Læsetid 3 min.

Filmatisering af Jo Nesbøs ’Snemanden’ burde være god. Det er den ikke

Med Martin Scorsese og Tomas Alfredson bag kameraet og Michael Fassbender og Charlotte Gainsbourg foran er det uforståeligt, at Jo Nesbø-filmatiseringen ’Snemanden’ er blevet så dårlig en film
Filmredaktør Christian Monggaard kan ikke forestille sig, at Nesbø selv er tilfreds, og han kan heller ikke forestille sig, at fans af bøgerne vil være tilfredse med filmatiseringen af ’Snemanden’ – for magen til makværk skal man lede længe efter.

Filmredaktør Christian Monggaard kan ikke forestille sig, at Nesbø selv er tilfreds, og han kan heller ikke forestille sig, at fans af bøgerne vil være tilfredse med filmatiseringen af ’Snemanden’ – for magen til makværk skal man lede længe efter.

UIP

13. oktober 2017

Det sker ikke tit, at jeg ser så tåbelig, rodet og ufrivilligt komisk en film som Snemanden.

Det er måske ikke bemærkelsesværdigt i sig selv. Men det er det derimod, at filmen er produceret af ingen ringere end Martin Scorsese og instrueret af svenske Tomas Alfredson, der tidligere har signeret moderne mesterværker som det usædvanlige vampyrdrama Lad den rette komme ind og spionthrilleren Tinker Tailor Soldier Spy.

Al den sans for mennesker, stemninger, uhygge og uro, som Alfredson demonstrerer i de to film, er pist væk i Snemanden, der er baseret på en roman af den populære, norske krimiforfatter Jo Nesbø. Jeg kan ikke forestille mig, at Nesbø selv er tilfreds, og jeg kan heller ikke forestille mig, at fans af bøgerne vil være tilfredse, for magen til makværk skal man lede længe efter.

Michael Fassbender spiller hovedrollen som den alkoholiserede kriminalinspektør Harry Hole, der tydeligvis har brug for en sag, der kan hive ham ud af sprutsumpen. Og det får han, da han møder en ung kollega, Katrine Bratt (Rebecca Ferguson), som insisterer på, at to forsvundne familiemødre er blevet ofre for en seriemorder, som i mange år har huseret i både Bergen og Oslo.

Bratt har, viser det sig, meget personlige motiver for at gå helhjertet og hovedløst ind i sagen, og det får konsekvenser for både hende og Hole.

Så langt så skidt.

Ren staffage

Allerede helt fra begyndelsen og den lille forhistorie, som skal sætte scenen for de senere grusomheder, går det galt. Alting i Snemanden virker uægte.

Engelsktalende skuespillere, nogle ærkebritiske, andre med forskellige accenter, bevæger sig rundt i et bundfrossent Norge, som ligner noget fra en billig tv-film, og udtaler norske person- og stednavne, så det er en pine at høre på. Sidenhen dukker Harry Hole op – uden at det bliver mere troværdigt af den grund – og har ondt i både krop og sjæl, ikke mindst fordi han længes efter ekskæresten Rakel, der spilles af Charlotte Gainsbourg, og det er så tynd og utaknemmelig en rolle, at den franske skuespiller må have fået en million for at sige ja.

Det samme kan man i øvrigt sige om fremragende skuespillere som Val Kilmer, David Dencik, Chloë Sevigny, J.K. Simmons og Toby Jones, der alle spiller mere eller mindre karikerede bifigurer i den spegede affære, men alligevel ikke rigtig bruges til noget.

Det gør Michael Fassbender og Rebecca Ferguson dog, men selv om de hver for sig vel spiller udmærket, virker det ikke, som om de er med i den samme film.

Der er ingen kemi eller connection mellem dem. Som politifolk formår de heller ikke at arbejde sammen, Hole og Bratt synes snarere at modarbejde hinanden og leverer tilmed så dårligt et stykke opklaringsarbejde – den ene drevet af hævnmotiver, den anden af forestillingen om, at han engang var en god politimand – at selv Barnabys sergeant Troy ville korse sig.

Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvordan det kunne gå så galt med alle de gode kræfter foran og bag kameraet på Snemanden. Det har selvfølgelig noget med manuskriptet at gøre – det er skrevet af Hossein Amini, Peter Straughan og danske Søren Sveistrup – og er fuld af dårlige og ligegyldige replikker. Men det skyldes i høj grad også Tomas Alfredsons iscenesættelse.

Måske passer hans følsomme, underspillede og næsten lyriske stil bare ikke til Jo Nesbøs mere håndfaste historier – siger jeg uden at have læst en eneste af dem.

De kan dog umuligt være så dårlige som denne film.

’Snemanden’. Instruktion: Tomas Alfredson. Manuskript: Hossein Amini, Peter Straughan og Søren Sveistrup. Britisk-amerikansk-svensk (Alt for mange biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Katrine Damm
    Katrine Damm
  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for lisbeth larsen
lisbeth larsen

Jeg forstår, at Monggaard ikke bryder sig om filmen. Den er formodentlig også pivringe. Men ud over den lille bemærkning om, at de engelske accenter forstyrrer, er artiklen et skoleeksempel på, hvorfor det journalistiske credo "show it, don't tell it" har sin klare berettigelse. Her får læseren mest af alt at vide, at filmen er dårlig. Ikke hvorfor. Og spørgsmålet er så, hvor meget klogere man er blevet?

Brugerbillede for Katrine Damm

Nåeh jeg synes da Monggaard beskriver ganske godt, hvorfor han synes filmen er dårlig.
Godt du ikke blev solgt Monggaard;) Fortræng filmoplevelsen og prøv bøgerne. Det kan anbefales.

Brugerbillede for Katrine Damm

Den lakoniske overskrift her: Det er den ikke...
Minder mig om overskriften til anmeldelsen af Eyes wide shut i sin sin tid,: Og hvad så.
Kan ikke huske, hvem der skrev den anmeldelse.
Men den ramte plet.

Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel

Filmen har heller ikke fået ret gode anmeldelser i andre medier, og det skyldes til dels også, at 'ånden' fra Nesbøs bøger er fraværende. Det er et problem, når bøger filmatiseres, hvis det oprindelige udtryk forvanskes til uendelighed.
Du er inde på Stanley Kubrics "Eyes Wide Shut", som eksempel på en overvurderet film, Katrine.
Kunne også nævne Kubrics filmatisering af Stephen Kings "The Shining", ("Ondskabens Hotel" på dansk), som trofaste King-fans og forfatteren selv hadede, især fordi Jack Nicholson faderfigur fra begyndelsen optrådte vanvittigt. I bogen er faderens alkoholiske skikkelse ret sympatisk og okay i starten, fordi han ikke drikker. Ondskaben er snigende, men det er den ikke i filmen, hvor moderen iøvrigt også er en 'skrigende karklud' (Stephen King), og den 'skinnende' dreng Danny nærmest en umælende baby, hvor han i bogen er superintelligent og ret velformuleret.
Dog bliver "The Shining" stadig fremhævet, når der tales om magiske bogfilmatiseringer. Gyk !