Læsetid: 5 min.

Glem alt om at holde på dine hemmeligheder, for du deler dem allerede med alle andre

Du er ikke alene med din fortvivlelse, angst og skam, forsikrer den engelske kunstner Gillian Wearing os om i sine urovækkende og stærke værker, som kan ses på Statens Museum for Kunst
Selv om du holder på din hemmelighed, deler du den med alle andre, synes Gillian Wearings pointe at være. Hendes værker, der udstilles på Statens Museum for Kunst, krænger alle de indre tanker frem, som du tror, du er alene med, men som forbløffende ofte viser sig at være udbredte og nærmest ordinære.

Selv om du holder på din hemmelighed, deler du den med alle andre, synes Gillian Wearings pointe at være. Hendes værker, der udstilles på Statens Museum for Kunst, krænger alle de indre tanker frem, som du tror, du er alene med, men som forbløffende ofte viser sig at være udbredte og nærmest ordinære.

Jonas Heide Smith

27. oktober 2017

­­Alt det, du skjuler. Fordi du frygter, hvad det vil betyde, at det kommer frem. Du bærer rundt på det som et kors. Vægten tvinger dig i knæ. Dine hemmeligheder, alt det grusomme indeni dig. Det er ubærligt. Alt det, du er mindst stolt af. Alt det, du skammer dig mest over.

Det er som en bristefærdig byld. Du ved, at hvis først der går hul, så vil det strømme ukontrolleret fra dig. Du skjuler det, fordi du ikke kan leve med, at det kommer frem, bliver synligt. Men i sit skjul udhuler hemmeligheden din sjæl, gnaver sig dybt ind i dine knogler, gør dig faldefærdig og vakkelvorn.

Skriftestolen udvirker en vis terapi. At sidde i halvmørket, gemt bag et gitternet og brødebetynget hviske dine hemmeligheder til en præst på væggens anden side. Synd og bod og tilgivelse. Den engelske billedkunstner Gillian Wearing (f. 1963) kan gøre noget af det samme, selv om hun ikke er præst.

Siden begyndelsen af 1990’erne har hun lavet en række værker, der inviterer almindelige mennesker til at bekende deres hemmeligheder, fortælle om deres inderste kvaler, indrømme deres dybeste skam. Det har resulteret i en række rørende og urovækkende værker, som bærer vidnesbyrd om en kultur, der er gennemsyret af tabuer og traumer.

Arnestedet for tabuerne og traumerne er familien, denne idylliske konstruktion, som knytter de tætteste og mest intime bånd mellem mennesker. Eller båndlægger og binder mennesker til uudslettelige erindringer om overgreb og vold og ydmygelse og fornedrelse. Meget passende hedder den aktuelle udstilling med Gillian Wearing på Statens Museum for Kunst Family Stories.

Den tager afsæt i noget af det mindst interessante i Wearings oeuvre, nemlig de skulpturelle arbejder med portrætteringer af typiske og repræsentative familier via langstrakte udvælgelsesprocedurer, som Wearing indtil videre har lavet tre udgaver af – i Italien, England og nu Danmark.

En rigtig familie

Den danske version af familieskulpturen hedder »A Real Danish Family« og vil af mange være kendt fra tv, fordi processen frem til den endelige skulptur blev til en tv-serie i tre dele på DR. Danske familier kunne melde sig som potentielle modeller til skulpturen i efteråret 2016, og af de 492 kandiderende familier har et dommerpanel udvalgt familien Lysholm Thorsen.

Processen har desuden involveret en række interviews, foredrag og diskussioner om, hvad en ’familie’ kan være, hvad ’danskhed’ er, og hvad der gør den ene og den anden kategori mere eller mindre ’rigtig’. Bronzeskulpturen af familien Lysholm Thorsen står nu prominent stillet til skue lige ved indgangen til SMK’s haveanlæg.

»A Real Danish Family« er et projekt, som baserer sig på sociologiske og antropologiske forstudier, der i højere grad end den endelige skulpturgruppe kvalificerer værket. Hvis man med nogen ret kan hævde, at processen rummede kritiske og analytiske aspekter, så er selve skulpturen imidlertid anderledes konform og heteronormativ i sin konventionelle skildring af en stolt mor og far med et barn mellem sig.

Det er ganske vist ikke en magtfigur i form af en konge eller general, der bliver fremstillet, så det er ikke noget traditionelt monument.

Men heteronormativitetens monumentalitet skal man på den anden side ikke underkende, så ophøjelsen af den normaldanske kernefamilie til et statuarisk eksempel rummer sine egne problemer. Derudover er skulpturen formelt set uinteressant: vokskabinettets trætte realisme forædlet til bronze, men livløst, banalt og udtonet for indre spændinger.

Selv om værket forsøger at problematisere monumentet som genre, gør den det på monumentets grundlæggende præmisser om bestandighed og inden for et formsprog, der viderefører monumentalkunstens tradition for realisme.

»A Real Danish Family« er på alle måder en skarp kontrast til Wearings tidligere værker, som handler om at afdække dysfunktionelle og traumatiske dimensioner af familielivet. Min anbefaling er derfor, at du iler forbi den monumentale harmoni i bronze og giver dig i kast med Wearings mere urovækkende fotografier og videoer inde i museets sale.

Tag først et kig inden for i den lille skriftestolslignende konstruktion, som indeholder den 30 minutter lange video Trauma fra 2000. Rummets meget beskedne størrelse tvinger dig til at tage stilling til, om du vil bevæge dig ind eller stå i døråbningen, på afstand.

Frygtelige sandheder

Trauma viser en række voksne personer, der iført barnemasker fortæller om traumatiske begivenheder, de har oplevet i deres barndom. Historierne er i sig selv hårrejsende, oprivende og bevægende.

Tilsat billederne af de statiske silikonemasker og øjnene, der stirrer ud af hullerne i dem, bliver videoen akkurat så underlig, splittet og friktionsfyldt, at man både har svært ved at blive ved med at se den og svært ved at forlade den. Det er skræmmende bekendelser, der kun kommer frem under dække af maskeringen, som imidlertid også afskærer os fra at se, hvem der taler.

Fra Gillian Wearings kunstfilm ’Trauma’ på Statens Museum for Kunst.

Pressefoto

Så de frygtelige sandheder synes at strømme fra en kilde, der er lokaliseret et andet sted end i det enkelte individ, samtidig med at hver historie er dybt personlig.

Netop denne blanding af det typiske og det individuelle er karakteristisk for Wearings værker, der så at sige almengør de patologier, som gennemsyrer familieinstitutionen, samtidig med at de påpeger universaliteten i de hemmeligheder, du selv går og gemmer på.

Selv om du holder på din hemmelighed, deler du den med alle andre, synes Wearings pointe at være. Hendes værker krænger alle de indre tanker frem, som du tror, du er alene med, men som forbløffende ofte viser sig at være udbredte og nærmest ordinære.

Wearings kunstneriske fortjeneste – trods en meget ujævn kvalitet i det samlede værk – er at eksternalisere de indre monologer i al deres trivielle gru, mens hun samtidig udstyrer dem med stærke billeder, der underbygger det ubehagelige og uhyggelige i fortællingerne.

Ideen om et samlet kulturelt ubevidste, et fællesmenneskeligt reservoir af mareridt, rædsler og usikkerhed, er på det seneste blevet verificeret gennem big data, hvor for eksempel Seth Stephens-Davidowitz’ nye bog Everybody Lies rammende taler om Google-søgninger som et kollektivt, digitalt sandhedsserum.

Alt det, du ikke tør spørge din bedste ven eller veninde om, spørger du Google om, for skærmen er blot en anden maske, du kan gemme dig bag.

Men længe inden big data fandtes, undersøgte Gillian Wearing alle løgnene og hemmelighederne i kunstværker, der efterlader én med ligeså stor vished som Googles søgestatistikker om, at alle lyver, at alle er angste, og at alle er usikre. Manden i Trauma, der bag masken fortæller om, hvordan han som dreng fantaserede om at myrde sin plageånd af en far.

Kvinden, der i »2 into 1« fortæller om, hvordan hun svinger mellem at elske og at hade sine sønner. Politimanden, der i »Signs that say what you want them to say and not Signs that say what someone else wants you to say« holder et hvidt papirark, hvor han har skrevet »Help«.

 De er alle med til at forsikre dig om, at du ikke er alene.

Gillian Wearing. ’Family Stories’. Statens Museum for Kunst. Indtil den 7. januar 2018.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu