Læsetid 2 min.

’Human Nature’ er teater begravet i jord og lydeffekter

Naturmystikken drager i Line Mørkebys strittende sorgfortælling ’Human Nature’. Men sanseeffekterne begraver også tilskueren
Jorden og dens lyde er ved at opsluge både et sørgende par og fortællerkvinden i Katapults forestilling ’Human Nature’. Og tilskueren er ved at ryge med ned i det sorte hul.

Jorden og dens lyde er ved at opsluge både et sørgende par og fortællerkvinden i Katapults forestilling ’Human Nature’. Og tilskueren er ved at ryge med ned i det sorte hul.

Jens Peter Engedal

13. oktober 2017

Man kan knap kalde det en have. Det er snarere en arkæologisk udgravningsplads, der vælter op af den skrå scene i Teater Katapults forestilling Human Nature. Og udgravningen er af den psykologiske slags, for haven har tilhørt en kvinde, der nu er død, hvorefter hendes datter er flyttet ind sammen med sin mand og sin lille datter.

Datteren kan bare ikke holde ud at være i huset. Hun kan egentlig heller ikke være i sig selv. Hendes sorg fører hende ud i skoven, hvor hun graver i jorden med de bare næver – måske for at komme tilbage til naturen?

Det er ikke sådan til at blive klog på. For Line Mørkebys ordrige stykke stritter i mange retninger. Teksten er godt nok fuld af Line Mørkebys karakteristiske jordnære replikker, lige som replikkerne i hendes feminismeforestilling Hår på den på Grob og i selvskaderforestillingen Når det skærer i hjertet for Teater Kompas. Men samtidig bevæger teksten sig ind i et syret drømmeunivers, hvor ordene forvandler sig til alt for mange følelsesstumper.

Som et dyr

Sansebombardementet er voldsomt. Alle tilskuere får udleveret hørebøffer. Alt på scenen er lydligt forstærket, ikke bare skuespillernes tale, men også lyden af jorden, der klumper sammen – og lyden af blæsten i det valnøddetræ, der truer med at vælte ind gennem huset. Men Kristian Hverrings lyddesign og musik nærmest begraver tilskueren i lydeffekter.

Instruktøren Petra Berg Holbek har ellers klogt nok skabt et visuelt modspil til lyden ved at lade de tre skuespillere optræde meget fysisk. Den begavede skuespiller Nukâka Coster-Waldau mosler betagende rundt i jorden som et dyr.

Hun graver huller i jorden som flugtveje. Og Robert Reinholdt spiller hendes fortvivlede mand med en stærk inderlighed. At se Robert Reinholdt insistere på at ligge i ske med Nûkaka Coster-Waldaus sorgramte kvinde, mens hun egentlig slet ikke kan mærke hans krop mod sig, er hjerteskærende. Og at høre dem tale om barnet, som de hele tiden glemmer, bliver frysende depressivt.

Monoton stemme

Imens står skuespilleren Lisbeth Sonne Andersen med sin ranke fortællerkrop i Anders Kjems mytiske solstribelys. Hendes røde hår skinner, og hun taler nøgternt og stiliseret med en perfekt monoton lyrikerstemme.

Vi får alt at vide, og alligevel virker det, som om teksten aldrig vil røbe det inderste af sin historie. Og det postulerede smitter af på Igor Vasiljevs jordscenografi og dens bagvedstående trævæg.

Tilbage står kvindens dødshungrende krop og dens knagende lyd af en kropslig eksplosion. Eller som kvinden siger det så smukt, mens hun mystisk glider i ét med naturen:

»Der vokser gevir ud af mit bryst.«

’Human Nature’. Tekst: Line Mørkeby. Iscenesættelse: Petra Berg Holbek. Scenografi og video: Igor Vasiljev. Lyddesign og musik: Kristian Hverring. Lys: Anders Kjems. Dramaturger: Tine Illum og Ann Sofie Oxenvad. Teater Katapult. På Teater Grob til 13. oktober 2017. Gæstespil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu