Læsetid 4 min.

John Green sætter ord på ungdommens fortvivlelse bedre end nogen anden

Azas historie er både ekstrem og almindelig. Ekstrem, fordi hun lider af angst og OCD, og almindelig af næsten samme grund. Ingen kan som John Green give rejsen mod at sætte ord på sig selv et genkendeligt sprog. ’Skildpadder hele vejen ned’ må være hans hidtil bedste. Læs den før din teenager, lån lidt af John Greens lys
John Green skriver om kærlighed i den digitale tidsalder – og i et sprog som de unge kan kende sig selv i.

John Green skriver om kærlighed i den digitale tidsalder – og i et sprog som de unge kan kende sig selv i.

Evan Agostini

12. oktober 2017

Jeg har tænkt meget over det, de tre John Green-fans her i avisen siger om, at man slet ikke kan mærke, at den succesfulde og millionsælgende forfatter af den populære litterære genre, young adult fiction, er voksen. Jeg har ledt efter steder i hans nye roman, Skildpadder hele vejen ned, hvor jeg kan se, hvad de mener. Og jeg tror, jeg har fundet det. 

Et ungt forelsket par facetimer, altså foretager et videoopkald med deres smartphones. Se lige hvor grim den sætning er, bare ordet facetimer. Det lyder mekanisk og upersonligt. Slet ikke som den voksnes forestilling om, hvad nærkontakt mellem mennesker er.

Telefoner skaber afstand, tænker vi. Mobilerne skal gemmes væk, fordi de gør børn og unge til sociale krøblinge. For os er en skærm noget, der markerer et skel. Men hør så, hvordan John Green beskriver det:

»Mens jeg betragtede hans ansigt, der betragtede mit, indså jeg, at det lys, der gjorde ham synlig for mig, kom fra en cyklus: Vores skærme oplyste os med lyset fra den andens værelse. Jeg kunne kun se ham fordi han kunne se mig. Som vi sad der, både frygtsomme og ophidsede over at se hinanden i det grynede sølvgrå lys, føltes det, som om jeg i virkeligheden ikke befandt mig i min seng, og han ikke i sin. I stedet for var vi sammen i dette ikke-rum, nærmest som om vi var inde i den andens bevidsthed, en nærhed som det virkelige liv med dets virkelige kroppe aldrig kunne hamle op med.«

John Green: ’Skildpadder hele vejen ned’

Det er kærlighed i en digital tidsalder. Og se nu, hvordan jeg ødelagde det igen med min håbløst bedagede terminologi. Selv ordet analogt synes jeg, er smukkere end digitalt, og det siger mere om mig end ordene, tror jeg. Jeg er analfabet, jeg kan se ordene, men jeg forstår dem ikke som andet end tegn. Det gør John Green. Han tillader sine unge menneskers verden en sjælden dybde. 

En tankespiral

Skildpadder hele vejen ned er alt det, som en god John Green-bog er. Den er vittig, alvorlig, sorgfuld, munter, stilren og på én gang filosofisk og uprætentiøs. Og det virker på en måde uretfærdigt over for bogen at formulere det på den måde: som en John Green-bog.

Som om han selv er blevet større end sine værker. Og selv om denne bog handler mere om ham selv end alle hans andre bøger til sammen, er det ikke bare ham, der har skrevet den. Det er også den, der skriver ham. Den giver sprog til det, der ellers er meget svært at beskrive og forklare med ord. 

John Green har gennem hele sit liv kæmpet med OCD, Obsessive Cumpulsive Disorder, og angst, i Skildpadder hele vejen ned beskriver han, hvordan det er at leve med tvangstanker – det er ikke bare en sygelig og irrationel trang til konstant at vaske hænder og gentage ritualer i en uendelighed. Det er en nedadgående tankespiral, der snævrer mere og mere ind til den overtager alt.

»Jeg var en historie fuld af huller i plottet,« siger hovedpersonen Aza Holmes om sig selv.

Hun forsøger at leve et normalt teenageliv med veninder og potentielle kærester. Og hun forsøger at hjælpe en gammel ven, hvis far er forsvundet og eftersøgt for underslæb. Men hun er en dårlig detektiv, der det mest afgørende sted, midt i point of no return, bliver suget ned i den tanke, at hun måske i løbet af eftersøgningen er blevet inficeret af en bakterie.

Gertrud Vangsø, Karoline T. Lau og Astrid Sihm Larsen mødes hver uge på Hovedbiblioteket for at læse og lave podcast om litteratur til unge. De er alle tre store fans af John Green.
Læs også

Og hun er en dårlig kæreste, der midt i et kys ikke kan tænke på andet end de 80 millioner mikroorganismer, der vandrer fra hans spyt til hendes, og det deraf følgende permanent forandrede mikrobiom, som hun har læst om på det wikipedia-opslag, hun læser igen og igen og igen.

Hun er en dårlig veninde, der ikke ved, hvad hendes ældste og bedste venindes forældre laver, fordi hun, mens veninden snakker, som regel er mest optaget af, hvornår hun kan komme på toilettet og udskifte det plaster, der dækker et selvpåført sår, hun konstant genåbner og renser på sin langfinger for at føle et øjebliks lettelse. Et øjebliks kontrol.  

Med sprog fortæller John Green, hvordan det er at blive suget derned, hvor sproget opløses, og man ikke længere har sproget til at sætte grænser mellem tanke og handling.

Parasitten tror, den er vært

Historien om Aza er historien om at leve med OCD, men det er også en fænomenologisk undersøgelse af, hvad det vil sige at være menneske. Er vores tanker virkelig vores egne? Hvis man kan gøre skade på sig selv, vil det så sige, at man er sig selv og en anden på samme tid?

På den måde er Azas historie også almindelig, selvom den er ekstrem. Enhver vil genkende det at føle sig som en fremmed i sin egen krop. I et hylster, der aldrig vil sidde rigtigt:

»Jeg var så god til at være barn og så dårlig til at være, hvad det end var, jeg var nu.« John Greens unge karakterer taler med en enorm klarhed om verden. De er fanget i et ikkested, hvor de er begyndt at opdage, at det at blive voksen ikke bare er at få magten, som det måske kan se ud fra et barns perspektiv, men at magten får magten over dig (»Parasitten tror, den er værten«).

Og det fællesskab, de har sammen i det ikkested, er det, der holder vanviddet på afstand. Den gensidige respekt og forståelse, som kun teenagere viser teenagere, indeslutter dem i en kuppel af lys, der kastes fra den enes skærm til den andens.

At blive inviteret derind af John Green er et helt utroligt privilegie. Og hans lys har aldrig skinnet klarere end det gør i Skildpadder hele vejen ned.

John Green: ’Skildpadder hele vejen ned’. Oversat af Marie Louise Valeur Jaques og Agnete Dorph Stjernfelt, Høst & Søn, 283 sider.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu