Filmatisering af Jo Nesbøs ’Snemanden’ burde være god. Det er den ikke

Det sker ikke tit, at jeg ser så tåbelig, rodet og ufrivilligt komisk en film som Snemanden.

Det er måske ikke bemærkelsesværdigt i sig selv. Men det er det derimod, at filmen er produceret af ingen ringere end Martin Scorsese og instrueret af svenske Tomas Alfredson, der tidligere har signeret moderne mesterværker som det usædvanlige vampyrdrama Lad den rette komme ind og spionthrilleren Tinker Tailor Soldier Spy.

Al den sans for mennesker, stemninger, uhygge og uro, som Alfredson demonstrerer i de to film, er pist væk i Snemanden, der er baseret på en roman af den populære, norske krimiforfatter Jo Nesbø. Jeg kan ikke forestille mig, at Nesbø selv er tilfreds, og jeg kan heller ikke forestille mig, at fans af bøgerne vil være tilfredse, for magen til makværk skal man lede længe efter.

Michael Fassbender spiller hovedrollen som den alkoholiserede kriminalinspektør Harry Hole, der tydeligvis har brug for en sag, der kan hive ham ud af sprutsumpen. Og det får han, da han møder en ung kollega, Katrine Bratt (Rebecca Ferguson), som insisterer på, at to forsvundne familiemødre er blevet ofre for en seriemorder, som i mange år har huseret i både Bergen og Oslo.

Bratt har, viser det sig, meget personlige motiver for at gå helhjertet og hovedløst ind i sagen, og det får konsekvenser for både hende og Hole.

Så langt så skidt.

Ren staffage

Allerede helt fra begyndelsen og den lille forhistorie, som skal sætte scenen for de senere grusomheder, går det galt. Alting i Snemanden virker uægte.

Engelsktalende skuespillere, nogle ærkebritiske, andre med forskellige accenter, bevæger sig rundt i et bundfrossent Norge, som ligner noget fra en billig tv-film, og udtaler norske person- og stednavne, så det er en pine at høre på. Sidenhen dukker Harry Hole op – uden at det bliver mere troværdigt af den grund – og har ondt i både krop og sjæl, ikke mindst fordi han længes efter ekskæresten Rakel, der spilles af Charlotte Gainsbourg, og det er så tynd og utaknemmelig en rolle, at den franske skuespiller må have fået en million for at sige ja.

Det samme kan man i øvrigt sige om fremragende skuespillere som Val Kilmer, David Dencik, Chloë Sevigny, J.K. Simmons og Toby Jones, der alle spiller mere eller mindre karikerede bifigurer i den spegede affære, men alligevel ikke rigtig bruges til noget.

Det gør Michael Fassbender og Rebecca Ferguson dog, men selv om de hver for sig vel spiller udmærket, virker det ikke, som om de er med i den samme film.

Der er ingen kemi eller connection mellem dem. Som politifolk formår de heller ikke at arbejde sammen, Hole og Bratt synes snarere at modarbejde hinanden og leverer tilmed så dårligt et stykke opklaringsarbejde – den ene drevet af hævnmotiver, den anden af forestillingen om, at han engang var en god politimand – at selv Barnabys sergeant Troy ville korse sig.

Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvordan det kunne gå så galt med alle de gode kræfter foran og bag kameraet på Snemanden. Det har selvfølgelig noget med manuskriptet at gøre – det er skrevet af Hossein Amini, Peter Straughan og danske Søren Sveistrup – og er fuld af dårlige og ligegyldige replikker. Men det skyldes i høj grad også Tomas Alfredsons iscenesættelse.

Måske passer hans følsomme, underspillede og næsten lyriske stil bare ikke til Jo Nesbøs mere håndfaste historier – siger jeg uden at have læst en eneste af dem.

De kan dog umuligt være så dårlige som denne film.

’Snemanden’. Instruktion: Tomas Alfredson. Manuskript: Hossein Amini, Peter Straughan og Søren Sveistrup. Britisk-amerikansk-svensk (Alt for mange biografer landet over)