Læsetid: 5 min.

’Historien om Danmark’ blev det bedste argument for public service længe

Historien om Danmark er afsluttet. Altså tv-serien. Og konklusionen må være, at det er en triumf for DR: et vellykket forsøg på at fortælle folkets historie. Ikke kun den politiske, kulturelle eller økonomiske elites. De engagerende skæbnefortællinger og de imponerende filmiske virkemidler har engageret på tværs af generationer. Serien har sine begrænsninger, men helhedsindtrykket er stærkt
Historien om Danmark er afsluttet. Altså tv-serien. Og konklusionen må være, at det er en triumf for DR: et vellykket forsøg på at fortælle folkets historie. Ikke kun den politiske, kulturelle eller økonomiske elites. De engagerende skæbnefortællinger og de imponerende filmiske virkemidler har engageret på tværs af generationer. Serien har sine begrænsninger, men helhedsindtrykket er stærkt

Fra DR

27. oktober 2017

Det er en nærmest umulig opgave at stille sig selv som public service medie: Fortæl danmarkshistorien.

Man kan umuligt gøre alle glade, og resultatet risikerer at blive vurderet som et autoritativt værk – især hvis man bruger et autoritativt sprog (»Alt det, der har formet det Danmark, vi kender i dag – det er vores historie,« siger Lars Mikkelsen i introen).

Når man beskæftiger sig med historie, så ved man, at den slags ikke findes i historieformidling. Der findes mere eller mindre kvalificerede fortolkninger. Der findes valg og fravalg. Når det er sagt, så er DR’s fortolkning af danmarkshistorien blevet usædvanligt vellykket.

I Historien om Danmark udspiller historien sig ikke i markante datoer eller anekdoter. Historien er beskrevet som en bevægelse af bevægelser. Det er seriens sande styrke: Christian X var ikke bare den landsfaderfigur, som vi kender fra de daglige rideture gennem København under besættelsen, hvilket vi ser gengivet i snart sagt være eneste dokumentar om kongehuset. Han var også den nationalkonservative konge, der var træt af det spæde demokrati, fyrede Zahle og udløste Paaskekrisen. Kongen blev siden klogere, og det er der jo i det hele taget mange, der bliver, når tid går og ting bevæger sig.

Nu tager venstrefløjen til genmæle og kritiserer højrefløjen for usaglig kritik af ’Historien om Danmark’.
Læs også

Men særligt når man vælger at formidle historien gennem skæbnefortællinger som billede på forskellige udviklinger, så er der nuancer, der går tabt. Der klippes tæer og hakkes hæle for, at historien skal passe til den skæbne, den formidles gennem.

Vores historie

Til gengæld findes der næppe nogen mere engagerende metode end den at vise, at historien ikke skabes i centraladministrationen, den skabes af folket og bevægelser. Det er empatien, der får hele familier til at følge med og gør det nødvendigt for DR at advare om, at aftenens afsnit om reformation og renæssance kan virke voldsomt for små børn, og at de derfor bør se det sammen med voksne. Hvornår har det sidst været nødvendigt i forbindelse med et historieprogram? Historien om Danmark har været en triumf for DR. Det bedste argument for public service længe set.

At Lars Mikkelsen i serien især i begyndelsen næsten tvangsmæssigt sagde »Danmark« og »danskere« årtusinder før disse begreber fandtes og virkede stærkt fokuseret på at lave nationsopbyggeligt TV, var unødvendigt og kunne være udtænkt i en kampagneafdeling. Filmisk var de første afsnit voldsomt imponerende. Jeg kan stadig se de smukke skovscener for mig. Og DR og de historiske eksperter, særligt arkæologerne, formåede at engagere uden at vi behøvede ordet ’Danmark’.

»Det er vores historie,« siger Lars Mikkelsen, men hvem er vi? Ved at forsøge at favne alle gennem skæbnefortællinger under dette svært udefinerbare ’danskere’, som i nogle tilfælde fremmedgør mere, end det inkluderer, gør også, at de, der udelades, bliver stærkt opmærksomme på deres fravær. Hvor var Grønland og Færøerne for eksempel? Kulturradikalismen, højskolebevægelsen, krigssejlerne, det frie marked, dansk erhvervsliv?

’Historien om Danmark’ havde alle chancer for at blive et væsentligt argument for DR’s rolle som leverandør af public service, mener historiker Jes Fabricius Møller. Men med til- og fravalgene i sidste afsnit bliver serien blot endnu et argument for, at DR politiserer.
Læs også

Men Historien om Danmark er ikke elitens historie, hverken den politiske, økonomiske eller kulturelle. Den er et vellykket forsøg på at fortælle det almindelige menneskes historie. I afsnit 6 om Christian IV’s storhed og fald følger vi via seriens overbevisende brug af gennemgående statister også et ægtepar, Knud og Anne, der kommer ud af tyendetilværelsen, får husmandssted og siden gård, men få år efter dør. I en af de mest rørende scener i serien følger vi de tre efterladte børn, der forsøger at overleve ved at tigge, indtil også de bukker under, »forkomne af sult«, som Lars Mikkelsen citerer fra deres sognepræsts notater.

Det er ikke mange kilder, vi har på almindelige menneskers liv fra dengang, hvor de reelt ikke betød noget – heller ikke i deres egne øjne. Men DR bruger de, der er. Folket er netop ikke bare en stor homogen masse af ’danskere’, de er individuelle skæbner, der lever i et stærkt opdelt klassesamfund. Og under Christian IV var det et hårdt liv i en voldskultur, der blot blev værre, jo fattigere og mindre landet blev.

Kommunisten

Charlotte Appel fortæller Anne og Knuds historie, og i afsnit 7 fortæller Anne Marie Mai historien om firsprogskulturen: På universitetet taltes latin, ved hoffet tysk og fransk, og kun i den brede befolkning blev der talt dansk. Nu er det jo ikke kun sproget, der afgør sammenhængskraft, men et homogent Danmark er det i hvert fald ikke. Netop de historiske eksperter har været dygtige til at gøre opmærksom på de elementer, der mangler, når man fortæller historien på den måde.

Man fornemmer, at tilrettelæggerne har vidst, at Besættelsestiden mere end noget andet er en hvepserede at stikke hånden ned i. Kommunisten Inger Merete Nordentoft er et godt valg, fordi hun favner flere forskellige historiske bevægelser fra før, under og efter besættelsen med sin person. Gennem hende ser vi, at det var særligt Anden Verdenskrig, der gav reformpædagogikken vind i sejlene. Den pædagogiske tanke, der satte barnet i centrum og ønskede at danne det til et kritisk tænkende menneske virkede meget moderne og fremmed i 1930’erne, men efter krigen virkede det nødvendigt.

Debatten om røde lejesvende i Danmarks Radio har fået ny luft med ’Historien om Danmark’. Inden Søren Espersen får sat en stopper for festen, kommer her den store test: Hvilken rød DR-personlighed er du?
Læs også

Mange havde måske ikke engang hørt om Inger Merete Nordentoft før. Men hun var en del af modstandsarbejdet fra begyndelsen, var toneangivende i lærernes fagforeninger, hun sad i Folketinget, hun kæmpede for kvinders frigørelse, og hun skrev pædagogiske skrifter om individuel undervisning før nogen anden i Danmark. Så at hun ikke er blevet tildelt en prominent plads i historieskrivningen, handler måske mere om dem, der har skrevet den, end det handler om hende.

Det sidste afsnit er uretfærdigt omdiskuteret. Hovedpersonernes tilknytning til venstrefløjen får f.eks. modspil af de historiske eksperter og hele rammesætningen af Den Kolde Krig. Dertil kommer, at i årene fra 1945-1980 var venstrefløjen og Socialdemokratiet toneangivende i politik, kultur og økonomi. Problemet opstår, fordi serien stopper midt i et epokeskifte. Murens fald er ikke historiens afslutning eller begyndelse – hvis man skal blive i dramaturgisk terminologi, så er det et point of no return.

Lige så besynderligt som det ville være at lade en borgerlig politiker være hovedperson i perioden 1945-80, ville det være at lade Nyrup fylde lige så meget som Schlüter i en fortælling om 1980-2017. Men nu skal man jo som anmelder forholde sig til det, der er, og ikke det, man ønsker skulle være der. Og det, der er, er et ærefrygtindgydende stykke TV-arbejde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Malan Helge
  • Flemming Berger
  • Olav Bo Hessellund
  • Eva Schwanenflügel
  • Curt Sørensen
  • Espen Bøgh
  • Svend Erik Sokkelund
  • ingemaje lange
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Dorte Sørensen
  • Trond Meiring
  • jens peter hansen
  • Hans Aagaard
  • Niels Duus Nielsen
Malan Helge, Flemming Berger, Olav Bo Hessellund, Eva Schwanenflügel, Curt Sørensen, Espen Bøgh, Svend Erik Sokkelund, ingemaje lange, Michael Kongstad Nielsen, Dorte Sørensen, Trond Meiring, jens peter hansen, Hans Aagaard og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

jens peter hansen

Øretævernes holdeplads blev nu ikke mindre på trods af Nordentoft. Tæv var helt almindeligt og de fleste gik helt til omkring 1960'erne ud af skolen efter 7.klasse. Den københavnske skole var kønsopdelt også på lærerværelset. Helt frem til slutningen af 60'erne. Nordentoft var et fyrtårn, men skolen stod ved tårnets bund og så ikke lyset.

Malan Helge, Flemming Berger, Olav Bo Hessellund, Eva Schwanenflügel, Jens Koldbæk og Michael Hullevad anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

God anmeldelse.

Malan Helge, Flemming Berger, Olav Bo Hessellund, Eva Schwanenflügel, Curt Sørensen, Espen Bøgh og Jens Koldbæk anbefalede denne kommentar
Ole Brockdorff

De borgerlige var lige så meget hovedpersoner i politik, kultur og økonomi i perioden 1945-80 som venstrefløjen og Socialdemokratiet, fordi der var en bred politisk konsensus blandt Folketingets partier om etableringen af det økonomiske velfærdssamfund, men tv-serien ”Historien om Danmark” gør alt for at efterlade et indtryk til de nye generationer om, at det var den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag, der nærmest alene skabte velfærdssamfundet med al sin økonomiske omfordelingspolitik fra det private erhvervslivs indtjente penge.

Ligeledes blev arbejderlederen Louis Pio og tidligere statsminister Thorvald Stauning hyldet som de helt store helte, der skaffede økonomisk lighed og retfærdighed til Danmark, mens tv-serien overhovedet ikke berørte udviklingen af det private erhvervsliv gennem mere end 100 år frem til i dag, nemlig historien om de titusinder af dygtige arbejdsgivere (iværksættere) i det private erhvervsliv, der udviklede det moderne landbrug, fiskeri og industri med deraf følgende hundredtusinder af arbejdspladser til danskerne.

De private arbejdsgivere skabte med deres formidable idérigdom et fantastisk produktionsland af kvalitetsvarer, der betød eksport til hele verden, og dermed masser af penge til Danmark, så der var et økonomisk grundlag for at opbygge en økonomisk velfærdsstat. ”Historien om Danmark” nævner overhovedet ikke betydningen af store private virksomheder som Mærsk, Lego, Danfoss, Grundfos, F.L. Smith med flere, nemlig at vi uden dem aldrig havde kunnet opbygge velfærdsstaten, der som bekendt koster milliarder af kroner om året i drift.

Tilbage i 1970 havde vi et blomstrende privat erhvervsliv med 1,5 millioner lønmodtagere, og en offentlig sektor på 250.000 mennesker, der alle havde det til fælles, at de ikke var det mindste afhængige af offentlige ydelser, og kunne forsørge deres familier med den løn, som fagforeningerne på demokratisk vis forhandlede hjem over for arbejdsgiverne, hvad enten de var privatansatte eller offentlige ansatte lønmodtagere.

I dag sidder vi med under 500.000 fuldtidsansatte i det private erhvervsliv, over 800.000 ansatte i den offentlige sektor, 2,2 millioner borgere på overførselsindkomster, alt sammen finansieret af ”de borgerlige” i det private erhvervsliv, hvis værdi og indsats for Danmark overhovedet ikke nævnes i tv-serien, også selv om de alene året rundt tjener pengene hjem til den danske statskasse gennem skatter og afgifter, så de politiske partier kan gennemføre en økonomisk omfordelingspolitik.

Tilrettelæggerne af ”Historien om Danmark” vælger også at lade kommunisterne med Inger Merete Nordentoft alene repræsentere danskernes modstandsvilje under den tyske besættelse fra 1940-45, men nævner ikke med bare èt ord de borgerlige frihedskæmperes indsats mod tyskerne i for eksempel Holger Danske-gruppen, herunder de legendariske modstandsfolk ”Flammen” og ”Citronen”, ej heller nævnes digterpræsten Kaj Munk, eller den konservative leder Christmas Møller og Hviidsten-gruppen i Jylland etc.

”Hun var en del af den kulturradikale bevægelse i 1930erne, hvor intellektuelle, socialdemokrater og kommunister så det som deres vigtigste opgave at bekæmpe fascismens menneskesyn og propaganda. De gik ind for lighed mellem kønnene og de gik ind for demokrati”, sagde amatørhistorikeren Pia Fris Laneth om Inger Merete Nordentoft i tv-serien, mens sandheden var at mange kulturradikale var stærkt kommunistisk påvirket af Josef Stalin og Sovjetunionen i 1930`erne, og de gik overhovedet ikke ind for demokratiet som politisk styreform.

Tusinder af kommunister i Danmark stod ved afslutningen på anden verdenskrig og drømte om, at det var Stalins røde hær, der kom og befriede Danmark fra tyskerne, i stedet for englænderne og general Montgomery, så de på den måde kunne tilrane sig magten over den danske befolkning, og gennemføre kommunisten Aksel Larsens revolutionære ideologi om ophævelse af den private ejendomsret samt nedlæggelsen af den frie markedsøkonomi og demokratiet som politisk styreform.

Inger Merete Nordentoft meldte sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti i 1945, og forlod det efter Sovjetunionens invasion af Ungarn i 1956, men serien forholder sig ikke kritisk til, hvorfor Nordentoft rent menneskeligt kunne være medlem af partiet i 11 år, når diktatoren Stalin beviseligt terroriserede den sovjetiske befolkning med politisk enhed under tvang, myrdede jøder i tusindvis som Adolf Hitler, og sendte millioner af uskyldige sovjetborgere i Gulag-lejre eller henrettede dem ved skueprocesser.

Så, nej, Anita Brask Rasmussen, tv-serien ”Historien om Danmark” er bestemt ikke et stykke seriøst ærefrygtindgydende tv-arbejde fra Danmarks Radios side, men et politisk-ideologisk skønmaleri af Danmarks historie, der misinformerer og manipulerer nye generationer af unge til at tro på, at det er Socialdemokratiet og venstrefløjen, der alene er skyld i den vækst, velstand og rigdom, men også udviklingen af demokratiet og folkestyret, der er opbygget i Danmark gennem de sidste mere end 100 år med parlamentarisme.

Men det værste ved tv-serien er imidlertid, at man stopper historiefortællingen i 1990. Hvad med de sidste 27 år frem til i dag? Hvorfor er denne vigtige periode i Danmarks udvikling ikke medtaget i serien? Herunder forholdet til EU med Maastricht-aftalen i 1993, der lagde grunden til Europas Forenede Stater med deraf følgende omfattende demonstrationer med 113 politiskud på Nørrebro. Ligeså kampen for ytringsfriheden med Muhammed-tegningerne i 2006, og ændringen af Danmark som en homogen nationalstat til et multikulturelt samfund med indvandring af muslimer fra hele verden etc.

Nej, alt for meget er ”glemt” i denne tv-serie om Danmark.

Dorte Sørensen

I mine øjne er det godt at "fortællingen" stoppede i 1990. Tænk hvor meget forargelse den fortælling kunne få hvis den gik helt op til i dag. Fx. Fogh Rasmussens periode hvor der levedes på overskuddet fra Nordsøolien . Eller nedskæringerne og omlægningerne i SKAT med tab af mange mia. kr. Osv......
Mon ikke det kunne blive et værre "rivegilde".

Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Holger Madsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

En buket roser til Anita Brask for indlægget og forsvaret for udsendelsen "Historien og Danmark", hvor det lader til kun et ganske lille mindretal - har så meget af beklage sig over, hvis ikke de ligefrem stiller sig politisk truende op overfor DR's økonomiske fremtid, for at få deres vilje.

Småligheden sikre tegn på såvel middelmådighed som den magtbrynde de omgiver sig med, jeg husker den fra drengeårene hvor vi spillede uforpligtende fodbold, - indtil Jens der ejede bolden ikke ville finde sig i der var mål i hans ende af banen, og truede med at tage bolden og gå hjem.

Om det nu også stod helt så galt til som det skrives her på tråden; "Nordentoft var et fyrtårn, men skolen stod ved tårnets bund og så ikke lyset.", er jeg ikke så enig i, for det var da et kulturchok at komme fra Matthæusgade skole til Katrinedals skolens lidt mere moderne syn på børns indlæring fra kundskabens træ.

På vej hjem fra Matthæus gade skole kunne man altid se hvem der havde lært mest i dag, - for han havde altid de rødeste kinder, men sådan var det ikke på Katrinedals skole, - vist hændte det, men det skyldtes ikke indlæring, men derimod af andre forhold om normal adfærd, som f.eks. frækhed eller anden grov adfærd i omgangsformerne.

Så var der græs bag Katrinedal skole, hvor man kunne dyrke sport om sommeren, - ikke asfalt som på Matthæusgade skole, en biting, men trods alt værd at nævne i den forbindelse.

Skiftet af inspektør for Katrinedals skole, gav sandelig også revanchisterne deres hedeste drømme frit løb ret hurtigt, og de lange knive var sandelig blevet hvæsset til lejligheden, såvel ude- som indefra på skolen.

Nu skulle de "kære gamle sikre" indlæringsmetoder have deres glans tilbage, med masser af løse hænder, væk med det modrene og plads til det "normale", ingen udenfor den heteroseksuelle kreds, vi fik sandelig de løse hænders lærdom at føle igen - som den oplyste lærerstand vidste var "god latin" fra kundskabens træ.

Retfærdigvis skal det også siges, at der stadig var nogle der fortsatte deres uddeling fra kundskabens træ uden brug af disse absurde indlæringsmetoder, for det bekom dem ikke særlig naturligt som indlæringsmetodik.

Lysten til at læse videre var nok ikke lige det der greb mange, - for hvad var der mon i vente(!?), langt mere voldsomme indlæringsformer i det højere uddannelsessystem?

Jeg noterer mig Ole Brockdorff virkelig har lagt meget arbejde i al det som efter hans mening burde have været med i det sidste afsnit, - og det ikke så lidt endda!

Uden at skulle gøre rede for det alt sammen, virker det som noget det ville blive én lang 14 timer udsendelse for at få det hele med, og så alligevel vil det nok være sådan, at i hvert fald Ole Brockdorff ville være tilfreds, men om så alle andre også ville være tilfreds - er vel spørgsmålet?

Industrialiseringen havde næppe haft så gode kår, hvis ikke vi havde haft og sat midler af til uddannelse, som generelt blev én af Danmarks stærke sider, - for bondestandens lærdom og fastholdelse heraf alene ville næppe have ført til de muligheder som uddannelse af masserne medførte, - og det kan man ikke tillade sig helt at negligere sådan som det sker i Ole Brockdorffs perspektiv, så begejstringen for industrien folk alene, sådan som han gerne vil det er værdiløs og i værste fald kontraproduktiv for en udvikling.

- Hvad han så har imod folkelig åndelig udvikling er mig komplet uforståelig!

Jacob Mosgaard, Malan Helge, Eva Schwanenflügel og Palle Jensen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Anita Brask Rasmussen siger:
"Det er ikke mange kilder, vi har på almindelige menneskers liv fra dengang, hvor de reelt ikke betød noget – heller ikke i deres egne øjne. Men DR bruger de, der er. Folket er netop ikke bare en stor homogen masse af ’danskere’, de er individuelle skæbner, der lever i et stærkt opdelt klassesamfund. Og under Christian IV var det et hårdt liv i en voldskultur, der blot blev værre, jo fattigere og mindre landet blev."

Det er en svag passage i anmeldelsen.
For det første, hvor ved Anita de ting fra, når kilderne er så få og svage?
For det andet, - der er masser af kilder fra Christian den 4.'s periode.
Tingbøger, Matrikelbøger, Kirkebøger etc.
Man ved, at kongen forordnede hoveriet neddroslet og erstattet af pengeydelser, lempelsen af hoveriarbejdet var en befrielse for fæstebonden og gav sikkert glæde i det lille hus.

Eva Schwanenflügel

Personligt mener jeg, at DR'S Danmarkshistorie er det bedste, de nogensinde har lavet. Og det inkluderer Matador. Filmisk fantastisk, fortællemæssigt ligeså.
Det er pinligt, at de borgerlige partier er gået helt i selvsving, og på baggrund af seriens sidste afsnit både vil indføre censur og skære i mediestøtten.