Læsetid: 3 min.

Gå gennem balletspejlet – og tab dit hjerte

Børneballetten ’De glemte børn’ er en gyserballet fuld af gru og magi. Men den er også et opløftende nyt bud på en koreografi, der ikke er bange for sin egen tradition
I børneballetten ’De glemte børn’ på Det Kongelige Teater dukker en pige pludselig op på den anden side af et spejl – og så breder uhyggen sig.

I børneballetten ’De glemte børn’ på Det Kongelige Teater dukker en pige pludselig op på den anden side af et spejl – og så breder uhyggen sig.

Henrik Stenberg

20. oktober 2017

Hvis nogen kan inspirere en ung koreograf til en gyserballet for børn, så må det være forfatteren Kim Fupz Aakeson. Hans ustyrlige historier har en mareridtsagtig fantasi, som netop børnene tænder så uhæmmet på – med Pigen der skulle vælge som den ultimative, børnelogiske dødsfilosofi.

Nu har den 32-årige, engelske solodanser Gregory Dean kastet sig ind i Kim Fupz Aakesons skæve univers for at skabe en ballet for Det Kongelige Teaters Balletskole. Resultatet er blevet balletten De glemte børn, der balancerer imponerende mellem det talte ord og de dansede trin.

En voksen fortællermus beretter om disse glemte børn set fra musenes og underverdenens side – anført af karakterdanseren Morten Eggert, der med drilsk entertainerstemme og spøjse bevægelser introducerer publikum til de strakte tæers univers. Og herfra breder uhyggen sig.

I en træningssal med et stort spejl vrimler det med balletelever i træningstøj. Her spejler børnepublikummet straks sig selv i børnene – uanset om de går til ballet selv, eller om de kun har set ballet på tv.

Heltinden er klædt i balletlyserødt, naturligvis, midt imellem de andre fnisepiger og mobbedrenge med kasketter. Vi mærker, at heltinden har blik for noget særligt. Og vi stirrer sammen med hende ind i spejlet, da hun pludselig får øje på noget underligt. Ganske rigtigt:

Inde på den anden side af spejlet står en pige på hendes egen alder og stirrer på hende. Hendes øjne er dødningesorte, og midt på hendes bryst er der et stort, sort hul – lige dér, hvor hendes hjerte har været. Men pigen ser så ulykkelig ud, at vores heltinde slet ikke kan lade være med at gå hen til hende i spejlet – og træde gennem spejlet.

Mus med stribede bluser

Egentlig er det denne spejlidé, der bærer hele forestillingen. Scenografisk er dette magiske spejl løst med stor snilde – hvordan skal ikke røbes her – og musikalsk leger den 26-årige komponist Matias Vestergård drilleleg med Schubert udsat for diverse forstyrrelser. Det interessante er så, at Gregory Dean koreografisk bruger den klassiske ballets bevægelser med største stolthed og naturlighed.

Her er ikke noget af den frygt for traditionen, som ellers præger voksenrepertoirets Bournonville-nyopsætninger. Her er tværtimod alle de øvelser, som alle balletbørn stræber mod at kunne – danset af børnene fra balletskolens 0. klasse og helt op til teenagerne. Ambitiøst og kompromisløst. Det er virkelig renhjertet.

Gregory Dean er klart påvirket af sin engelske ballettradition. Forestillingens frække mus i stribede bluser og med enorme ører danser grangiveligt rundt som fætre og kusiner til musene i Nøddeknækkeren – og i Cirkeline. Men også Bournonville dukker op. Ind svæver i hvert fald en ballerina fra Bournonvilles træningstimeballet Konservatoriet – i langt, hvidt skørt og med velourbånd om halsen.

Fortidstragedien lurer

Akkurat som hos Dickens styres alt af en ond herskerfigur, her i form af den tyranniske, bebrillede balletlærer Frøken Mester, der får børnene til at danse fra morgen til aften. Selv humper hun rundt med hemmelighedsfrakke og en mærkelig benskinne på det ene ben. Men hendes synlige fortidstragedie gør det også klart, hvem der gravet hjerterne ud af de stakkels børn, der nu går sortøjede rundt som skygger bag spejlet.

Jo, De glemte børn er en hamrende uhyggelig ballet. Brutaliteten i den 50 minutter lange børnemishandlingshistorie er ikke ligefrem for børnehavebørn. At Det Kongelige Teater angiver målgruppen som ’4 år +’ – og at teatret samtidig anbefaler forestillingen til skolernes 4-6. klasser – viser, at teatrets marketingsafdeling har et troværdighedsproblem. Min egen 10-årige ledsagerske bedømte målgruppen til at være de syv-otte-årige og opefter; selv syntes hun faktisk, at det var rigeligt skræmmende med pigen, der gemte sig bag spejlet.

De glemte børn er en vellykket og insisterende forestilling, der må have krævet al balletskolens fokus i lang tid – og som ser ud til at have kostet kassen i disse repertoiremagre tider. Forhåbentlig danses den igen til næste efterårsferie. Også fordi den lykkeligvis insisterer på at vise balletkunstartens perfektion – og ikke bare alt det bag scenen, som ellers mest fremhæves hos Den Kongelige Ballet, sådan som det sker i DR3-serien I forreste række.

De glemte børn digter dans, når den både er mest perfekt og mest farlig. Heldigvis. Sådan går det for en koreograf, der går gennem spejlet – og taber sit hjerte.

De Glemte Børn’. Koreografi: Gregory Dean. Historie: Kim Fupz Aakeson. Musik: Matias Vestergård efter Franz Schubert. Scenografi: Gregory Dean, Frederik Andreas Nielsen og Mikkel Bruhn. Kostumer: Gregory Dean og Rikke Korfix. Lys: Thomas Bek Jensen. Dansere: Elever fra Det Kongelige Teaters Balletskole og dansere fra Den Kongelige Ballet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu