Læsetid 5 min.

Katherine Mansfields prosa er vidunderlig

Læs, læs, læs Katherine Mansfield. Hendes noveller er lange kæder af små minutiøse impressioner – af mennesker, blomster, lysende træer og tangbevoksede sten, af vejr, himmel og hav
Katherine Mansfield kom fra New Zealand og var en rastløs sjæl, der havde svært ved at blive på et sted eller holde andre ud ret længe ad gangen.

Katherine Mansfield kom fra New Zealand og var en rastløs sjæl, der havde svært ved at blive på et sted eller holde andre ud ret længe ad gangen.

The Granger Collection/Polfoto
14. oktober 2017

Katherine Mansfields prosa er vidunderlig, det er ikke en overdrivelse, når hun sidestilles med Virginia Woolf og James Joyce. Hun er en afvæbnende kløgtig iagttager af de mindste krusninger og impulser i sine personers sind, skrevet frem i dækket direkte tale, i stream of consciousness, i beskrivende passager eller krydret med fortællerens egne bemærkninger, hvor hun nu har lyst til dét; hun leger med fortælleformerne.

Hendes noveller er lange kæder af små minutiøse impressioner – af mennesker, af blomster, af lysende træer og tangbevoksede sten, af vejr, himmel og hav, sanset med synet, hørelsen og lugten, men også med intellektet og empatien.

Blot nåede hun kun at skrive to novellesamlinger før hun som 34-årig døde af tuberkulose.

Katherine Mansfield kom fra New Zealand og var en rastløs sjæl, der havde svært ved at blive på et sted eller holde andre ud ret længe ad gangen – slet ikke sin egen newzealandske storfamilie – og som rejste fra kursted til kursted i håb om helbredelse. Ida Jessen har skrevet et smukt og oplysende forord om hendes liv.

Katherine Mansfield: ’Havefesten og andre fortællinger’

En stilhed så stor

Men lyt engang til følgende beskrivelse af en tidlig sommermorgen ved en newzealandsk bugt, hvor solen endnu ikke er stået op og tågen skjuler både havet og landskabet.

»Ah-aah! lød det fra det søvnige hav. Og fra landskabet lød rislen af små bække, der flød hastigt og let, gled mellem de glatte sten, strømmede ind i bregneomkransede smådamme og ud igen, og en plasken af tunge dråber mod store blade og noget andet – hvad var det? – en svag uro, en dirren, en kvist, der knækkede, og derefter en stilhed så stor, at det virkede, som om nogen lyttede.«

Så er man der selv, i morgentågen, med sanserne på vid gab.

Passagen står i indledningen til samlingens første novelle, »Ved bugten«, og man har bare lyst til at citere og citere, men det går jo ikke ...

»Ved bugten« og den følgende novelle, »Havefesten« er samlingens længste og dens absolutte hovedstykker. »Ved bugten« skildrer i korte afsnit to beslægtede familier på ferie i deres sommerhuse. Hver person får et par sider, så vi lærer dem at kende i en situation, der karakteriserer dem.

Der er Stanley, som skal på arbejde inde i byen, og som herser rundt med børn, svigerinde, svigermor og hustru, så hele huset ånder lettet op, når han om morgenen er kørt. Men karakteristisk for Katherine Mansfield portrætteres han senere fra en helt anden side, følsom, skyldbevidst, anglende efter kærlighed, og vi får at vide, at hans kone, Linda, elsker ham.

Der er samme Linda, som er slidt af børnefødsler og ikke bryder sig om sine børn – til den yngste lille babydreng en søvnig middagsstund ser op på hende og sender hende et umotiveret, tandløst kæmpesmil.

»Linda blev så forbløffet over selvtilliden hos dette lille væsen – Åh nej, vær nu oprigtig. Det var ikke det hun følte; det var noget helt, helt andet, noget der var så nyt, så ... Tårerne dansede i hendes øjne, og hun hviskede med en lille gispen: ’Hallo, din lille sjover.’«

Udgangspunktet bliver vendt på hovedet, samtidig med at udbruddet »– Åh nej, vær nu oprigtig,« er et lille eksempel på Katherine Mansfields diskrete, skødesløse skrivestil. Er det fortælleren eller Linda selv, der tænker det? Det er ikke til at afgøre, og det skal det heller ikke være.

Lottie og Laura

Og der er børnene, med lille Lottie som den mindste, der har svært ved at følge med de store og at huske, hvordan et æsel siger – og så videre. Inden dagen og aftenen er gået har vi mødt dem alle, så vi føler, at vi kender dem.

I »Havefesten« er det en af husets døtre, Laura, der er hovedperson. Det er hende, vi følger i samtale med arbejderne, der kommer og sætter partytelt op i haven. Det er hende, vi følger i chok over, at en mand og far er omkommet neden for familiens herskabelige landsted i et usselt fattigkvarter, lige på den anden side af ’den store vej’. Skildringerne af, hvordan hendes mor og søstre får hende væk fra hendes umiddelbare indskydelse: at aflyse festen, er et på én gang kærligt og illusionsløst studium i de mikroskopiske rørelser i sindet, der får os til at ændre mening.

Og det er Lauras oplevelse, vi ledes ind i, da hendes overklassemor efter havefesten finder på at sende hende ned til enken og de fem uforsørgede børn med selskabets levninger af vandbakkelser og sandwiches. Iført sin festkjole og en bedårende hat. Klasseskellene gennemlyses med røntgenstråler, uden at Katherine Mansfield på noget tidspunkt hæver stemmen.

Mesterstykker

Disse to længere noveller er mesterstykker. De følgende er kortere. I en af dem møder vi Laura og hendes søskende igen – i selskab med kusinen fra landet, der skal til sit første bal sammen med de verdensvante slægtninge.

Det hele er spændende og lysende, men konversationen med balkavalererne er lidt kikset, og glæden slukkes for en stund, da Leila, som kusinen fra landet hedder, får en ældre, fed herre på balkortet, som underholder hende med, at hun snart selv vil være en gammel hejre. Livets flygtighed og bratte afslutning stikker igen og igen hovedet gennem teksterne, og man kan ikke lade være med at tænke på, at novellerne er skrevet af en, der vidste, at hun snart selv skulle herfra.

De mindre fortællinger er for det meste tragiske vignetter af ensomme eksistenser, af fattige underklassemennesker eller tragikomiske portrætter af underkuede kvinder, som oberstens to døtre, der bliver rædselsslagne ved tanken om, hvad deres afdøde far vil sige til, at de har begravet ham. Og til hvad det har kostet!

Mansfields evne til at skrive pointeret virker dog her og der en smule overgjort. I enkelte af de korte stykker har det afsluttende svirp det med at tippe over i det sentimentale eller melodramatiske, måske fordi teksterne er så korte.

Det ændrer dog ikke ved at hendes portrætkunst, også i de korte skitser, er formidabel. Læs, læs, læs Katherine Mansfield. Charmerende er hun også!

Katherine Mansfield: ’Havefesten og andre fortællinger’. Med forord af Ida Jessen. Oversat af Camilla Christensen, Rosinante, 192 sider, 250 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu