Læsetid 2 min.

’Human Nature’ er teater begravet i jord og lydeffekter

Naturmystikken drager i Line Mørkebys strittende sorgfortælling ’Human Nature’. Men sanseeffekterne begraver også tilskueren
Jorden og dens lyde er ved at opsluge både et sørgende par og fortællerkvinden i Katapults forestilling ’Human Nature’. Og tilskueren er ved at ryge med ned i det sorte hul.

Jorden og dens lyde er ved at opsluge både et sørgende par og fortællerkvinden i Katapults forestilling ’Human Nature’. Og tilskueren er ved at ryge med ned i det sorte hul.

Jens Peter Engedal
13. oktober 2017

Man kan knap kalde det en have. Det er snarere en arkæologisk udgravningsplads, der vælter op af den skrå scene i Teater Katapults forestilling Human Nature. Og udgravningen er af den psykologiske slags, for haven har tilhørt en kvinde, der nu er død, hvorefter hendes datter er flyttet ind sammen med sin mand og sin lille datter.

Datteren kan bare ikke holde ud at være i huset. Hun kan egentlig heller ikke være i sig selv. Hendes sorg fører hende ud i skoven, hvor hun graver i jorden med de bare næver – måske for at komme tilbage til naturen?

Det er ikke sådan til at blive klog på. For Line Mørkebys ordrige stykke stritter i mange retninger. Teksten er godt nok fuld af Line Mørkebys karakteristiske jordnære replikker, lige som replikkerne i hendes feminismeforestilling Hår på den på Grob og i selvskaderforestillingen Når det skærer i hjertet for Teater Kompas. Men samtidig bevæger teksten sig ind i et syret drømmeunivers, hvor ordene forvandler sig til alt for mange følelsesstumper.

 

Få adgang til hele artiklen og uafhængig kvalitetsjournalistik.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Information.dk

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu