Læsetid: 2 min.

’Far er en knappenål’

Gode børnebogsforfattere og -illustratorer har ikke som sådan målgruppen for øje. De er bare sådan nogle, der aldrig er holdt op med at skrive og tegne. Se det selv i ’Elis verdensrum’
Otto Dickmeiss’ illustrationer har en magisk tiltrækningskraft, og den magi får lov til at bære bogen.

Otto Dickmeiss’ illustrationer har en magisk tiltrækningskraft, og den magi får lov til at bære bogen.

Illustration Otto Dickmeiss

28. oktober 2017

Spændende, nye Lone Elmstedt Bild og gode, gamle Otto Dickmeiss har skrevet og tegnet Elis verdensrum, der ligesom et hav af andre børnebøger handler om en far, der mangler, og et barn, der savner. Den handler også om tiden, der går, og at man ikke kan få den til at gå hverken hurtigere eller langsommere. Eller sætte den helt i stå. Men også om at selve oplevelsen af tiden netop er enten hurtig eller langsom.

Elis verdensrum er selv slow-lit, og dét er godt. Bogens visuelle ro, hvor Dickmeiss’ detaljerige illustrationer og Bilds enkle tekst er skarpt adskilt, kan man være i. Længe.

Hvert opslag består af en helsides illustration på den ene side og tekst plus luksusvignet på den anden. Det er et klassisk look, og det skal vist bare være sådan, når det er Dickmeiss, der tegner. Hans illustrationer har en magisk tiltrækningskraft, og den magi får lov til at bære bogen.

Lone Elmstedt Bild: ’Elis verdensrum’ 

Så er der Elis kæmpe øjne, der er så triste, og hans mors, hun står lidt bagved. Halvt med ryggen til. De står på en globus, og de står ude foran deres hus. Det er koldt, de har begge to huer på, der er ingen blade på træerne, men de har hængt en kugle ud til de fugle, der er blevet i det kolde nord.

På en ispyt foran huset står et skib foldet af papir, og på sydsiden af globussen hænger den savnede matrosfar i sit skib med hovedet nedad.

Eli og hans far er langt fra hinanden, men de befinder sig trods alt på samme klode. Dét fortæller Lone Elmstedt Bild sådan her: »Eli og mor bor øverst oppe på globussen. Far er en knappenål midt i det store blå hav. Mor flytter knappenålen, når der kommer postkort fra far.«

Flyt dig knappenål

»Far er en knappenål« – det er altså en god sætning, det har den også helt tydeligt været for Dickmeiss. Men hvad er det for en tid, Eli lever i? Masser af postkort, men ingen Skype? Sådan er den samtidige børnelitteratur tit lidt forsinket, fordi de voksne, der skriver den, er vokset op med fastnettelefoner og masser af postbude i røde frakker.

Eller det kan være forfatterens valg. At give plads til følelsen af afsavn og Elis undren over tiden. Han fylder seks år i dag, »og det er den eneste dag i hans liv, at han bliver seks år«. Så kunne knappenålen godt se at flytte sig.

Det giver god mening for mig at tænke på både Otto Dickmeiss og Lone Elmstedt Bild – ikke som to voksne, der er begyndt henholdsvis at tegne og skrive for børn – men som to, der aldrig er holdt op med at tegne og skrive.

Historien om Eli, der savner sin far ekstra meget, nu han har fødselsdag, er i den grad skildret fra et barneperspektiv. Og hvad med slutningen? Kommer far hjem til festen? Nej, helt udramatisk når han det ikke, men han er på vej i horisonten, mens følelsen af savn sidder som  en sitrende mærkelighed i kroppen på én.

’Elis verdensrum’ af Lone Elmstedt Bild (tekst) og Otto Dickmeiss (illustrationer), Høst & Søn, 24 sider, 290 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu