Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

I ’Herrens Veje’ opleves virkeligheden både som verdsligt drama og gennem troens skræk og håb

Den fortabte søn Christians forvandling i fjerde afsnit af tv-lignelsen ’Herrens Veje’ er den vestlige våde drøm om, at en forlænget ferie i Østen med en smilende tibetaner kan forløse os
Den fortabte søn Christians forvandling i fjerde afsnit af tv-lignelsen ’Herrens Veje’ er den vestlige våde drøm om, at en forlænget ferie i Østen med en smilende tibetaner kan forløse os

Tine Harden

Kultur
16. oktober 2017

I fjerde afsnit af ’Herrens Veje’, instrueret af Kaspar Munck med stilsikker hånd og diskret komisk timing, fører seriens fortabte søn os nu fra københavnsk kristendomsoverherredømme til Nepal.

Først var han – Christian (Simon Sears) – absolut fortabt, svigtet af sin far og sin store kærlighed og nu forladt af den bedsteven, han havde forrådt. Nu bliver han bygget op igen af en ung munk og en anden spirituel tilgang til verden end den kristendom, han forlod i vrede.

Seriens to sønner har altså ført os fra det kristne rige til to andre religiøse riger: et krigstraumatiserende muslimsk, hvor den gode søn rammes af mørket, og et fredsommeligt buddhistisk, hvor den mørke søn skubbes ud i lyset. Sådan står modsætningerne ret op og ned og skifter høfligt plads i den lange lignelse, som ’Herrens Veje’ også er.

Hekset morgentis

Derhjemme flytter den smukke kvinde fra vinterbadet, Liv (Yngvild Støen Grotmol), på Elisabeths (Ann Leonora Jørgensen) spontane opfordring, ind på præstegården. De to kvinder morgentisser fnisende på en ufrugtbar plante i haven – et oldgammelt trick, som Liv kender. Det lugter lidt af gryende lesbisk ulalah, mens vi utålmodigt venter på et reelt kvindeoprør og -opråb.

Gennem den utro husbond Johannes’ (Lars Mikkelsen) misogyne blik ligner fællestisseriet dog mere heksekunst: Verden er forbandet, hvis man tror, den er det. Dette dobbelte blik har alle seriens karakterer. Virkeligheden opleves og fremstilles både som verdsligt drama og gennem troens skræk og håb.

Serien vil stadig mest, når troen får overtaget og prikker hul på det banalt psykologiske: når en død fugl graver sig op af jorden igen og flyver væk, når pastor Johannes’ forbandelse over en gammel præst ser ud til at virke for godt; når en død afghansk kvinde pludseligt står i stuen og kigger på sin skyldslammede drabsmand, August (Morten Hee Andersen).

At se Christians forvandlingsnummer i Nepal er vestens våde drøm om, at en forlænget ferie med en smilende tibetaner kan forløse os og bringe os på rette kurs. Én søn forsøger i kolde Danmark at fikse sine sjælelidelser med piller. En anden bliver en bedre mand af at omstable brænde i østens brændende solskin.

Lad os håbe, at de karikerede positioner udvikler sig og kompliceres med fuldt tryk på troens skræk og håb. Ja. Lad os sgu bede for det:

DR Drama vor,
du som er om søndagen!
Heldig være den gavn,
du bringer til vort rige,
ske din nye vilje til antirealisme:
thi som i himlen – således også på jorden;
giv os igen vort ugentlige plot
og forlad os vor skepsis,
som også vi forlader de hurtigt dømmende,
Led os gerne med klicheer,
men fri os fra de tungeste.
Thi din er samtalen om troens magt og evighed
i seks afsnit mere.
Amen.

’Herrens Veje’, Afsnit 4. DR 1, søndage kl. 20

Serie

Information anmelder ’Herrens Veje I’

Alle anmeldelser af DR1-søndagsdramaets første sæson. Mød patriarken Johannes Krogh, hans hårdtprøvede hustru Elisabeth Krogh, sødmælksdrengen August Krogh og den fortabte storebror Christian Krogh. Læs anmeldelserne af anden sæson her.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Mose Pedersen

Undskyld men hvad i alverden betyder "jordsligt"
Ordbog over det danske sprog kender det ikke.

Steffen Gliese

Jordisk hedder det jo - men det er jo ikke et ord, der rinder særligt mange i hu, når de sidder og skriver en iøvrigt udmærket anmeldelse.

Steffen Gliese

Så blev det jo rettet på smukkeste vis.

Randi Christiansen

Skulle ordet 'jordisk' nu være fjernt fra daglig sprogbrug? Hvor forfløjent ...

Klicheerne linet op på rad, dem er der lige så mange af, som der er skriftsteder i biblen. Den kvartalsvise fordrukne provst, der er sin blide hustru utro. Har den stakkels kvinde dog ikke fortjent bedre?
Hans sønner kan ikke finde ud af, at lægge afstand til papa på anden vis end ved enten af være bedrager, eller ved at drage i krig. Den første kommer måske hjem som buddhist, og hvad siger papa så til den faneflugt? Og nu er den hjemvendte kriger så røget på dope.
Ja, præstebørn har jo altid været nogle værre nogen.
Hvad kan anmelderiet og Sørgelige Godtfredsen dog ikke få ud af al den synd og fortabelse, og alle de slidte klicheer. DF og tidehverv har sikker også en mening om det.
Forude venter alenlange disputter om DR, der forvanske kristendommen. Ny fejde i stil med Bornedals 1864, og Deadline lægger studie til det hele.
Vinterens samtaleemne er sikret, og så ikke et kvæk om klimaet, kleptokratiet og samfundets disruption.

Tino Rozzo, Hans Larsen, Trond Meiring, Vibeke Ulrike, Michael Kongstad Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen og Hanne Ribens anbefalede denne kommentar

Jeg glæder mig over, at DR bringer ikke blot det familiemæssige, men også det spirituelle i fokus - og ikke giver kristendom monopol - her i vores vestlige udpræget materialistiske verden ;-)

Michael Kongstad Nielsen

Kiosklitteratur til millioner, - NU i DR.

ulrik mortensen, Hanne Ribens og Arne Lund anbefalede denne kommentar

Fadens så blaserte nogen folk er. Jeg her nydt alle fire afsnit. og jo virkeligheden er banal så fred med det.

Michael Kongstad Nielsen

Mange nyder også lægeromaner og cowboyfilm, Fred være med det. DR er banal - indtil videre ...

@ Arne Lund: Ja, præstebørn har jo altid været nogen værre nogen.
Nogen hedder Krarup, og nogen hedder Vestager. Hvad de har tilfælles er et ubændigt had til alle, der ikke er enige med dem.
Var det det, Jesus prædikede, eller har de - og Gammelfar - misforstået noget?
PS. Tak til Arne for "Sørgelige Gotfredsen". Fra nu af hedder hun aldrig andet her i huset.

Michael Kongstad Nielsen

Tino Rozzo - nej, Arne Lunds kommentar : "Ja, præstebørn har jo altid været nogen værre nogen". er jo ironisk ment, ligesom tandlægebørn børster aldrig tænder. Eller skolelærerbørn læser aldrig lektier.
Præstebørn bevæger sig meget ofte i en anden retning end faderens metier, som alle andre børn ofte gør det. Hvorfor gøre det samme som faderen? Når man har helt andre interesser og ideer.