Læsetid: 3 min.

I ’Herrens veje’ er den nye rockstjerne en ung præst, der vil i krig for at have det svært

Hvis man vil engagere sig i Adam Prices tv-fantasi, må man acceptere det, der føles gammelt, for at indse, at det også er ret nyt. DR’s nye dramaserie ’Herrens veje’ er en spøjs samtidsfantasi om et gennemsyret kristent Danmark i stedet for gennemsyret krimi noir
Seriens unge præst August (Morten Hee Andersen) bliver tilbudt et fast gig i kirkens svar på Orange Scene, Marmorkirken, men drager mod mørket, Afghanistan, for at have det mindre nemt.

Seriens unge præst August (Morten Hee Andersen) bliver tilbudt et fast gig i kirkens svar på Orange Scene, Marmorkirken, men drager mod mørket, Afghanistan, for at have det mindre nemt.

Tine Harden

2. oktober 2017

I. Adam. Prices. Nye. DR. Dramaserie. Herrens. Veje. Taler. Alle. Meget. Langsomt. Og. Tydeligt. Havde de ikke gjort det, men i stedet mumlet derudad, ville nogen af os have følt os mindre talt ned til. Andre ville skulle læne sig irriteret ind mod tv-apparatet. Det behøver de ikke nu.

Også i andet af de ti afsnit, der – med vink til Kieslowskis Dekalog – er navngivet efter de ti bud, taler karaktererne som nogle, der vil tale et stort og rungende kirkerum op. Det gør nogle af dem jo så faktisk også – mens provsten Johannes (Lars Mikkelsen) derimod må give fortabt, efter at en effektiviseringsivrig kvinde bliver biskop fremfor ham.

»Bare. Vent. Mørket. Er. På vej«, sukker han dybt til sine mindre karismatiske kolleger i sognet. Og så går han på kvartalsdruk.

Det gamle er nyt

Hvis man engagerer sig i Herrens Veje – og det er der grund til at gøre både følelsesmæssigt og som en alternativ samtidsfantasi – må man lade sin forfængelige angst for klicheer og banaliteter støde mod det, der føles gammelt, for så at indse, at det egentligt også er ret nyt: Herrens Veje er gammel, dansk filmkunst a'la den gamle filminstruktør Th. Dreyers rolige eksistentialisme, der møder den amerikanske sæbeopera Glamour

Vi er blevet vant til at få Danmark fortalt i blågrå nuancer repræsenteret af indebrændte og/eller psykisk ustabile og mumlende politifolk i jagt på amoralske kapitalister. Det grotesk voldelige føles virkeligt, tror vi, fordi det er så ubehageligt, koldt og råt. 

Mændene i ’Herrens veje’ har nok at bøvle med. Johannes (Lars Mikkelsen) går med jævne mellemrum på flere dages dødsdruk og må hentes på værtshuset af kirketjeneren, mens hans kone, Elisabeth (Ann Eleonora Jørgensen), holder facaden derhjemme.
Læs også

Herrens Veje giver os en helt anden version af Danmark. Det er en skematisk sæbeoprea om et præstemiljø. Den lægger tro og en trosinstitution ned over os som en ny fortolkningsramme. Det er en dramatisk forstørrelse af vores allersidste rest af selvforståelse som et kristent samfund.

I denne forstørrelse er stammens overhoved ikke politiker, men provst, ikke en blød matriark som Birgitte Nyborg fra Borgen, men en selvdestruktiv lejlighedssexist. Her er tegnet på spildt intellekt hos den fortabte søn (Simon Sears), at han stadig kan sin salmebog og bibelreferencer.

Her er den nye rockstjerne en ung og fremadstormende præst, August (Morten Hee Andersen), der bliver tilbudt et fast gig i kirkens svar på Orange Scene, Marmorkirken, men i stedet drager mod mørket, Afghanistan, for at have det mindre nemt.

Når soldater drager i krig, er den kristne tro og præstens velsignelse i Herrens Veje det, der giver dem moralsk benzin – før kamp og under kamp. Og urkvinden kan mærke sin søns fortvivlelse, når han er fanget i en krig, han ikke ved, hvordan han skal manøvrere i. Og det hele rammer helt ærligt noget eksistentielt, fordi det er seriens eneste formål.

Sidste gang, jeg husker en kristen karakter i en dansk DR Drama-serie, var vist toppsykopaten Pastor Zeem, den perverse formand for sekten Jobs Børn i Ole Bornedals legendariske roadserie Charlot og Charlotte fra 1996.

Der har sikkert været flere. Men netop lige nu føles som en god tid til at udforske det kirkedramatiske. Ikke fordi vi i denne tid særligt har brug for et religiøst aspekt at klynge os fast til, men fordi den banale omgang med det åndelige er en øm muskel, vi ikke trykker på. Tak for en spøjs samtidsfantasi om et gennemsyret kristent Danmark fremfor gennemsyret krimi noir.

’Herrens veje’. Afsnit 2. Manuskript: Adam Price. Konceptuerende instruktør: Kaspar Munk. Sendes søndage kl. 20 på DR 1. Information anmelder hvert afsnit om mandagen.

Serie

Information anmelder ’Herrens Veje I’

Alle anmeldelser af DR1-søndagsdramaets første sæson. Mød patriarken Johannes Krogh, hans hårdtprøvede hustru Elisabeth Krogh, sødmælksdrengen August Krogh og den fortabte storebror Christian Krogh. Læs anmeldelserne af anden sæson her.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

- som er en ret virkelighedstro gengivelse af det rammer, en meget stor del af den befolkning, der ellers aldrig fremstilles i scene- eller filmkunsten lever i.

Men er den centrale scene hvor feltpræsten skyder en civil alligevel ikke for langt ude?
En officer, der udstyrer en ikke kombattant med en ordentlig gun og sender ham i krig, må da i virkelighedens verden løbe ind i problemer?

David Zennaro, Karsten Aaen, Morten Lange, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Henriette Bøhne og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det håber jeg så sandelig også, at han gør. Og så håber jeg, at August kommer hjem, så vi ikke skal have for mange ubærlige krigsscener.

En præst, der velsigner soldater og våben på vej til nedslagtning af medmennesker, burde simpelthen ikke kunne finde sted.
I guder (ja,jer allesammen), hvor jeg dog hader det forbandede hykleri, som kaldes "tro", og som mennesker er blevet hjernevasket med i årtusinder.

Jeppe Bundgaard, Karsten Aaen, Torben K L Jensen, Kjeld Jensen, Eva Schwanenflügel og Hanne Ribens anbefalede denne kommentar

Jeg var glad for den første del fordi det på mig virkede som godt teater.. Men jeg må indrømme at jeg, som ateist sad og lo over alle de absurditeter, der forekom i den her anden del. Bl.a. at soldaterne ville have deres kampvogn velsignet! Jeg lo over at feltpræsten sagde at det var overtro! På mig virker det som en indforstået, ironisk religionskritik fra manuskript forfatterens side. Ligeledes at soldaterne blev velsignet og bedt for, så at de kunne overvinde deres fjender, med guds hjælp! (Gott mit uns) (absurd set fra en ateists syn) Når så feltpræsten bliver tvunget til at slå ihjel, selv om et af de 10 bud siger præcist, at du må ikke slå ihjel, så forekom hele scenen hvor han skyder en kvinde i sort nikab fantastisk forudsigelig. Jeg havde regnet ud at det netop det der ville ske, længe før han løftede "sløret" Så jeg må medgive at det er en "sæbe opera"! Men da sjov, når man har fattet den indbyggede ironi!

David Zennaro, Eva Schwanenflügel, Jørn Andersen og Tino Rozzo anbefalede denne kommentar
Henriette Bøhne

Jeg synes, trods virkelig dygtige skuespillere, at historien er ualmindeligt ringe og ikke særlig realistisk - lærer præster virkelig ikke andre bønner end fadervor, eller i det mindste bare et par opbyggelige ord, de kan fyre af i mødet med døden og afmægtigheden?

Selv Agent Cooper i Twin Peaks klarer opgaven mere rørende - formentlig ved at skele til den buddhistiske phowa praksis - når han sender synderen Leland "into the light":
https://www.youtube.com/watch?v=x3sZI8k20D0

David Zennaro, Karsten Aaen, Morten Lange, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Lige meget hvor ihærdigt man prøver i bøger og på film, så er dansk krigsdeltagelse umoralsk set med mine øjne. Og som ateist gør en præst derfor hverken fra eller til, men udstiller hykleriet endnu mere.

Jeg håber ikke at vi nogensinde bliver fokus i en konflikt, og ender med at have unde mænd fra andre lande skyde vores borgere i gaderne.

David Zennaro, Jørgen Vogelius, Trond Meiring og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Jesus på korset og bare deruda'! I dette herrens år for den Lutherske 500 års fødselsdag, er vi tilbage til Morten Korch på antidepressiver. Men flot er det da lavet, selvom historien har lovlig megen patos.

Allan Petersen

Uden at have set serien, så er det ikke urealistisk, at en feltpræst er bevæbnet eller deltager aktivt i forsvar af sig selv eller basen i Afghanistan. Eller at soldater velsignes inden de udsendes på mission. Det har da været i "nyhed" for længe siden, da også det skulle bruges som argument imod Danmarks deltagelse i Afghanistan.

Steffen Gliese

Hvis man opfatter serien som urealistisk, er det, fordi man simpelthen ikke ved, hvordan en central del af vores samfund fungerer.
Det er stærkt og rigtigt, at August siger nej til at velsigne andet end mennesker, og når gruppepresset får ham til alligevel at acceptere, sker det fald i figuren, som fører til den ultimative synd: at slå ihjel.

Det er en fantastisk serie, der minder os danskere om, hvad der er vigtigt i livet, og hvad der bare er 'smør på brødet'.

David Zennaro, Malan Helge og Bruger 323052 anbefalede denne kommentar
Henriette Bøhne

Allan Petersen,
Jeg skal såmænd heller ikke kloge mig, men jeg har en fortid som officerskone og en eksmand, der har deltaget i flere internatleder operationer og hele det set-up, hvor soldaterne kræver ikke blot dem selv, men deres våben velsignet af præsten og bebrejder denne en kollegas død, fordi han ikke ville velsigne deres kampvogn osv, forekommer mig helt barokt.
Og så undrer det mig, at det ikke virker som om den unge præst øjensynligt ikke har forberedt sig særlig godt på at være sjælesørger og slet ikke træder i karakter, da han står med et døende menneske mellem hænderne. Det virker for slapt og de fleste sygeplejersker og sosu-assistenter kunne have løst den opgave bedre.

Henriette Bøhne

Steffen Gliese,
en central del af vores samfund?

Jeg melder mig så blandt de, som intet fatter. Hvis serien gør noget for mig, så er det at afkristne og den får mig til at overveje at rekvirere en udmeldelsesblanket.

En feltpræst der bærer våben er i humanitær folkeret et brud på Genevé-konventionen.

- En feltpræst må under ingen omstændigheder tage aktiv del i krigshandlinger.

Flemming Berger, Karsten Aaen, Henriette Bøhne og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Allan Petersen

Folkeret og Geneve konvention.. Mon ikke folk i den spidse ende er ret ligeglade med hvordan vi herhjemme måtte tolke teksten når deres liv står på spil? Modstanderne er tilsyneladende fuldstændig ligeglade.

Mit problem med den her ellers udmærkede serie er de her: tydeligt må det være for alle, at Adam Prices far (John Price) var katolik - fordi en stor del af den katolske religions tolkning af tilværelsen og af Bibelen er kommet med i den her serie. F.eks. er der vist ingen danske præster, der kysser Kristus-figuren, mens de støver den af - og de fleste danske præster støver slet slet ikke af i deres kirker. Det har de folk til ;) - kirketjenerne støver af og gør kirken klar til gudstjenesten...

Og så er præsten aldeles ikke chef for menighedsrådet! Det er omvendt - det er menighedsrådet, der er chef for præsten, det er ham nemlig dem der sidder i menighedsrådet, der har ansat ham eller hende, altså præsten. For i DK kalder menighederne selv deres præst - i både den katolske, den svenske, og den engelske kirke er det Kirkerne med stort K, der bestemmer, hvor præsten skal sendes hen.

Og derfor får man aldeles ikke tilbudt nogen som helst kirke i DK! Man søger en stilling, så kommer man til samtale, og så holder man en prøveprædiken og så ansætter menigheden en - eller også gør den ikke det, altså ansætter en.

Og mht. den der med at velsigne kampvogne, så er det da korrekt, at for 103 år siden, da 1.verdenskrig rasede, ja, da velsignede alle landes præster altså landenes kanoner :( - men jeg tvivler meget på, at feltpræster i DK velsigner nogen som helst - heller ikke soldater, børn, eller ældre kvinder. Igen ser vi Adam Price og hans fars (John Prices) indflydelse her - katolske patere velsigner nemlig gerne både babyer, ældre mennesker mm. og mv. Lutherske præster beder for soldaterne - og det er vist det eneste som de gør.

Ang. den der med at præster bærer våben eller må bruge våben: Nej, det må de ikke. Ganske enkelt, fordi de slet slet ikke er uddannet til at bære våben eller at skyde folk :( - jeg husker et interview med en feltpræst i Kristeligt Dagblad, hvor han tydeligt og klart sagde, at han var der for at yde moralsk støtte, ikke for at kæmpe....

David Zennaro, Grethe Preisler, Eva Schwanenflügel, Johnny Winther Ronnenberg, Henriette Bøhne og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Henriette Bøhne

Karsten Aaen,
Du har helt ret - jeg husker, at det i sin tid var en af Præsterne fra Holmens kirke, som deltog på Olfert Fisher under våbenembargoen i Golfen. Han var ganske almindelig præst i det daglige og ikke uddannet til at blre våben, men med som "omsorgsperson".
Under 2 verdenskrig velsignede tyske præster også kampvogne og materiel, fortæller min tyske samlever, som i sine unge dage var faldskærmsjæger i Nagold. Til gengæld ville man aldrig tage præsten med på patrulje, dels fordi han ikke er militært uddannet, men også fordi hans opgave er at yd sjælesorg og omsorg og det kan han ikke, hvis han selv sidder og raller af ptsd.

Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel og Johnny Winther Ronnenberg anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg ved ikke rigtigt, om det er et fornuftigt tidsfordriv at sammenligne 'virkeligheden' med scener i en tv-serie - bl.a fordi 'virkeligheden' har det med ikke at findes konkret, forstået som folk, der bare gør, som det forventes, og som reglerne siger. Nå Johannes støver af i sin kirke, siger det ikke noget om præster generelt, men meget om Johannes og hans ejerfornemmelse - og når han kysser Kristus på kinden (og jeg huske det faktisk først, fordi det virkede så voldsomt på mig, som et kys lige på trutten), er det mere hengivent, som om de har noget sammen, og dette noget er på det tidspunkt, at Johannes skal være biskop (indtil han taber det hele på jorden ved at udtrykke sig som en gammeldags patriark).
Mht. den nye biskops tilbud til August om at få Marmorkirken, så er det jo dels et direkte angreb på Krogh-familiens sammenhold, men hun går faktisk ikke længere end at sige, at hun har god kontakt til menighedsrådet.
Det er længe siden, at DR har sendt så vedkommende og eksistentielt oplysende fjernsyn.

Eva Schwanenflügel

Steffen Gliese, undskyld mig, men du indleder altså selv tråden ved at sige, at serien er "en ret virkelighedstro gengivelse af de rammer, en meget stor del af den befolkning, der ellers aldrig fremstilles i scene- eller filmkunsten lever i". Har du forandret standpunkt, eller har jeg misforstået noget? :-)

Steffen Gliese

- og så er der ligesom nogle regler, der gælder for skuespilkunsten, herunder at man må visualisere det, der foregår inde hovedet på folk, hvortil vi jo ikke har privilegeret adgang. Serien er imidlertid hverken mere eller mindre fortænkt end de fantastiske tv-spil, som Leif Panduro og Palle Kjærulff-Schmidt samlede befolkningen med i 60erne og 70erne.
Den dramatiske kunst sætter en lup henover virkeligheden, og så fremstår tingene i et lidt større format, end når vi overser dem i dagligdagen.

Hanne Ribens, Johnny Winther Ronnenberg og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Den er jeg med på, Steffen, men det er også kun den fysiske virkelighed vi har debatteret, mener jeg?
Det åndelige aspekt handler mere om personernes indre liv, ikke deres handlinger, selvom de selvfølgelig reflekterer det vi ikke ser eller hører med de kropslige sanser.
Der er faktuelt forkerte hændelser, der ikke i virkelighedens verden, (jeg fattes desværre andre ord, selvom virkelighed har andre planer end den materielle), kunne finde sted, som beskrevet af Henriette Bøhne og andre, om feltpræstens rolle og opgaver.

Grethe Preisler

@Henriette Bøhne,
- tak for dit link af 2. ds. kl. 21.15

Uden på forhånd at ane en dyt om, hvilken trosretning Adam Prices egen jordiske fader, salig John, bekendte sig til, har jeg også ofte undret mig over sønnikens letsindige omgang med folkekirkens modus operandi. Det startede for mit vedkommende med den Emmy-præmierede TV-serie 'Nikolaj og Julie', hvor jeg stod af allerede efter et af de første afsnit, hvor den (selvfølgelig kvindelige) sognepræst uden menighedsrådets viden og accept udlånte sognekirken til optagelse af en reklamefilm for et event-bureau.

Min egen længst afdøde farmor var organist og menighedsrådsmedlem i en ganske almindelig dansk sognekirke på en lille ø i Smålandshavet, hvor slagsmålet stod mellem 'de indremissionske' og 'grundtvigianerne', og jeg er som feriebarn hos hende troligt fulgt med som 'det tynde øl' til højmesse og andre kirkelige handlinger i øens sognekirke, når hun passede sit søndagsarbejde sammesteds ... ;o)

Karsten Aaen, Henriette Bøhne og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Men, Grethe Preisler, i dag er fronterne nogle lidt andre - og Missionen fylder stort set ingenting. Åndelighed er stort i kirken for tiden.

Steffen Gliese

Jeg bliver lidt i tvivl om, hvad vi diskuterer: når vi taler om, hvorvidt det er 'realistisk', så kunne man få den tanke, at 'realistisk' her betyder at holde sig indenfor de foreskrevne regler; men sådan fungerer drama ikke, drama handler om, hvad der sker, når mennesker overskrider reglerne og kommer hinsides det aftale, det fornuftige, det sunde - og hvorfor de kunne tænkes at gøre det. Det er derfor, drama overhovedet er interessant. Det er også derfor, drama er realistisk, fordi det er, hvad mennesker gør konstant: overskrider regler og grænser og roder sig ud i det værste, nå ja, rod.
August har oven i købet en helt igennem moralsk grund til at lade sig lede på afveje: hyrden har mistet sin flok, og han må søge efter den i de vildsomme egne for at bringe den hjem igen. - Denne lille opfyldelse af pligt kolliderer med den store og bringer ham ud i et eksistentielt grænseland.
Og Jonas, som vi har lært at kende, bliver slået ihjel - men vi har jo netop lært ham at kende, fordi han skal slås ihjel, sådan er den kunstneriske økonomi.

Eva Schwanenflügel

Hm.. Steffen, der findes et udtryk indenfor roman/skuespil/filmkunst: 'The suspense of disbelief', der oversat betyder ophævelsen af vantro/mistro. Det hentyder til, at en rigtig god forfatter, med de rigtige virkemidler, vil kunne få sit publikum til at acceptere det utrolige. Hvad der efter min ringe mening sker i "Herrens Veje", er det modsatte. Det faktuelt forkerte sættes ikke i kontekst og motiveres ikke med en anden forklaring end et postulat, og det får en til at kløjes i historien.
Jeg kan tydelig huske et eksempel fra en anden Adam Price - serie, nemlig "Borgen", (en iøvrigt spændende og god serie), hvor en udenlandsk kendt person i Danmark bliver begæret udleveret af hjemlandet for påståede krigsforbrydelser. Her går statsminister Birgitte Nyborg (glimrende spillet af Sidse Babett Knudsen), ind i sagen, og fængsler manden UDEN OM DOMSTOLENE. Og her står jeg så af, for det er jo komplet urealistisk i Danmark.
På samme måde skygger det for "Herrens Veje" - hvad man end mener om religion - at den fremstår katolicistisk og ikke protestantisk, især for en præstefamilie med aner flere hundrede år tilbage i det lutheranske miljø. Desuden at feltpræstens virke præsenteres forkert. Det skurrer i øjne, øren og forstand. Og skygger dermed for den dramatiske indlevelse.

Karsten Aaen, Henriette Bøhne, ulrik mortensen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Lisbeth Larsen

som præst må jeg lige rette.- et Menighedråd er ikke min leder,- det er kirkeministeriet- men det er sandt, at de har "kaldsretten",-men de er altså ikke præstens chefer,-netop fordi Præsten skal have ret til at forkynder frit.-

David Zennaro, Henriette Bøhne, Grethe Preisler og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Sandt nok Lisbeth Larsen.

Dog med den tilføjelse, at hvis du bevæger dig så langt ud ad tangenten i din frie forkyndelse af evangeliet fra alter og prædikestol i den lokale sognekirke, at halvdelen af menigheden melder sig ud af folkekirken eller løser sognebånd til en kirke i nabolaget i protest mod din udlægning af teksten, så er det ikke kirkeministeren, der har det sidste ord at skulle have sagt om din egnethed til fortsat at beklæde et embede som statsansat forkynder af det kristne budskab i folkekirkeligt regi.

Henriette Bøhne, Eva Schwanenflügel og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar