Læsetid: 7 min.

Kinas ukommercielle indiefilmmagere fortæller om liv på kanten

Filmene i filmfestivalen CPH PIX’ Cool China-serie skildrer i et hipt – og nogle gange meget Tarantino-inspireret – formsprog mennesker, der lever på kanten af det kinesiske samfund og loven
Xu Bings ’Dragonfly Eyes’ er stykket sammen af overvågningsvideoer fra hele Kina, og det er en blanding af imponerende og vammelt, at materialet er så stort og tilgængeligt.

Xu Bings ’Dragonfly Eyes’ er stykket sammen af overvågningsvideoer fra hele Kina, og det er en blanding af imponerende og vammelt, at materialet er så stort og tilgængeligt.

CPH PIX

9. oktober 2017

Karaktererne er i forskellig grad på kant med loven i de fem kinesiske film, den københavnske filmfestival CPH PIX præsenterer under overskriften Cool China.

Hvis ikke de er på kant med loven, så befinder de sig i hvert fald på kanten af det kinesiske samfund og har travlt med at hænge på. Det er den mest iøjnefaldende fællesnævner ved de fem film udvalgt fra det ukommercielle, uafhængige indiehjørne af filmbranchen i Kina (og omegn – en enkelt film er fra Taiwan).

En vis underspillet sort humor er også gennemgående, men ellers er det (som det ofte er) de individuelle særpræg, der springer i øjnene.

Samfundets store flueøje

Allermest særpræget er Dragonfly Eyes, som er klippet sammen af autentisk materiale fra utallige overvågningskameraer i Kina, som instruktøren Xu Bing har haft adgang til online. Xu Bing kommer fra en praksis som installationskunstner, og det er i denne film overhovedet ikke til at skelne det konceptuelle greb fra dens indhold. Optagelserne fra overvågningskameraerne er klippet sammen, så de danner en relativt genkendelig og generisk fortælling.

En voiceover fortæller historien om en ung kvinde ved navn Qing Ting, der forlader sit kloster, drager ud i verden på eventyr, får arbejde på en gennemautomatiseret kvægfarm, hvor hun møder en ung mand, der gør, hvad han kan for, at hun skal blive hans og vice versa. Det er til at forholde sig til, hvad der vel også er meningen – at den tilforladelige udviklingshistorie skal være et holdepunkt i den ret flippede og tankevækkende oplevelse, det er at se optagelser af fremmede mennesker i fremmede byer gøre det ud for karakterer i en fiktionsfilm, filmet oppefra og uden lyd.

Dragonfly Eyes handler om frihed, og det er i modsætning til de andre film i Cool China ikke lovbrud, der driver handlingen frem eller karakteriserer miljøet, den foregår i. En enkelt regel om at respektere statens ejendom bliver brudt, da Qing Tings bejler befrier en ko, fordi Qing Ting havde talt om, hvordan frihedslængslen lyste ud af dens øjne.

Overvågning er – klart nok – et genkommende tema i filmen, som er fuld af situationer, hvor landbrugsarbejdere overvåger køerne på deres telefon, mens deres overordnede overvåger dem fra et kontor, der også er overvåget.

Dragonfly Eyes er ikke eksplicit samfundskritisk, den er bare dybt foruroligende og forstyrrende at se på. Det er en blanding af imponerende og vammelt, at materialet er så stort og tilgængeligt, at en ferm type som Xu Bing kan forme det til en sammenhængende fiktion. Det er forskellige mennesker i de forskellige scener, men så grynede og højt oppefra filmede de er, gør det ikke nogen forskel. Det er alligevel som små ivrige, anonyme myrer i den store menneskelige myretue, man ser dem.

Trailer til Dragonfly Eyes – vises 9. oktober, kl. 22 i Empire Bio.

Tøhø-humor plus gangstervold

Ægte slyngler med planer, der kan gå i vasken, og alliancer, der kan ændre sig, finder man i tre af de fem film.

Liu Jians animationsfilm Have a Nice Day er en sort gangsterkomedie med en tydelig inspiration fra Quentin Tarantino og en meget stringent streg. Af en animationsfilm at være er filmen ikke særlig animeret, kun få elementer i billederne bevæger sig ad gangen, og det er endda ikke så tit. Til gengæld er filmen veloplagt i sit klippetempo og i dialogen.

Handlingen i Have a Nice Day drejer sig om en taske fuld af kontanter, der skifter hænder løbende, efter at en gangsterkurer sætter en kniv for struben af sin makker. Han skal bruge pengene på en korrigerende skønhedsoperation til sin kæreste, som var uheldig med sit første plastikkirurgiske indgreb. Det er den form for humor, den stilmæssigt gennemførte, men også meget distancerede film er ude i.

Arven fra Tarantino bliver forvaltet mere livligt og lunt i seriens anden gangsterkomedie, Godspeed af den taiwanske instruktør Mong-Hong Chung. Her er sluddervorne skurke med sære signaturtræk og ekvilibristiske voldsscener. Filmen skildrer gennem en arbejdsdag to mænd placeret på hvert sit niveau i en narkogangsterbande i Taiwan.

En unavngiven heroinsmuglerchef (spillet af Leon Dai) hyrer på en udspekuleret og omstændelig måde den uambitiøse småkriminelle Na Dow (Na-Dou Lin) til at fragte heroin gennem byen til en nedlagt bowlinghal et par gange om ugen.

Penge er et emne

Nærighed får Na Dow til at tage en affældig gammel taxa, hvis chauffør (Michael Hui) er eftertænksom, melankolsk og dårlig til at finde vej. Chaufføren Lao Xu (det staves i øvrigt X-U, forklarer han til alle, ikke C-H-U. Alle er uden undtagelse ligeglade) og Na Dow diskuterer penge i ét væk, de forvilder sig ind til en begravelse og bliver i al diskretion fulgt af smuglerchefen.

Historien er ikke fortalt i streng kronologisk orden, der klippes tilbage mellem et brutalt møde mellem smuglerchefen og hans leverandører i Thailand og et mere gemytligt møde mellem smuglerchefen og hans samarbejdspartner.

Sidstnævnte møde foregår på en gammel cirka 15 meter lang sofa pakket ind i den originale plastemballage. Det er i de lange engagerede dialoger om småting som f.eks. den plasticindpakning, Mong-Hong Chung slægter Tarantino mest på.

Det er en voldskomedie af de mere rolige, tempoet er aldrig tæt på at blive hæsblæsende, og selv om mennesker bliver dræbt, og biler eksploderer, så er det også bare en historie om to mænd, der får tid til at lære hinanden at kende og derigennem også finder ind til noget fint i sig selv.

Sødmen undgår (med nød og næppe) at fremstå påklistret. Måske fordi dynamikken mellem narkokureren og taxachaufføren hele vejen igennem har mindet en smule om Gøg og Gokke, hvor der sjældent er langt fra det stædigt surmulende til det sødladne.

Trailer til Godspeed – vises 10. oktober kl 16.40 i Grand Teatret.

Så går tiden da med det

Chuan Songs coming of age-historie Ciao Ciao er klart den mindst komiske i serien, men behandler stadig sine karakterer med en vis distance. Ciao Ciao er en ung urban kvinde, der besøger sine forældre i den begivenhedsfattige bjergby, hun er vokset op i. Planen er, at hun skal tilbage til Canton og etablere en forretning med en veninde, så livet rigtig kan begynde, men hun kommer ingen vegne, og livet viser sig at fortsætte i landsbyen.

Det går med at have sex med Li Wei, sønnen til den lokale forhandler af ulovligt hjemmebryg, som hendes mor har en affære med. Imens sidder faren og bakser med at lave traditionel medicin af slanger og andet, der skal hjælpe på en arbejdsskade, han har. Det gør ham dog ikke til en stakkel, han er bare en af filmens mange bryske brokkehoveder, der ikke er tilfredse med livet, som det er, men heller ikke har til sinds at ændre på det. 

Der sker lidt ad gangen (Li Wei taber penge i spil, kommer på kant med politiet, den korrupte og sprutglade borgmester holder hånden over ham, Ciao Ciao og Li Wei bliver et par og tager ud at shoppe og køre på motorcykel, Ciao Ciao møder en fyr, der gerne vil flytte til Canton), og i det meste af filmen er stemningen sådan, at så går tiden da med det. Man får fornemmelsen af sand, der løber gennem fingre, men også en række interessante scener, hvor karaktererne spejler sig i hinanden og bliver lidt skuffede over, hvad de ser. 

Bedragericirkus  

Hvis der var elementer af Gøg og Gokke-dynamik i Godspeed, er det ingenting i forhold til Free and Easy, som afhængigt af, hvilket temperament man har, er en enten skægt stenet eller ulideligt langsom komedie. Jeg havde næppe følt mig snydt, hvis den havde været en halv time kortere.

I en mennesketom mineby (der er faktisk ingen statister med i filmen, og alle husene ser forladte ud) mødes en sæbesælger og en repræsentant for den lokale aftenskole. De prøver at sælge deres varer til hinanden, men så er sæbesælgeren slet ikke sæbesælger i virkeligheden, men derimod en svindler, hvis sæbe får folk til at falde i søvn øjeblikkeligt. Og så kan han jo stjæle fra dem.

En profithungrende munk, en kristen sinke, to enfoldige politibetjente og en kommunal gartner, der får stjålet sine elskede vejtræer, kommer på banen. Og så giver og tager de ellers til og fra hinanden, kræver og nægter og kommer galt afsted i det absurd øde lillebymiljø.

Free and Easy er seriens mest direkte samfundssatire, og ud over, at der bliver bedraget og brudt regler, så har den det til fælles med en del af de andre, at det er tæt på umuligt for dens karakterer at rykke sig ud af stedet. De er hensat til at gennemspille de samme konflikter det samme sted dag efter dag.  

Trailer til Free and Easy – vises 11. oktober kl 17.30 i Empire Bio.

De andre film har været vist.

www.cphpix.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu