Er der mon nogen, der efterhånden kan huske 1990’erne? Den der bizarre pause mellem Murens fald og 9/11, hvor konsensuspolitikken drog hærgende over lande og riger, hvor snart sagt alt inklusive kærlighed og kræft kunne gives en ironisk drejning og det for alt i verden gjaldt om at have set de seneste afsnit af serier som Seinfeld, X-Files og The Simpsons, hvis man ville snakke med over madpakken i kantinen. Glemte jeg Beverly Hills 90210? Jeps, for den så jeg så ikke, men var til gengæld småafhængig af New York Blues grundet figuren Sipowicz. Det var kongetider for en couch potato.
Nå, men uden for tv-seriernes trygge kuvøse af væren bekymrede man sig som altid over ungdommen, der døbtes Generation X efter bogen af samme navn (skrevet af forfatteren Douglas Coupland), der passende udsendtes i 1991. Den omhandlede en gruppe unge, der følte at toget var kørt, generationerne umiddelbart før dem havde haft det både sjovere og bedre (det havde vi så måske også) og de følte sig på forhånd desillusionerede over en tilværelse, der strengt taget ikke havde foldet sig ud for dem endnu. Måske nogle af dem ligefrem blev glædeligt overraskede?
Generation X
En stereotyp, der udspaltedes fra den såkaldte Generation X, som kom halsende efter de store årgange og hvis barndom var præget af 1960’erne og 70’ernes opbrud i familiemønstre og omkalfatrede omgangsformer, kaldtes slackers, en ganske særlig apatisk, asocial og apolitisk afart af menneskeheden, som typificeret i Beck’s 1993-sang ”Loser”: »I’m a loser, baby, so why don’t you kill me?«
Musikalsk forbandtes slackermentaliteten mest med den særlige rockform, der kaldtes grunge, som havde sit udspring i det nordvestlige USA, ikke mindst storbyen Seattle, hvorfra grupper som Mudhoney, Nirvana, Soundgarden m.fl. gav disse rodløse unge stemme. Men det havde allerede simret længe på østkysten, hvor navne som Sonic Youth, Throwing Muses og Pixies længe havde arbejdet med den loud-quiet-loud-taktik, der prægede periodens forrevne og kantede alternative rock.
Og The Breeders (et i homoseksuelle kredse nedsættende udtryk for heteroseksuelle, så kan vi lære det) havde også sit udspring i netop østkysten, idet bandet oprindeligt var et sideprojekt for de to forsangere og guitarister Kim Deal (bassist i Pixies) og Tanya Donelly fra Throwing Muses, hvilket udmøntede sig i albummet Pod det herrens år 1990. Det lå helt i tråd med tidens såkaldte alternative rock (som modsætning til den mere glatpolerede mainstreamrock, der dengang stadig fandt vej til hitlisterne før den slags blev overladt til maskinerne) ved i et væk at benytte temposkift, uortodokse sangstrukturer, opfindsomme akkordgange og syrede tekster med fornemt resultat.
Da Donelly forlod The Breeders for at danne Belly, indforskrev Kim Deal sin enæggede tvillingesøster Kelley Deal til at overtage den ledige position. At Kelley ikke kunne spille guitar opfattedes i tidens ånd ikke som et problem og hun lærte hurtigt, må det siges. For med den britiske bassist Josephine Wiggs og trommeslageren Jim Macpherson skabte bandet med Last Splash (1993) et af periodens mere slidstærke udgivelser og den blev da også behørigt fejret med deluxe genudgivelse på sin tyve års fødselsdag i 2013, hvilket førte til en genforening af nævnte besætning. For Kim Deal har med andre players holdt liv i foretagendet on and off i årene siden og det er blevet til yderligere et par albums, der dog slet ikke når samme standard.
Irriterende slacker
Så det var passende at gruppen til koncerten i Vega onsdag aften repertoiremæssigt lagde hovedvægten på sange fra netop Last Splash, samtidig med at den på alle planer og med højt hævet fane demonstrerede sin sædvanlige skødesløse facon at gå til opgaven på. Og det i dén grad med krum hals!
Allerede i åbningsnummeret, det pragtfulde ”No Aloha”, lød gruppen og især Kim Deal som om den desperat søgte efter både holdepunkt og fælles fodslag. Det blev bedre hen ad vejen, men på intet tidspunkt perfekt. Det er paradoksalt nok både gruppens styrke og svaghed, den der elskelige, men ind i mellem også irriterende slacker indstilling til tingene, men hjerte og sjæl er med hele vejen og ind i mellem løfter det sig pludseligt helt op i et leje, hvor man så til gengæld ville ønske det befandt sig lidt oftere.
Nå, men ikke desto mindre fik Kim & co. fyret noget i retning af 25 numre af på et par timer, der faktisk fløj af sted og kedeligt var det på intet tidspunkt, tværtimod spredte den lattermilde stemning på scenen sig hurtigt til det til lejligheden forsamlede publikum, hvis umådeholdne entusiasme bar bandet igennem de mere problematiske steder. Og rytmegruppen knoklede da også som små svin for at holde sammen på søstrene Deals noget flippede tilgang til stoffet. Det blev på godt og ondt et lettere bizart, men helt igennem festligt genhør med den ende af 90’er-rocken, der med god ret kaldtes alternativ.
The Breeders, Vega, Kbh., onsdag
