Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

George Michael – med stuk og spartelmasse

Det er til dels et forfængelighedsprojekt, som den afdøde superstjerne George Michael afslutter sit værk med. Det sker med dokumentaren ’Freedom’, hvor han har fået alt for mange venner til at fortælle, hvor fed han er. Men gennem den løber også en betændt fortælling om ensomhed og tragedie
Det er til dels et forfængelighedsprojekt, som den afdøde superstjerne George Michael afslutter sit værk med. Det sker med dokumentaren ’Freedom’, hvor han har fået alt for mange venner til at fortælle, hvor fed han er. Men gennem den løber også en betændt fortælling om ensomhed og tragedie

Francois Mori

Kultur
28. oktober 2017

Eftermæle. Vi får alle sammen et. Vi vil helst have, at det bliver godt. Nogles er større end andres. Nogle forsøger at styre det. Det gjorde David Bowie til noget nær perfektion med både retrospektive og fremsynede udgivelser helt op til to dage før sin død i 2016.

En anden engelsk stjerne nåede også at forme sit eftermæle op til kort før sin død. George Michael døde af naturlige årsager den 25. december sidste år, 53 år gammel, kun få dage efter, at han havde lagt sidste hånd på dokumentaren Freedom.

Den fører os kronologisk gennem en karriere, der i 1998 gav ham positionen som verdens bedst sælgende musiker. Ikke et voldsomt privat indblik, slet ikke når det kommer til barndom og teenageår, som er udeladt, men med nogle smertelige begivenheder blotlagt.

Det starter med Wham!. Duoen, som Michael delte med Andrew Ridgeley. »Young Guns«, »Wham! Rap«, »Club Tropicana«, »Everything She Wants«, »Wake Me Up Before You Go Go«, »Last Christmas«. Sikke et trip. Og så solokarrieren, der blev indvarslet med »Careless Whisper« og havde højdepunkter som »Faith«, »Jesus To A Child«, »Fastlove« og »Outside«. Yowza!

Manglende distance

Personligt foretrækker jeg Wham!-perioden, og det gjorde George Michael åbenbart også – dog ikke, som denne signatur af kunstneriske årsager, men af personlige. I Freedom fortæller han, hvordan Ridgeley og ham altid kunne grounde hinanden. Og så om, hvordan han tabte sutten solo. Fra den sidste koncert på hans første store soloturné erindrer han:

»Jeg var massivt ulykkelig og ensom. Jeg kan huske at stå der med en tåre i øjet og virkelig ikke vide, om jeg nogensinde ville gøre det igen.«

Det var ved en koncert i Pensacola, USA, i oktober 1988. Han var 25 år. »Det forandrede alting.« I dét lys er optagelsen af »Careless Whisper« fra selv samme koncert ikke så meget hypnotisk langsom, som et bedøvet udtryk for udmattelse.

Eller som Mary J. Blige – en af de utallige samarbejdspartnere, der giver deres besyv med – siger, da hun lytter til en senere sang, Michaels coverversion af Stevie Wonders »They Won’t Go When I Go« fra 1990:

»Jeg hører ... så meget ... udmattelse. Ikke udmattelse som kunstner, men som menneske.«

Selv taler han om den røde linje, en slags indre succesmåler, som hans ego kun kan tillade en opadgående kurve på. En jagt på offentlig kærlighed, der isolerer ham, og som er det – og så en virkelig dårlig pladekontrakt – han ønsker frihed fra.

David Austin, ven og manager for George Michael, har været medinstruktør på Freedom. Det burde have været en udefrakommende dokumentarinstruktør eller journalist. For Austin har åbenbart ikke kunnet bidrage med en tilstrækkelig distance til hovedpersonen.

Freedom er således hverken-eller. På den ene side savner jeg habile ekspertstemmer, der kan analysere med uvildig vægt og nøgternt sætte ham i kontekst – i stedet for de jublende samarbejdspartnere, venner og advokater, der stryger ham og hans værk med hårene.

Ja, Mark Ronson siger sågar, at sangen »Freedom! ’90« er »the Mona Lisa«. Rolig nu. Alle de pyntelige ord antager karakter af stuk, og dokumentaren begynder at lugte af et forfængelighedsprojekt.

Bevares, Tracey Emin siger nogle indsigtsfulde ting, Ricky Gervais er sjov, og Stevie Wonder er en ganske vild, spirituel tilstedeværelse. Men det er Jean Paul Gaultier, Liam Gallagher, en Vogue-redaktør og nogle supermodellers fortællinger om musikvideoindspilninger dæleme ikke.

For meget spartelmasse

Det eneste sted, hvor der for alvor er dissens, er i forbindelse med retssagen, som George Michael anlægger mod sit pladeselskab Sony. Han ønsker at frigøres fra dét, han ser som en økonomisk urimelig, tingsliggørende og evig trælbinding.

En sag, han taber. Her får folk fra pladeselskabet lov at forklare deres side af sagen, og her bevarer George Michael en integritet – noget, han generelt går voldsomt op i – som fortæller.

Når vi så ikke får en nøgtern, journalistisk saglig dokumentar med Freedom, får vi så omvendt en dybt personlig fortælling rig på selvbiografisk materiale? Not so much.

Vi får dog den smertelige historie om hans første store kærlighed i livet, Anselmo Feleppa, der bliver testet HIV-positiv et halvt år efter, at de i 1991 har mødt hinanden. Han dør af AIDS i 1993.

Michael giver os klare beskrivelser – uden billedside! – af hans problemer med at deale med berømmelse og med at leve et normalt liv. Ja, han forklarer sin heftige brug af solbriller med, at han simpelthen ikke kan se folk i øjnene.

Vi får fint kortlagt, hvordan han render ind i modvind med sin brug af sort musik – soul og R’n’B – især efter at han i 1989 vinder tre American Music Awards, herunder én for bedste mandlige soul/R’n’B-sanger og én for bedste soul/R’n’B-album. Kulturel appropriation ville nogle måske have råbt i dag. Stevie Wonders svar på dét? »It’s kind of old«.

Og så er der diskussionen om, hvorfor han først kom ud af skabet i 1998. Noget, han forklarer ret så pinefuldt: »Det er svært at være stolt af sin egen seksualitet, når den ikke har bragt en glæde. Når den bliver forbundet med glæde og kærlighed, er det let at være stolt af, hvem man er.« Men det er jo heller ikke et endegyldigt argument for at skjule sin seksualitet.

Historien om George Michael er så også historien om misbrug og udskridende adfærd. Han falder ud af sin bil på motorvejen. Han kører ind i en butik under påvirkning af marihuana. Han bliver arresteret med hårde stoffer på sig og taler selv om at ryge alt for mange joints. Bare ikke her i Freedom. Så hellere anekdoter fra indspilningerne til musikvideoer.

Freedom er et eftermæle med lidt for meget spartelmasse. Og stuk.

’Freedom’ – Instruktion: George Michael og David Austin. Engelsk. Kan ses på TV 2 Play under titlen ’George Michael–Hans egen historie’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her