Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Kære Robert Wilson: Guderne i din opsætning af ’Edda’ ligner parodier på afdøde rockstjerner

Sådan siger Informations teaterkritiker i sit åbne brev til den 76-årige, amerikanske teaterinstruktør Robert Wilson. For hans nye ’Edda’ om den nordiske mytologi på Aarhus Teater ligner en rockmusical for teenagere med pinlig merchandise fra et amerikansk krydstogtskib på vikingeruten. Og nu føler hun sig talt ned til som nordisk tilskuer ...
Robert Wilsons æstetik er skarp og grotesk i forestillingen Edda, der er på gæstespil på Aarhus Teater. Men det interessante i at opsætte den nordiske mytologi med amerikanske øjne bliver aldrig synligt

Robert Wilsons æstetik er skarp og grotesk i forestillingen Edda, der er på gæstespil på Aarhus Teater. Men det interessante i at opsætte den nordiske mytologi med amerikanske øjne bliver aldrig synligt

Lesley Leslie-Spinks

Kultur
17. oktober 2017

Danmark, 16. oktober 2017

Kære Robert Wilson

Lige siden jeg oplevede din Woyzeck på Betty Nansen Teatret tilbage i 2000, har jeg glædet mig til at se mere af din kunst. Her gloede vi først bare op mod scenen, mens ørerne blafrede til Tom Waits musik. Så mærkede vi skarpheden i laserlyset og hørte surroundsounden af den dræbende kniv – og så overgav vi os til dit hyperstiliserede præcisionsteater.

Nu er din store nordiske teaterforestilling Edda kommet til Aarhus Teater og Aarhus 2017. Det er Det Norske Teatrets forestilling, der havde premiere i Oslo i marts. Du har både været dens instruktør, koreograf og scenograf – ud fra en tekst af dramatikeren Jon Fosse. Din nysgerrighed omkring vores nordiske mytologi klæder dig. Alene indledningsbilledet, hvor et rensdyr står på en træbåd, omgivet af mørke og islys, føles som en respektfuld hilsen til os heroppe.

Men hvad sker der så for dig, Robert Wilson? Din forestilling ligner en teenageforestilling. Eller rettere: En rockmusical for gymnasieelever, der skal tvinges igennem den nordiske mytologi. Jeg føler mig talt ned til. For os voksne, der har mødt Loke i mange forklædninger, bliver denne teaterfortælling langtrukken. Og kedelig. For din handling går i stå.

Jeg er ellers vild med dit skønhedsunivers. Jeg nyder at lade mig drukne i dine visuelle overdrivelser. Når rensdyret er hoppet ud af båden, og båden er sejlet bort, så er der intet tilbage. Intet. Kun skyer i et sært, indrammet kvadrat på scenen. Den tomhed er jeg vild med: Herfra kan verden blive skabt. Og jeg nyder, at du tør indlede din forestilling med Arvo Pärts berømte dryptoner.

Men herfra går det galt for dig. Dine gudeskikkelser ligner figurer fra et ironisk computerspil eller en parodi på afdøde rockstjerner fra 1990’erne. Selv Elvis dukker op i sølvbukser undervejs. Popkultur er et mildt udtryk her. Måske er det Thor going to Broadway? Hvis man da ikke får associationer til absurd merchandise fra et amerikansk krydstogtsskib på vikingeruten.

Guderne er sjove. Når Henrik Rafaelsens anarkistiske Odin danser selvfedmedans, gynger Valhal af glæde. Og når Gjertrud Jynges lysende Vølven vandrer på sine sølvsko og i sin tunge sølvsilke og synger de reneste, lyseste toner for at fremmane verden og modstå Ragnarok, så renses sjælen. Dine norske skuespillere er fremragende. Deres diktion er vidunderlig. Det nynorske klinger, så hver eneste k-lyd klinger klart. 

Men handlingen smadrer du undervejs. Hvorfor lyttede du ikke ordentligt til Jon Fosses tekst? Hvorfor insisterede du ikke på, at historierne om Balder og Fenrisulven kun måtte komme én gang hver? Nu virker det, som om I ikke selv kan huske, at I lige har fortalt historien for ti minutter siden. Og hvorfor har du ladet indieduoen CocoRosie skabe tekster, når de ikke er kommet frem til mere skarpsindige sangomkvæd end klicheer som I’m on fire, It’s torture, baby og Embrace me?

For os danskere er din æstetik ikke synderlig fremmed. Jeg har godt nok ikke personligt set Einstein on the Beach til Philip Glass’ musik i 1976. Men jeg har fulgt din fire år yngre, danske kollega Kirsten Dehlholm og hendes Hotel Pro Forma, der siden 1985 har skabt radikale, æstetiske værker. Hun har også vænnet os til at være nysgerrige på verdens fortrængninger – fra psykologiske vrangkonstruktioner til verdenshavenes plastikforurening.

Hvor er dit verdensengagement i denne Edda, Robert Wilson? Hvad er det i din Texas-fortolkning, der kunne have sat den nordiske mytologi i et aktuelt lys, både internationalt og for os nordboere? Det kan jeg ikke få øje på.

Jeg beundrer din evne til at skabe det gyldne snit: ’det gyldne Wilson-snit’, hvor tre neonrør sættes ind på de præcis bedste steder på scenen. Et cetera. Det er din hemmelighed, Robert Wilson. 

Tak for den. Jeg håber bare, at du vil tage en snak med teatrets muse og nogle lokale tilskuere, inden du næste gang kaster dig ud i et antropologisk teaterprojekt om et folkefærd. Far away from Texas.

Mange hilsner

Anne Middelboe Christensen
Teaterkritiker

'Edda'. Baseret på den nordiske edda. Tekster: Jon Fosse. Iscenesættelse, koreografi og scenografi: Robert Wilson. Musik: Arvo Pärt og CocoRosie. Co-produktion mellem Det Norske Teatret, Aarhus Teater og Aarhus 2017.  Spiller på Aarhus Teater til 20. oktober 2017.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her