Læsetid: 3 min.

’Herrens veje’ bliver et indviklet regnskab over synd og tilgivelse

Når karaktererne i ’Herrens veje’ (forudsigeligt nok) fejler, står de ikke kun til ansvar over for hinanden, men også over for deres Gud. Siden de alle sammen er præster og kaldet til at udlægge hans holdning, afføder det en gedigen konflikt om, hvad man stiller op med sin synd. Og imens hober synder sig op
Johannes (Lars Mikkelsen) faldt aldrig for alvor i unåde hos sin familie og menighed, selv om han drak som et hul i jorden (og røg ned til kisten under en begravelse). Han er nu på vandvognen. Måske fordi han har erkendt sin syndighed eller måske som et knæfald for nymodens mellemledelse i Folkekirken.

Johannes (Lars Mikkelsen) faldt aldrig for alvor i unåde hos sin familie og menighed, selv om han drak som et hul i jorden (og røg ned til kisten under en begravelse). Han er nu på vandvognen. Måske fordi han har erkendt sin syndighed eller måske som et knæfald for nymodens mellemledelse i Folkekirken.

Tine Harden

9. oktober 2017

Regnskabet over synderne og deres forladelse er ved at blive indviklet i DR Dramas Herrens veje. Der syndes over hele linjen, og der tilgives faktisk også en del.

Johannes (Lars Mikkelsen) faldt aldrig for alvor i unåde hos sin familie og menighed, selv om han drak som et hul i jorden (og røg ned til kisten under en begravelse). Han er nu på vandvognen. Måske fordi han har erkendt sin syndighed eller måske som et knæfald for nymodens mellemledelse i Folkekirken. Det er en af de få motivationer, der ikke bliver skåret ud i pap i tredje afsnit af serien.

Den nye biskop (Laura Bro) kom i hvert fald og blandede sig i hans mellemværende med Gud, djævlen og provstiet. Han vil gøre alt for det provsti – nu også holde sig ædru. En præst ved en lukningstruet kirke i provstiet bliver så rørt over Johannes’ stædige opbakning, at han går til bekendelse og fortæller, at han stemte på Johannes’ modkandidat til bispevalget.

Den nærmest dæmoniske intensitet, Johannes tilgiver sin præst med, er noget af det bedste ved serien. Johannes balancerer sig i Lars Mikkelsens skikkelse mellem at være en fast støtte og en trussel. Den dramatiske måde, han tilgiver på, fordrer en god portion underkastelse hos den anden. Det kan jeg godt lide.   

Alle møder fører til konflikt

Johannes’ kone, Elisabeth (Ann Eleonora Jørgensen), synder harmløst og muntert med sin nye veninde, Liv (Yngvild Støen Grotmol), fra badeklubben. Liv har givet hende et stort, prægtigt kohorn at grave ned i præstegårdens have for frugtbarhedens skyld.

Hvad den slags kulret afgudsdyrkelse i præstegården skal ende med, ved jeg ikke, men indtil videre har alle møder mellem karakterer i Herrens veje ført til en konflikt, så mon ikke Liv og Elisabeths glade måde at være sammen på fører et eller andet med sig.  

Den ældste søn Christian (Simon Sears) er blevet tilgivet for at have snydt i sit speciale af sine venner og forretningspartnere. Han skal nu se, om han kan tilgive dem, at de ikke vil have ham med i firmaet længere. Det gør det nemmere, at hans bedste ven, Mark (Joachim Fjelstrup), inviterer ham med på en trekkingtur i Himalaya med alt betalt.

Men Christian er ubetinget seriens martrede oversynder, der ikke engang kunne lade være med at gå i seng med Marks kæreste. Sandheden kommer for en dag, og der er en tilgivelse mere, der skal i hus. 

Christians lillebror, August, er egentlig ikke typen, der gør noget forkert, men fordi han i Irak prøvede at gøre det rigtige, kom han til at slå et medmenneske ihjel. Oven i købet en civil og ubevæbnet kvinde, hvis søn har vidnet om drabet. »Der findes ikke en synd, der ikke kan tilgives,« siger Johannes, da han får det at vide – og straks efter gør han det klart, at det ville være utilgiveligt at gå til bekendelse og tilsmudse familiens gode navn.

Det fremragende skuespil, som skuespillerne i Herrens veje over en bred kam lægger for dagen, bliver udfordret af replikkerne. Karaktererne er tilbøjelige til at annoncere de problemer, de kort efter skaber for sig selv, i korte hovedsætninger.

»Man må aldrig trekke alene,« siger de to på det tidspunkt muntre vandringsmænd til hinanden. Det minder lidt om der i første afsnit, hvor Mira siger til Christian, at de ikke skal kysse.

’Herrens veje’, søndage kl. 20 på DR1 – eller på dr.dk

Serie

Information anmelder ’Herrens Veje I’

Alle anmeldelser af DR1-søndagsdramaets første sæson. Mød patriarken Johannes Krogh, hans hårdtprøvede hustru Elisabeth Krogh, sødmælksdrengen August Krogh og den fortabte storebror Christian Krogh. Læs anmeldelserne af anden sæson her.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Grethe Preisler
Eva Schwanenflügel og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Første afsnit oplevedes godt, god skuespilkunst, god artikulation (man kunne for en gang skyld høre hvad skuespillerne sagde. Det var spændende drama og teater, og konflikt med den altid absurde ide, feltpræsten, og du må ikke slå ihjel! Got mit uns! Men så gik det galt og blev så forudsigeligt og banalt, efter min mening! Desværre. Som sagt, jeg blev frygtelig skuffet, da det begyndte så fint !! Når en god fagbog er bedre end en T.V.serie, så må Dr. oppe sig!

Eva Schwanenflügel, Arne Lund og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Æstetikken fejler bestemt ikke noget. Det er mageløst smukt komponeret og fotograferet. Stort cadaeu, men handlingen.....Vorherre til hest. Alle disse af synd knugede mennesker. Faderen, sønner og den lukningstruede præst - en rigtig tøffelhelt - halvskvattet, grådlabil, angerfuld overfor provst Johannes. Her gik jeg ud og vaskede op.
Enig med Hanne Ribens - der er for bunker af mange bøger, der trækker, fremfor DR's bidrag til Luthers indsats.
Når Adam Price kan lave noget så godt som Borgen, hvordan fa'en har han så kløjset sådan i det med det her næsten tidehverske drama og at vi alle er syndere.
Price burde bekymre sig over, at Sørgelige Godtfredsen roser stykket. Et dødskys.

Eva Schwanenflügel, Peter Andersen, Hanne Ribens og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Nanna Wulff M.

Har lige set de tre afsnit på stribe.

Alle skuespillerne er virkelig gode og fotograferingen er helt suveræn. Og noget at tænke over.

Til enhver tid bedre en det meste andetsteds.

ulla enevoldsen

Kan ikke læse artiklen, da den er låst, men vil lige gøre opmærksom på, at synd altså ikke kan hobes op, da det ikke er gerninger, men menneskers 'rettethed' mod sig selv, altså snarere en (selviskhedens) tilstand end en række handlinger/ gerninger. Luther (uden at være enig med ham i alt) talte om menneskers indkrogethed i sig selv. At opfatte synd som enkelthandlinger er i givet fald en katolsk forestilling (og filmen handler om folkekirkepræster, der selvfølgelig ikke er katolske). Synd betyder sprogligt 'overskridelse' eller 'at skyde forbi målet'.

Michael Kongstad Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Der er måske op til flere teologiske problemer her.
Præster er ikke kaldet til at udlægge Guds holdning, som anmelderen siger. De er ikke facitlister for livet. De kende biblen og beder sammen med menigheden, tror sammen med dem, men er ikke nærmere Gud end dem og ikke bedre end dem.

At det er lækkert fotograferet, overrasker ikke, Det lever DR Drama af. Og folk elsker det på deres fladskærms B&O luksus anlæg, allerede denne virtuelle sanselige glæde ved luksus af den art er syndig i sig selv, og når præten må, så må jeg vel også.

PS. - jeg har ikke set.

Søren Kristensen

Idéen i afsnit 2, hvor feltpræsten, af alle, skyder den forkerte, er genial og kunne vel bære en hel film i sig slev. Mindre troværdig er optakten, hvor mandskabet hungrer efter at få køretøjerne velsignet. Så meget formaliseret religiøsitet tror jeg ganske enkelt ikke der er i forsvaret eller blandt danskere i det hele taget. I hvert fald ikke endnu. Men sådan er det jo ofte med dramatik, der er nogle ting man er nødt til at gå med på for at få plottet spændt ud. Indtil videre synes jeg serien er spændene over middel og jeg gælder mig til at se hvad der er på menuen næste gang.

Nanna Wulff M.

Jamen, Michael, hvad så med det forfærdiglige (i mine øjne) danse-halløj med stjernerne?

Det er ikke "krigerisk ragelse" men derimod (igen i mine øjne) helt åndsforladt.

Michael Kongstad Nielsen

Ak jo Nana, du har ret. Hvor helvede skal man så gå hen?
Er der et værtshus i nærheden,