Læsetid 4 min.

Hysterisk komedie er et galgenhumoristisk billede på et fællesskab, der kollapser

Stemningen går fra anspændt til katastrofal under et middagsselskab i Londons venstreintellektuelle overklasse i Sally Potters kammerspil ’The Party’. Det er sjovt
Middagsgæsterne hvirvler ind ad døren og ind i stuen, hvor Bills apati hænger som en tung dyne, ud i køkkenet, hvor Janet skriver og ringer sammen med sin hemmelige affære og ud på toilettet, hvor der bliver sniffet kokain, raset og grædt.

Middagsgæsterne hvirvler ind ad døren og ind i stuen, hvor Bills apati hænger som en tung dyne, ud i køkkenet, hvor Janet skriver og ringer sammen med sin hemmelige affære og ud på toilettet, hvor der bliver sniffet kokain, raset og grædt.

Camera Film

13. oktober 2017

Stemningen er i den grad spændt i den engelske instruktør Sally Potters kammerspil The Party. Politikeren Janet (Kristin Scott Thomas) har som nyudnævnt medlem af sit oppositionspartis skyggekabinet nået et nyt højdepunkt i sin karriere, og det skal fejres med et middagsselskab for de nærmeste venner.

I realtid følger man Janet, hendes mand, Bill (Timothy Spall) og de to et halvt vennepar, der er kommet på besøg.

Hele filmen (der kun varer 71 minutter, hvoraf ingen til gengæld er overflødige) foregår i Janet og Bills byhus i London. The Party er holdt i sort-hvid, hvad der sammen med den lystigt rundt i huset glidende kameraføring gør, at filmen ikke føles som filmet teater, selv om manuskriptet kunne lægge op til den type film.

Kameraet formår hele tiden at få alt det akavede med fra den rigtige vinkel, hvad end det er en dårligt håndteret nærdødsoplevelse eller en kvinde, der ruller med øjnene af sin mand.

Det ender galt

Allerede i filmens prolog ser man, at det ender galt. Resten af filmen går med at vise hvorfor og hvordan. Der er rigeligt med svarmuligheder i de slet skjulte uoverensstemmelser og ubalancer, det lille selskab rummer.

En eller to ad gangen hvirvler de ind ad døren og videre ind i stuen, hvor Bills apati hænger som en tung dyne; ud i køkkenet, hvor Janet skriver og ringer sammen med sin hemmelige affære; ud på toilettet, hvor der bliver sniffet kokain, raset og grædt; ud i gården, hvor et parforhold bliver taget op til revision og lumske forehavender genovervejet.  

Janets nære veninde, den kyniske amerikaner April (Patricia Clarkson) kan ikke holde sin mand, den velmenende new age-tysker Gottfried (Bruno Ganz, der spillede den diametralt modsatte rolle som Hitler i Der Untergang) ud.

Gottfried vil gerne hjælpe Janets mand, Bill, der midt i det hele har et mere end almindeligt stort problem at fortælle om. Bills gamle veninde Martha (Cherry Jones, der spiller en lignende rolle som bedrevidende, midaldrende lesbisk i Jill Soloways Transparent) prøver også at være der for ham, men bliver distraheret af sin noget yngre og gravide kæreste, Jinny (Emily Mortimer).

Det er en fælles udfordring for alle at tolerere den sidst ankomne, Tom (Cilian Murphy). Toms kone er Janets højre hånd, og hun er lige lidt forsinket. Han er selv finansspekulant og et fremmedelement i det venstreorienterede selskab. Af alle de tilstedeværende er han den tydeligst tikkende bombe.  

Det virker, som om Sally Potter og samtlige medvirkende har haft en fest med at iscenesætte og gestalte dette katastrofale middagsselskab. Dialogen er tjep og skarp, uden at være decideret vittig. Skuespillet er virkelig veloplagt, alle kommer godt ud i hjørnerne af deres karakterers følelsesregistre.

Det bliver aldrig inderligt, bare melodramatisk, og det er fint sådan, for det er ikke ens medfølelse eller indlevelse, den her film er ude på at vække. Sally Potter har taget et fiktivt udsnit af den venstreintellektuelle elite og placeret dem i et lidt for lille rum, hvor de bliver fodret med rødvin og dårlige nyheder, og så kan man ellers gnægge kynisk af måden, de spræller på. 

Demokratiets eventuelle fallit

Det behøver ikke at være en dårlig ting, at man ler sin kyniske latter ad de arme fjolser, der prøver at slippe fra deres indbyrdes sameksistens med værdigheden i behold.

Den distance, det karikerede ved The Partys persongalleri skaber, gør det nemmere at få øje på alle de sociale dynamikker, der gør livet surt og middagsselskabet uudholdeligt for dem. Det er sjovt at se en situation køre af sporet på den måde. 

Alle taler forbi hinanden uden at høre efter og lade hinanden tale ud, og opgivenhed er udbredt i vennegruppen. April tror ikke på det repræsentative demokrati, som Janet har valgt at bruge sit liv på.

Gottfried tror ikke på den etablerede medicinske videnskab, som er Janets mærkesag. Martha tror godt nok på det progressive potentiale i sit forskningsfelt, kønsdifferentiering i amerikanske utopiske forestillinger, men det er hun så også alene om.  

Optagelserne til The Party faldt sammen med Brexit-afstemningen, og det er nærliggende (ikke mindst fordi Sally Potter opfordrer til det i The Guardian) at se denne hysteriske sædekomedie som et galgenhumoristisk billede på et fællesskab defineret af god vilje og solidariske principper, der falder fra hinanden med en hel masse desperation og perpleksitet til følge.

Plader bliver sat på og rødvin bliver bællet, mens stikpillerne bliver afløst af skelsættende afsløringer. Der er nok af løgne og fortielser i selskabet, og det er ikke mindst på grund af skuespilpræstationerne, at den nedsmeltning, Sally Potter skildrer i The Party, er usædvanligt veloplagt.  

’The Party’. Manuskript og instruktion: Sally Potter. Britisk. Vises i udvalgte biografer over hele landet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu