Læsetid 4 min.

Kunsten at trække vejret

Beck henter med succes inspiration i 1980’ernes technopop på sit seneste opus, hvor Courtney Barnett & Kurt Vile på en charmerende facon mixer 1970’er-klange med 1990’er-sensibilitet på deres første udspil som duo
Becks nye album klinger pænt moderne i sit mix af old school keyboards og nutidige studiegreb.

Becks nye album klinger pænt moderne i sit mix af old school keyboards og nutidige studiegreb.

Capitol

13. oktober 2017

Fra de første toner på det nyeste udspil fra den gode Beck, transporteres lytteren durk tilbage til rendyrket diskoteksstemning anno 1983 – eller taler vi snarere 1984?

I hvert fald hvis man tænker på datidens såkaldte technopop, der formåede at kombinere postpunkens tristesse og tidens generelle sortsyn med spændstigt spillede synthesizere og primitivt programmerede, men herligt swingende trommemaskiner, hvilket igen førte til fyldte dansegulve, hvor vi muntert sang med på fængende omkvæd om eksistentiel ensomhed, kærlighedens umulighed og jordens snarlige undergang.

Det var fandeme tider.

Rigtig meget af det stammede fra et England (og Tyskland), der til en begyndelse viste større åbenhed overfor den elektroniske musiks muligheder end USA, men nu om stunder har genren stort set sejret sig ihjel og fred med det, vi lever i digitale tider, fister.

Personligt har jeg en udpræget svaghed for den tidlige elektroniske dansemusik, der gik så uimponeret og med en så indtagende popsensibilitet til fadet, at megen af den musik, navne som Human League, Kraftwerk, Pet Shop Boys, Orchestral Manoeuvres In The Dark, The Associates, John Foxx, Depeche Mode, D.A.F., Soft Cell, Yello og mange andre indspillede, i dag udgør en sand guldalder for den elektronisk orienterede popconnaisseur.

Udforskning af gamle klange

Oven på 2014’s lyrisk mættede og sandt sagt megabedrøvelige, men også både intense og virkelig fine Morning Phase (der helt fortjent scorede en række Grammys) skifter den gode Beck Hansen således atter en gang spor med Colors, som titlen på hans seneste opus lyder.

Ti stramme kompositioner, alle i et hurtigt tempo, lyder ikke som noget, han har haft fingrene i før, men altså dog som noget man har hørt lignende før. Dét sagt er det ikke en ren opvisning i nostalgi for firserudkrads, dertil er Beck for stærk en personlighed, så afsættet i og referencerne til den ovennævnte genre/epoke er blot en måde at udforske nye (gamle?) klange og muligheder på.

Beck, der selv er multiinstrumentalist, har denne gang indspillet, skrevet og produceret i tæt samarbejde med Greg Kurstin, der også behersker et hav af instrumenter og som via produktioner for folk som Sia, Adele, Lily Allen, The Shins, Devo og mange andre er smokin’ hot shit lige nu. Og resultatet klinger pænt moderne i sit mix af old school keyboards og nutidige studiegreb.

Det er måske ikke et decideret stort album, men de ti sange er stramt og præcist tænkt, komponeret og udført, og det kunne sagtens udvikle sig til et seriøst forhold hen ad vejen, for skiven afgiver lige lidt ekstra ved hver gennemlytning.

Og der gemmer sig i bedste tilfælde måske ligefrem et par club bangers her, omend de nok lige skal i hænderne på den rette remixer, for som udgangspunkt swinger lortet herligt. Og Beck får endnu engang demonstreret sin modvilje mod såvel at stå stille som at lade sig sætte i bås. Særdeles opmuntrende.

Analogt lydunivers

Snakker vi inspiration, må det musikalsk set indtagende makkerpar Courtney Barnett og Kurt Vile siges at have indtaget en umanerlig portion 1970’er-singer-songwriters, som de så har tilsat et gedigent skud sort-hvid halvfemser indie-sensibilitet, hvilket har resulteret i det herligt skramlende og furiøst gammeldags udspil Lotta Sea Lice, der i umiddelbar forlængelse af Becks seneste nærmest lyder som en hyldest til natten før i forgårs med sine diskret slæbende, fingerspillede guitarer, elektriske som akustiske, lavmælt entusiastiske trommer og hele den varme og inkluderende klang, der præger det analoge lydunivers.

Australske Barnett er blevet pænt hypet på baggrund af en række ep’er samt en enkelt lp, og hun viderefører fornemt arven fra 90’er-koryfæer som søstrene Kim og Kelly Deal (The Pixies, The Breeders, The Amps), Tanya Donelly fra Throwing Muses, tidlig Liz Phair og andre navne fra den tids alternative ende af rocken.

Ultraamerikanske Vile er en myreflittig og pænt produktiv herre, der trådte sine barneplateausko i duoen The War On Drugs, som han dog forlod i 2008 for at koncentrere sig om en solokarriere, der i 2011 gav ham et gennembrud med albummet Smoke Rings for My Halo. I denne sammenhæng betyder gennembrud så hul igennem til et mindre, men yderst entusiastisk publikum på globalt plan, hvorfor der med andre ord skal turneres en del for at få huslejen kradset ind.

Vinder næppe mange nye fans

For ingen af de to spiller musik med bred appel, vi befinder os i en niche af den art, hvor der gives plads til de mere aparte stemmer, man ikke længere rigtig finder inde på midten, hvor den her genre  jo er ikkeeksisterende.

Den rolige lejrbålsstemning, der hviler så velsignet over de ni sange her, skal nok afskrække den mere effektsøgende musikelsker, men giver man sangene plads og tid, forstår man til fulde, hvorfor både Vile og Barnett nyder så udbredt respekt, for de kan kunsten at få deres materiale til at lyde så let og naturligt som at trække vejret.

Er man til velgjort musik så gammeldags som en fastnettelefon, slackerrock, som det kaldtes engang, fås det ikke meget mere tilbagelænet, men paradoksalt nok heller ikke mere overskudsagtigt og indtagende end på Lotta Sea Lice, hvor den gensidige inspiration Barnett og Vile imellem virkelig høres.

Skiven vil næppe vinde de to aktører mange nye fans, men til gengæld med garanti fryde de allerede omvendte. Personligt gad jeg godt opleve duoen live, det kunne være rigtig fedt.

Beck: ’Colors’ (Capitol/Universal).

Courtney Barnett & Kurt Vile: ’Lotta Sea Lice’ (Matador/Playground)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mette Poulsen
Mette Poulsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu