Læsetid 5 min.

Endnu en thrillerserie om kvindedrab er totalt for meget – og det er en lettelse

Man kunne tro, at markedet for seriemorder-thrillere med dårligt vejr og psykisk martrede detektiver var ved at være dækket, men ’Rellik’ – en ny britisk af slagsen – vender bøtten og opruller sin drabelige historie bagfra. Det gør ikke klicheerne mindre iøjnefaldende, men måske er det for det bedste, at de er så nemme at få øje på
’Rellik’ fremstår først og fremmest som en gætteleg baseret på seriemorder-thrillerens velkendte skabeloner, ikke som en gruopvækkende belysning af menneskelig ondskab og perversion.

’Rellik’ fremstår først og fremmest som en gætteleg baseret på seriemorder-thrillerens velkendte skabeloner, ikke som en gruopvækkende belysning af menneskelig ondskab og perversion.

HBO Nordic

13. oktober 2017

Rellik er killer stavet bagfra. Det er sådan man læser de store bogstaver, der er malet på den formodede morders vinduer, når man ser dem filmet indefra i første afsnit, hvor hans sorgramte kone (Georgina Rich) står og maler skampletten af husfacaden efter at have puttet sin nu faderløse datter. 

Forud for denne scene gik den episode, der med en traditionel, fremadskridende kronologi ville være denne britiske miniseries klimaks. Den psykotiske familiefar Steven Mills (Michael Schaeffer) er blevet lokket i et bagholdsangreb af Londons politi. Han møder efterforskningslederen Gabriel Markham (Richard Dormer) i en lille park.

Markhams ansigt er mærket af ar efter det syreangreb, som er den eftersøgte seriemorders signatur. Steven Mills spørger febrilsk efter sin kone og datter, og forsikrer med bævende stemme Gabriel, at han »var nødt til at gøre det«. Da Mills prøver at tage sin telefon frem, frygter Markhams kolleger, at det er en pistol, han har i lommen, og skyder og dræber ham på stedet.

Fortalt baglæns

I den første (af virkelig mange) baglæns-sekvenser ser man Mills flyve op af vandet med sin undselige Nokia i hånden og lande på sine fødder foran Gabriel Markham. Det fungerer på en gang som en visualisering af Markhams ønske i situationen – at dette drab på en muligvis uskyldig mand kunne gøres ugjort – og som en påmindelse om Relliks dramaturgiske præmis. 

Serien begynder med slutningen og bevæger sig videre bagud i historien om syv bestialske drab med de fællesnævnere, at ligene har fået hældt syre i ansigtet, fået skåret fingerspidserne af og trukket tænderne ud, før de er blevet placeret på en offentlig legeplads et eller andet sted i Østlondon. Man ser én kronologisk fremadskridende bid af handlingen ad gangen, hvorefter en tekst fortæller, at vi nu befinder os f.eks. »7 timer og 28 minutter tidligere« i forløbet.

Efter mordet på Steven Mills tager politibetjentene på bar for at fejre, at den formodede gerningsmand er sat ud af spillet, Markham plages af tvivl om Mills’ skyld og trøstes bag duggede bilruder af sin kollega og elskerinde Elaine Shepard (Jodi Balfour), som siger, hun elsker ham og slet ikke ser hans ar. 

Det er også her i første afsnit, lidt før den for Gabriel Markham så utilfredsstillende slutning, at han sidder i en bilkø og kloger sig på, hvad det hele handler om: »Hvis vi kunne gå langt nok tilbage og forstå, hvorfor folk gør, som de gør. Hvis vi kunne forstå motivet, så havde vi ikke faret så forvildede rundt.«

Det er nemlig det. Vi skal tilbage i tiden og forstå, hvad det egentlig er, der sker i dette afsnit, og den uvished, der er frustrerende for seriens arrede helt, skal fungere ansporende for dens seere.  

Trailer til HBO's serie Rellik. 

Gætteleg med ekstra gys

Og faktisk virker det. Det klør i hjernen efter at få en forklaring på, hvem der slog hvem ihjel. Var det bare Steven Mills og hans tvangstanker, der stod bag forbrydelserne, var der næppe fem afsnit mere af Rellik

Men samtidig med, at den omvendte kronologi virker ansporende for nysgerrigheden, virker den afkoblende for indlevelsen. Rellik fremstår først og fremmest som en gætteleg baseret på seriemorder-thrillerens velkendte skabeloner, ikke som en gruopvækkende gradvis belysning af menneskelig ondskab og perversion.

Godt det samme, min seriemorder-fatigue var ved at nå et kritisk punkt, og Relliks dramaturgiske manøvre formår at fjerne fokus fra det trivielle i spektakulært iscenesatte mord, alkoholiserede politiefterforskere med ustyrlig libido og selektivt forhold til reglerne, gudesmukke kvindelige medhjælpere med gevaldige faderkomplekser og psykiatrimodne psykiatere.

De er der alle sammen, der mangler ikke nogen af thrillergenrens gengangere. Ondskaben i serien er irrationel og perverteret. Hvem er det dog, der finder det så vigtigt, at disse mennesker dør, og at deres lig bliver anonymiseret og placeret på præcis den måde. Her må man se tilbage, præcis som serien gør, og som Gabriel Markham taler for at gøre. I dette thriller-univers er ondskab fjernstyret af fortidens traumer, og det er dem, der skal opklares, hvis mordgåderne skal løses. 

Duel i menneskekenderi

Alle spor fører tilbage (eller frem, man bliver lidt forvirret) til psykiateren Isaac Taylor (Paterson Joseph). Hans klienter er psykotiske, ofte dømte og på skift i Markhams og de andres søgelys. Han selv er excentrisk, bakteriefobisk og OCD-plaget. I en scene i et af de senere afsnit, hvor Taylor og Markham sidder sammen og gransker patientjournaler, udarter deres diskussion af, hvordan man regner mennesker ud, sig til lidt af en duel i menneskekenderi. Taylor gennemskuer Markhams moralske slaphed, Markham gennemskuer Taylors ekstreme kontrolbehov.

Det ender 1-1 mellem psykiatrien og den systematiske politiefterforskning. Scenen er filmet så overdrevet spændingsoppustende med nærbilleder skiftevis skråt nedover deres eftertænksomt rynkede pander og skråt nedefra, så man bedre kan se, hvordan underkæben bliver skudt lidt frem, når en mand med styr på det meste føler sig truet. Det er totalt for meget, og det er en lettelse, at det er sådan, for det gør det nemmere at abstrahere fra de vitterligt modbydelige og klamme forbrydelser, Rellik skal forestille at handle om.

Den fikse idé med at lade en plaget, lunefuld mand på den rette side af loven søge tilbage mod ondets traumerelaterede rod fremstår så overdrevet fiks, at den ikke er til at leve sig ind i. I hvert fald ikke som et gyldigt udsagn om, hvordan menneskelig, tilsyneladende irrationel ondskab er skruet sammen.

Det, Rellik gør i stedet, er at lægge den psykosociale kriminologiske kabale op på en ny måde, så det bliver tydeligere at få øje på thriller-genrens allermest konventionelle plotelementer. Lige fra den dårligt fungerende work/life-balance over den rå tone på politikontoret, der ellers er ved at boble over af følelser, til den neurotiske massemorder. 

Der er stadig et enkelt timelangt afsnit af Rellik, jeg ikke har set. I løbet af de første fem afsnit er jeg blevet forskrækket, frastødt og faktisk også overrasket, så man skulle mene, at serien har leveret varen.

Den dystre, grålige østlondonske regnvejrsstemning er der i hvert fald ikke noget at udsætte på, og seriens belysningsmester har i den grad været leveringsdygtig i skråt indfaldende lys, der efterlader store felter i billedet mørke.

Det afgørende for, om Rellik holder som genrebevidst thriller-eksperiment, er, om seriens sidste afsnit kan følge op på alle de lunser af traumatisk fortid, der er blevet lagt ud i de første fem, og om det ovenikøbet kan levere en tilfredsstillende forklaring på, at karaktererne gør, som de har vist sig at gøre.

Jeg er i tvivl om, hvorvidt det kan lade sig gøre, og hvis det kan, så om hvordan. Hvad jeg ikke er i tvivl om, er, at svaret nok skal findes langt tilbage i fortiden. 

’Rellik’ kan ses på HBO Nordic. 5 ud af 6 afsnit er tilgængelige nu.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu