Læsetid 3 min.

I Kyliáns verden bliver hver eneste danser til den bedste version af sig selv

’Silk & Knife 2’ med Den Kongelige Ballet rammer tilskuerkroppen med en overvældende skønhedskraft
I ’Silk & Knife 2’ bliver kærligheden også til tvang. Her med Jonathan Chmelensky og Lena-Maria Gruber i et tvivlsomt favntag.

I ’Silk & Knife 2’ bliver kærligheden også til tvang. Her med Jonathan Chmelensky og Lena-Maria Gruber i et tvivlsomt favntag.

Henrik Stenberg

13. oktober 2017

Den tjekkiske koreograf Jirí Kylián skaber dans med en overvældende intensitet. Når hans dansere løber mod hinanden og griber ud efter hinanden – eller undviger og vrister sig fri af hinanden – så danser tilskuerkroppen sammen med danserne indeni.

Det var dette særlige sus, der gjorde Kyliáns balletaften Silk & Knife til sådan et tilløbsstykke i 2007, hvor danserne først indtog Gamle Scenes kældre og gange, inden de dansede videre op på scenen.

Her ti år senere har den nu 70-årige Kylián sammensat et nyt program af ældre balletter til Den Kongelige Ballet. Underligt nok virker denne Silk & Knife 2 dog lovlig forhippet på at vise dansens elitære synkronpræcision og dens opspeedede 1990’er-råhed.

Alle bliver solodansere

Alligevel rammer forestillingen med overvældende skønhedskraft. Værkerne spænder vidt: Salmesymfoni fra 1978, Sarabande fra 1990, Falling Angels fra 1989 og 27’52’’ fra 2002. Komponisterne er også forskellige: Stravinskij, Bach, Steve Reich og Dirk Haubrich.

Men alle balletter stråler af Kyliáns ubændige dynamik. Han kan få otte eller seksten dansere til at piske eksakt over scenen, som gjaldt det livet. Og han kan få dem til at strække armene kroget i vejret, som om de er ved at presse det allersidste åndedræt ud af brystkassen.

»Alle bliver solodansere for en aften,« påstod Kylián om sin iscenesættelse, da jeg interviewede ham efter Silk & Knife for ti år siden. Og jo. I Kyliáns danseverden bliver hver eneste danser til den bedste version af sig selv – også dansere, der ellers ikke er i forreste række.

Den amerikanske korpsdanser Beila Ungar strækker sin krop ud i de vildeste desperadopositioner, og den koreanske korpsdanser Ji Min Hong spreder en mildhed omkring sig og sine lynhurtige fødder.

Imens holder Kazakstan-danseren Meirambek Nazargozhayev kvinderne i balance med firskåren ædelhed, og den canadiske solist Alexander Bozinoff frempisker humøret hos sine machokolleger med sine ustyrlige vildskabsglid. Den Kongelige Ballet fremstår dog som et dansk balletkompagni, men ligner nu et hvilket som helst internationalt kompagni. Men netop i Kyliáns værker gør det ikke så meget.

Krop i tøven

Hvad Kyliáns balletter handler om? Mennesker. Mennesker på vej ind i frygten eller håbet. Når han i mesterværket Salmesymfonie viser otte par, så er det par, der fortvivlet søger fred med sig selv ved at springe op og ned af stole og omfavne hinanden foran en væg af ægte tæpper – som symbol på de mange livshistorier, der er gået forud.

Ved det danserhold, som jeg overværede, opstod den mest foruroligende dans i værket 27’52’’. Her stod den spinkle, danske korpsdanser Stephanie Chen Gundorph i en rød bluse – skrøbeligt balancerende på en tynd stribe gulvvinyl, der bogstaveligt talt blev løftet væk under hende.

Samtidig blev hun omklamret af den statuehøje, franske solist Jonathan Chmelensky, hvis kronragede muskelmand forsøgte at tvinge hende til at elske sig – kærligt, truende, voldeligt ...  Men det virkeligt bevægende var hendes tøven. For hendes overkrop tøvede, så hun næsten rev sig selv over. Først i sidste øjeblik blev hun reddet af sine ben, der løb væk fra manden – og satte hende fri.

Der er hverken silke eller knive i denne Silk & Knife 2; titlen har marketingsafdelingen vist fundet på. Men der er sanselighed og knus fra Kylián. Det er silkedans for sjælen.

’Silk & Knife 2’. Fire koreografier af Jirí Kylián: ’Salmesymfoni’ (1978), ’Sarabande’ (1990), ’Falling Angels’ (1989) og ’27’52’’’ (2002). Musik: Stravinskij, Bach, Reich, Haubrich. Den Kongelige Ballet på Gamle Scene. Til 25. maj 2018

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu