel i.

»Lige nu er jeg ved at vikle mig ind i min egen ledning,« siger han på sit syngende randrusianske. »Jeg kan kraftedeme godt forstå, man ikke kan vinde fodboldkampe, når man ikke engang kan ...«

Det går stærkt i fodbold, og lige efter Kristjánssons afsked er vi med i Billund Lufthavn for at tage imod hans afløser, hollandske Ricardo Moniz, som får et lyseblåt Randers F.C.-halstørklæde i velkomstgave.

Moniz varsler en ny tid for Randers F.C. – og derfor også for dokumentaren. Han er alt det, Kristjánsson ikke var, og klipperne er dygtige til at få kontrasterne frem. I jakkesæt med åben, hvid skjorte sidder han og bjæffer om disciplin og om, at spillerne må give sig helt hen.

»Hvis de giver sig 100 procent, er jeg deres ven. Hvis de giver sig 99 procent, er jeg deres fjende.«

En ny mand i byen

Han er en lille, lidt ilter terrier med et sært utidssvarende Diego Maradona-look og – som for at fuldende Drengene fra Angora-følelsen – hollandsk Pim de Keysergracht-accent. For at appellere til spillernes »indre motivation til at opnå exceptionelle evner« viser han i omklædningsrummet en video med klip af hurtige Formel 1-biler, Usain Bolt, der vinder et løb, og Tiger Woods, der laver en hole-in-one.

»Kunne I lide den? I kan gøre det samme.«

Sidst i afsnittet står Michael Gravgaard og griner på sidelinjen, mens holdet træner. Med det samme løber Moniz ud til ham.

»Hvad griner du af?«

»Ikke noget,« undskylder direktøren. »Jeg smiler bare, fordi jeg ser noget, jeg kan lide.«

Den nye træner er ikke typen, man skal grine af.

I forrige weekend (efter det fjerde afsnit var produceret) tabte han sin første kamp som Randers-træner. Tv-billederne fra stadion viste, hvor rasende han blev over et rødt kort i kampens sidste minutter, og han kaldte dommeren »en skændsel«.

Det er – til trods for Kristjánssons afsked – en ret god teaser for femte afsnit.

Direktør Michael Gravgaard måtte på banen for at fjerne sin nye cheftræner, der var stærkt utilfreds med dommerens præstation.

Lars Poulsen

’Superliga Backstage’, Eurosport. De første fire afsnit kan ses på facebook.com/canal9

Få overblik fra morgenstunden

Vi sender dig dagens vigtigste artikler fra Information. Et miks af nyheder, debat og det tunge stof.

E-mail *

Leave this field blank